Stram Kurs

Iben Thranholm har overrasket mange ved at tage imod Rasmus Paludans tilbud om at stille op til folketingsvalget for hans parti: Stram Kurs. Det var i den anledning lidt irriterende at læse, hvordan mange aviser havde travlt med at indhente kommentarer fra alle andre end Iben Thranholm selv om hendes valg. Derfor var det med en vis befrielse, at jeg den 25-5 læste Kristeligt Dagblads kronik af Iben Thranholm selv, se her. Her forklarer og forsvarer hun sin beslutning. Det var godt at få lidt hold på det.

Men det giver mig anledning til at undersøge fænomenet ”Iben Thranholm” lidt nærmere. Jeg fandt på min blog en reaktion fra mig på en artikel, hun har skrevet i Kristeligt Dagblad i 2012, se artiklen her og min reaktion her. Læser man de to artikler igennem – hvad man jo nok ikke gør – men hvis man gjorde, ville man finde ud af, at vi er så rørende enige om, at kirken har svigtet sin opgave med at øve islamkritik. Dengang kunne jeg dog henvise til pave Benedikt den 16.’s tale Regensburg, hvor han sagde noget om islams voldspotentiale, godt nok kun med et citat fra en østromersk kejser. I dag har jeg ikke nogen pave at henvise til, når det drejer sig om islamkritik, tværtimod, se her.

Dengang, i 2012, sagde hun om kirkens pligt til islamkritik følgende:

En kirkelig kritik af islam skal ikke være båret af en trang til at dominere og korrekse, men af kærlighed til sandheden. I Johannesevangeliet siger Jesus, at sandheden sætter fri.

Men problemet for os kirkefolk er måske, at vi ikke rigtig véd, hvordan vort forhold til sandhed er. Vi kan tale om tradition, vi kan tale om de kristne trossætninger, vi kan påstå, at sandheden ligger i dem, men hvordan det nærmere skal forstås, og specielt: hvordan det skal forstås i en moderne verden, det har vi svært ved at sige noget om.

Jeg skrev engang for mange år siden – det var dengang, der var røre om Muhammedtegningerne, mere nøjagtigt 9. januar 2006 – et svar på et indlæg af Ahmed Akkari, se her. Han havde vistnok i tankerne en særlig muslimsk form for religionsfrihed, hvorefter man mener, at dette at have religionsfrihed betyder, at man er fri for at møde kritik af ens religion. I mit svar var jeg vist lidt fræk – men det var netop af kærlighed til sandheden, at jeg var det, for jeg skrev, at problemet måske i virkeligheden var, at Akkaris tro var alt for ringe:

Han tror i virkeligheden ikke rigtig på det, han står og siger i moskéen. Han er ikke helt sikker på, at Muhammed nu også er en udsending fra Gud, og på, at Koranen nu også er Guds eget skinbarlige ord. Han har langt inde i sindet sine tvivl. Derfor vil han allerhelst være i et samfund, hvor alle andre tror. Så kan han nemlig tro som alle andre. Og det er der noget utrolig trygt ved. Når så mange tror, så er det nok rigtigt, det, de tror på.

Et sådant samfund lever han bare ikke i her i Danmark.

Jeg skal ikke påstå, at det var det, der fik ham væk fra den hårde form for islam, han dengang var tilhænger af – han mødte på biblioteket i Grønland nogle større kanoner end mig – men jeg mener stadigvæk, at det er et svaghedstegn ved den muslimske tro, at den er nødt til at bruge vold for at holde fast på sine tilhængere. Og jeg mener stadigvæk, at vi ikke skal være bange for at sige det til vore muslimske landsmænd. Som Thranholm siger det: ”af kærlighed til dem”.

Nu i 2019 siger Thranholm i sin kronik nogenlunde det samme. Men da hun nu skal forklare sin tilslutning til Stram Kurs, er hun nødt til at sige lidt om dette parti, og så bliver hendes udtalelser lidt lorne, så får hun lidt uld i mund.

Om det lige er hendes skyld, eller skylden ligger hos medierne, det er lidt svært at afgøre. For medierne har været ret kraftigt ude efter Rasmus Paludan her op til valget. Det er ikke nemt at finde ud af, hvad han står for, i hvert fald ikke, hvis man holder sig til main-stream-medierne.

Mange er efter ham, fordi han – som man siger – vi smide muslimerne ud af landet. Det er lidt mærkeligt. For han siger vist ikke synderlig andet, end hvad Morten Uhrskov har sagt før ham. Uhrskov har også set faren for en befolkningsudskiftning, og hans parti ”Dansk Samling” har af den grund et punkt på programmet, der hedder, at muslimer skal – på retsstatens grund – fratages deres opholdstilladelse, så de er nødt til at forlade landet, dog med klækkelig økonomisk kompensation. Og efter det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken siger regeringspartierne og Dansk Folkeparti noget af det samme. På den baggrund er det lidt besynderligt, at man i medierne kan falde i svime over det, Rasmus Paludan siger. I en kronik i Information, se her, skriver han:

Den katastrofe, som de etablerede partier har bragt over Danmark, [at en befolkningsudskiftning truer, rr] kan kun løses ved – på retsstatens grund – at sende muslimer ud af landet igen, således af danskerne atter kan føle sig hjemme og trygge i Danmark.

Stram Kurs ønsker muslimer alt det bedste og masser af held og lykke i hvert af deres 51 muslimske lande – men vi ønsker også at kunne leve i fred i Danmark.

Selvfølgelig ligger der en hund begravet i udtrykket ”på retsstatens grund”. For hvad menes der egentlig med det? Men i stedet for at himle op, kunne jo medierne have spurgt ham om det. Kan man sende muslimerne ud af landet igen, og hvordan kan man gøre det på retsstatens grund? Det var da nok værd at få lidt mere at vide om.

Og ikke mindst kunne det være interessant på baggrund af det, Iben Thranholm skriver. Hun skriver i sin 2019-kronik om Frans af Assisi og hans besøg hos en muslimsk fyrste, sultan al-Malik al-Kamil. Der er dog temmelig delte meninger om, hvad der blev sagt i hans samtale med sultanen. Thranholms referat har jeg ikke fundet gennem de søgninger, jeg har lavet på internettet – som ganske vist også var ret få. Og man må i hvert fald sige, at den tolkning af Jesus-ordet om at rive sit øje ud, hvis det forarger én, som Frans giver (eller som Thranholm lader Frans give), er ret langt ude. Thranholm skriver:

Sultanen spurgte Frans, hvorfor de kristne bekrigede hans land, hvis den kristne tro lærer at gengælde ondt med godt. Frans svarede ved at henvise til Jesus, der siger: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud, og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matth. 5, 29). Med det ville Frans sige, at han havde muslimer lige så kær som mennesker som hans eget øje, men hvis muslimer med deres tro på Koranen ville afskære kristne fra troen og fra Guds kærlighed, så skulle de afvises, slås tilbage og smides på porten.

Dette ord om øjet, der skal rives ud, står i lidt forskellige sammenhænge i Det ny Testamente. Her i Matt 5,29 står det lige efter ordet om det lystne blik til en andens hustru. Senere i Matt 18,8-9 står det som advarsel mod alt, hvad der kan bringe et menneske til fald. Og i Mark 9,47 står det, efter at den strenge straf for at bringe én af de små til fald har været nævnt, nemlig den straf at få en møllesten hængt om halsen og være sænket i havets dyb. Men man kan vist ikke se anderledes på det, end at det øje, der skal rives ud, eller den hånd, der skal hugges af, er en del af mennesket selv, en del, som kan forhindre det rette syn på en kvinde eller forhindre den rette holdning overfor én af de små.

Og hvis man endelig skal følge Iben Thranholm i hendes (og Frans’?) udlægning af ordet, at øjet er de muslimer, som Frans elsker, så kommer ordet – måske mod Jesu hensigt – til at minde om ordet i Matt 10,37 om, at den, der elsker far eller mor mere end Jesus, ikke er ham værd. Men så bliver den reaktion, der er tale om, nemlig reaktionen mod den, der vil afskære én fra Kristus, den, at man villigt finder sig i at lide ondt, endda at dø, frem for at svigte Jesus. Reaktion kan aldrig blive den, Thranholm nævner som Frans’: at man ”afviser, slår tilbage og smider på porten”, noget, hun lidt senere udlægger som Frans’ godkendelse af støtte til ”den militære indgriben i de områder, hvor kristne blev forfulgt af muslimer”.

Her taler Thranholm med uld i mund. For hvad menes der med at ”smide på porten”? Det kan ikke være noget, Frans har sagt. For i hans situation kunne noget sådant ikke lade sig gøre. Og hvis meningen er, at vore muslimske landsmænd skal smides på porten, hvis de afskærer os kristne fra troen og fra Guds kærlighed, så melder spørgsmålet sig: hvordan i alverden skulle muslimer i dagens Danmark kunne afskære os kristne fra troen, for slet ikke at tale om at afskære os fra Guds kærlighed?

Nej, hvis man vil høre om en tiggermunk, der har været i ”muslimland” og kan fortælle om sine erfaringer derfra, så kan man ikke gøre noget bedre end at læse dominikanermunken Richardus’ beretning, også kaldet Riccoldo. Han var i Bagdad i nogle år omkring år 1300 og har efterladt sig en beretning derom, kaldet ”Gendrivelse af koranen” (plus meget andet, se her).

Luther oversatte i 1542 hans værk til tysk og oversættelsen og den latinske original (eller den lidt forvanskede udgave, Luther havde for hånden) er kommet med i Weimarudgaven, bind 53. Jeg har lavet en sammenstilling af de to værker plus en oversættelse til dansk, se her.

Her kan det være relevant at gøre opmærksom på, at Richardus til sidst i sin bog fremhæver evangeliet som modsætning til koranen:

Ligeledes tillader det [dvs. evangeliet] ikke noget mord, røveri eller magt eller uret, ja det lærer, at man for Guds skyld skal lide og bede for fjenden, forfølgeren og blasfemikeren. (Se her).

Dette står i modsætning til koranens bestemmelser, om hvilke Richardus skriver:

For da Muhammed, eller snarere hans mester, djævelen, så, at hans lov var imod Guds lov i det ny testamente, og også imod sig selv, og ikke havde nogen begrundelse eller nogen undergerning, og var stopfuld af håndgribelige løgne, så kunne han jo nok tænke, at mange ville gøre indsigelse og sige ham imod. Derfor gav han den (loven) sin egen rets værktøj, sværdet, til at slå ihjel med. Og derfor fastsætter han i sin koran et bud, der siger, at han skal dræbe alle dem, der sætter sig imod denne lov og ikke tror. (Se her).

Så ud fra denne middelaldermunk, der har besøgt muslimerne, ser det ud til, at én af islams modsætninger til kristendommen er, at islam kræver enhver frafalden dræbt. Det er da også en praksis, der har fulgt islam op igennem dens historie. Og selv om vi kristne til tider har villet føre korstog – som regel dog ikke for at tvinge muslimerne til tro, blot for at forhindre dem i at tvinge kristne til frafald – og selv om vi igennem store dele af vor historie har haft for skik at brænde kættere, så kan man dog i dag sige, at den modsætning, som Richardus opstiller mellem kristendommen og islam, at den ene bruger vold, den anden beder for fjenden, er mere ægte kristen end den, Iben Thranholm lader Frans uddestillere af Matt 5,29.

Så Iben Thranholms forsøg på at retfærdiggøre krasse metoder imod muslimerne ud fra Frans og hans udlægning af Matt 5,29 er forfejlet.

Det er noget helt andet, der er på færde, og her er Rasmus Paludan langt klarere. Han begynder sin kronik med at beskrive de problemer for det danske folk, han ser, eller den befolkningsudskiftning, han mener truer:

Vi står over for et eksponentielt voksende antal muslimer i Danmark. Selv på kort sigt har det uhyggelige demografiske implikationer. Intet politisk emne er mere vigtigt, fordi dette irreversibelt kan ændre Danmark for altid. Alle andre emner bliver ubetydelige, hvis vi kommer i den situation.

Vi har forsøgt at leve i fred med muslimer i 40 år nu. Vi har givet dem alt, hvad de kunne drømme om og mere til. Muligheden for at leve et fredeligt liv uden krig og konflikt, muligheden for ubegrænset uddannelse og for at bidrage positivt til det land, som har taget imod dem med åbne arme.

Takken har desværre været ghettoer, bandekrige og en eksplosion i de mest alvorlige kriminalitetsstatistikker. Indvandring har forvandlet Danmark fra at være et homogent og fredeligt land til et splittet land, plaget af utryghed, vold og sammenstød med klankulturer, som arabere og afrikanere har med sig i bagagen, når de ankommer.

Man kan være enig eller uenig med ham i denne dystre fremtidsudsigt, men er man uenig, bør man som minimum undersøge de tal og de overvejelser, han bygger sin spådom på. Hvilket dog hidtil ingen af de store medier har gjort. Hvilket kunne forlede til den konklusion, at der så nok er noget om det, dette med befolkningsudskiftningen. (Der findes en udmærket gennemgang af demografien på snaphanen, se her).

For mig er der to argumenter, der tæller: 1) den muslimske kultur, som vore muslimske landsmænd (eller -kvinder) har med sig ind i landet, fremmer tidlige ægteskaber. 2) samme kultur accepterer eller ligefrem anbefaler mange børn i hver familie. Om disse kulturelle træk vil ændre sig i det lange løb, når muslimer skal leve her i landet, er uvist, ligesom det er uvist, om de i givet fald vil ændre sig hurtigt nok til, at en regulær befolkningsudskiftning vil kunne undgås.

Men hvad skal vi da gøre, stillet overfor en trussel om en regulær befolkningsudskiftning? Hvis ikke vil skal følge Stram Kurs’ anbefalinger, hvad så?

Vi skal bekæmpe en falsk kristendom. Iben Thranholm mener, det danske samfund er præget af gudløshed, og at det er det, der er vores svaghed. Jeg vil mene, det er en falsk forstået kristendom, der er fjenden. Det er muligvis også hendes mening. For hun skriver:

Vi har at gøre med en meget politiseret kristendom, som lærer dig, at kun hvis du elsker fremmede, er du kristen og et godt menneske. Det hedder i buddet: Du skal elske din næste som dig selv. Den politiske kristendom elsker ikke sig selv, men kun fremmede. Vi er besat af en ideologi om at elske den fremmede uden at elske os selv. Det er ikke kærlighed, men selvdestruktion, ja, selvmord, som den engelske journalist Douglas Murray har beskrevet det i sin bestseller ”Europas undergang”.

Som man måske kan forstå, svarer denne beskrivelse til den beskrivelse, jeg giver af Europas skavank, når jeg mener, at den europæiske elite er ramt af sygdommen samaritanitis: man opfatter sig selv som den barmhjertige samaritaner og gør af den grund: altså for at få Jesu lignelse til at passe, asylansøgerne til ynkværdige mennesker.

Og for mig er der ingen tvivl om, at kirken frem for at lefle for denne falske kristendomsforståelse, burde holde fast ved Jesu udsagn om at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, (Luk 20,25) gerne i Luthers fortolkning, hvorefter det bør være sund fornuft, der præger de politiske beslutninger, ikke tanker om næstekærlighed og ”gode gerninger”.

Måske vi i denne henseende kan lære af Luther. Han havde til at begynde med hævdet, at man skulle lade de mange døberbevægelser i Tyskland i fred, de havde nok i den straf, de ville få i det hinsidige. Men efter døber-oprøret i Münster i 1535, hvor der udspillede sig et voldsregimente hos de døbere, der havde taget magten i byen – et oprør, som blev nedkæmpet af både lutherske og katolske fyrster – var Luther medunderskriver på en pjece, der skulle vise fyrsterne, hvordan de lutherske teologer så på døberbevægelsen.

Og her anbefaler reformatorerne, at fyrsterne skal slå hårdt ned på døberbevægelsen. Mange af dens teser kan opfattes som opfordring til oprør – og man så jo i Münster, hvad det kunne føre til – men også selve det, at man skiller sig ud fra kirken, kunne retfærdiggøre, at fyrsterne skred ind imod døberbevægelsen.

Jeg har tidligere omtalt disse forhold, se her. Dengang antydede jeg, at vi kunne siges at befinde os i en lignende situation. Ligesom Luther ikke anede, hvad der lå i døberbevægelsen – var de alle oprørere, som dem i Münster, eller var de fredelige mennesker, der ikke drømte om at gøre oprør? – således aner vi heller ikke, hvad der gemmer sig hos vore muslimske landsmænd. Måske man kan sige, at de følgende århundreder viste, at døberbevægelsen var fredelig. Men vil man drage den konklusion, må man jo indrømme, at den havde Det ny Testamente som grundbog, og det er ret svært at blive oprørsk ved at læse Det ny Testamente. Det er anderledes let at blive det ved at læse koranen.

I denne pjece hedder det f.eks.:

Nu har gendøberne to slags artikler. Nogle har især med det ydre legemlige regimente at gøre, som f.eks., at de regner med, at kristne ikke skal indehave det embede, der fører sværdet, ligeledes: kristne skal ikke have nogen øvrighed, andet end evangeliets tjeneste. Ligeledes: Kristne skal ikke sværge. Ligeledes: Kristne skal ikke have nogen ejendom. Ligeledes: Kristne har lov til at forlade deres ægtehustruer, hvis de ikke vil lade sig gendøbe. (Se her).

Det forklares lidt senere:

Derfor er der ikke tvivl om, at øvrigheden er skyldig at værge sig imod disse artikler, fordi de er oprørske, og overfor disse stædige mennesker bruge legemlig magt og efter omstændighederne straffe dem med sværdet, hvad enten det nu er gendøbere eller andre, som fastholder én eller flere af den slags artikler, for disse artikler er ikke alene åndelige anliggender, men er utvivlsomt i sig selv en åbenlys ødelæggelse af det legemlige regimente.

Det svarer til en hård, straffende handlemåde fra vores side overfor muslimerne, hvis vi stilles overfor påstande om, at shariaen står over vore love. Men hvordan vi skal gribe ind, fortæller Luther jo ikke noget om. Blot er det væsentligt at holde fast, at det blandt menneske, der lever under et demokratisk styre, må være en forudsætning, at de, når de via stemmeretten er med til at fastlægge lovene, også siden bøjer sig for disse love. Muslimer, der giver sig ud for at være almindelige, fredelige muslimer, kan altså ikke udråbe særlige områder af Danmark som muslimske områder, hvor danske love ikke gælder. Når Rasmus Paludan siger, at ”takken [for, at vi har givet muslimerne alt, hvad de kunne drømme om] har desværre været ghettoer, bandekrige og en eksplosion i de mest alvorlige kriminalitetsstatistikker”, så er det jo ikke helt forkert. Men ligesom der lå religiøse opfattelser bag døbernes ofte mærkelige og i hvert fald anderledes handlemåder, sådan ligger der også religiøse motiver bag muslimernes mærkelige og i hvert fald anderledes handlemåder.

Og det, som Luthers stillingtagen her i pjecen viser, er altså, at det er fyrsternes opgave at forsvare deres samfund mod oprør. Og overfører vi det til vor tid, er det altså myndighedernes opgave at forsvare demokratiet mod den opløsningstendens, der ligger i, at der er mennesker iblandt os, der ikke vil anerkende de love, som demokratiets institutioner frembringer. Men de vil alligevel bo i vort land. Hvordan vi skal stille os til dem, det er vi med rette noget i tvivl om: måske vi på én eller anden måde kan gøre dem begribeligt, at de ikke både kan blæse og have mel i munden, eller altså: at de ved selve dette at bo i vort land og modtage beskyttelse og hjælp fra os anerkender vore love som gode og derfor ikke til anden side og ved andre lejligheder kan nægte vore love legitimitet.

Og gør de det alligevel, så har vi jo hidtil været tilbøjelige til at lade dem være. Men bliver der nu mange, der frakender vore love legitimitet – og så meget viser vel Paludans demonstrationer, at de love, der omgærder ytringsfriheden, ikke nyder anerkendelse blandt muslimer, når vi ytrer noget imod deres religion – så er vi på den, for så véd vi ikke, hvor det ender.

Foreløbig er det endt med, at en række personer i vort land er blevet berøvet deres naturlige frihed på den måde, at de lever under konstant politibeskyttelse. Og det er endt med, at jødiske bygninger og institutioner må have bevogtning. Det er ikke særlig lykkeligt. Og det er i hvert fald tegn på, at der er ikke så få muslimer, der ikke anerkender vore love.

Men ikke blot skal vi fra kirkens side vende os det, Iben Thranholm kalder en ”politiseret kristendom”, og som jeg kalder med sygdomsbetegnelsen samaritanitis. Det er virkelig øvrighedens opgave at være påpasselig med de muslimske miljøer, for det er i dem, at fremtidige terrorister kan gro op.

Men vi skal vel også som kirke vende os mod islam selv. Vi har vel en forpligtelse til at forkynde evangelium også for muslimerne. Kanhænde Ahmed Akkari ikke fandt mine ord til ham passende, men der kan jo godt være noget om det alligevel: at selve det, at religionen islam skal bruge magt for at overbevise muslimer om islams sandhed, viser, at der er noget lusk i affæren. Og gjorde det noget, om vi prøvede at undergrave den blinde tillid, muslimer synes at have til koranen som Guds skinbarlige ord?

Men alt i alt: Hvor Iben Thranholm bruger Frans af Assisi til at hævde, at øvrigheden skal beskytte sig selv, bruger jeg Luther. Hvor hun hævder, at tiden er ikke-kristen, og hvor hun vil genkristne de europæiske samfund, dèr vil jeg mene, at kristendommen stadig lever iblandt os som en dyb forståelse af de demokratiske rettigheder, først og fremmest ytringsfriheden. Men det er vi vist enige om, at der forestår et stort arbejde både overfor danskere og overfor muslimer, hvis de herboende muslimer skal fortsætte med at være herboende med samme forpligtelse som indfødte danskere til at holde demokratiet vedlige.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.