Løgstrup, Kaj Munk og Hal Koch

I dette lidt lange indlæg vil jeg forsøge at sammenholde de tre ovennævnte teologer: Løgstrup, en teolog, hvis tanker udmøntede sig i fænomenologien, Kaj Munk, hvis teologiske holdninger viste sig i dramatikken, og Hal Koch, der var af mere almindelig teologisk støbning.

Grundlaget for min analyse er 1 Kor 6,1-8, mere præcist: den sproglige forskel, der i denne passage hos Paulus viser sig mellem loven og evangeliet. Jeg har tidligere skelnet mellem loven og evangeliet ved hjælp af den sproglige iagttagelse, at loven har sit eget sprog, ja, sin egen logik, en logik, der centrerer sig omkring begrebet ”retfærdighed”, mens evangeliet har en helt anden logik, som ikke har fællespunkter med lovens logik, men jo tænkes at have med det samme menneskeliv at gøre; denne logik har jeg ved andre lejligheder kaldt ”kærlighedens logik”, men jeg tror, jeg her til en forandring vil kalde den fællesskabets logik.

Det, der er interessant ved 1 Kor 6,1-8, er, at Paulus midt i sin argumentation skifter logik, han går over fra lovens logik til fællesskabets logik. Og det sker i vers 6: ”I stedet fører broder sag mod broder, og det for vantro”. Indtil vers 6 har Paulus talt og tænkt i lovens logik. Der er en uoverensstemmelse, en dommer skal finde ud af det, og i disse første vers er problemet, om denne dommer skal være den verdslige dommer eller et medlem af menigheden. Man hører hans forargelse lyse ud af dette ”og det for vantro”. Men så kommer han til at høre det, han siger lige forud, at broder fører sag mod broder. Og så falder der en tiøre for ham: Jamen, brødre fører da ikke sag mod hinanden. De er jo en del af et fællesskab, menighedens fællesskab, og i dette fællesskab er det gensidig tillid og fortrolighed, der gælder. Hidtil har han anerkendt de uenige brødres individualistiske ønsker: det afgørende er at skaffe den, der er blevet snydt, hans ret. Men nu, hvor han tænker fællesskabstanker, er det afgørende, at fællesskabet styrkes, at den indbyrdes tillid bliver stærkere. Og derfor opfordrer han dem til at droppe de hidtidige tanker, der er jo alle holdt i lovens logik, og i stedet tænke i evangeliets logik, den logik, der vil have fællesskabets opretholdt. Så han fortsætter med at sige: I det hele taget er det et nederlag, at I har retssager mod hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret?

De kloge hoveder, der har udgivet bibelen, har her en henvisning til Matt 5,39, ordet om at vende den anden kind til. Og dette er i virkeligheden en meget befriende henvisning. For derved bliver det klart, at dette ord om den anden kind ikke er en ny lovbestemmelse, denne gang skærpet til det uoverholdelige, men en simpel opfordring af samme art som Paulus’ opfordring til de to medlemmer af korinthermenigheden: find jer hellere i at lide tab!

Også Jesus vender sig altså bort fra lovens logik og anbefaler i stedet evangeliets logik: gør alt, hvad du gør, for fællesskabets skyld, at det må trives og lykkes.

Paulus sammenfatter det med beundringsværdig klarhed korthed i 1 Kor 10,23: ”Alt er tilladt”, siger han; ja, lovens tid er forbi, lovens strenge logik gælder ikke mere, alt er virkelig tilladt. Men det betyder ikke, at man kan gøre hvad som helst. For det fællesskab, man står i, skal holdes vedlige, skal opbygges, skal fortsat være præget af tillid: derfor tilføjelsen: ”men ikke alt bygger op”.

De tanker, jeg her har gjort mig, kan siges at være en videreførelse af en bemærkning, jeg husker fra Hal Kochs undervisning (jeg gik som studerende til Hal Kochs forelæsninger). Han kom engang med den lidt henkastede bemærkning, at striden mellem lov og evangelium, mellem gerninger og tro altid vil videreføres i den kristne kirke.

Og det er så min tese i forhold til de tre ovennævnte hovedpersoner: alle tre vender sig imod den dialektiske teologi ud fra en forståelse af forholdet mellem tro og gerninger, som den, jeg har anført her.

Det gælder Løgstrup. Han har en ret kort overvejelse i ”Den etiske Fordring”, hvor han hævder, at de gerninger, et forældrepar udøver, når de ofrer deres tid og deres penge på deres børn, hverken er selviske eller uselviske. De er ikke selviske, for det er jo ikke sig selv, de hjælper. Og de er ikke uselviske, for deres eget liv lykkes jo, i og med at de opdrager og hjælper deres børn.

Man kan sige, at Løgstrup her tager afstand fra lovens logik og i stedet taler og tænker ud fra en fællesskabets logik. ”Selvisk” og ”uselvisk”, det er ord fra lovens logik. Men i det menneskelige fællesskab, familiens fællesskab, f.eks. gælder disse ord ikke. For her er lovens logik sat ud af funktion.

Noget lignende findes i ”Opgør med Kierkegaard”. Her fremkommer han med sine tanker om de suveræne livsytringer. De livsytringer, der er tale om, er barmhjertigheden, talens åbenhed m. fl. Disse livsytringer sætter han op som modsætning til de kredsende livsytringer. De kredsende livsytringer kan f.eks. være jalousi, misundelse, og den slags. Den analyse, han dèr kommer med, er fænomenologisk, dvs., den analyserer fænomenerne ud fra den måde, vi oplever dem på.

Men hvis man nu analyserer disse fænomener ved hjælp af de sproglige overvejelser, jeg her har fremlagt, så kan man nok se, at det, der gør de kredsende livsytringer kredsende, er deres bundethed til lovens logik. Og det, der gør, at et menneske lader sig gribe af barmhjertighed, er den følelse af fællesskab med den ulykkelige, man har, hvad enten der så er tale om et nært menneskeligt fællesskab eller et fællesskab som verdensborger.

Den totalsyndighedsforståelse, som de fleste teologer i trediverne havde ”arvet” fra de dialektiske teologer – Bultmann og Barth, f.eks. – formåede Løgstrup ikke at fjerne, den dukker op hos ham flere steder, men med sine tanker om de suveræne livsytringer får han dog slået et stort hul i den totalsyndighedsopfattelse, som var almindelig. For sker der det for et menneske, at han umiddelbart gribes af barmhjertighed – og ”umiddelbart” vil her sige, uden viljens medvirken, uden overvejelse over gode eller mindre gode gerninger – så kan man vel ikke sige, at mennesket i total forstand er syndigt.

Og ud fra iagttagelsen af det umulige i at bruge ord fra lovens logik: selvisk eller uselvisk, om forældres omsorg for deres børn, kan man også fornemme, at en anden logik har taget over, en logik, der opererer med fællesskaber som modsætning til moralregler og idealefterlevelse.

Og så til Kaj Munk! Er der tendenser i hans dramatik, der viser, at han tager afstand fra den dialektiske teologis totalsyndighedslære?

Ja, det er der. Jeg har i en artikel i Munkiana nr 40, se her, samlet en række eksempler på, at personer i Munks skuespil udsættes for en forvandling, og jeg har senere, i Munkiana nr 54, se her, vovet at sammenligne disse forvandlinger både med Aristoteles’ krav om, at der i et skuespil skal ske en anagnorisis med personerne – de skal komme til ny erkendelse – og med den kristne tale om en omvendelse.

Men indrømmet: det er i Munks dramatik mindre klart, at det er lovens logik, der hindrer en omvendelse, og fællesskabets logik, der skaber den. Men vi kan tage den forvandling, der i skuespillet ”Han sidder ved smeltediglen” fra 1938 sker med professor Mensch, for en præcisering af, hvad et folkeligt fællesskab er, se skuespillet her. Han har friet til sin sekretær på denne meget professorale facon:

Men jeg har altsaa prøvet at analysere mine Følelser. Og jeg maa sige: jeg har ikke hos mig fundet Begæret, den voldsomme Higen, eller hvad man nu vil kalde det. Denne Affekt vil vi maaske ogsaa snarere kunne vente at finde hos Ynglingen. Jeg ved følgelig ikke, om jeg paa indeværende Stadium med fuld Sandhed tør benytte mig af det Udtryk, at jeg elsker Dem, men givet er det, at De indtager en saa central Plads i mit Bevidsthedsliv, at det vilde være mig en dyb Tilfredsstillelse, om De kunde tænke Dem at indtage en tilsvarende Plads i mit Hus? (Replik 386).

Men det går ikke så nemt. Hun er nødt til at afsløre for Mensch, at hun er jøde. Og så byder han hende gå, så vinder det, Habermas kalder systemverdenen, over det, han kalder livsverdenen. Så er det loven i form af de vedtagne anskuelser i Tyskland i trediverne og de forestillinger om gode og dårlige mennesker, der skabes i menneskers sind, der vinder over det fællesskab, der var i færd med at blive opbygget.

Men han, der fik Paulus til at sige, at alt er tilladt, men ikke alt opbygger, er til stede hos Mensch i form af det billede af Jesus fra Nazareth, som Mensch har fundet. Og det lader ham ikke i ro. Lidt senere siger han:

Aah, disse Jøder! Pestbaciller omkring os! Jeg aabner min Pung for at købe mig Føde, der sidder en Jøde i den. Jeg gaar til min Seng for at finde Hvile, en Jøde har skjult sig i den. Selv i mit Hjerte, mit tyske Hjerte, sidder, uudryddelig, Jøden.

Ja ja, som du vil da, du døde Billede af den døde, som du vil da! jeg er for svag imod dig; jeg faar tale med hende endnu engang; før jeg sletter hende ud af mit Sind og mit Minde, skal hun have min Haand til Farvel. (Replik 453).

Vi forstår det ikke. De med den stærke totalsyndighedslære forstår det ikke. Men Munk prædiker det: Mennesker kan forvandles, kan gribes af livsverdenens kræfter. Så uforståeligt er det, at Munk har været nødt til at gribe til overnaturlige forklaringer, de naturlige slår ikke til: det er Jesus-billedet, der får ham til at fortryde sin afvisning.

Så er der Hal Koch!

Han har i sin lille pjece ”Hvad er demokrati?” plæderet for, at demokrati er samtale. Han nævner som eksempel på en udemokratisk fremgangsmåde et sogneråd, hvor flertallet afgør alting på forhånd, så mindretallet ved møderne kan sige, hvad det skal være, de får ikke et ben til jorden, for flertallet bestemmer. Jamen, flertallet bruger da bare deres demokratiske ret, ikke sandt!

Hal Koch spørger og svarer:

Hvorfor er dette udemokratisk? Af den simple grund at sagerne her afgøres ved slagsmål. Ganske vist er det stemmesedler man slås med, men det ændrer ikke sagen. Våbnene kan til forskellige tider være forskellige.

Han indrømmer dog selv, at det lyder spidsfindigt, men hævder alligevel, at det, at debatten mellem flertallet og mindretallet mangler, er det udemokratiske ved fremgangsmåden. De fleste steder bruger man da også møderne til at debattere, og altså debattere på ægte vis.

En anden episode, han nævner i pjecen, handler om en samtale, han havde med en ivrig tysker, der absolut ville have Dansk Ungdomssamvirke, hvor Hal Koch var formand, med til alskens fællesarrangementer. Under samtalen prøvede tyskeren at få Hal Koch til at forstå, at det klogeste for danskerne, nu, hvor tyskerne havde underlagt sig hele Europa, ville være at samarbejde med tyskerne. Så ville vi forbedre vore udsigter i det kommende Europa. Han beklagede naturligvis den magtanvendelse, der havde været nødvendig, men når den om kort tid var slut, ville vi se, hvad tyskerne egentlig ville, hvilket opbygningsarbejde der ville komme i gang. Hal Koch svarede ham, at magtanvendelse kun fremavlede had. Tyskerne er forhadte som aldrig før fra Nordkap til Sicilien. Det fik den unge tysker til at udbryde: ”Jamen, det er jo en tragedie”. Hal Koch opsummerer:

I hans opdragelse havde der aldrig været plads for ”frihed” – det var tværtimod en tyngende arv fra en liberalistisk-socialistisk-marxistisk fortid. Derfor var også Danmarks vej for ham at se så ligetil. Og da han pludselig i en stilfærdig samtale på tomandshånd mødte en rest, der talte ud af dansk folkelig frihedstradition, stod han i virkeligheden ganske rådvild. Enten var dette floskler og snak – eller også var hele den fremtid, som bar hans liv oppe, kun en tragedie.

Og hvad kan vi så lære af det?

Vi kan lære, at alle de tre nævnte teologer har en fornemmelse for ”dansk folkelig frihedstradition”, for nu at tale med Hal Koch. Der er fællesskaber, der ikke lader sig binde ind i lovbestemmelser, ægteskabet, familiefællesskabet, landsbyfællesskabet og altså også det folkelige fællesskab.

Dette folkelige fællesskab er de tre fælles om at ville forsvare. De har godt nok lidt forskellige metoder at anvende. Og det skændes de ikke så lidt om under besættelsestiden. Men det er dog værd at bemærke, at de alle tre véd, at Danmark ikke er Tyskland, danskere styres ikke ved tvang udefra, det, det drejer sig om at bevare, er danskernes indbyrdes tillid.

Desværre fortsatte skænderierne efter besættelsens ophør i den forstand, at Hal Koch i Højskolebladet for den 24. september 1945 blev refereret for i en tale at have sagt om Kaj Munks Ollerup-tale den 28. juli 1940: ,,Selv i dag virker det som et dolkestød i ryggen at erindre sig om, at Kaj Munk i 1940 stod op hos Niels Bukh [forstanderen for Ollerup Gymnastikhøjskole] og priste Hitler og nazismen. Dette på trods af hvad han senere udrettede”. I Per Stig Møllers bog: ”Munk” er den nedgørelsesproces, som blev iværksat fra især socialdemokratisk side, udmærket beskrevet. Ovenstående oplysning er taget derfra.

Men hvor kunne man ønske sig, at der engang var én, der ville undersøge nærmere, hvordan dette, at der indføres censur i et land, påvirker landets debattører. For en debattør, i hvert fald en debattør af Kaj Munks format, er det værste ikke at komme i fængsel eller få andre straffe, nej, det værste er at blive sat udenfor indflydelse, at få frataget ordet, at kunne skrive, hvad man ville, men ikke have lov til at offentliggøre noget som helst mere. Der er ikke mange, der har tænkt på, at Kaj Munks tale i Ollerup kunne være holdt ud fra sådanne betragtninger, det var jo Munks første tale, efter at der var indført censur. Men man kan godt forestille sig, at Munk allerede her i censurens begyndelse har belagt sine ord, så de skulle forstås med god sans for underforståelser. Og det kan være det, der har gjort ham rasende over Svendborg Avis’ leder den følgende dag. For redaktionen på den avis prøvede at lade, som om der slet ikke var nogen censur, og forstod talen, som om man kunne se helt bort fra censuren.

Det samme har utrolig mange af Munks kritikere gjort efter krigen. Se evt. en nærmere gennemgang af Ollerup-talen efter de forskellige manuskripter her.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Løgstrup, Kaj Munk og Hal Koch

  1. Pingback: Besættelsestiden | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.