De lukkede øjnes forargelse

Klaus Rothstein, ansat på Weekendavisen, har fået lov til at få en kommentar offentliggjort i avisen, se her. Den tillader Morten Uhrskov Jensen sig at imødegå ret så grundigt på sin blog i Jyllands-Posten, se her. Og i Kristeligt Dagblad er der i dag den 26-7 en artikel af en schweizisk chefredaktør, Eric Gujer, som tager tyskerne i skole, se her. Det første og tredje af disse links er vist bag betalingsmur, men det gør ikke så meget, for det eneste, jeg skal bruge det sidste link til, er at citere Frank-Walter Steinmeier, den tyske forbundspræsident. Han forsvarer NGO-skibsføreren på Sea-Watch3 – den tyske kaptajn Carola Rachete – ved at sige: ”Hvis man redder menneskeliv, kan man ikke være forbryder”. Og det er just den bemærkning, jeg er ude efter.

Læger Uden Grænser og de andre NGO’er forsvarer jo deres migrantopsamlinger på Middelhavet med, at ”de redder menneskeliv”. Og det får utvivlsomt mange til at give en skilling til disse NGO’er. Jeg kunne tænke mig, hvis jeg kom i snak med én af disse bidragydere, at spørge vedkommende, om han eller hun ville give et lige så stort beløb til en organisation, der sendte penge til den libyske kystvagt. Den redder jo nemlig også menneskeliv. Også den sejler ud på Middelhavet og redder migranter op af de overfyldte og ikke-sødygtige gummibåde, migranter, der ellers formentlig ville drukne på Middelhavet, en redningsaktion, der ganske svarer til den, som Læger Uden Grænser gennemfører.

Det ville selvfølgelig være et lidt drilsk spørgsmål. Men jeg er næsten nødt til at stille det for at afsløre den halve sandhed, løgnen, forstillelsen, pokerspillet. En løgn, journalister og politikere er enige om at holde vedlige i det håb, naturligvis, at ingen opdager noget. Det lyder jo nemlig som en rigtig god og menneskekærlig gerning, når man nøjes med at sige, at NGO’erne ”redder menneskeliv”. Hvem vil ikke være med til det? Og der er ikke nogen tvivl om, at det ville lyde noget mindre inspirerende, hvis man i sit slogan sagde den fulde sandhed: at man sender skibe ned til Libyens territorialgrænse ”for at redde menneskeliv og føre de reddede til Europa”. For ikke at tale om, at sandheden måske snarere i virkeligheden er den, at NGO’erne sender skibe derned ”for at føre mennesker til Europa”.

Klaus Rothstein er ikke i tvivl om, at det er Læger Uden Grænser, der forsøger at redde Europas humanistiske traditioner. Han tænker sig frem i tiden og spørger, hvad mon historikerne om halvtreds eller tres år vil skrive om det, der foregår i disse år.

Historikere, der om nogle generationer forsker i tiden før, under og efter den humanitære krises kulmination i 2015, vil være enige om, at Europa stod i et ekstremt dilemma, både politisk og idé- og mentalitetshistorisk: på den ene side herskede et legitimt ønske om at bevare kontrollen over grænserne; på den anden side var der en moralsk forpligtelse til at redde flygtninge fra døden i den europæiske humanismes navn.

Historikerne vil kunne se, hvordan det moralske imperativ mistede terræn, mens nationalismens krav om grænselukning vandt frem. Hvornår og hvordan, vil disse historikere spørge, blev det politisk legitimt at afvise folk til druknedøden? Hvornår og hvordan blev det muligt at kriminalisere de humanitære organisationers arbejde for at evakuere flygtninge? Hvornår og hvordan blev den europæiske humanismetradition afviklet?

Det er ikke svært at se, hvem der efter Rothsteins mening har den moralske overhånd. Godt nok skriver han, at det europæiske dilemma var ekstremt. Men for ham synes det på ingen måde at være ekstremt. Han hviler sikkert og trygt i den opfattelse, at den gode moral må tilskrive os, at vi ”redder menneskeliv”, og at det ekstreme ligger hos os andre, der vil kriminalisere humanitære organisationers arbejde for at evakuere flygtninge. Han fortsætter:

Forskerne vil kunne lægge en brødkrummesti tilbage gennem årtierne og kortlægge de antihumanitære tendensers udvikling og udbredelse. Nogle historikere vil mene, at den italienske indenrigsminister Matteo Salvini reddede Europa fra en migrantinvasion over Middelhavet, da han lukkede sit lands havne for de nødstedte. Andre historikere vil argumentere for, at han forrådte alle de værdier, som Europa byggede på, og rev fundamentet væk under det humanitære. Måske vil en forsker i fremtiden konstatere, at kriminaliseringen af evakueringerne var det definerende øjeblik for det humanitæres nederlag. Vi banaliserede det som almindelig politik. Men det var grænseløst og ekstremt.

Læg mærke til, hvordan Rothstein prøver at være den neutrale iagttager, der uden selv at tage stilling fortæller om, hvad fremtidige historikere vil sige. Han nævner jo da, at nogle historikere vil holde med Salvini. Men straks efter hedder det, at en forsker måske vil konstatere, at der var et definerende øjeblik, nemlig det øjeblik, hvor evakueringerne blev kriminaliseret. Og så kan han ikke holde den neutrale maske længere: ”Det var grænseløst og ekstremt”.

Og endnu engang svinger Rothstein de kommende historikeres moralske pisk over os arme migrationsmodstandere:

Historikerne vil konstatere, at mindst 426 flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten druknede i Sydeuropas skønne blå bølgemarker i det første halvår i 2019. Det var dengang, evakuerede flygtninge skulle sendes tilbage til uværdige, usikre lejre i Libyen, hvor menneskerettighedsovergreb var dagens orden. Historikerne vil kunne læse i kilderne, at Læger Uden Grænser i juli samme år meddelte, at de nu ville trodse alle EUs forhindringer for humanitære redningsaktioner og genoptage undsætningen af flygtningebåde, der sætter ud fra de nordafrikanske kyster. Historikerne vil beskrive, at evakueringsskibet Ocean Viking bjærgede flygtninge i havsnød, og at Læger Uden Grænser udmærket vidste, at organisationen dermed risikerede at blive sigtet for kriminel menneskesmugling. De vil beskrive, hvordan den europæiske højrefløj forsøgte at forhindre redningsaktionerne, og hvordan den italienske indenrigsminister fordømte de humanitære evakueringer som »taxiservice« for de illegale.

Men historikerne vil også konstatere, at Læger Uden Grænser udførte et nødvendigt, ærefuldt og dybt anerkendelsesværdigt arbejde, hvor de ikke kun reddede flygtninge fra druknedøden, men også reparerede den europæiske værdighed.

Læg mærke til skiftet mellem, at historikerne ”konstaterer”, og at historikerne ”beskriver”. Antallet: 426 migranter, der er druknede, lader sig ganske rigtigt konstatere. Og at Ocean Viking udførte diverse handlinger og den europæiske højrefløj ligeledes, det lader sig kun beskrive. Men det sidste: at Læger Uden Grænser udførte et moralsk korrekt arbejde og reparerede den europæiske værdighed, se, det er noget, Rothstein mener lader sig konstatere. Det står i hans øjne fast, som var det mejslet i sten.

Det er det imidlertid på ingen måde. Og det er Rothsteins fejl, at han er så skråsikker i sin moralske bedømmelse. Ganske vist lider de fleste europæiske journalister og de fleste europæiske politikere af den samme fejlbedømmelse. Men det gør det jo ikke bedre.

Jeg skal prøve at vise, hvorfor han tager fejl, hvorfor vi migrationsmodstander er ligeså moralske i vores handlinger og bedømmelser som han, om ikke mere. Eller mere præcist: hvor mange ting, Rothstein er nødt til at fortrænge, benægte, se bort fra, bevidst eller ubevidst, for at få fuldt blus på sin moralske forargelse.

Han er for det første nødt til at se bort fra det direktiv, EU-kommissionen udstedte i 2001, hvori man pålagde flyselskaber med ruter til Europa et transportøransvar: flyselskabet skulle kontrollere, at hver passager havde gyldig identifikation og gyldigt visum, ellers vankede der en klækkelig bøde. Og da man udsteder meget få visa, betyder dette direktiv, at man jager eventuelle asylansøgere i armene på menneskesmuglerne. Det vil sige, at EU på én og samme tid afbilder sig selv med høj cigarføring, fordi man fastholder flygtningekonventionens bestemmelse, at den, der sætter foden på europæisk jord, har ret til at få sin asylsag behandlet, men samtidig med direktivet af 2001 gør, hvad man kan, for at så få som muligt skal få sat foden på europæisk jord.

Rothsteins forargelse retter sig mod italienerne, fordi de – som han siger – vil kriminalisere de humanitære organisationers arbejde med at evakuere flygtninge. Men den meget større forhindring for migration til Europa, som ligger i 2001-direktivet, omtaler han ikke. Måske, fordi han ikke kender den, måske, fordi det vil genere hans forargelse for meget, hvis han gjorde det.

Lad mig bruge et billede:

Vi tænker os en flod, farlig at passere, med et rigt land på den ene side og et fattigt på den anden. Nu bryder en stor skovbrand ud på den fattige side, og det fører naturligt til, at mange fattige mennesker samler sig ved den eneste bro over floden for at komme i sikkerhed. Her har imidlertid den rige side opstillet juridiske forhindringer, så kun meget få slipper over broen. Resten forsøger på grund af skovbranden at krydse floden, og de får hjælp dertil af nogle behjertede folk fra den rige side. Men den forudsigelige konsekvens er jo, at mange, der ikke når de riges både, drukner.

Det må forekomme helt vanvittigt, hvis nogen i den situation giver sig til at bebrejde den rige befolkning, at den ikke sender flere både ud for at hjælpe folk over floden, uden først at bebrejde de riges regering, at den har lukket for overgang over broen.

Men det er just, hvad både Rothstein og de fleste journalister og politikere gør: de omtaler aldrig 2001-direktivet, de lader, som om de ikke har hørt om det, og mange af dem véd måske slet ikke, at det eksisterer. Og ikke mindst i kraft af denne villede eller ubevidste uvidenhed er det, at deres forargelse kan nå disse rothsteinske højder. Men forargelsen er altså hul, uden hold i virkeligheden.

Nu var jeg i det billede, jeg opridsede, så venlig, at jeg gik ind på Rothstein’ernes forudsætning: at de mennesker, der vil krydse floden, virkelig flygter for livet: jeg tænkte mig en skovbrand som det, der jog dem på flugt. Men en sådan brand eksisterer jo ikke i virkelighedens verden. Her lever hovedparten af Afrikas og Mellemøstens mennesker videre på den fattige side af floden, her er der ingen skovbrand, men kun en ikke ubetydelig del af de fattige, der hellere vil leve på den rige side af floden – hvad der jo strengt taget ikke er noget at sige til. Blot gør det det svært, for ikke at sige umuligt, at skelne mellem migranter og flygtninge.

Den vanskelighed ser imidlertid Rothstein stort på. Han kalder raskvæk alle migranterne for flygtninge, og han siger gentagne gange, at de gode mennesker fra NGO’erne ”evakuerer” dem. ”Evakuerer”, det ord plejer man at bruge, når mennesker befinder sig i en nødssituation, f.eks. i en skovbrand. Og der ligger i ordet ”evakuerer” – godt nok lidt skjult – at de mennesker, der bliver evakueret, føres bort fra en situation, de uforskyldt er kommet ind i. Men de mennesker, vi her taler om, har jo selv bragt sig i en nødssituation, de er frivilligt taget ud på Middelhavet. Så når Rothstein uden videre taler om ”flygtninge i havsnød”, ser han bort fra både det, at der måske slet ikke er tale om flygtninge, men kun om migranter, og fra det, at de ikke er ægte skibbrudne, men mennesker, der med vilje har bragt sig i havsnød. Så først, når hans øjne har lukket sig for disse kendsgerninger, kan hans forargelse få luft. Men så leverer han også forargelse for fuld udblæsning.

Der er flere kendsgerninger, Rothstein prøver at liste udenom for at kunne forøge sin forargelse, f.eks. den, at nogen tænker på at sende ”flygtningene” tilbage til uværdige, usikre lejre i Libyen. Ja, det er dog forfærdeligt, at nogen kan drømme om det! Men EU har faktisk et kontor i Tripoli, hvorfra man hjælper migranter med at komme tilbage til det land, de kom fra. Det overser den stakkels, uvidende Rothstein. Dertil kommer, at disse mennesker jo faktisk ved selve deres tilstedeværelse på havet bevidner, at det kan lade sig gøre at leve i Libyen, de kommer jo alle derfra. Og endelig ville vel menneskesmuglerne ødelægge noget af deres forretning, hvis de decideret mishandler migranterne i Libyen. Ingen har jo tvunget disse mennesker til at rejse fra Mellemøsten eller Afrika til Libyen, de kommer der ganske frivilligt, og de kommer, fordi det hidtil har været muligt at komme til Europa ved at tage af sted med en gummibåd, foregive at være i havsnød, blive samlet op af de flinke NGO’er og afleveret i en europæisk havn til behagelig viderebehandling, vel at mærke ikke af NGO’erne, men af diverse europæiske regeringer.

Og nu kommer så den næstsidste kendsgerning, jeg vil omtale, som Rothstein overser: for hver migrant, man plukker op fra Middelhavet, dannes der et håb i mindst to afrikanere eller arabere om at kunne lave det samme nummer: foregive havsnød og komme til Europa. Der er tale om en strøm af mennesker, og det er falsk tale, når man ser bort fra det i sin moralske forargelse.

Og endelig den sidste kendsgerning, som Rothstein i sin store godhed ikke har øje for: Der er en reel fare for, at de fremtidige historikere, hvis mening han så lifligt gør rede for, aldrig vil fremstå. For de fremtidens historikere, han tænker sig, taler og tænker som europæere. Men hvis hans drømme bliver virkelighed, vil fremtiden med stor sikkerhed blive overtaget af islam, og så bliver det muslimske og ikke europæiske historikere, der får lov til at udtale sig.

Her til sidst vil man måske spørge mig: Jamen, er du så meget bedre? Er din moral bedre end Rothsteins? Hvad har du at vise hen til, hvis du vil klare dig i moralsk henseende overfor Rothstein?

Hertil vil jeg svare, at noget af ulykken ved vor tids diskussion er, at den foregår på det moralske plan. Man udstyrer sig selv med den bedst tænkelige moral og sammenligner sig derefter med andre. Det gælder den enkelte journalist og politikere, og det gælder landene indbyrdes. Men det fører sjældent til noget godt, hverken på det personlige plan eller på det politiske plan.

Når dertil kommer, at man for at kunne opretholde den pæne moralsk rigtige facade er nødt til at se bort fra en række kendsgerninger, så må man vistnok sige, at vi, der tager alle ting i betragtning og ikke glemmer eller overser noget, har en større og bedre moral end Rothstein’erne. For den moralske pligt at være sandheden tro overgår alle andre. Men det er mig egentlig ikke om at gøre at fastholde det.

Jeg vil hellere nøjes med at pege på, at den løsning, jeg vil foreslå, nemlig den australske løsning, hvorefter man skubber alle bådene tilbage til Libyen og på den måde får migrantstrømmen standset, er langt klogere. Den sikrer, at vi så nogenlunde kan bibeholde de tillidssamfund, vi har oparbejdet. Den sikrer, at vore samfund stadig kan være rige, så vi kan hjælpe den fattige del af verden. Og – hvis nogen går op i det – den sikrer også, at vi kan gennemføre den grønne omstilling, noget, vi ville være forhindret i, hvis vi oversvømmes af migranter.

Jeg går altså ud fra i mit forslag til australsk løsning, at vi ikke kan køre videre som hidtil, med bibeholdelse af 2001-direktivet og NGO-operationer på Middelhavet. Af moralske grunde, dvs. for ikke fortsat at leve i hykleriet, er vi nødt til at vælge mellem Australien og ophævelse af direktivet. Vil nogen argumentere imod min løsning, er han for mig at se nødt til at gå ind for en ophævelse af direktivet og prøve at forlige sig med den enorme migrantstrøm, der vil blive følgen.

Men fortsætte som Rothstein, som med lukkede øjne mener sig i stand til at hæve den moralske pegefinger, er ved nøjere eftertanke umuligt. Hvilket hermed skulle være bevist.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.