Irreversibel?

Er den indvandring af muslimer, som vi har set igennem de sidste tyve-tredive år, irreversibel? Det er det spørgsmål, som opkomsten af Rasmus Paludan og hans parti ”Stram Kurs” burde rejse. Én ting er, at man fra elitens side forfærdes over, at Paludan vil ”smide muslimerne ud af landet” – sådan plejer man at referere ham – et andet spørgsmål er, hvorfor man ikke undersøger, hvorfor han vil have muslimerne ud af landet. Og skal man undersøge det, er man nødt til at undersøge, om det mon er sandt, dels at den muslimske indvandring er så stor, at muslimerne på sigt vil blive flere end danskerne, og dels, at det vil være umuligt at ændre denne udvikling, hvis den én gang har fundet sted.

Dette med demografien er noget, man er tilbøjelig til at overse. Jeg nævnte i mit forrige indlæg en artikel fra snaphanen om demografi, se her. Den er skrevet af Claus Thomas Nielsen, og begynder med at omtale Japan som et eksempel til efterfølgelse.

I år 1900 havde Japan ca. 40 millioner indbyggere. I løbet af 110 år blev dette tal mere end tredoblet til 128 millioner. Allerede i 1975 kom fertiliteten under 2 børn per kvinde og siden 2010 er dette slået igennem i selve befolkningstallet. Fra 2010 til 2015 skrumpede befolkningen med en million. En kurve som fremover bliver stejlere og stejlere, således at Japan kort efter år 2100 vil have mistet to tredjedele af sin befolkning og være tilbage ved de 40 millioner landet havde år 1900.

Fertiliteten er nu på 1,2 barn per kvinde og selvom de japanske kvinder om f.eks. 20 år skulle beslutte at få 4 børn i gennemsnit, ville det, da der nu er så få unge kvinder, stort set intet ændre ved statistikken frem til år 2100. Først 40 år senere ville et boom i fertiliteten sætte sig afgørende igennem i befolkningstallet. Det er således ikke en teori men en kendsgerning at antallet af japanere på 100 år, fra 2010 til 2110 vil falde fra 128 til ca. 40 millioner.

Dette skifte vil naturligvis have en masse konsekvenser. Ejendomspriserne vil f.eks. falde drastisk, Japan vil blive et endnu fredeligere og mere trygt land end nu, den japanske natur vil blive smukkere og renere og unge familier vil på alle måder have rigtigt gode vilkår. Måske så gode, at de japanske unge vil begynde at gifte sig tidligere og få lige så mange børn som deres tipoldeforældre fik, således at befolkningstallet efter år 2100 begynder at stabilisere sig.

Under alle omstændigheder vil Japan stadig være Japan i den forstand, at Japan vil være et land for japanere, befolket af japanere med rødder i den årtusindgamle og helt særegne japanske kultur.

Jeg er ikke den store talknuser, men når jeg ser tallene her for Japans vedkommende, siger jeg alligevel til mig selv: ”Det var dog højst besynderligt!” At gå fra 40 mill i 1900 til 128 mill hundrede år senere og tilbage til 40 mill omkring år 2100, det er dog utrolig store udsving, noget, vi slet ikke er vant til at tænke med i vore anskuelser af verden og verdens forskellige lande. Men jeg forstår godt logikken bag. For det er klart: ikke blot fertiliteten, altså så og så mange børn pr kvinde, betyder noget, også antallet af kvinder har noget at sige. Blot er det stadig underligt, at det trods alt betyder så meget.

Om Europa, specielt Tyskland, siger Claus Thomas Nielsen:

I Tyskland har man, i modsætning til Danmark, gode statistikker. De viser, at uden indvandring ville befolkningstallet have toppet i 1980 på ca. 78 millioner og år 2100 ligge helt nede på ca. 28 millioner. Og igen: Det tager flere generationer at ændre retningen på en demografisk kurve, så denne udvikling frem til år 2100 er ikke teori men fakta.

Og dette giver dystre fremtidsudsigter:

Alt tyder på at dette vil fortsætte lige indtil flertallet er skiftet. Frankrig er ca. 10 år foran Danmark i denne udvikling og lever nu med permanent juridisk undtagelsestilstand, indskrænkning af frihedsrettigheder osv. Italien ser ud til at være længst med befolkningsudskiftningen. Antallet af indbyggere med italiensk afstamning begyndte at falde i 1995 men befolkningstallet vil ifølge eurostat holde sig stabilt og allerede i 2070 vil indvandrere og efterkommere fra Afrika og Mellemøsten udgøre hovedparten af Italiens befolkning. Intet ser ud til at kunne stoppe denne historisk helt enestående befolkningsudskiftning i Sydeuropa.

Claus Thomas Nielsen står ikke alene med disse tal. I Jyllands-Posten er der den 2-6 en artikel af Michael Thestrup, se her. Og Thestrup mener det samme om demografien:

Andelen af ikkevestlige har uden ophør været eksponentielt stigende siden 1980’erne, og al demografisk fremskrivning peger i samme retning. Kun et fåtal udrejser igen, og udvisning af selv dybt kriminelle tilvandrede er så vanskelig, at demografien i praksis ikke lader sig rulle tilbage inden for rammerne af et demokratisk retssamfund – rammer, som jeg insisterer på.

Jeg husker, at jeg for år tilbage forestillede mig, at vi kristne måske kunne drage fordel af de fremmedes tilstedeværelse på den måde, at de, hvis de blev omvendt til kristendommen, kunne fungére som gode missionærer for kristendommen i den muslimske verden. Indrømmet: det var lidt naivt tænkt af mig. Og dog vil jeg stadig tro på kristendommens sejr til sidst, nu ikke som noget, der skal ændre den muslimske verden, blot som noget, der skal redde vor egen verden. For ligesom det er muligt, at muslimerne vil komme i flertal hos os engang i fremtiden, sådan er det også muligt, at de ikke vil blive ved med at være muslimer, men i stedet blive kristne. Hvis altså vi kristne får taget os sammen til at gennemføre det teologiske arbejde, det er at optegne forskellen mellem islam og kristendom på en forståelig måde.

Det er, hvad jeg har arbejdet på gennem mange indlæg her på bloggen. Og det er også, hvad jeg vil prøve på i dette indlæg.

Det vil jeg gøre ved igen at trække på noget, en tjekke ved navn Klara Samkova, har skrevet. I to tidligere indlæg har jeg beskæftiget mig med hendes indlæg, se her og her. Her vil jeg til en begyndelse hæfte mig ved denne udtalelse af hende:

Der er to grunde til, at islam skjuler sig bag en forklædning som religion.

Hun gennemgår den ene grund, som er af historisk art, og tager så fat på den anden grund:

Den anden grund til, at islam holder af at skjule sig bag en religiøs forklædning, er dens stadige, bevidste og for den selv formålstjenlige misbrug af de euro-amerikanske lovsystemer og værdier, som disse civilisationer, der er bygget på jødisk-kristen basis, har udviklet. Der er ikke noget bedre og mere effektivt end at misbruge sin fjendes værdi-system, især, hvis jeg ikke selv deler det. Og det er netop den måde, islam opfører sig på. Den ønsker at blive beskyttet i overensstemmelse med vores traditioner, som den udnytter på den måde, samtidig med, at den ikke er villig til at opføre sig på tilsvarende måde overfor os. Den bygger på vore traditioner, den hævder, at disse traditioner er vigtige, samtidig med at den bag scenen ler af os og vore værdisystemer.

De to religioner, kristendom og islam, ser helt forskelligt på et begreb som religionsfrihed. Samkova skildrer den kristne forståelse af begrebet:

Fra islams synspunkt er opfattelsen af religionen som en privat, selvstændig sag for individet fuldstændig uacceptabel. Men det er jo netop det princip, som kristendommen og den civilisation, der er udgået fra den, i dag hviler på. Det er det private forhold mellem et individuelt menneske og Gud, som bliver mere eller mindre medieret af de forskellige kirker. Selv de medlemmer af vores civilisation, som betragter sig som ateister, dvs. dem, der ikke tror på Gud, uddrager automatisk deres holdning til livet fra de kristne traditioner, idet disse traditioner tager form af enten folkelige overbevisninger eller automatiske reaktioner, og det får dem, ateisterne, til at dele den almindeligt accepterede ånd i Europa og Nord- og Sydamerika. Igen, det er nødvendigt at minde os selv om, at dette synspunkt ikke blot er uacceptabelt for islam, det bliver også forkastet og udtrykkeligt nævnt som en forbrydelse. Islam forkaster den individuelle opfattelse af tro på Gud og på totalitær måde forbyder den alle tvivlsspørgsmål om sig selv. (Tidligere citeret i mit sidstnævnte indlæg).

Det, der er på færde her, er – sådan har jeg tidligere forklaret det, se f.eks. her – at islam har en kollektiv etik, mens vi har en individuel etik. Islam mener, religionsfrihed er det enkelte religionssamfunds ret til at straffe de medlemmer, der ikke lever efter reglerne, mens vi mener, det er enkeltindividets ret til at leve uafhængigt af samfundets retningslinjer – både det borgerlige samfunds og det specielle religiøse samfunds retningslinjer.

Og det er meget svært for os at forstå den muslimske kollektive etik. Det er lovtankegangen udviklet ud i det absurde, set fra vort synspunkt. Men hør videre, hvad Samkova siger:

Islam deler ikke oplysningstidens idé om det sociale fremskridt, som fremtiden vil bringe os. Ifølge islam har de gode tider været her – da profeten Muhammed levede. Det bedste, der kunne gøres, er allerede blevet gjort, det bedste, der kunne skrives, er allerede skrevet, nemlig koranen. I sin essens er islam en religion baseret på Prædikerens ord fra Det gamle Testamente, som tusind år før Muhammed sagde: ”Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen? Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme”. (Præd. 1,3f).

Jødedom og kristendom og de civilisationer, der opstod af dem, har overvundet denne lovløse skepticisme, denne folks foragt for sig selv. Men samtidig er islam forblevet et dødfødt barn i erkendelsen, deformeret til et monstrøst muteret ønske om et blive ét med universet, deformeret til et retarderet, obsessivt, psykopatisk, paranoidt syn om den exceptionelle natur af ens egen vej frem mod foreningen af essensen af ens underkastelse under Gud. Denne fejlagtige opfattelse fremkalder også den tanke, der gennemtrænger hele islam, om, at det materielle identificeres med det onde, og den foragt for vores civilisation, der betragtes som materialistisk og derfor i sig selv ond og i modsætning til Gud. Det er en virkelig tragedie for muslimerne selv, at de for evigt har lukket deres rejse til Gud ved at forfølge denne blindvej.

Robert R. Reilly har i sin bog ”The Closure of the Muslim Mind” sagt noget af det samme, se her. Han når ad en lidt anden vej frem til det samme resultat om islam som modstander af moderne videnskab. Samkova uddyber sin opfattelse af islam i det følgende:

Depression, fortabthed, mangel på tro på mennesket og dets uerstattelige værdi, en skeptisk holdning overfor ethvert menneske, uanset dets karakteristikum i retning af religion, social status, sex og nationalitet, det er, hvad der karakteriserer islam. Islam har forkastet den filosofi, vi kender, som en mulighed for et kritisk og rationelt syn på naturens virkelighed. Denne holdning forhindrer også muslimer i at tænke på spørgsmål om menneskelig frihed, værdighed, enkeltmenneskets og statens rolle, og – paradoksalt nok – også spørgsmålet om Gud, et spørgsmål, der i en euro-amerikansk kontekst blev en integreret del af det tankeskema, der blev fulgt af topvidenskabsfolk, astrofysikere, matematikere, biologer, som alle i deres forskning kommer i forbindelsen med universets fundamenter og derigennem med Guds essens. Men muslimer har til evig tid forbud mod at få nogen direkte kontakt med Gud, en kontakt, de mistede, da profeten Muhammed døde. Hvor umådelig desperat må ikke deres tilværelse blive, når den blot består i at vende på døden.

Efter min mening har Klara Samkova virkelig fat i noget væsentlig ved islam. Og hun gør med rette opmærksom på, at denne opfattelse af religionen må være en tragedie for muslimerne, må gøre dem desperate. Hun skildrer det næsten stærkere i et følgende afsnit:

For muslimer er vejen til dommedag den eneste vej, fordi de er berøvet selve essensen af den menneskelige natur, nemlig evolution. Islam respekterer ikke udvikling, fremskridt, humanitet. I dens fortvivlelse søger den at tage resten af menneskeheden med sig, fordi resten af verden fra dens synspunkt er forfejlet, ubrugelig, uren.

Det, hun her rører ved, er den kendsgerning, at muslimer udover at være muslimer også er mennesker. Og at være menneske medfører automatisk visse egenskaber, egenskaber, som imidlertid blive holdt nede eller tvunget bort af de muslimske ovenfor beskrevne opfattelser. Der opstår altså – ville man mene efter det, Samkova siger – en konflikt indenfor islam mellem fortolkningen af islam på den ene side og den naturlige humanitet eller menneskeværen, som kun dårligt kan passes ind i de muslimske regler på den anden side.

Lad mig her til sidst for egen regning fremhæve to områder, hvor der vitterlig har fundet en udvikling sted indenfor islam.

Det ene område er statsopfattelsen. Hvordan fromme muslimer retfærdiggør denne sag, véd jeg ikke, men givet er det, at man hverken på Muhammeds tid eller på de fire retledede kaliffers tid havde nogen afstemning af demokratisk tilsnit. Ikke desto mindre føler alle muslimske ledere, at de skal retfærdiggøre deres magtudøvelse ved at afholde valg fra tid til anden. Disse valg har mest karakter af skueprocesser, og vi kan godt gøre nar af den måde, valgene afholdes på, fordi de langtfra kan kaldes demokratiske. Men her vil jeg kun hefte mig ved det faktum, at der i de muslimske lande har fundet en udvikling sted, hvorefter magt skal legitimeres, ikke som tidligere ved den blotte og bare henvisning til et kalif-navn, men ved folkelige afstemninger, noget, som den muslimske verden ikke har opfundet selv, men overtaget fra det ellers så forhadte Vesten.

Ja, det mærkelige er, at selv da ajatollah Khoumeini skulle indføre en islamisk stat i Iran, altså på en måde skulle begynde forfra og opbygge en stat helt efter muslimske principper, så lod han valghandlinger indgå i sit byggeprojekt. Ikke valghandlinger efter vore standarder, ikke et parlament med uindskrænket magt – der blev indsat et ”Vogternes Råd” til at holde styr på parlamentet – men alligevel et system, der i den forstand var ganske ”uislamisk”, at det ikke fandtes på profetens tid.

Man burde egentlig engang undersøge, om de små ikke-muslimske mindretal i Iran også har stemmeret. Om Egypten med dets store koptisk-kristne mindretal har man ikke hørt andet, end at kopterne ligesom de muslimske egyptere har stemmeret. Og det er jo ganske mærkeligt, eftersom både kristne og jøder ifølge koranen er mindre værd end muslimer. Men på det punkt synes vestlig tankegang at have vundet over muslimsk tankegang.

Det har den også, hvad slaveri angår.

For få år siden opstod der en teologisk strid mellem IS og 126 islamiske lærde, se her. Det var blandt andet IS’s syn på slaveri, der var stridspunktet. Og man skulle jo synes, at IS havde den teologiske overhånd her, for i koranen er slaveri ikke blot tilladt, der gives også adskillige regler for, hvordan man skal behandle slaver. Og hvis koranen er den fuldkomne lovbog, der ikke har brug for tillægsartikler, hvis altså Gud har ophørt med at fortælle menneskene, hvad de skal gøre og ikke gøre – det står alt sammen i koranen – så vil jo slaveri for tid og evighed være tilladt. Det er netop, hvad IS hævdede, og ikke sandt, så måtte da den potte være ude.

Nej, sådan gik det ikke. For de 126 hævdede, at der udover koranen og profetens liv og haditterne også var en retskilde, der hed konsensus, enighed mellem de muslimske lærde. Og der havde, sagde man, i løbet af de sidste hundrede år dannet sig den konsensus blandt de lærde, at slaveri skulle afskaffes. Denne konsensus var lige så retsgyldig, som hvis det havde stået i koranen, ja, den var endda i stand til at skyde de koranske tilladelser tilbage.

Hvis det er tilfældet, så burde alle forestillinger om, at koranens forskrifter er evige, ophøre. Men det gør de bestemt ikke. Nej, samtidig med, at de lærde, f.eks. dem fra al-Azhar, med den ene hånd ophæver tanken om koranens forskrifter som evige, fastholder man deres evighed med den anden hånd, idet man dømmer en muslimsk lærd, Naser Said, til at være ikke-muslim, fordi han hævder, at koranens forskrifter skal ses i deres historiske kontekst.

Man vil med andre ord blandt muslimske lærde både blæse og have mel i munden. Og noget tyder på, at hver eneste muslim lider af den samme skizofreni.

Det er ikke nogen sund tilstand. Det er ikke en måde at være menneske på. De råber på frigørelse, deres indre menneskelighed ønsker at kunne leve som hele mennesker. Men de tør ikke alligevel. Af en eller anden grund er de vokset fast i deres muslimskhed.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige om den muslimske forståelse af kønsforskellen, at de også dèr er påvirket af den vestlige tankegang. For er der noget sted, hvor islams undertrykkende kræfter kommer til udfoldelse, er det på det område. Men det lader sig desværre ikke gøre at sige noget tilsvarende på dette område. Det eneste, jeg kan komme i tanker om, er, at en egyptisk mufti i 1925 fik gennemført en lov, der forbød flerkoneri, se her. Men det skete med noget, vi i Vesten vil kalde lidt for stor fingerfærdighed, hvad angår udlægning af koranen.

Alt i alt: Svaret på det stillede spørgsmål, om den indvandring af muslimer, der har fundet sted, lader sig tilbagerulle, er formodentlig, at denne indvandring er irreversibel. Men det er også, at hvis den er det, så er det så meget mere påkrævet, at vi fra kirkens side beskæftiger os med islam, finder forskellene til kristendommen og til almindelig menneskelighed frem, stiller frække spørgsmål til islams tilhængere, osv., om vi dog ikke kunne få vore muslimske landsmænd til at forstå, at de ikke på én gang kan holde sig til koranen som Guds ord og leve med i vort samfund som ansvarlige individer. Og måske også få dem til at forstå, at de, hvis de vil bibeholde koranen nu som et kun menneskeligt dokument, må give os danskere redskaber i hænde til at kunne skelne mellem dem og de voldsparate muslimer.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Irreversibel?

  1. Pingback: Vigepligt for Gud? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.