Nationaløkonomiens gåde

Her til at begynde med vil jeg komme med en påstand, som i første række lyder utrolig selvbevidst. Jeg vil hævde, at hverken politikere eller journalister eller for den sags skyld økonomer har forstand på, hvordan de økonomiske kræfter virker.

Når jeg siger, at en sådan påstand lyder selvbevidst, ligger der naturligvis det spørgsmål gemt i påstanden: Jamen, har du da forstand på nationaløkonomi?

Og når jeg må indrømme, at nationaløkonomi trods alt ikke lige er min spidskompetence, fortsætter den eventuelle spørger med at sige: Jamen, hvorfor blander du dig da? Og hvorfor blander du dig med en så bastant påstand, som at politikere og økonomer ikke forstår sig på økonomi?

Det gør jeg, fordi EU’s grundlæggere for mange år siden besluttede at udnytte de økonomiske kræfter i politisk øjemed. Man ønskede formentlig allerede dengang et ”Europas forenede Stater” og for at få de meget forskelligartede stater til smelte sammen til et stort imperium tog man de økonomiske kræfter i anvendelse. Og det var en udmærket idé, så længe man holdt sig til de love, der gælder i nationaløkonomien, altså så længe man ønskede at få økonomien til at fungére bedre. Der er jo ingen tvivl om, at alle lande har fordel af et fælles marked, at det er til alles bedste, at man operere med fælles normer på en række områder, og at det hjælper på det frie markeds indbyggede kræfter, hvis skjulte handelshindringer ophæves. Til det brug har EF og senere EU være et udmærket redskab.

Men når man efterhånden som tiden er gået – måske blændet af den succes det har været med den frie handel de europæiske lande imellem – er gået over til at sætte de økonomiske kræfter foran politiske formål, som man vil have opfyldt, så er det, det er gået galt, og så er det, at ovennævnte påstand kommer til sin ret: EU-politikerne har ikke forstand på økonomi.

Jeg tænker her især på to ting: på indførelsen af den fælles mønt og på påstanden om, at arbejdskraftens frie bevægelighed hører med til det, der får økonomien til at virke.

Det sidste er en tese, som man har prøvet at indarbejde i sine økonomiske teorier. Vi skal have fri bevægelighed, hedder det, fri bevægelighed for varer, fri bevægelighed for kapital, fri bevægelighed for tjenesteydelser. Og alt dette kan være sandt nok, alt det hidtil nævnte kan ganske rigtigt være befordrende for de økonomiske kræfter, alt dette må til, hvis man skal få det fulde udbytte af de økonomiske kræfter.

Men arbejdskraftens frie bevægelighed, er den lige så nødvendig? Ja, det er, hvad man påstår. Denne frie bevægelighed er lige så stille smuttet ind mellem de andre nødvendigheder. Men det har den gjort, uden at det er nødvendigt, økonomisk set.

Jeg har tidligere ”bevist” det ud fra en artikel i The Economist, se her. Det var en ganske mærkelig artikel. For midt i, at magasinet er i fuld gang med at bevise, at det modsatte af det gode begreb ”globalisering” er ”national selvtilstrækkelighed”, optræder et tydeligt bevis for, at det er den frie bevægelighed for varer, der har skabt de uanede resultater for verdensøkonomien. Bladet skriver:

Begynd med at huske på, hvad der er på spil. Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøttet global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Specielt er det bemærkelsesværdigt, at man hævder – med rette – at dette, at Kina blev tilsluttet verdensøkonomien, medførte den største reduktion af fattigdommen i historien. Men læg mærke til, at det ikke er ”globaliseringen”, i den betydning, bladet anvender ordet her, der har bevirket dette. Det er kun ”globaliseringen” i betydningen ”frihandel”, der har været virksom. Den økonomiske ændring, der skete dengang, som havde disse forunderlige virkninger, var alene den frie bevægelighed for varer. Fri bevægelighed for arbejdskraft var der ingen, der spekulerede på, fri bevægelighed for arbejdskraft var ikke det, der havde denne fattigdomsbekæmpende virkning.

Den artikel, jeg henviser til her, kaldte jeg ”Liberale løgne”. Og det skyldtes, at bladet var i fuld gang med det ret betænkelige forehavende at binde sine politiske ønsker op på en bestemt opfattelse af de økonomiske kræfter. Man vendte sig imod Brexit; man mente, at det var forkert af englænderne at være imod arbejdskraftens frie bevægelighed. Og bevares, man sagde ikke direkte, at dette at forhindre arbejdskraftens frie bevægelighed var imod de økonomiske kræfter. Man nøjedes med at antyde det. Lige efter ovennævnte citat hedder det: ”En verden af murbyggere ville blive mere fattig og mere farlig”. Og ”murbyggere”, det kan hentyde til Trump, der ville pålægge Kina told, men så sandelig også hentyde til en række EU-lande, der ville forhindre både den interne bevægelighed for arbejdskraft og den store immigration af fremmede fra Mellemøsten og Afrika. Og når man blander tingene sammen, får man sagt ting, der kun kan betegnes som løgne.

Har The Economist da ikke forstand på økonomi?

Jo, sikkert. Så megen forstand på økonomi har man, at man mener at kunne gå med på politikernes planer om at spænde økonomiske kræfter for politiske formåls vogn uden at tage forbehold. Så bliver ens økonomiske kunnen brugt til en løgn. Og det burde man som god økonom tage afstand fra.

Det vil sige: The Economist har med sådanne løgne været med til at styrke EU-kommissionen i den fejlagtige overbevisning, at de økonomiske kræfter kræver arbejdskraftens frie bevægelighed. Da derfor David Cameron, den engelske premierminister, annoncerede, at han ville forhandle en britisk nyordning med EU og siden udsætte den for en folkeafstemning, mente EU-kommissionen ikke, at den kunne gå med til at indskrænke arbejdskraftens frie bevægelighed for Storbritaniens vedkommende, så det forhandlingsresultat, Cameron kom hjem med, indeholdt ikke noget i den retning. Det var faktisk ret pauvert. Og han – og EU-kommissionen, glem ikke det! – indhøstede fortjent et nej ved folkeafstemningen.

Altså, hele Brexit-halløjet bygger på en forkert antagelse indenfor nationaløkonomien.

Det samme gælder Euroen.

Også den er et økonomisk tiltag, der bliver spændt foran det politiske tiltag, der hedder ”Europas forenede Stater”. Og hidtil har alle de ledende europæiske politikere troet på, at det ville være økonomisk fordelagtigt med den fælles valuta. Og det har jo vist sig at være sandt nok, men vel at mærke: økonomisk fordelagtigt for de lande, der har et løndannelsessystem, der kan holde lønnen i ro, dvs., Tyskland, Benelux og de nordiske lande. De sydeuropæiske lande, derimod, har ikke haft fordel af det. Tanken var vel, at de strenge regler indenfor euroen skulle tvinge disse lande til at anskaffe sig et bedre politisk og økonomisk system. Og vel var der økonomer, der i sin tid advarede mod de uheldige virkninger, der kunne opstå af euro-samarbejdet, men deres røst blev ikke hørt.

Asger Aamund har i en artikel i Berlingske, se her, rost det kommercielle samarbejde i EU, men føjer til:

EU fungerer således godt på det kommercielle område, men ligger i ruiner politisk, hvilket kræver en ny struktur på samarbejdet. I 2015 fremlagde Tyskland og Frankrig en plan for et nyt EU i to hastigheder. En kerne af villige EU-stater skulle indgå i en politisk føderation efter amerikansk forbillede med et parlament i to kamre og en stærk, eksekutiv præsident. EU-forbundsregeringen får ansvaret for udenrigspolitik, forsvarspolitik, penge- og finanspolitik og flere andre centrale områder. De EU-lande, der ikke ønsker at være med i det politiske samarbejde, forbliver i det indre marked sammen med føderationen.

Planerne er dog ikke kommet videre, fordi tyskerne har betinget sig, at Frankrig sanerer sin lasede økonomi, hvilket som bekendt ikke er lykkedes.

Og hvorfor er det ikke lykkedes Frankrig at sanere sin lasede økonomi? Fordi Frankrig ikke kan devaluere. Løndannelsen i Frankrig er helt forskellig fra løndannelsen i Tyskland. Derfor står Frankrig i en underordnet position i forhold til Tyskland. Og desværre for Frankrig er der ingen, heller ingen økonomer, der fremkommer med den dog ret rimelige tanke, at man i stedet for disse tanker om et EU i to hastigheder, burde fremsætte forslag om et EU i 27 hastigheder, idet hvert land burde have sin egen valuta, som så kunne flyde frit i forhold til de andre landes valutaer. Dette ville ikke forhindre EU i at have et fælles parlament, en kommission, som i dag, og såmænd også en præsident og hvad man ellers kunne tænke sig. Blot ville man i økonomisk henseende få landene til af sig selv at gro sammen, så meget, som de nu hver for sig syntes, de ville det, i stedet for som nu at tvinge landene til at blive ens.

En cand. polit. Rasmus Hougaard Nielsen har i Berlingske skrevet en kommentar, se her. Her skriver han bl.a.:

Euroen medførte, at prisen på penge, i form af renten, stort set blev den samme i hele eurozonen, hvormed finansieringsomkostninger for offentlige såvel som private underskud pludselig blev den samme i Grækenland og Italien som i Tyskland og Danmark.

Resultatet af dette har bestemt ikke været såkaldt økonomisk konvergens. Derimod skabte det en situation, hvor sydeuropæerne, finansieret af kredit fra tyske og franske banker, i en lang periode kunne leve over evne. Samtidig med, at vi i Nordeuropa, ført an af Tyskland, fik nye afsætningsmuligheder for vores overproduktion.

Ja, euroen skabte vækst i produktion i Nordeuropa og forbruget i Sydeuropa, men det blev finansieret ved at omdanne de sydeuropæiske lande, hvoraf de fleste tidligere havde overskud på deres betalingsbalancer, til underskudslande med voksende og accelererende gæld til de nordeuropæiske banker.

Og det er jo, så vidt jeg kan se, en fuldstændig korrekt beskrivelse af de uheldige forhold ved euroen. Men se så, hvad han foreslår som helbredelsesmiddel til denne sygdom:

Tilgiv sydeuropæerne

Uanset, hvad man måtte mene om sydeuropæernes forpligtelser over for EU, er der ingen der vinder ved at holde fast i fortiden, og det er på tide, at nordeuropæerne viser sig fra deres storsindede og fornuftige side.

For som den amerikanske økonom og historiker Michael Hudson siger: »Gæld, der ikke kan tilbagebetales, vil ikke blive tilbagebetalt. Det eneste spørgsmål er, hvordan gælden ikke vil blive tilbagebetalt.«

Bortset fra, at han bruger et forkert udtryk (gæld er ikke noget, man ”tilgiver”, det er noget, man ”eftergiver”), så er meningen sikkert god nok. Men er det ikke lidt flovt, at en cand. polit. ikke tænker videre? Der er skabt en ubalance med euroen, denne ubalance vil stadig eksistere; når gælden er eftergivet, vil den sørge for, at ny gæld kan oparbejdes.

Men det ønske, Hougaard Nielsen har, at

Det centrale tema til EP-valget burde derfor helt naturligt være, hvordan vi genskaber økonomisk balance og et sundt handelsforhold mellem Syd- og Nordeuropa.

det går givetvis ikke i opfyldelse. For det har med økonomi at gøre, og økonomi er alt for indviklet til, at politikere tør vove sig ind i en diskussion om økonomi. Så hellere lade tingene dalre videre.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.