Er det hykleri?

Jeg har været inde på dette fænomen tidligere, det fænomen, at EU giver alle migranter, der har sat deres fod på europæisk jord, ret til at få deres asylsag til behandling, samtidig med, at man kræver af alle transportselskaber, at de sørger for, at det er et begrænset antal mennesker, der i det hele taget får lejlighed til at sætte deres fod på europæisk jord.

Det forekommer mig ret klart, at der er tale om et gevaldigt hykleri. Og at det er tilfældet, bliver bekræftet af det faktum, at EU – politikere og journalister i flæng – glad og gerne nævner konventionerne og sædvanligvis husker at sige, at EU naturligvis overholder konventionerne, mens man omhyggeligt holder mund med de begrænsninger, man har indført for at hindre alt for mange i at gøre krav ifølge konventionerne.

Dette, at man ikke fortæller om det direktiv fra 2001, der pålægger flyselskaber et transportøransvar, så de bliver straffet med store bøder, hvis de medtager passagerer uden visum til EU, kan naturligvis hænge sammen med, at man ikke véd det. Den undskyldning kan man måske lade diverse journalister udstyre sig med – men ærlig talt, det er journalister, vi taler om, og en journalist burde være kendetegnet ved, at han selv søger at finde svar på ubesvarede spørgsmål – men den undskyldning kan ikke bruges af de højtstående politikere og de mange embedsmænd i Bruxelles. De må simpelthen kende til dette direktiv, og de må også være klar over, at de med dette direktiv sender de migranter, der vil prøve lykken i Europa, i hænderne på menneskesmuglerne. Og så er det, at ordet ”hykleri” bliver nærliggende at bruge.

Det er ikke blevet bedre af aftalen med Tyrkiet. Også med den aftale søger man at begrænse antallet af asylansøgere, samtidig med, at man roser sig af at overholde konventionernes krav om, at enhver, der sætter foden på europæisk jord, har krav på at få sin sag behandlet.

Og også denne aftale kan ses som et udtryk for EU’s hykleri.

Det er ikke noget, der ret ofte kommer frem i pressen. Dog har jeg set det enkelte gange i de senere år. Og minsandten, forleden aften i Deadline, det var den 30. juni, var der hele to journalister, der afslørede kendskab til hykleriet, om end de ikke ligefrem kaldte det hykleri, se her.

Det begyndte med, at Lotte Folke Korsholm viste os et clip med en leder i Sudan, som hævdede, at sudaneserne hjalp EU med at holde migranter tilbage, og derefter spurgte Mikkel Andersson, om EU havde gode argumenter på hånden, hvis den prop, sudaneseren hævdede at have sat i migrantstrømmen, skulle blive opløst.

Mikkel Andersson svarede:

Nej, vi har bestukket Erdogan til at lukke for flygtningestrømmen, og så den grænsepatruljering, som EU har intensiveret langs Middelhavets grænser, for man kan jo sige, altså, det nuværende asylsystem er jo baseret på sådan en slags diabolsk lotteri, det fungerer sådan, at hvis du sætter foden på europæisk jord, så er du én af de få heldige, som der bliver allokeret meget, meget store ressourcer til, hvorimod alle andre ignorerer du dybest set, det synes jeg, er det mest fundamentale og grundlæggende problem.

Så spørger Korsholm journalist Anton Geist fra Information, om han er enig, og han svarer:

Ja, fuldstændig, det er vi helt enige om, altså, det er jo lidt paradoksalt, at man har indrettet det sådan, at man forskanser Europa fuldstændigt, for at undgå, at de kommer ind i Europa, hvor man skal behandle deres sag efter konventionerne, og når de så gør det, så siger de, vi skal holde os til konventionerne, selv om vi ret systematisk jo underløber dem og nok også bliver nødt til at underløbe dem, for ellers ville der jo komme langt flere mennesker, end vi har set tidligere, og flere end partier som radikale og enhedslisten kunne leve med, vil jeg tro.

Det er ikke pæne ord, der anvendes. Andersson kalder det et ”diabolsk lotteri”, og Geist siger, at man forskanser Europa, og at man gør det for at undgå, at migranterne kommer ind i Europa, ja, han siger ligeud, at man nok er nødt til at underløbe konventionerne, for ellers ville der komme så mange migranter, at selv de radikale og enhedslisten ville få nok.

Men det er – mærkeligt nok – som om den moralske forargelse mangler. Det er bare sådan. Vi er nok nødt til at lave aftaler med andre lande, for ellers kommer der alt for mange.

Men det er dog bedre og mere virkelighedstro end det, Kristeligt Dagblad skriver den 3-7, se her. Her hedder det under overskriften ”Det er blevet risikabelt at hjælpe folk i havsnød”:

En tysk kaptajn anklages for ”krigshandling” mod Italien, efter at hun har sat 40 mennesker i land fra skibet ”Sea-Watch 3”, som for 19 dage siden reddede dem op af Middelhavet.

Jeg skal såmænd ikke bebrejde Kristeligt Dagblads journalist, at hun skriver som hun gør. For det gør alle de andre journalister også. Men man kan godt studse lidt over udtrykket ”hjælpe folk i havsnød”. For begrebet ”havsnød” er blevet misbrugt gennem så mange år, at de fleste efterhånden overser, at migranterne misbruger begrebet ”havsnød”. Jeg mener: i sin tid, da jeg havde sejlbåd, skulle vi have nødraketter med om bord. Det var før mobiltelefonens tid, og vi kunne jo komme i havsnød, og så var det betryggende at vide, at man i så fald kunne affyre sine nødraketter og forvente at få hjælp. Men jeg husker, at det kunne medføre en stor bødestraf, hvis man affyrede sine raketter for sjov, altså uden at der var fare på færde. Og jeg husker også, at alle var enige om, at sådan måtte det være. Det ville være misbrug af begrebet ”nødraket”, hvis man affyrede dem på en lystig aften.

Med begrebet ”havsnød” forholder det sig på tilsvarende måde. Det er misbrug af begrebet, hvis nogen bringer sig i en havsnødslignende tilstand i den hensigt at blive taget ombord i et større skib og blive bragt til et andet land end det, de var flygtet fra. Men ak, dette misbrug har fundet sted så længe, at alle synes at have glemt, at der er tale om et misbrug. Og når dertil kommer, at migranterne ombord af alle ”rettænkende” journalister regnes for svage, ynkværdige mennesker, er det endnu lettere at overse misbruget af begrebet ”havsnød”.

Og så tænker efterhånden meget få på, at dette, at vi i stedet for at straffe migranterne for misbrug af havsnødsbegrebet belønner dem ved at opfylde deres ønsker og sejle dem til Europa, får nye migranter til at bringe sig i havsnød, så også de kan komme til Europa, ja, som tiden er gået, er dette jo blevet en del af menneskesmuglernes forretningsmodel.

Det er hele det juridiske og politiske system i EU, der i den grad har ladet sig inficere med sådanne misbrugsbaciller, at enhver tanke om ret og rimelighed har måttet vige for ”den barmhjertige handlings politik”. Hos almindelige mennesker giver det sig udslag i, at de finder det i overensstemmelse med kristen etik, at disse mennesker hjælpes, hos juristerne er udslaget, at de fortolker konventionerne strammere og strammere, skønt ordlyden ikke nødvendiggør det, og hos journalisterne får disse misbrugsbaciller den virkning, at de oversvømmer fjernsynskanaler og aviser med snøfthistorier: fortællinger, der skal vise, hvordan disse stakler trænger til vor hjælp. Og hos alle bevirker misbrugsbacillerne, at sprogbrugen ændres, ordene drejes og tilfiles, så de passer til den nye situation.

Dog er der europæiske politikere, der er begyndt at anvende en slag penicillin for at få bugt med disse misbrugsbaciller. Den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, er én af dem. Man er således begyndt at anklage de såkaldte redningsskibe, der på Middelhavet opsamler mennesker, der har bragt sig i havsnød, for menneskesmugling. Og så står almindelig, borgerlig moral og gammeldags sprogbrug overfor den nye, bacillebefængte godhedsopfattelse.

For den tyske kaptajn hævder, at hun blot fulgte international sørets påbud om at hjælpe mennesker i havsnød. At disse mennesker tydeligvis havde bragt sig i havsnød og derved på skændigste vis misbrugt havsnødsbegrebet, det taler hun ikke om, og at de mennesker, hun har reddet, har fået hjælp af libyske menneskesmuglere til at bringe sig udenfor den libyske sømilegrænse, det nævnes heller ikke, og at hun nu anklages for hjælp til menneskesmugling og muligvis kommer i fængsel for det, det forarger store dele af de tyske politikere. Kristeligt Dagblad skriver:

Det har vakt opsigt i Tyskland, hvor både den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, og udenrigsminister Heiko Maas har kritiseret Italiens opførsel og understreget, at det aldrig kan være en forbrydelse at redde mennesker i nød.

Disse udtalelser svarer meget godt til det argument, som NGO’erne bag skibene på Middelhavet anvender: De gør ikke andet, end at de redder mennesker i nød; skal det nu være forbudt?

Man har lyst til at spørge: Hvor dumme tror de, vi er? Men man må erkende, at misbrugsbacillen har bredt sig langt ind i også det danske folk, så havretsregler uden blusel kan anvendes til menneskesmugling, så NGO’er kan bibeholde deres påstand om at gøre ”det gode”, altså redde liv, uden at de behøver tænker det bitterste på, hvordan de med deres redningsoperationer er en del af smuglernetværket, og uden at reflektere over, at de med deres handlinger opfordrer nye tusinder af migranter til at vove livet på Middelhavet, og forresten også uden at behøve at skænke det en tanke, at de med det, de gør, er med til at fylde lommerne på menneskesmuglerne.

Blot må man indrømme, at dette sproglige misbrug er kommet snigende ind på os, så det kan være ret vanskeligt at gennemskue det. Og når dertil kommer, at de, der misbruger sproget på den måde, selv hævder, at de er de gode, vi andre de onde, så bevirker den glorie, der viser sig om NGO’ernes hoveder, at det bliver endnu vanskeligere at afsløre bedraget.

Dertil kommer imidlertid endnu en ting, noget, der viser sig hos Mikkel Andersson og Anton Geist i interview’et i Deadline: De kan nok påpege det spegede i EU’s handling, men det er uklart, hvad EU skal gøre, hvis man i EU ikke skal gøre det, man gør for øjeblikket. Og det er måske forståeligt, at de to, selv om de så udmærket har påpeget det skæve i EU’s holdning til migranter, undlader at foreslå løsninger. Ikke blot er de jo journalister og ikke politikere – det plejer at være politikerne, der foreslår løsninger – men de løsninger, man kan tænke sig frem til, indebærer magtanvendelse overfor migranterne, og noget sådant bliver man ikke populær på hos medierne.

Mikkel Andersson havde så tidligt som den 6. juni 2016 en kronik i Berlingske, se her, hvori han på udmærket vis påpegede det betænkelige ved EU’s politik. Han satte dilemmaet skarpt op:

Hvis druknetragedierne på Middelhavet skal stoppes, må man enten åbne Europas grænser og sikre lovlig indrejse til alle, der ønsker at søge asyl, eller også skal incitamenterne, og dermed muligheden for at få permanent ophold, hvis man kommer illegalt til Europa, fjernes.

Senere forklarer han det mere udførligt:

Det er langt fra umuligt at komme fra Tyrkiet, Somalia eller Eritrea (for nu at tage tre af de lande, hvoraf mange, som krydser og har krydset Middelhavet, rejser fra) til Europa med fly eller på anden konventionel vis. Grunden, til at folk flygter over Middelhavet, er ikke, at de ruter ikke findes. Det skyldes, at transportører, som eksempelvis fly- og færgeselskaber, bliver holdt økonomisk ansvarlige for at sende folk uden gyldigt visum til Europa – og gyldige visa har og får de færreste flygtninge eller migranter.

Men man kan derfor godt åbne disse ruter, så folk kan komme sikkert med fly, tog og færger til Europa. Det vil så være en de facto-åbning af Europas grænser og sikre, at adskillige millioner, der tidligere enten ikke ville risikere turen eller ikke havde råd til at betale menneskesmuglernes høje priser, kan komme til kontinentet. Eksempelvis koster en enkeltbillet fra Somalia til København 7.000 kroner, fra Eritrea omkring 3.000 kroner, mens en fra Istanbul kan fås for en plovmand.

Til sammenligning koster det ifølge en italiensk rapport fra 2015 mellem 40.000 og 50.000 kroner at blive smuglet fra Afrikas Horn og dernæst over Middelhavet. Kommer man fra Tyrkiet (det gør ikke mange for indeværende, omend det hurtigt kan ændre sig som så ofte før i den igangværende flygtningekrise) koster det ifølge en menneskesmugler 5.000-8.000 kroner for de billigste pladser i gummibåde alene for sejlturen til Grækenland i sommerhalvåret. Oveni kommer så udgifterne til at komme fra Grækenland eller Italien til eksempelvis Tyskland eller Skandinavien. En ekstremt omkostningstung tur, hvor man så risikerer sit liv oveni. Var udgifterne lavere og turen risikofri, tilsiger al logik, at antallet ville vokse massivt.

Det er udmærket skildret, især dette med, at der vil komme flere, hvis prisen falder. Det siger han i modsætning til de mange såkaldte eksperter, der hævder, at lukkes den ene rute, vil blot en anden blive åbnet, noget, de siger ganske uafhængigt af almindelig økonomisk tænkning, hvorefter jo en højere pris vil få færre til at rejse.

Men når Mikkel Andersson skal skildre den anden mulighed, glemmer han vistnok noget. Han skriver:

Eller også fjerner man incitamentstrukturen og indfører en model i stil med Australiens, der siger, at man mister muligheden for lovligt ophold, hvis man ankommer illegalt. Det har i forhold til Australien vist sig ekstremt effektivt til at reducere tilstrømningen af bådflygtninge. Det kræver et opgør med retten til at søge spontant asyl, som de nuværende fortolkninger af konventionerne garanterer. Det indebærer også, at de flygtninge og migranter, der alligevel kommer, og som ikke kan udsendes, kommer på en form for tålt ophold, hvor man sikrer indkvartering, mad og lægehjælp, men uden mulighed for arbejde eller familiesammenføring, indtil de selv rejser, eller hjemsendelse bliver mulig.

Australien har været helt anderledes hård i filten, end Europa skulle være ifølge Mikkel Andersson. Det væsentligste ved den australske model er ikke, at de, der forsøger at smugle sig ind i landet, mister muligheden for at kunne søge om asyl, det væsentligste er, at man sætter magt bag ordene. Den australske flåde opbragte de plimsollere, der tænkte på at ”komme i havsnød”, og sendte passagererne tilbage til Indonesien. De, der blev taget, før flåden greb ind, blev sendt til lejre i to ø-stater langt fra Australien med mulighed for at søge om at komme til Cambodia, men uden mulighed for at komme til Australien. Kun på den måde – ved at være hård i filten og ikke være bange for at sætte magt bag ordene – lykkedes det Australien at nedbringe antallet af druknede migranter til nul, et væsentligt pænere tal end det, EU kan fremvise.

Skal EU have held med at bremse menneskesmuglerne, må der bruges magt, sømilitær magt. Bådene eller skibene må tvinges tilbage til Libyen. Vil de ikke, eller sænker de sig selv for liggende i vandskorpen at påberåbe sig havretten, må de reddes, men derefter sættes på både, der fører dem tilbage til Libyen. At anbringe dem i lejre for mennesker på tålt ophold, er en ikke-løsning.

Men alligevel: både deres indlæg i Deadline og Matteo Salvinis handlinger er penicillin mod misbrugsbacillen, og vi må håbe på, at bacillen bliver dræbt, så ordene igen får deres normale betydning, og endnu stærkere håbe på, at det sker, før bacillen har muteret og fremkaldt nye misbrug. Jeg véd godt nok ikke, hvilke misbrug der kan være tale om, men min erfaring siger mig, at har mennesker først fået den opfattelse, at de går rundt med en glorie over hovedet, er der ingen grænser for, hvad de kan finde på, for at bevare deres egen fornemmelse af, at de – i modsætning til os andre – er de gode.

Sidste nyt: document.no beretter, at en dommer har løsladt den kaptajn, Kristeligt Dagblad omtalte, se her. Hans begrundelse er, at de love, der er indført mod menneskesmugling, ikke har forrang i forhold til en redningsaktion, at kaptajnen gjorde sin pligt ved at redde liv til søs, og at hun ikke havde anden mulighed end at sejle til Italien, eftersom havnene i Libyen og Tunis ikke anses for trygge havne.

Matteo Salvini er rasende. Han, der fnyste af forargelse over kaptajnens påstand om ”bare at redde liv” med en bemærkning om, at hun for at redde liv var ved at slå fem italienske søfolk ihjel (hun påsejlede et flådefartøj, der ville forhindre hende i at lægge til kaj), skriver nu på Facebook, at ”denne stakkels kvinde prøvede bare at dræbe fem soldater. Jeg er målløs. Hvad skal der til for at blive sendt i fængsel i Italien?”

Det kan godt være, at bacillen ikke har muteret, men den er tilsyneladende ganske slagkraftig i dens oprindelige form.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.