Muslimsk snyderi

Der er i Berlingske i de sidste dage et eksempel på, hvordan muslimer snyder med deres argumentation, når de vil fremhæve, at Muhammed var en fredelig person. Men der er også et eksempel på, at den, der afslører snyderiet, ikke er en kristen teolog, eventuelt én fra folkekirken, som det jo burde være, hvis folkekirken tog sin opgave alvorlig, den med at bekæmpe kætterier, men en muslim, endda en forhenværende radikaliseret muslim.

Det begyndte med, at en muslimsk politiker, nemlig Naser Khader, i en artikel i Berlingske efter terrorudåden i Sri Lanka mente, at muslimer skulle i gang med at rydde op i deres eget hus. Det fremkaldte et heftigt svar fra en anden muslim, nemlig jurist og forfatter Tarek Ziad Hussein, se her. I dette indlæg vender Ziad Hussein sig i første omgang mod den tanke, at helt almindelige muslimer har et særligt ansvar for at tage afstand fra bestialske angreb på uskyldige mennesker udført af grupper som Islamisk Stat, al Qaida, Boko Haram m.fl. Men så føjer han til:

Problemet er bare, at den afstandtagen har fundet sted i årevis blandt både fremtrædende muslimske lærde og organisationer, som jeg blandt andet dokumenterer i bogen »Det sorte skæg – om at være dansk muslim« (Gyldendal, 2018). Men Naser Khader ønsker bare ikke at se den – så lad mig oplyse ham.

I 2014 offentliggjorde 122 af verdens førende islamiske lærde, muftier og institutioner erklæringen »Letter to Baghdadi«, hvor de i en længere teologisk gennemgang tilbageviste, afviste og fordømte terrorgruppen IS i kraftige vendinger. Erklæringen blev efterfølgende bakket op af store muslimske paraplyorganisationer overalt i Europa, USA og Mellemøsten.

Og derefter nævner han en række tilfælde, hvor en række fremtrædende imamer og andre lærde muslimer har taget afstand fra terror udført i islams navn. Og han slutter sin gennemgang med følgende svada:

Som det fremgår af ovenstående gennemgang er jeg derfor ked af at måtte bryde Khaders illusion om muslimers manglende afstandtagen. Noget kunne tyde på, at Khaders indblik i den muslimske verden enten er forældet eller ikke-eksisterende. Det kræver ikke mere end et nogenlunde arabisk at finde dokumentation på årtiers afstandtagen og teologiske tilbagevisninger – det kræver bare, at Khader gør et minimum af en indsats.

Nu er der det ved denne gennemgang fra Ziad Hussein, at den er muslimsk på den måde, at den kun nævner en række lærde, men ikke deres argumenter. Man tænkes som god muslim – og som uvidende dansker – at bøje sig for de mange lærde mænd. For hvad de argumenterer med, hører vi intet om. Og på hvilke punkter jihadisterne tager fejl, også det er noget, vi lades uvidende om.

Denne uvidenhed prøver den anden artikel, den af den forhenværende radikale muslim, at råde bod på. Han hedder Abdikani Josef og er konsulent. Han skriver bl.a:

Når jeg som tidligere radikaliseret muslim læser Husseins indlæg, ser jeg blandt andet en manglende erkendelse af, at islamistisk terrorisme har noget med islam at gøre. Derudover læner han sig skråsikkert op ad adskillige muslimske lærde og gør opmærksom på disse lærdes afstandtagen til terrorgrupper samt deres »teologiske tilbagevisninger«.

Og han fortsætter:

De såkaldte »teologiske tilbagevisninger« ville nemlig ikke få et ben til jorden i de radikaliserede kredse. Man undres: Har disse lærde og de efterhånden utallige studentikose Hussein-typer overhovedet kontakt til radikaliserede muslimer? I så fald: Hvorfor tager man dem ikke alvorligt? Modreaktionen og i særdeleshed de religiøse modargumenter – i hvert fald dem, Tarek Hussein henviser til – er (set fra et radikaliseret synspunkt) en tynd kop te.

Men det gode ved Abdikani Josef er, at han kommer med to eksempler på, hvordan de lærde mænd, som Ziad Hussein roser, forsvarer islam med snyd.

Et eksempel er, når den lærde Al-Yaqoubi forbyder og erklærer, at ødelæggelsen af præislamiske eller religiøse monumenter er en uislamisk praksis. Det vil sige, at når terrorgrupper som IS og al-Qaeda med flere systematisk ødelægger historiske og religiøse monumenter – for eksempel Talibans ødelæggelse af buddhastatuerne i Bamiyan – skal man ukritisk betragte disse handlinger som uislamiske. Fordi Tarek Hussein og hans lærde siger det, forstås.

Hvilket leder mig til spørgsmålet: Hvordan forholder man sig til de beretninger om profeten Muhammed, hvor han som det allerførste smadrede samtlige hellige statuer i Mekka, efter at han fik magt? Handlede profeten uislamisk? Dette spørgsmål er blot ét blandt mange, som mit radikaliserede teenage-jeg, omgående ville stille Hussein og co.

Man skal som ikke-muslim være klar over, at Muhammed for en troende muslim er et forbillede. Ikke blot det, der står i koranen, er lov for ham, men også det, Muhammed gjorde. Og når Muhammed ødelagde hellige statuer, skal enhver muslim også gøre det. Så det er forholdsvis let at forstå, at det er IS og al-Qaeda, der handler ret ifølge muslimsk tradition.

Jeg kan føje til for egen regning, at den lærde Ibn Khaldun fra 1334-1406 i sit store værk ”Muqadimma” ikke rigtig kunne anerkende romernes kultur som noget særligt. Jo, for de levede jo før åbenbaringen til Muhammed, de havde derfor ikke de nødvendige guddommelige anvisninger, og hvordan kunne de så frembringe gode samfund? At de gjorde det alligevel, var noget, Ibn Khaldun gik let hen over.

Men Abdikani Josef har endnu et eksempel. Han skriver:

Et eksempel på udnyttelsen af den almindelige danske borgers uvidenhed om islam var, da den pakistansk-danske imam Naveed Baig brugte en af profeten Muhammeds koner – en jødisk kvinde – som argument mod islamisk jødehad. Logikken var, at jødehad ikke har noget med islam at gøre, for profeten Muhammed var jo gift med en jøde. Men imamen undlod at fortælle, at hans hellige profet i følgeskab med sine hellige soldater, dræbte flere hundrede jøder på en enkelt dag – inklusive sin jødiske kones far, bror og ægtefælle – førend profeten Muhammed angiveligt blev gift med hende. Her blev en reel debat om islamisk antisemitisme ikke bare afsporet, imamen formåede oven i købet at disneyficere profeten Muhammeds forhold til den jødiske Safiyah bint Huyayy. En ellers gruopvækkende og antisemitisk fortælling blev således omdannet til det modsatte.

Man kan se historien i Ishaq levnedsbeskrivelse af Muhammed her, hvis man søger på ”Safiya”. Her får man den ekstra krølle på sagen, at Safiyas mand, Kinana, af Muhammed blev tortureret, fordi Muhammed ville have ham til at røbe, hvor hans jødiske stammes skat var begravet. Da han ikke røbede noget, selv om der blev tændt et bål på hans bryst, lod Muhammed til sidst en medhjælper hugge hovedet af ham. Jeg har tidligere brugt denne historie her.

Man kan læse et længere interview med Abdikani Josef her.

Jeg har for egen regning, så at sige, forsøgt mig i kunsten at afradikalisere en radikaliseret muslim, se her. Men jeg vil umiddelbart tro, at Abdikani Josef er betydelig bedre til det end mig. Og kunne man få del i hans forståelse af, hvad det er, der fænger hos en muslim, der er ved at blive radikaliseret, ville vi måske kunne sætte modangreb ind, altså teologiske modangreb. For det er teologisk modargumentation, der skal til. Vi kan ikke længer nøjes med de tiltag, der kommer fra politikerne. De er jo alle af retlig karakter. Men drejer det sig om at nå ind til muslimernes ”minds and hearts”, er teologiske argumenter bedre.

Det, der er sket med Abdikani Josef er både noget yderst glædeligt og noget farligt.

Der er sket det, at han ikke har stolet på de sædvanlige muslimske autoriteter, men selv givet sig til at læse koranen. Det, der satte gang i den vestlige, kristne reformation: at man ville tilbage til kilderne, det har nu bredt sig til islam. Og det er noget glædeligt, hvis man tager den del af den kristne reformation med, at man, belært af den fremspirende humanisme, hele vejen igennem holdt fast ved fornuften. Men det er noget farligt, fordi koranen, læst umiddelbart, er en bog, der fremmer radikaliseringer. For Muhammed var en magtens mand, og vil man, som Islamisk Stat, gå tilbage til Muhammeds tid og forsøge at efterligne de træk, man i koranen læser derom, så bliver det et meget brutalt styre, der kommer ud af det.

Jeg har tidligere omtalt den strid, der var mellem 126 lærde muslimer og teologerne hos Islamisk Stat, se her. Jeg kaldte denne artikel for ”Ubehjælpsomt islam-forsvar”, for det forekom mig meget pauvert, at det væsentligste, de 126 kunne indvende imod Islamisk Stat, var, at de tillod sig at holde slaver. Slaveri var i alle muslimske lande blevet forbudt ved konsensus, hed det sig fra de 126. Og det var sket, selv om det er tilladt ifølge koranen.

Det vil sige: Hvis man går tilbage til kilderne, hvis man vil holde sig til koranen og til den alene, så får man et samfund, der tolererer slaveri.

Så en islamisk reformation kommer til at se helt anderledes ud end en kristen reformation. Og på en måde er jo en sådan reformation allerede i gang. Mange lader sig lede af koranens ord, og vi har ingen garanti for, at de ikke bliver radikaliserede. Det var Abdikani lige ved at blive. Men han blev led ved det hele, og ville ikke være ved sin muslimske arv. En barsk beslutning! Men hvis man som muslim på egen hånd giver sig til at læse koranen, opdager man ofte, at man står i et valg mellem at forkaste islam og at tro på de rabiate muslimer med deres bogstavtro udlægning af koranen.

Jeg vil tillade mig at håbe på, at de fleste forkaster islam. Ja, jeg vil endda arbejde for det med mine argumenter og undersøgelser.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Muslimsk snyderi

  1. Pingback: Koranen og jøderne | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.