“Carstenjensenitis”

Godt ord igen, som man siger. Men jeg véd såmænd ikke, hvor godt et ord det er, det, der står i overskriften. Særlig mundret er det i hvert fald ikke. Men det afbilder alligevel ret klart det, jeg her har tænkt mig at gå i gang med, nemlig at undersøge Carsten Jensens holdninger i flygtningedebatten. Jeg vil gøre det ud fra en artikel i Berlingske, se her, hvor man sammenstiller Carsten Jensen og Uffe Østergaard, og på en ganske oplysende måde bringer den enes argumenter hen til den anden.

Når jeg ligefrem bruger et ord i overskriften, der kan få en læser til at tro, at Carsten Jensen lider af en særlig sygdom, skyldes det, at jeg faktisk mener, at det er tilfældet. Og denne sygdom sætter sig på øjnene, så man kun ser det, der kan bestyrke én i den bedømmelse, man har af situationen.

Carstenjensenitis” har sin oprindelse i de moralforestillinger, man har; i vore dage viser den sig i et ønske om at opretholde visse ”værdier”, som man sige. Disse værdier, mener den sygdomsramte, skal fastholdes for enhver pris. Man bliver nemlig bedømt på, om man overholder disse værdier. Og sygdommen er en sygdom, fordi den sætter sig på øjnene. Man kan ikke længer se det, der dog ligger lige for fødderne af én. Man er blind for de mest simple konsekvenser, der følger af en overholdelse af disse værdier.

Derved sker der det mærkelige, at man med sin strikte overholdelse af værdierne faktisk kommer til at forårsage noget, der går stik imod disse værdier. Det gælder Carsten Jensen selv, men det gælder desværre også mange europæiske politikere og journalister.

Vi lægger ud med noget af det første, der står i artiklen om Carsten Jensen:

I sin nye bog »Hovedspringere« forsøger Carsten Jensen at sætte ansigter på nogle af de flygtninge, som i stort antal de senere år har banket på Fort Europas porte og bedt om asyl. Han mener, at EU-valget vil vise, om europæernes moralske kompas er gået i stykker.

Man forstår, at Carsten Jensens moralske kompas ikke er gået i stykker. Han vil, forstår man på det følgende, afsløre den ”dehumanisering”, der foregår i den politiske debat, hvor man glemmer at ”sætte ansigt” på de mennesker, der er tale om. Er det ikke er godt og gedigent moralsk synspunkt?

Jo, det skulle man synes. Men i den virkelighedens verden, vi befinder os i, er det ikke et godt moralsk synspunkt.

Hvorfor dog ikke?

Fordi Carsten Jensen, ligesom hans meningsfæller ud over Europa, er nødt til at lukke øjnene for en række kendsgerninger.

Først den kendsgerning, at vi ikke aner, hvor mange af dem, der banker på Europas porte og beder om asyl, der er ægte flygtninge, og hvor mange der er lykkeriddere. Det er ret indlysende, at det er en kendsgerning. Dels viser det sig i det forhold, at det slet ikke er alle, der søger asyl, der får det. Og dels viser det sig derved, at ikke så få af dem, der har fået asyl, fordi de påstod, at de var forfulgte i deres hjemland, efterfølgende, når de har fået tilkendt opholdstilladelse, rask væk rejser tilbage til det land, hvor de påstod de var forfulgt, og holder ferie der, besøger venner og bekendte, ja sågar tager sig et arbejde, mens de får understøttelse i Danmark.

Alt det er Carsten Jensen et alt for godt menneske til at hæfte sig ved. Ham er det alene om at gøre at holde fast ved de europæiske værdier.

Udmærket! Men er det en særlig europæisk værdi, at man lader sig snyde gang på gang? Det kan måske siges at være et europæisk karaktértræk, at man tror godt om andre mennesker, men at det er en positiv værdi, når den afstedkommer ganske mange snyderier, det kan man dog vist ikke sige.

Men blindheden ved sygdommen ”Carstenjensenitis” viser sig også på et andet felt.

Det er ikke svært at se, at dette, at det lykkes for så mange at komme til Europa, får flere til at ville prøve lykken. Hver gang vi giver ét menneske asyl, skaber vi i mange mennesker i hans hjemland et ønske om at gøre det samme: komme til Europa, so oder so, få et arbejde, tjene penge. Vi lever i en verden, hvor mobiltelefoner er blevet hvermands eje, og hvor folk i Afrika og Mellemøsten så udmærket er klar over, hvad der sker i Europa. Og vi véd vel også alle, at når migrantstrømmen efter 2015/16 er aftaget ikke så lidt, skyldes det ikke, at færre i Mellemøsten bliver forfulgt, nej, det skyldes, at Sebastian Kurz i Østrig sammen med andre folk i Balkanlandene hjalp Makedonien med at lukke sin grænse til Grækenland, og at Angela Merkel sammen med EU-lederne fik lavet en aftale med Tyrkiet.

Var det, man her gjorde, imod de europæiske værdier?

Det får man naturligvis ikke noget svar på fra Carsten Jensens side. For han erkender ikke denne pull-effekt, som det hedder på et fint sprog.

Disse to blindheder er de værste. Hvis man ikke lukkede øjnene for dem, ville man kunne se, at australierne er dem blandt vestlige mennesker, der har den højeste moral. Jo, for de har set de mange drukneulykker, som finder sted, når det er menneskesmuglere, der står for indvandringen. Derfor har de med deres flåde skubbet alle flygtningeskibe tilbage til Indonesien og i stedet modtaget flere kvoteflygtninge fra FN. Efter at de begyndte på det, er antallet af druknede flygtninge/migranter faldet til nul.

I Middelhavet, derimod, hvor den Carsten-Jensenske høje moral hersker, finder der hvert år mange drukneulykker sted, drukneulykker, som den hidtidige lemfældige migrantpolitik bærer en stor del af skylden for. Så målt på antallet af drukneulykker, som de to forskellige moralske holdninger medfører, er den australske holdning den bedste.

Men det kan man jo kun indse, hvis man kan se. Og ”Carstenjensenitis” gør som sagt blind.

Men lad os se på nogle af de andre mærkværdigheder hos Carsten Jensen. Det hedder i artiklen:

Skal vi så i humanismens navn tage imod alle 65 mio. flygtninge i verden? Nej, siger Carsten Jensen. Men EU og Danmark bør tage et moralsk ansvar for at hjælpe udsatte mennesker, og det kan vi godt gøre uden at miste os selv.

»Jeg kan godt se, hvordan vi ikke bare kan opgive vores nationale identiteter, men de fleste mennesker har jo ikke kun én identitet. Det er jo kun, når man er presset, at man klynger sig til én. Der er jo ingen af de helt store problemer, som vi er præsenteret for i dag, der kan løses på nationalt plan. Det kan klimaproblemet ikke, det kan flygtningekrisen ikke, det kan den ulighed som globaliseringen skaber, heller ikke,« siger Carsten Jensen.

Og ikke sandt, det lyder jo, som om Carsten Jensen godt vil gå ind på vores tankegang, i hvert fald i nogen grad. Blot undrer jeg mig lidt over, hvad det mon kan betyde, at vi har mere end én identitet. Men det forklares måske med et udsagn af Carsten Jensen lidt senere:

»Det er åbenlyst absurd, at indvandrere eller flygtninge er en invasionshær, men det er lige så rigtigt, at et samfund ikke forbliver upåvirket af, hvem der bor i det, og hvor forskellige de er. Det er en udfordring, og det kræver noget af os. Demokratiets egentlige eksamen er ikke, om mennesker med samme kultur kan finde ud af at leve med hinanden, men om mennesker med forskellig kultur kan leve med hinanden, og den indfødsretsprøve til det multikulturelle samfund har vi danskere lidt svært ved at bestå,« siger Jensen.

Her ser man, hvordan Carsten Jensens tankegang er ønsketænkning. Menneskenes børn er ikke så gode, at de kan leve sammen i samme samfund, hvis de har vidt forskellig kultur. Overalt i verden, hvor to folkeslag skal deles om det samme stykke land, er det opstået problemer, voldsomme problemer, til tider borgerkrig, til andre tider massakrer. Og selv om Jensen løfter aldrig så mange moralske pegefingre, vi danskere er ikke anderledes, heller ikke vi kan finde ud af at leve sammen med folk med en anden kultur. Og demokratiets idealer kan ikke hjælpe os.

For øvrigt er det jo ikke kun os danskere, der afgør, om det lykkes to kulturer at leve sammen, det er i lige så høj grad vore muslimske landsmænd. Og ser vi på deres helligskrift, ser vi på islams historie, så er der ikke meget håb at finde om en fredelig sameksistens.

Så er der det med, at Uffe Østergaard sammenligner vor nuværende situation med romerrigets undergang, da det blev oversvømmet af barbarer.

Østergaard har tidligere udtalt, at Europa trues af en folkevandring, der minder om tiden op til Romerrigets undergang i 400-tallet. Han mener, at EUs skæbne afhænger af, at de ydre grænser bliver styrket, og at man bygger et Fort Europa, der ikke kan gennemtrænges så nemt, som det skete, da 1.400 fortrinsvis afrikanske mænd i 2018 over flere omgange stormede porten mellem Marokko og det forjættede land Spaniens forlængede klat jord på det afrikanske kontinent, eksklaven Ceuta.

Carsten Jensen griner et højt hjerteligt grin, da jeg nævner Uffe Østergaards sammenligning mellem EU og det romerske riges sidste dage.

»Vi løser jo ikke problemerne ved at benægte, at vi lever i en forandringens tid, ved at gøre som Uffe Østergaard og militant forberede os på civilisationens sidste dage, udsætte undergangen i 100 år, og så går vi ellers ned i flammer.

Er virkelig en historikers sammenligning til at grine af? Ja, åbenbart for Carsten Jensen. Det bliver ikke helt klart, om han deler Uffe Østergaards opfattelse af, at vi ved at gøre Europa til et fort kan udskyde undergangen i 100 år. Jeg mener at have læst en særdeles fornuftig bemærkning af Uffe Østergaard i den anledning, nemlig den, at 100 år dog også er værd at tage med. Men det synes Carsten Jensen åbenbart ikke. Men det mest besynderlige ved denne bemærkning er dog vist, at Carsten Jensen synes at mene, at blot vi accepterer, at vi lever i en forandringernes tid, så glider det hele som i olie. Nærmere forklaring udbedes! Men den kommer ikke.

Men tro nu ikke, at Carsten Jensen er uden forslag til, hvad der skal gøres.

»Efter min mening skulle flygtninge være fordelt efter kvoter, sådan at de i forhold til de enkelte landes størrelse og økonomi kunne tage flere eller færre. På den måde ville der ikke være den følelse af, at man bliver overbelastet. Eller at man er blevet svigtet af unionen,« siger Carsten Jensen.

Med dette forslag overser Carsten Jensen, at det ikke er os europæere, der bestemmer, hvem og hvor mange migranter der skal dukke op ved porten og banke på, det er menneskesmuglerne. Og han gør sig heller ikke klart, at uden de bremser, som EU’s aftale med Tyrkiet, Makedoniens lukkede grænse og Italiens nye regering har lagt på migrantstrømmen, ville der komme mange flere, ja, der ville komme en stadig stigende strøm. Og hvilket land vil finde sig i at skulle modtage stadig flere migranter. Hvis man fik noget sådant gennemført i EU, ville landene med fuld ret føle sig svigtet af unionen.

Nuvel, de sidste mærkværdigheder fra Carsten Jensen betyder mindre. Her er det de to fænomener, jeg begyndte med at omtale, der har betydning, nemlig Carsten Jensens intakte moralske kompas og den kendsgerning, han overser, at mange godkende asylansøgere trækker flere med sig. For det er det, man kan bruge til at angribe hans moralske selvsikkerhed: Hans metode, der jo efter hans egen mening er så god, så god, fører uvægerligt til en række drukneulykker. Den rette moralske handling er australiernes: de har lukket ned for al spontan asylansøgning og modtager i stedet mange flygtninge via FN-systemet.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.