Europa og Indien

Der har været valg i Indien, der har været valg i Europa. I Indien vandt hindu-nationalisterne med Modi i spidsen en jordskredssejr, i Europa vandt det, man måske kan kalde deres parallel, men som sædvanligvis kaldes de højrenationale, en sejr i forhold til deres forrige styrke, men ikke en sejr som Modis. Han har flertal og kan uden videre danne regering.

Når det kan være relevant at sammenligne Europa og Indien, skyldes det, at begge kontinenter har store muslimske mindretal. Indien har længe huset den største samling muslimer i verden, når bortses fra Indonesien, cirka 200 mill mennesker ud af Indiens befolkning på omkring 1 milliard. En så stor procentdel muslimer kommer Europa ikke op på, men det varer muligvis ikke længe, inden vi er deroppe. Selv om vi fik standset indvandringen over Middelhavet totalt – hvad der ikke synes at være flertal for i Bruxelles, men måske i de lokale regeringer – så vil muslimernes større fertilitet med tiden gøre sig gældende, selv om den naturligvis ikke behøver have samme størrelse i fremtiden som nu.

Derimod er jo muslimernes historie i henholdsvis Europa og Indien vidt forskellig. I Indien var muslimerne erobrerne, de trængte ind i landet og satte sig på regeringsmagten gennem århundreder. Hinduerne fik vel lov at beholde deres religion, men kun som underordnede medlemmer af samfundet, hvilket nok har medvirket til, at der i dag er så stor en procentdel af befolkningen, der er muslimer.

Men sådan set er der ganske mærkeligt med de mange muslimer. For da englænderne trak sig tilbage fra Indien i 1947, var der forberedt en sekulær grundlov, der skulle stille alle lige. En meget stor del af muslimerne ville imidlertid ikke leve under hinduistisk flertal og dannede deres egen stat, Pakistan, delt i Vest- og Østpakistan. Det var en voldelig deling, der fandt sted, og egentlig, ægte fred er der ikke opnået sidenhen, f.eks. er Kashmir et stridens æble i forholdet mellem de to stater.

Men ganske mange muslimer ville altså ikke flytte til Pakistan eller til det Østpakistan, der senere blev til Bangladesh. De foretrak at blive i Indien.

Men de havde lidt svært ved at indordne sig under det sekulære styre. Englænderne havde givet muslimerne et særligt selvstyre, og det søgte de på forskellig måde at videreføre. I den såkaldte Shah-Bano-sag fra 1970erne og 1980erne ville muslimerne ikke affinde sig med højesterets afgørelse. Shah Bano var en 62-årig kvinde, som hendes mand skilte sig fra i 1979. Han ville ikke betale hustrubidrag til hende, fordi noget sådant var imod muslimsk lov. Kvinden lagde sag an mod ham og fik medhold i højesteret. Men mange muslimer satte sharia højere end den indiske grundlov, og i et valgår valgte premierministeren Rajiv Ghandi at gå på kompromis med sekularismen og gennemføre en lov, der fratog muslimske mænd pligten til hustrubidrag. Den fraskilte hustru var så henvist til at leve af den offentlige almisse, som muslimerne havde organiseret. Se evt. her.

Tidligere var det blevet bestemt, at en muslimsk mand måtte have to koner, hvilket var forbudt for hinduerne. Så det, der skulle være en sekulær stat, blev i kraft af muslimernes guddommeliggørelse af deres sharia-lov en opdelt stat.

Man kan se nogenlunde de samme tendenser blandt muslimer her i Europa. Deres sharia-lov er de ikke til sinds at opgive. Og vil de europæiske love ikke tillade flerkoneri, så holder muslimerne sig til shariaen, og en del imamer foretager vielser af en kone nummer to eller tre, noget, man dog ikke skilter med, så vi véd ikke, hvor udbredt det er.

Men om man skal sige, at forholdet mellem flertalsbefolkningen og muslimerne i Indien er kommet længere i udviklingen, så vi her i Europa kan forvente det samme som i Indien, blot forsinket, eller man vil sige, at der er tale om to helt forskellige udviklinger, det er ikke nemt at vide.

Igennem de seneste tyve-tredive år er er imidlertid i Indien fremvokset en hindu-nationalistisk bevægelse, og ved de sidste to valg har bevægelsens leder, Narendra Modi, vundet stort. Men det har ikke været ubetinget godt for muslimerne. De ville ikke leve under et sekulært styre, men prøvede at danne deres egen afdelinger af samfundet efter deres lov, shariaen. Og mens Kongres-partiet med Ghandierne i spidsen sad på magten i Indien, kunne det nogenlunde lade sig gøre, for samfundet som helhed havde stadig sekularismen som ideal.

Men det har nationalistpartiet ikke. Man ønsker ikke en sekulær stat, man ønsker en hindu-nationalistisk stat. Og da hinduerne er de fleste, behøver de ikke at lirke og lempe ved den sekulære lovgivning, som muslimerne har været nødt til, fordi de er i mindretal, nej, hinduerne kan gennemføre love efter deres hoved, uanset om de er sekulære eller ej.

Man kan muligvis se sådan på sagen, at vi her i Europa i kraft af den muslimske indvandring har fået et multikulturelt samfund. Men da et samfund kun kan bygge på én kultur – kultur forstået som en bevidst og mere eller mindre tydeligt formuleret samfundsforståelse – er der en uløselig konflikt mellem den muslimske samfundsopfattelse og den europæiske. Vi europæere har gennem dyrekøbte erfaringer fundet frem til, at en sekulær samfundsordning er det bedste: vi lader fornuften råde, og hvad fornuften tilsiger os at gøre, afgør vi gennem en fri diskussion og en deraf følgende lovgivning i de forskellige parlamenter. Muslimerne, derimod, har shariaen som samfundsgrundlag, og shariaen behøver ingen fri diskussion, for alt står på forhånd i den guddommelige åbenbaring: koranen, haditterne og Muhammeds levnedsbeskrivelse.

Det vil sige, at når muslimerne flytter ind i Europa, tager de deres samfundsforståelse med sig. Bliver de mange nok et sted, søger de at gennemføre deres egen samfundsmodel, uafhængigt af den europæiske. De drengebander, der opstår i de muslimske kvarterer, dem, som vore medier plejer at kalde ”unge”, mener sig i deres gode ret til at tvinge den muslimske samfundsmodel igennem. Og de er ligeglade med den danske ordensmagt, for – som de siger – den handler jo kun ud fra menneskelige love, de, derimod, handler ud fra guddommelige love.

I Indien står muslimerne ikke overfor en sekulær samfundsforståelse, de står overfor hindu-nationalismen. Og hvad den går ud på, er jeg dårlig nok klar over. Men den er ikke sekulær, den guddommeliggør visse steder og visse skabninger.

I 1992 var der uroligheder i byen Ayodhya, fordi en hinduistisk pøbel vandaliserede og ødelagde en moské fra 1600-tallet. Man hævdede, at den i sin tid blev bygget oven på et hinduistisk helligsted. Denne artikel, fundet via Google, fortæller om en række interview’s af muslimer i området efter Modis parlamentariske sejr. De erklærer alle, at de affinder sig med, at moskéen er fjernet. Der er dog mange, som er kede af, at man nu vil bygge et tempel på det, de kalder ”en martyrramt moské”.

Mig forekommer dette at være lidt mærkeligt. Jeg mener at kunne erindre, at der var vældige demonstrationer i 1992 oven på ødelæggelsen af den gamle moské, også voldelige demonstrationer. Det turde muslimer gøre dengang. Men i dag tør de ikke mere. At skulle opleve, at muslimer bakker ud af en konflikt i stedet for at prøve at gennemtvinge deres vilje, er lidt besynderligt for én, der er vant til, at muslimer her i Europa søger at forstyrre freden med forskellige lovovertrædelser, som ikke sådan lige kan opklares.

Det betyder ikke, at vi skal efterligne hindu-nationalismen.

Ikke blot steder er hellige for hinduerne, køer er det også. Denne artikel fortæller, at en 16-årig muslimsk dreng blev dolket til døde af hinduistiske hardliners, fordi de anklagede ham og hans tre ledsagere for at have bøfkød i deres bagage. Endvidere hedder det, at en muslimsk landmand blev gennembanket og hans hus sat i brand, fordi man fandt en død ko udenfor huset. Så køer må man ikke øver ondt imod ifølge hinduerne. Nogle steder er det endog blevet forbudt ved lov at slå køer ihjel, hvilket muslimerne har været imod, men ikke har kunnet gøre noget ved.

Jeg indrømmer, at jeg ikke helt kan sige mig fri for en vis skadefryd i forbindelse med disse begivenheder. Det var jo muslimer, der ødelagde den kæmpestore Buddha-statue i Afghanistan. Det var muslimer, der ikke kunne affinde sig med andre religiøse symboler i et land, de betragtede som deres. Nu smager de så deres egen medicin i Ayodhya. Og det var muslimer, der i Egypten ikke ville finde sig i, at de kristne koptere holdt svin; derfor gjorde de svinehold forbudt, se her. I dette tilfælde kunne skadefryden dog melde sig med det samme, eller man kunne i det mindste grine lidt i skægget: for ved at forbyde svinehold i Egypten, forhindrede man skraldemændene i at udføre deres arbejde. Disse var nemlig koptere, og de kunne derfor uden religiøse kvababbelser få svinene til at hjælpe sig i deres arbejde. Når de ”fromme” muslimer gjorde dette umuligt, hobede skraldet sig op i Kairos gader, så forbuddet måtte ophæves.

Men altså, hvad enten det er hinduer eller muslimer, det kan være ”fromt” nok at tilskrive visse forbud guddommelig autoritet, og det er også uskyldigt, når det kun er én selv og ens religiøse trosfæller, der skal overholde det, men man ødelægger samfundet, når man vil tvinge andre til at overholde de forbud, der gælder for ens egen religion. På den anden side er det faren ved en guddommeliggørelse af sådanne tilfældige forbud: netop det, at forbuddene er guddommelige, gør dem jo almengyldige, og skal så ikke vi, der har magten, tvinge alle til at adlyde? Jo, det må vi bestemt gøre, siger de ”fromme”, og gøre for samfundets skyld! Hvorved man jo just ødelægger det samfund, man siger, man vil bevare.

Måske man kan sige, at muslimerne har større erfaring med at herske over undersåtter med en anden religion. Det har jo lige fra islams begyndelse været opskriften på en muslimsk stat, at muslimerne sad på magten, men lod de andre religioner beholde deres tro med visse indskrænkninger, der kunne lokke ikke-muslimerne til at blive muslimer. I hvert fald: hindu-nationalisterne har vist til gode at finde ud af, hvordan de skal behandle deres muslimske landsmænd.

Men selv om vi ikke skal efterabe hindu-nationalisterne i deres behandling af det muslimske mindretal, så kan vi dog godt lære af dem, at muslimer ikke er gjort af glas. De kan godt finde ud af, hvornår det kan betale sig at gøre voldelig modstand og hvornår ikke. Og den måde, vi hidtil har behandlet dem på, må vi hurtigst muligt se at opgive. De har gang på gang klaget over, at de har følt sig krænket over ét eller andet, vi sagde, og det har ført med sig, at de har fået lagt deres retningslinjer for, hvad der må siges og hvad ikke, ned over de europæiske samfund. Og det er en uting. Blandt andet, fordi det hindrer muslimerne i at tage et opgør med de voldelige tendenser i deres religion.

På den måde kan man sige, at Rasmus Paludans demonstrative afbrændinger af koraner er med til at vise os, om vi er på rette vej i vor omgang med vore muslimske landsmænd. Allerede det, at de internationale reaktioner på disse afbrændinger har været så godt som fraværende, er et godt tegn. Men også det, at hans demonstrationer mange steder i de muslimske miljøer er blevet mødt med vrede, højtråbende vrede, ja, men ikke voldelig vrede (bortset fra demonstrationen på Nørrebro). Det vil være glædeligt, om muslimerne nu er nået dertil, at de siger: ”nej, demonstrere imod dette idioti, det gider vi ikke”. Men naturligvis skal vi nå længere ad den vej; vi skulle gerne nå frem til, at en hvilken som helst demonstration, latterliggørelse af islam eller kristendom, kan foregå helt uden politibeskyttelse.

I Indien synes årsagen til muslimernes tilbageholdenhed at være frygt for hinduernes voldshandlinger imod muslimerne – og dem har der været mange af i de senere år. Herhjemme skulle det gerne være en forståelse af fordelen ved det frie ord, der gør sig gældende hos muslimerne, så de afstår fra vold. Men det varer vist et stykke tid, før vi er fremme ved det mål.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.