En kristen muslim?

Det bliver lidt indviklet, dette her. Det kan man måske allerede fornemme på overskriften. Men det handler om en artikel i Berlingske, se her, der fortæller om en ung muslim, Hussain Ali, der har vendt banden Loyal to Familia ryggen, har tænkt sig at vidne imod dem, så banden kan blive forbudt, og af den grund lever med stadige trusler.

Og det handler om min stigende fornemmelse af, at det, vi mangler i vores forståelse af både Luther og Det ny Testamente, er martyrteologien. Det, jeg agter at stille op som et spørgsmål til læseren, er, om det ikke i højere grad er Hussain Ali, der lever efter en række Jesus-ord, end det er os hverdagskristne. Vi kender ordene så godt, men plejer at sætte ind i en aldeles fredelig sammenhæng.

Vi begynder med en rettelse til oversættelsen af 1992, som jeg vil foreslå. Det drejer sig om ordet om øjets lys, Matt 6,22f. Oversættelsen af 1992 lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst, men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt.

Man har oversat to græske ord, aplouV/ponhroV, som ret klart betyder ”énfoldig (helstøbt)/ond” med ordene klart/mat. Men det er forkert. Det græske aplouV betyder eenfoldig i modsætning til mangfoldig. Det er vi nødt til at oversætte med ”helstøbt”, fordi enfoldig i dag betyder naiv. Og først, når vi oversætter med ordet ”helstøbt”, kommer der mening i ordet. Umiddelbart efter har Matthæus anbragt ordet om, at ingen kan tjene to herrer. Og det er med velberåd hu. For de to ord vil det samme.

Jeg har tidligere, nemlig her, givet en mere gennemgående argumentation. Her gik jeg ud fra et andet sted, hvor det græske ord aplouV forekommer, nemlig Ef 6,5f. Her hedder det:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte,  ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. 

Af et oprigtigt hjerte” står der. En mere direkte oversættelse lyder ”i jeres hjerters helstøbthed”. Det er ordet aplouV, der ligger til grund. Jeg forklarede det dengang lidt nøjere:

Det forandrer ikke så meget ved betydningen her: ”med frygt og bæven og i jeres hjerters helstøbthed”, det er næsten det samme som det, den nuværende oversættelse foreslår. Og dog kan måske det med helstøbtheden give en særlig klang i forbindelsen med øjentjenesten. For dermed siges det, at slaven ikke skal have ét øje, når hans herre er til stedet, og et andet, når han er sammen med sine medslaver. Eller vi kan sige, at eftersom slaven ved sin dåb blev ganske ligestillet med alle andre medlemmer af menigheden, bør han også handle som én, der opfatter sig som ligestillet med alle andre. Den kristne slave er underordnet sin herre i jordisk henseende, men ”i Kristus”, eller ”i menigheden” eller ”i forholdet til Gud” er han det ikke. Ligesom han af Gud ikke længer betragtes som en slave, der intet forstår, men som en ven, der kan sætte sig ind i sin herres formål, sådan skal han i sit forhold til sin herre, ikke betragte sig selv som én, der intet forstår, men som én, der forstår og deler sin herres formål, og handler ud fra det. Så handler han helstøbt som en god kristen.

Og det lader sig jo forholdsvis uproblematisk overføre til vore dage. At være et helstøbt menneske, det kan også vi opfatte som et ideal.

Men pas på! Vi nærmer os noget farligt.

For hvad så med ordet fra Mark 8,35f:

For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?

Det ord, der her oversættes ved ”liv”, er det græske ord yuch, psyke. Det oversætter vi normalt ved ”sjæl”. Men her er oversættelserne lidt i tvivl. 1948-oversættelsen siger om de to sidste ord ”liv”, at de også kan oversættes ved ”sjæl”. 1907-oversættelsen skriver ligeud ”sjæl” de to steder, selv om man har oversat de to foregående steder med ”liv”. Lukasevangeliet (Luk 9,24f) hjælper os til den rette forståelse, idet det skriver: ”hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv”.

Igen: Helstøbthed drejer det sig om. Tvesindet er det, Jesus er ude efter at slå ned. Dette, at du er elsket af Gud, må da få dig til at vove at være et helt menneske.

Jamen, vi vil da allesammen søge at vinde vort liv. Hvordan kan vi miste det, bare fordi vi søger at vinde det?

Ja, det er spørgsmålet.

Og det spørgsmål giver Jesu skæbne svar på. Han mistede jo sit liv, fordi han ikke ville gå ind under lovens mange fordringer, men helt ud være sig selv. Og det sære ord om at miste sit liv bliver derfor en opfordring til hans disciple om at gøre det samme, også om det skal koste dem livet.

Man kan sige, at islam går ud på at efterfølge Muhammed. I hvert fald tages han som ideal af de fromme muslimer. Det vil sige: man mener i Muhammed at kende sandheden med så stor sikkerhed, at man kan slå andre mennesker ihjel for sandhedens skyld. Det gjorde jo Muhammed, det gjorde de muslimske krigere, og det gør vore dages jihadister.

På tilsvarende måde kan man sige, at dette at være kristen betyder at efterfølge Kristus, altså ikke blot søge at handle efter hans ord, skønt også det, men som han lade sandheden gribe sig med så stor sikkerhed, at man er villig til for sandhedens skyld at lade sig slå ihjel.

At være kristen er altså noget nær det modsatte af at være muslim.

Det er derfor, der er noget gribende ved at læse om Hussain Ali: En 21-årig dansk muslim, der lod sig lokke ind i banden Loyal to Familia som 17-årig, blev ven med Ari Hussein og sammen med ham blev led og ked af at være medlem af banden. Blot melder man sig jo ikke sådan lige ud af en bande. Ari Hussein blev i marts 2018 skudt og dræbt i Valbyparken.

Og så ville andre måske bakke ud af sin modstand mod Loyal to Familia, så ville andre måske bøje sig for truslerne fra banden og holde deres mund.

Hussain Ali har gjort det modsatte. Dels gennem et omfattende skrive- og kommentararbejde på Facebook, dels ved at acceptere at vidne imod Loyal to Familia den 24. maj, hvor forbudet mod banden skal prøves ved retten. At holde mund vil for ham være slaveholdningen, som helstøbt menneske, som frit menneske vil han tale, også om det skal koste ham tæv og måske i sidste ende livet.

Og så rammer han mig på endnu et punkt.

Jeg har for nogle år siden gjort lidt nar af Jens-André Herbener, fordi han ikke trods sine omfattende sprogkundskaber har opdaget Lukas’ forkerte oversættelse af Jesus-ordet om at hade sin far og mor, se her. Og det er bestemt værd at gøre opmærksom på, at ordet ”hade” på det sted ikke skal oversættes ved ”hade”, men ved ”tilsidesætte”. Men jeg glemte ganske den sammenhæng, ordet er sat ind i, jeg overså helt den opfordring til helstøbthed, også overfor trusler, der lå i det.

Det tog jeg vel lidt bedre frem senere, se her, hvor jeg skrev:

Og – og det er det sværeste – i stedet for den holdning, der mener sig i stand til at tvinge andre mennesker ind under lovens åg, sætter han [Jesus] en holdning, der holder fast ved sin anti-lovholdning, selv om der trues med døden. Og det gøres i den sikre forvisning, at Gud, sprogets skaber, har skabt mennesket som et sprogligt væsen, der uundgåeligt bliver smittet af den holdning, der møder det, og at de andre, der vil tvinge deres holdning igennem, uundgåeligt lider skibbrud, måske først efter manges død, men dog til sidst.

Det er det, der menes med at tro på Jesu opstandelse. For han holdt jo fast ved sin anti-lovholdning, selv om det kostede ham livet. Og han opfordrer talrige steder os til at gøre det samme, ja, han kan direkte sige, at den, der ikke tilsidesætter far og mor til fordel for ham, ikke kan være hans discipel (Luk 14,26).

Sagen er jo den, at livet ikke er omkostningsfrit. At være et sprogligt væsen lægger lige så stille et ideal om helstøbthed ned over os mennesker. Du kan ikke spille én rolle overfor dem, der truer dig, og en anden overfor dem, du har magt over; du må være dig selv i alle forhold.

Eller: Det er ikke gratis at bekende sin tro.

Men er det ikke kun ordgas? Det sidste passer jo ikke, hverken på mig selv eller på mine danske medkristne. Vi kan bekende vor tro uden angst. Vi kan endda, som undertegnede, prøve at sige en hel masse om at efterfølge Jesus, om at få martyrteologien tilbage i dansk teologisk tænkning, men det forbliver jo på ordplanet, og må vel også forblive dèr.

Og se, så bliver det ekstra tankevækkende, når man i Berlingske læser om Hussain Ali, at han, netop han, en muslim, rettede sig efter Jesu formaning, selv om det kostede ham noget. Det hedder i artiklen:

Der var til gengæld ingen tvivl, da Hussain Ali sidste sommer trak en motorcykel på Taastrup Hovedgade. En mand løb ud fra en shawarmabar og overfusede ham:

»Hvorfor skriver du grimt om islam?«

Hussain Ali, som selv er muslim, forsøgte at forklare ham, at islam ikke er problemet. Det er derimod de mennesker, som laver ballade. Manden slog Hussain Ali i ansigtet. Han sparkede til både Hussain Ali og motorcyklen, som væltede. Nøglerne tog han og smed i kloakken. Ingen gjorde noget. Hussain Ali løb ind i Jyske Bank og ringede til politiet.

Bagefter opsøgte manden Hussain Alis far og mor, der kom til Danmark i henholdsvis 1990 og 1991. Manden, som også har irakisk baggrund, bad dem om at bede Hussain Ali droppe sagen. Moren ringede til Hussain Ali på WhatsApp, mens han var på ferie i Egypten:

»For din egen skyld og for vores skyld – kan du ikke bare trække den tilbage?«

Han svarede sådan her:

»Det kan du ikke længere bestemme. Jeg træffer mine egne valg og beslutninger. Jeg er en voksen mand, og jeg tager selv konsekvenserne for de ting, jeg gør.«

»Jeg forstår min mors bekymring. Men man er nødt til at sige fra – ellers bliver det ligesom på Taastrup Hovedgade, hvor ingen greb ind,« tilføjer Hussain Ali i dag.

Det var hans helstøbthed som menneske, det drejede sig om. Den kunne han ikke givet køb på.

Man kan ikke opsøge martyriet. Og at vi kristne danskere lever i fred og ikke kan forvente noget martyrium, det skal vi da bestemt glæde os over. Men der er alligevel noget beskæmmende ved det faktum, at det er alle mulige andre end folk fra den danske folkekirke, der argumenterer imod islam og af den grund må imødese at være frihedsberøvet resten af deres liv, hvis de da ikke ligefrem bliver slået ihjel, som f.eks. Theo van Gogh. Og nu er det altså en muslim, Hussain Ali, der ikke mere kan udholde islams tvangsforanstaltninger. Det hedder om ham i artiklen:

Han er et dansk Facebook-fænomen, hvis betragtninger nogle gange når ud til flere hundrede tusinder mennesker. Typisk handler de om bander, integration, ekstremisme og ytringsfrihed – f.eks. skaber han opmærksomhed om sin person ved at forsvare Rasmus Paludans demokratiske ret til at sige sin mening. I starten af året glædede han sig også højlydt over, terrordømte Said Mansour blev udvist til Marokko.

Var det ikke kirken, der skulle have forsvaret Rasmus Paludans demokratiske ret til at sige sin mening?

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.