Treenighed

Treenighed er et begreb, der er svært at forstå. Da jeg var i kirke i søndags, fik jeg en forklaring på det, som vist skulle gøre det lettere at forstå. Det var noget med et Kinder-æg. Og et sådant blev fremvist fra prædikestolen og udleveret til os kirkegængere efter gudstjenesten. Og bevares, jeg tillod mig da at nyde min foræring til eftermiddagskaffen, men da jeg skulle forklare for mig selv, hvad dette Kinder-æg havde med treenigheden at gøre, opdagede jeg, at forklaringen var vanskeligere at forstå end det, den skulle forklare.

Så tillad mig her at prøve at forklare treenighedsbegrebet ud fra nogle ret skøre tanker, jeg gjorde mig for nogle år siden, da jeg ville vise, at muslimerne også havde brug for treenighedsbegrebet, selv om de aldrig så meget afviser det og gør nar af os kristne, fordi vi benytter det.

I disse tanker prøvede jeg at parallelisere kristendom og islam. Begge tror på ”Gud Fader”, dvs., på de mere eller mindre tågede tanker om en almagt, der ligger bag alt i tilværelsen og giver livet mening. Og begge tror også på ”Sønnen”, dvs., på en udsending fra Gud Fader, der skal fortælle os mennesker, hvad menneskelivet går ud på. Blot er opfattelsen af ”sønnens” opgave vidt forskellig, den ene religion, kristendommen, er overbevist om, at ”sønnen” skal afsløre for os, hvordan sproget virker, at det virker i et ”herredømmefrit rum”, for at tale med Habermas, den anden religion, islam, er sikker på, at ”sønnen”, altså Muhammed, virker ved magtudøvelse, ved at tvinge mennesker ind under den af Gud gennem Muhammed åbenbarede lov, shariaen.

Men Helligånden, da, den er det vel kun kristendommen, der har med i sin trosbekendelse?

Javist, sådan ser det umiddelbart ud. For vi hævder jo, at det er nødvendigt, at der bliver en flok mennesker til, i kristensproget kaldet en menighed, som kan videreføre og videreudvikle den trend, der blev sat i gang af Jesus, ”sønnen”, så der af det ringe sennepsfrø kan opvokse et træ, hvori himlens fugle kan bygge rede (Matt 13,31-32). Men læg mærke til, at også Muhammeds budskab trængte til videreudvikling: der blev dannet en ”menighed”, et muslimsk folk, der kunne bekrige de andre folk og påtvinge dem deres som de mente guddommelige lov, shariaen. Og denne ”menighed” måtte ligesom den kristne menighed igennem nogle hundrede år, inden det blev klart, hvad opgaven var. Først omkring år 1000 e. Kr. fastslog man indenfor islam, at nu var videre diskussion overflødig, ja ligefrem forbudt. Og det blev begyndelsen til den store muslimske nedgangstid, en nedgangstid, der ikke ser ud til at få ende foreløbig. For hver gang man vil forny den muslimske tro – ved en slags muslimsk anti-helligånd – ledes man automatisk tilbage til Muhammed og hans tid, og så bliver det igen magtsynspunktet, der sejrer.

Blot er der jo i vore dage den hage ved det – altså ”hage” fra et muslimske synspunkt – at det kristne samtalesamfund i den grad har vundet over det muslimske magtsamfund, at de magtsamfund, fromme muslimer prøver at opstille i de muslimske lande, f.eks. i Iran, ikke længere kan nøjes med at overbevise med magt, de er alle så smittede af samtalesamfundene, at de har fundet det nødvendigt at indføre demokratiske afstemninger. Godt nok ikke demokratiske i vestlig forstand, for den fri debat er aldeles ufri i disse lande, men alligevel: hvor det tidligere var nok, at en kalif bestemte det hele ”i Guds navn”, dèr er det i vore dage nødvendigt at afholde afstemninger for at skaffe sig legitimitet. Det er så umuslimsk som noget, men man føler det nødvendigt, fordi selv de muslimske lærde ikke længer tror på magtsamfundet, i den grad er de blevet smittet af det kristne eller vesteuropæiske samtalesamfund.

Det vil sige, at alle muslimer – måske med undtagelse af folkene fra IS og Hibz ut Tahrir – lider af en form for skizofreni: de vil så gerne fortsat være muslimer, men de vil samtidig så nødig acceptere den magtudøvelse, der følger med de muslimske trossætninger; de vil så gerne rette sig efter ”Guds egen lov” – som de kalder det, de finder i koranen – men de prøver samtidig af al magt at omtolke koranens ord, så de bliver fredelige. Hvilket er umuligt, for man kan ikke omtolke historiens vidnesbyrd, og det viser uimodsigeligt, at Muhammed var en krigsherre.

Denne skizofreni viser sig f.eks. i muslimernes dobbeltholdning overfor os, når vi vil lave satiretegninger af Muhammed. På den ene side klynker de og påberåber sig at være krænkede på Muhammeds vegne: at afbilde ham som krigsherre med en bombe i turbanen, det er fornærmende imod muslimerne, for de véd jo alle, at Muhammed var en fredens mand. På den anden side truer de med drab og terrorhandlinger dem, som tegner Muhammed på den måde, noget de gør uden et øjeblik at kunne se den selvmodsigelse, de derved gør sig skyldige i, for hvordan var det lige, var Muhammed ikke en fredens mand?

Fornylig har jeg måttet æde min modvilje imod Adam Holm, journalist og kommentator, i mig igen. Jo, jeg må indrømme, at hans hidtidige meriter kun har givet mig anledning til at tro om ham, at han var én af de sædvanlige journalister, der slikkede muslimerne op og ned ad ryggen. Men så her fornylig viste han en helt anden side af sig selv. I en artikel i Berlingske bebrejdede han en muslimsk komiker, Ellie Jokar, at hun gjorde grin med alt muslimsk, men ikke med Muhammed og koranen, se her. Han skriver:

Forleden blev Ellie Jokar, komiker og rapper, interviewet her i avisen i anledning af hendes nye »Wollah Show«, som for tiden går sin sejrsgang på YouTube. Den 38-årige Jokar, der har iransk baggrund og er lesbisk, går i kødet på alskens tabuer blandt både gammel- og nydanskere om f.eks. homoseksualitet, opdragelse, moral og kulturelle fordomme.

Min yngste søn på knap 13 år synes, at Jokar er sej, og har man set hende i f.eks. satireserien »Det slører stadig«, som for nogle år siden blev vist på DR2, er det svært at være uenig. Men på ét punkt stopper frihedens slør med at blafre: ved Koranen og Allah. Her går Jokars grænse for jokes.

Hun begrunder ikke i interviewet hvorfor, men et kvalificeret gæt er, at det handler om angst. Hvem kan fortænke hende i det? Alt for mange er blevet dræbt eller truet til et liv under beskyttelse, fordi fanatiske militante muslimer vil straffe dem for alskens fornærmelser over for »den eneste Ene«.

Han fortsætter med at fortælle om alt det, man kan gøre grin med uden at risikere noget: ”Jesus, Paven, folkekirken, Hare Krishna, buddhisme”, og undrer sig lidt over, at så at sige alle satirikere gør holdt ved islam. Og han slutter med følgende konstatering:

Ellie Jokar og andre begår en alvorlig fejl ved at tro, at vi bedst skærmer os mod de voldelige anslag ved at slække på vores egen hårdt tilkæmpede liberale offentlighedskultur. Vi bliver kun mere sårbare ved at overlade det beskidte arbejde til en koranskændende mand med et racistisk tankesæt og en ualmindelig ubehagelig forståelse af samfund og medborgerskab.

Tænk, at de som taler om tolerance og inklusion, er de samme, som opretholder de parenteser, der låser fanatikerne fast i deres mentale mørkekammer. Ellie Jokars selvpåførte islam-mundkurv er ikke vejen frem.

Nuvel, Adam Holm skal lige have afleveret nogle ukvemsord imod Rasmus Paludan, og fred være med det. Men han har alligevel forstået Paludans budskab så meget, at han kan indse, at det, han opfordrer Ellie Jokar til, er det samme som det, Rasmus Paludan faktisk udfører: Nemlig et satirisk angreb på koranen og Muhammed. Man kan måske nok gå med til, at Paludans angreb ikke er så sjovt, som satiriske angreb kunne være, men hvor har Adam Holm dog ret i, at vi ikke vinder noget ved at slække på vor hårdt tilkæmpede liberale offentlighedskultur!

Nu har jeg ikke oparbejdet et kartotek over Adam Holms forskellige indlæg, og blandt andet derfor undlader jeg at spørge, om han mon selv i sit journalistiske arbejde har ”opretholdt de parenteser, der låser fanatikerne fast i deres mentale mørkekammer”. Nok er det for mig her at konstatere, at han nu går ind for, at en ”selvpåført islam-mundkurv ikke er vejen frem”.

Jeg kan kun give ham ret: det er bestemt ikke vejen frem, at vi undlader kritik af koranen og Muhammed.

Og nu kom jeg til at skrive ”kritik” og ikke ”satire”. Det var med velberåd hu. For det er jo let nok for os andre, os ikke-muslimer, at sige, at muslimer skal udøve Muhammed-kritik, når man dog véd, at så meget er der tilbage af muslimernes opfattelse af deres religion som en magtreligion, at de let kommer til at betragte en muslim, der laver satire over Muhammed og koranen, som en frafalden muslim. Og så kan det meget let gå sådan, at den gamle regel om, at frafaldne muslimer skal dræbes, træder i funktion. Så Ellie Jokar vil være dobbelt udsat ved at lave satire over Muhammed og koranen; hun vil ifølge muslimske regler både kunne dræbes som frafalden og som én, der laver satire over Muhammed.

Da Muhammed stod overfor Mekka og var parat til at indtage byen, krævede han en række mennesker udleveret til henrettelse, hvis byen ville undgå plyndring, blandt andet en digterinde, der havde lavet satiriske vers om ham, og en skriver, der havde foreslået visse tilføjelser til koranen, tilføjelser, som Muhammed godkendte, hvorved han jo indrømmede, at det var ham og ikke Allah, der var den egentlige forfatter til koranen.

De blev udleveret begge to og måtte lide døden for det, de havde gjort.

Men mærkelig nok er deres historie altså bevaret i den muslimske tradition, selv om i hvert fald det med skriveren jo ikke sætter Muhammed og hans påståede åbenbaringer i et særlig heldigt lys.

Det samme kan man undre sig over angående det citat, jeg bragte for et par gange siden, det, hvor Muhammeds yndlingshustru, Aisha, om det forhold, at Muhammed påstod, at Allah havde givet ham lov til at bryde sin ed, sagde: ”O Muhammed, Gud hjælper dig meget i dit begær”. Man kan såmænd næsten sige, at det her er muslimerne selv, der anvender satire over for Muhammed og hans koranåbenbaringer. Og Aisha blev da ikke slået ihjel i den anledning.

Men Adam Holm har mere at sige i sin artikel, noget, han dog lader Charb sige. Han skriver om Charb:

Eller [Theo van Goghs skæbne gentog sig] for redaktionen på det franske satiremagasin Charlie Hebdo i 2015. Det lille venstreanarkistiske blad har aldrig holdt sig tilbage med at bedrive satire over Gud og hvermand. Ingen var hellige, allermindst de selverklærede hellige. Som Charb – eller Stéphane Charbonnier, tegner og redaktør på Charlie Hebdo – skrev blot nogle få dage før, han sammen med 11 andre blev skuddræbt af to jihadister:

»Hvad er det andet end diskrimination at antyde, at man kan grine af alt undtagen visse aspekter af islam, fordi muslimer er mere sårbare mennesker end resten af befolkningen? Burde man ikke behandle verdens næststørste religion på lige fod med den største? Det er på høje tid, at vi får sat en stopper for den ulækre paternalisme, som de hvide, ‘venstreorienterede’ burgøjserintellektuelle lægger for dagen i deres forsøg på at mænge sig med ‘de stakkels fattige og underuddannede’«.

Selvfølgelig er muslimer mere sårbare end andre, for de lider af skizofreni, de skifter mellem klynk og magtanvendelse, de nægter at påtage sig skylden for egen skæbne, de tror stadig, de kan spille rollen som mennesker, der er overordnet os andre, ser ikke det menneskeligt nedværdigende i den rolle. Hvis de skal blive til hele mennesker, må det være mennesker udenfor islams heksekreds, der får dem til det. Og satirikere er måske velegnede til det formål. Men kirken er lige så velegnet. Hvis den blot ville påtage sig opgaven. Men ak, det har lange udsigter med noget sådant.

Den deltager altfor gerne i det, Charb her med fuld ret kalder ”paternalisme”, dvs., ved at undlade normal kritik af islams trossætninger opfatter man, uden at man selv er klar over det, muslimer som børn, der ikke tåler at høre den fulde sandhed om deres religion. Og det er dog ekstremt nedværdigende for muslimerne, og det er det, selv om de selv i høj grad godkender denne ikke-kritik. For deres egen og vor ikke-kritik hænger sammen med umuligheden af at forene ordreligion med magtreligion, og eftersom de fleste muslimer har indset, at deres religion ikke længere er en magtreligion i den forstand, at den har nogen magt at bruge til at tvinge verden ind under halvmånen, så griber de til den fortvivlede udvej at ville forvandle deres religion til en ordreligion. De bliver derved til skizofrene mennesker, til halve mennesker, der ikke tør være sig selv, til mennesker, der i den grad trænger til at høre et godt kristent ord, der kan få dem ud af deres lovfængsel.

Treenighed, hvad er det?

Det er i hvert fald et fænomen, som kirken ikke har patent på. Helligånden er virksom langt ud over kirkens grænser. Den har fået Habermas til at tale om et ”herredømmefrit rum” som betingelse for al ægte samtale, den har fået demokratiske samfundsidealer til at præge næsten ethvert land i verden, selv muslimske lande, den har fået os vesterlændinge til at hvile så meget i os selv, at vi opgiver at kæmpe for ”æren”, fordi vi via kristendommen véd, at vi i Guds kærlighed har al den ære, vi behøver, den har fået diverse satirikere til at bruge satirevåbnet mod al overspændthed og selvfedme, men om ånden kan få kirkens ledende personer til at tale sandt om islam for på den måde at bringe muslimer ud af deres ødelæggende skizofreni, derom er jeg mere i tvivl. Tegn på, at det går den vej, er næsten ikke til at finde.

Vi må synge lidt kraftigere i kirken, når vi skal synge ”Nu bede vi den Helligånd” og ”Vor Gud, han er så fast en borg”.

Så måske det hjælper.

Måske!

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.