To sjæle, én tanke

De to sjæle, hvis fælles tanke her skal beskrives, er sjælen hos de fleste af vore muslimske landsmænd, og sjælen hos de mange “Gutmenschen”, der findes her i landet. “Gutmenschen” er betegnelsen for det kulturradikale segment i folket, for tiden mest kendetegnet ved den del af højskolebevægelsen, der aktivt har prøvet at få en muslimsk sang ind i den nye udgave af højskolesangbogen.

Vi tager disse “Gutmenschen” først!

Der kan gøres mange interessante iagttagelser angående dem. Her skal nævnes tre, to fremmede og én hjemmedyrket.

Der er først Henrik Dahls iagttagelse i Berlingske, se her. Han finder det latterligt at medtage sangen “Ramadan i København” i højskolesangbogen, lige så latterligt, som det i sin tid var at medtage Gnags’ sang “Lige meget hvem du er” i 17. udgave af højskolesangbogen. Denne sangs tekst kan ses her. Om dette at medtage den i 17. udgave skriver Dahl:

Udover spørgsmålet om en melodis egnethed til fællessang – hvor jeg også har den opfattelse, at nyere redaktionskomitéer har truffet uheldige valg – er det naturligvis vigtigt at se på lyrikken og dens budskab.

Og her var det selvfølgelig dejligt tilbage i begyndelsen af 1990erne at sidde på højskolerne rundt omkring og besynge de åbne grænser. Ikke mindst, hvis man i sin egen selvforståelse var et bedre menneske end for eksempel de skumle, socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn.

De var jo allerede dengang begyndt at sige, at det gik rigtig dårligt med integrationen. Det kunne de pæne, kulturradikale mennesker, der fylder op på højskolerne, ikke lide at høre. Navnlig ikke efter, at spørgsmålet i 1988 gav Fremskridtspartiet under ledelse af Pia Kjærsgaard et rigtig godt valg. Så derfor måtte Gnags ind i højskolesangbogen året efter.

Og sådan er højskolerne – sagt i generelle vendinger – blevet. Det er steder, hvor pæne mennesker mener pæne ting om væsentlige og uvæsentlige spørgsmål. Ganske upåvirket af den kompleksitet, disse spørgsmål måtte rumme. Og ganske upåvirket af kendsgerninger eller argumenter, der kunne udfordre de pæne meninger.

Nu er det jo desværre ikke kun på højskolerne og i højskolekredse, at man “siger pæne ting om væsentlige og uvæsentlige spørgsmål”. Det gælder om alle de mange mennesker, der her i landet er påvirket af kulturradikalismen, og det er ganske mange. Henrik Dahl føjer følgende temmelig syrlige bemærkninger til:

Når det var så let for de kulturradikale dengang at fordømme vestegnsborgmestrene, og i stedet optage en fuldkommen fjollet vision om totalt åbne grænser i Højskolesangbogen, hang det ikke mindst sammen med, at de var fri for at skulle leve med konsekvenserne af deres meninger.

Det var jo ikke i landsbyerne nær de herlige, slotslignende højskoler i provinsen, at skolerne kom under pres, og kriminaliteten steg. Ej heller nær de prægtige vige og fjorde, hvor forstanderne har købt sommerhus. Det var bare noget, de måtte døje med i Tåstrup og Ishøj, og som i bund og grund skyldtes danskernes racisme.

Desværre har han alt for meget ret også i denne iagttagelse.

Derfra går vi frem til den sidste af hans iagttagelser:

Og sådan er det også i dag. Hvad stigende islamisk indflydelse i Danmark betyder for jøder, for kvinder og for frihedsrettighederne, er ikke noget, pæne kulturradikale bekymrer sig om. Bare de har en fin sang i højskolesangbogen, som bekræfter dem i, at det højeste moralske stade, man kan nå, er deres.

Her får Henrik Dahl lige den iagttagelse med, at det, der får disse mange “Gutmenschen” til at mene, som de gør, ikke blot er det forhold, at de ikke selv kommer til at leve med konsekvenserne af deres godhed, men også selve den dejlige fornemmelse, der gennemstrømmer dem, når de kan overbevise sig selv og deres nærmeste omgivelser om, at de befinder sig på et højt moralsk stade, og at deres opgave er at prøve på at få resten af befolkningen op på deres høje stade.

Vi går så videre til Berlingskes kronik, se her. Den er skrevet af en teolog, Bo Bergholt Grymer.

Han ser i debatten herhjemme to positioner stå overfor hinanden, monokulturalismen og multikulturalismen. Det, der her især har interesse, er hans beskrivelse af multikulturalismen. Der er nemlig det mærkelige ved den, at mens den er af den anskuelse, at majoritetsbefolkningens kultur sagtens kan bøje sig og udvikle sig og forandre sig uden at tage skade, gælder det modsatte minoritetsbefolkningens kultur: den gælder det for minoritetsbefolkningen om at fastholde, så de ikke sporløst går op i majoritetsbefolkningens kultur. Det undrer Grymer:

Ser man nøjere efter, er der dog noget, som vækker undren ved multikulturalismens kulturforståelse. For hvis kulturer er så foranderlige og tilpasningsdygtige, burde det jo være uproblematisk at få nytilkomnes skikke og normer tilpasset det nye hjemlands dominerende kultur. Påvirkningen fra majoriteten burde ikke udgøre nogen trussel for minoritetsgrupperne, når kulturer er plastiske størrelser, som ikke går under eller overlever, men er i fortsat bevægelse.

Men konklusionen hos multikulturalister er underligt nok den modsatte. For mens majoritetskulturen godt nok betragtes som en formbar størrelse, der kan trække sig tilbage, lade sig inspirere og redefinere, uden at noget går tabt, ser det ganske anderledes ud for minoritetskulturer. Den kulturelle påvirkning, som udgår fra majoriteten, udlægges ofte som manglende forståelse og respekt for minoriteter eller endda som overgreb, der må skærmes imod. Argumentet er, at minoriteter bliver fremmedgjorte og føler sig ekskluderede, hvis deres kultur ikke accepteres fuldt ud i form af badeforhæng i omklædningsrummene, kønsopdelt svømning eller ligestilling af religioner og religiøse traditioner i folkeskolen.

Men ak, disse multikulturalister opdager ikke selv, at deres opfattelse af kulturers fleksibilitet er inkonsistent. Og Grymer prøver senere at give den forklaring på deres holdning, at der ofte er tale om tidligere marxister, som nu, hvor marxismen synes at have lidt nederlag, dropper al tale om økonomisk ulighed og kun bibeholder tanken om undertrykkere og undertrykte, idet de så som den naturligste ting af verden tildeler majoritetssamfundet rollen som undertrykker og muslimerne rollen som undertrykte.

Jeg véd ikke rigtig, om jeg køber den med, at denne rollefordeling udspringer af marxismen, men at det er denne opfattelse af rollerne mellem majoritetsbefolkningen og minoriteterne, der ligger bag den mærkelige mangel på sammenhæng i kulturopfattelsen, det mener jeg er rigtigt nok.

Til sidst i denne gennemgang af, hvordan “Gutmenschen” er blevet til “Gutmenschen”, skal så nævnes den teori, jeg har udviklet her på bloggen, den, som forklarer, at disse “Gutmenschen” lider af den sygdom, jeg har kaldt samaritanitis. Denne sygdom ser begivenhederne i Europa som identisk med, at Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner udspiller sig for fuld udblæsning. Det, det så drejer sig om – sådan ser samaritanisten på det – er at spille rollen som samaritaneren, der hjælper den nødstedte. Men da Jesus i sin lignelse også omtaler nogen, der ikke hjælper, men “går lige forbi”, giver det samaritanisten anledning til på samme måde – og mener han selv: med samme moralske legitimitet – at se ned på os, der ikke mener, at vi uden videre skal modtage enhver fremmed, der tropper op ved vores grænse. Han mener altså at have Jesu godkendelse af sin fordømmelse af os, der ikke umiddelbart mener, der skal hjælpes, og som måske oven i købet kommer med indvendinger imod det kloge i at modtage enhver.

Og netop fordi det er Jesu godkendelse, han mener at have, bliver det næsten umuligt at overbevise ham om, at han med sin følelse af moralsk overlegenhed optræder som én af de farisæere, som Jesus vendte sig så stærkt imod. Henrik Dahl afslører dem fint med sin bemærkning om, hvordan de er i stand til at se bort fra, hvad stigende islamisk indflydelse i Danmark betyder for jøder, for kvinder og for frihedsrettighederne, bare de har en fin sang i højskolesangbogen, som bekræfter dem i, at det højeste moralske stade, man kan nå, er deres. Men det er nok tvivlsomt, om denne anklage vil have nogen virkning på dem, i hvert fald ikke på dem, der er hårdt ramt af sygdommen samaritanitis.

Der er dog én ting mere at sige om denne sygdomsteori. Den giver en forklaring på, at disse “Gutmenschen” næsten pr automatik betragter indvandrere som ynkværdige mennesker. Indvandrerne får jo netop i det store, altomfattende skuespil tildelt rollen som stakkels, nødlidende ofre, som har hjælp behov. Jo mere indvandrerne ligner den overfaldne i lignelsen, des bedre for de gode gerninger, som “de gode” øver. Og derfor er man parat til at se igennem fingre med alle de efterhånden ret uafviselige kendsgerninger, som på ingen måde viser indvandrerne som stakler.

Nået så langt i vore overvejelser er vi nået frem til den lidt underlige overskrift og anvendelsen af den. Hvad er det dog for en fælles tanke, som diverse “Gutmenschen” og vore muslimske landsmænd har?

Det er tanken om muslimerne som ofre.

Det lyder godt nok lidt besynderligt, at muslimerne ligefrem skulle være glade for at blive betragtet som ofre. Og der ligger så sandelig heller ikke i min påstand noget om, at muslimerne betragter sig selv som ofre eller som mindreværdige i forhold til os andre. De to sjæle, der har denne samme tanke, er nået frem til denne tanke ad vidt forskellige veje. Den vej, som har ført de danske “Gutmenschen” frem til opfattelsen, har jeg skildret i det foregående. Men den tanke, der har ført muslimerne frem til den samme opfattelse af forholdet mellem danskere og muslimer, hænger sammen med muslimernes overlegenhedsfølelse overfor os danskere.

I overensstemmelse med denne overlegenhedsfølelse bekommer det muslimer ganske godt, at de bliver forsørget af ikke-muslimer. Det er jo, mener de, det, man har ikke-muslimer til. Så det ser de ikke på nogen måde som noget nedværdigende. I det hele taget: dette at arbejde for føden er jo noget, der hører de lavere klasser til, altså ikke noget for muslimer, i hvert fald ikke, når man i sine umiddelbare omgivelser har ikke-muslimer til rådighed.

Og ligeledes er muslimerne fuldstændig ligeglade med, hvad der får os danskere til at være sødladne og høflige overfor dem, så pæne og imødekommende, at vi undlader at kritisere deres religion. Bare vi retter os efter den almindelige muslimske regel, at man aldrig kritiserer profeten. Og helt ærligt, når de erfarer, hvor imødekommende vi er overfor deres tro, så har de meget let ved at overbevise sig selv om, at vi er på vej til at blive muslimer. Det er jo meget let både for dem og for os at overse, at vi måske undlader at kritisere eller gøre grin med Muhammed, fordi vi er bange for de terrorhandlinger, som muslimer kan finde på at reagere med. Vi danskere gør i hvert fald vort til, at en sådan tanke om, at det er frygt for gengældelse, der afholder danskerne fra kritik, præger os, for nej – sådanne tøsedrenge er vi da ikke, vi plejer da altid at sige, hvad vi mener.

Og så kommer vi til at stå i den mærkelige situation, at vi for alt i verden aldrig må sige, at Muhammed og hans religion bygger på vold. Ih, nej, islam er skam fredens religion. Hvis vi vover at sige noget andet, så skal det fredelige islam nok komme efter os. Med vold.

To sjæle, én tanke!

Denne ene tanke, som de to sjæle kommer med, er den, at der skal en sang om islam med i højskolesangbogen. Fra den ene side, den danske, et tegn på vor umådelig store tolerance. Fra den anden side, den muslimske, en chance for at missionere for islam, og måske også et tegn på, at danskerne er ved at overgive sig til islam.

P. S.: Jeg skylder at gøre opmærksom på, at jeg i mit forrige indlæg kun havde tre vers med i den gengivelse af Isam B.s sang, som jeg henviste til. Nu viser en gengivelse af sangen i Kristeligt Dagblad, se her, at der er hele fem vers. Og nu jeg er i gang med selve sangen, skal jeg måske også gøre opmærksom på, at en nymåne er en måne i tiltagende, og at en sådan måne altid viser sig kort efter solnedgang. Den måne, man kan se, før solen står op, er en måne i aftagende, og en sådan måne har vi mig bekendt ikke noget navn for. Det betyder, at første vers i sangen, der fortæller om “Nymånens skæve smil”, må foregå kort efter solnedgang, altså om aftenen. Hvis meningen imidlertid er den, som Jørgen Carlsen mener, at første vers tænkes at skulle foregå om morgenen, før solen står op, kan det hænge sammen med Isam B.s manglende astronomiske kundskab. Men det er naturligvis en detalje, som vi gerne bærer over med for poesiens skyld.

Ligeledes kan man notere sig, at den nattergal, som jeg i første omgang fandt lidt malplaceret på Nørrebro i København, nu er erstattet af “fugles tale”. Udmærket!

Hvad de to sidste vers angår, er det bemærkelsesværdigt, at omkvædet: “Ramadan i København” her er erstattet af “Ramadan i Danmark”. Måske et udslag af den missionsiver, som sangen udviser. Det samme er det femte vers i det hele taget. Her afbildes den muslimske fromhed, naturligvis med udeladelse af alle koranens voldsord, og læg mærke til det: den afbildes på en måde, som vi jo sådan set godt kan genkende: vi søger trøst ved bønnen, vi giver udtryk for vores taknemlighed, det gør muslimen, og det gør jo vi kristne også. Underforstået: er det så så slemt med den islam? Alle de dèr slemme ord om drab på jøder og kristne, som også findes i islam, kan vi da ikke bare se bort fra dem og nøjes med at se med indforstået fromhed på en from muslim som Isam B.?

Og så er jeg nødt til at tage min hat af. Jo, læg mærke til linjen, “nu rammer dagen København”! Udtal den på en lidt anden måde, “nu rammer da’en København”, så får du sangens overskrift ind til sidst: “Ramadan i København”. Ganske smart. Jeg bøjer min hat.

Og så til sidst: Som antydet i det forrige indlæg: Hvis man medtog min gendigtning af “Vor Gud han er så fast en borg”, se her, så kunne man såmænd godt sige “Pyt” til, at man medtog “Ramadan i København”. Og hvis man syntes, man ville forklare nogle af udtrykkene i “Ramadan i København” med en lille klumme, kunne man jo af hensyn til de meget fintfølende i en lille klumme ved min sang fortælle, at det altså er Muhammed, der er Guds fjende, ikke muslimerne, at muslimerne, hvis de vil være her i landet, må acceptere, at voldsordene fjernes fra koranen, og at det er vor trosbekendelse, der gælder her i landet, den, der i al sin enkelhed lyder: “At tale uden vold/ det er det bedste skjold”.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.