Lykkedes det for Løkke?

Jeg har hidtil her på bloggen omhyggeligt undladt at komme ind på striden i Venstre. Den megen opstandelse, der har været på medierne om Venstre, har ikke haft min store interesse.

Dog erindrer man måske, at jeg engang for nogle år siden tog Lars Løkke i forsvar, se her. Det var dengang, Lars Løkke var formand for noget, der hed GGGI. Han blev af den samlede danske verdenspresse beskyldt for at have brugt for mange penge på at rejse, men det lykkedes ham på en pressekonference at tilintetgøre alle smudsige beskyldninger om noget sådant, noget, pressen dog ikke var meget for at meddele os andre.

Nu har man så set en lignende hetz, dog ikke blot mod Lars Løkke, men mod Venstre i det hele taget. Og som udenforstående – det vil sige: som ikke-venstremand – undrer man sig igen over pressens overmåde store interesse for, hvad der skal ske, når Lars Løkke går af som formand for Venstre. Jeg mener: Lars Løkke er en politiker i sin bedste alder, han er 55 år gammel, og der kan nemt gå en rum tid, før han går af. Hvad politikeres tilbagetrækning angår, skal man hele tiden holde sig Konrad Adenauer for øje. Han blev tussegammel som forbundskansler i Vesttyskland. Man sagde om ham, at han havde købt en skildpaddeunge. Hvorfor? Jo, han ville se, om det var rigtigt, at skildpadder kunne blive over 200 år gamle.

Noget tyder på, at medierne ikke rigtig kan forlige sig med, at de tog så grumme fejl forud for det møde i Odense, hvor de på det bestemteste havde spået, at Løkke ville blive tvunget til at gå af som formand. Måske de nu vil have os til at se, at det, diverse venstrefolk dengang ikke havde held med, nemlig at få Løkke til at gå af, det vil medierne vise, at de kan gennemføre.

Nå, ret skal være ret; medierne kan have to grunde til at spekulere på Lars Løkkes afgang. Den ene er, at hans forgænger Anders Fogh jo gik af i utide, fordi han kunne blive NATO’s generalsekretær. Måske Løkke vil gøre det samme, tænker man i mediekredse.

Den anden grund er, at man ikke kan forstå Løkkes specielle humor – eller da man omhyggeligt overhører humoren i hans udtalelser – at man griber fat i hans humoristiske bemærkning, da nogen midt i hurlumhejet om, hvem der skulle være formand for EU-kommissionen spurgte ham, om han ville have posten, og han svarede: ”De kan jo bare ringe”. ”Sikke en ka’l”, siger man, ”han vil kun blive i Danmark, indtil han kan få et bedre betalt job i udlandet”. Al tale om at være stolt på Danmarks vegne, fordi én af vore var blevet kåret til noget stort i Europa, var i mediernes omtale forbeholdt Margrethe Vestager. Man ser det ellers for sig: Lars von der Løkke i stedet for Ursula von der Leyen, det ville da have været noget at være stolt af. Men ikke hos den danske verdenspresse.

Men altså, man (altså de danske medier) overser alt med skildpadder og Adenauer og sådan noget og giver sig til at antage det som en kendsgerning, at Løkke snart går af. Hvem skal så være hans afløser?

Ja, der er jo Kristian Jensen. Men har han ikke lige fået én over snuden? Og er hans chancer så særlig store? Så er der Jakob Ellemann, det var måske noget. Og kommentatorerne har umådelig travlt med at udregne den enes chancer i forhold til den anden. Nå, det, der står i aviserne, det kan man da springe over. Men hvad der fremføres på Deadline, plejer jeg at se til ”sidste blodsdråbe”, selv om jeg på det sidste er begyndt at bruge slukknappen noget oftere. Men jeg nåede da at se Christoffer Azrouni og Jarl Cordua kommentere de mærkelige forhold i Venstre, efterfulgt af Rasmus Jarlov og Pia Kjærsgaard, der lod forargelsen over Lars Løkkes stadige invitation til socialdemokratiet få fuld skrue.

Og i dag (dvs den 12-8) har jeg så læst en lille artikel i Kristeligt Dagblad af Peter Nedergaard, se her. Den hedder: ”Det store spørgsmål: Hvor går Venstre hen?” Ikke fordi jeg var særlig interesseret i, hvor Venstre går hen, for ærlig talt, rød blok og blå blok er nogenlunde enige om det meste, inklusive indvandringspolitikken, forudsat at socialdemokratiet kan holde fast i den brede og faste udlændingepolitik, men fordi Peter Nedergaard plejer at have noget fornuftigt at sige. Og han får da også sagt noget om liberalisme og konservatisme og den svære opgave det er at forene disse to størrelse, men én af de for mig at se væsentligste pointer får han ikke med.

Man betragter det nemlig i medierne som én af de store og hidtil uløste gåder i Lars Løkkes politik, at han kort før valget annoncerede, at han så en mulighed i et regeringssamarbejde med socialdemokratiet. Det var en bombe, han lod springe uden at fortælle Kristian Jensen det, skønt denne jo var næstformand i partiet. Og det har nu samme Jensen hævnet ved i en artikel i Berlingske at gå imod denne tanke. Dog måtte han bide i det sure æble og på det nyligt afholdte sommergruppemøde trække sine udtalelser tilbage.

Men er det så gådefuldt med denne tanke om et samarbejde ”hen over midten”?

Ja, for medierne er det. De skal have alt i dansk politik gjort op i rød eller blå blok, anderledes kan de ikke tænke. Og sker der noget, der ikke lader sig indpasse i dette skema, melder de pas.

Men ser man på valgets resultat, var det måske ikke så tosset, det, Lars Løkke gjorde. Venstre fik jo faktisk fremgang. Og hvis det skyldtes, at Lars Løkke havde fået færten af, at vælgerne efterhånden var godt trætte af det evindelige kævl mellem fløjene, så burde vel egentlig medierne indrømme, at han havde været bedre til at fornemme, hvad der rører sig i vælgerhavet, end de havde været. Men ak, selv om nogle af dem måske indser det, skal man ikke forvente, at de indrømmer det.

Det andet, der kan have fået Lars Løkke til at forestille sig et samarbejde med socialdemokratiet, er, at han efterhånden var blevet godt træt af at lade sig hovmesterere af diverse små og store partier. Først var der Liberal Alliance, der havde stillet krav om topskattelettelser som betingelse for at pege på Lars Løkke som statsminister. Og fra højt oppe i et træ blev Anders Samuelsen, som man nok husker, ved med pege på sine stålsatte øjne. Nå, hans ufravigelige krav blev dog i nogen grad fraveget, da han kom med i regeringen.

Og efter at denne træklatring var overstået, var det så Nye Borgerliges Pernille Vermund, der stillede ultimative krav. Hun gjorde det ud fra den samme overvejelse som Anders Samuelsen: Løkke er jo nødt til at have hendes stemmer talt med, hvis han skal gøre sig håb om at blive statsminister. Og ikke sandt, så vil han jo blive nødt til at gå med til hendes krav.

Jeg tænker mig, at Løkke efterhånden har følt, at han kom til at stå som en noget forpjusket statsminister, afhængig af små partiers store krav. Det kom jo til at se ud, som om han ville gøre hvad som helst for at bevare statsministerposten. Han har muligvis følt, at der kom til at stå ”levebrødspolitiker” på ryggen af ham.

Og på den baggrund er det slet ikke så tosset at fremkomme med den tanke, at man jo kunne forestille sig et regeringssamarbejde hen over midten i dansk politik. På den måde får han sagt til de små borgerlige partier: Lad nu være med at tro, at I kan få en indflydelse i dansk politik, der rækker langt ud over jeres mandattal; sådan fungérer dansk politik ikke.

Sjovt nok har han med denne melding også hjulpet Mette Frederiksen i hendes arbejde med at danne regering. For han har jo derved givet hende et argument i forhandlingerne med Enhedslisten og SF: Hvis I stiller ultimative krav, må jeg jo prøve, hvor meget der ligger i Lars Løkkes snak om samarbejde hen over midten.

Peter Nedergaard gør efter min mening lidt for meget ud af skænderierne i Venstre. Han mener, de afslører en splittelse i selve partigrundlaget. Partiet hedder ”Venstre, Danmarks liberale Parti”, men det er efterhånden så som så med det liberale. Og jo, det kan han måske have ret i, men han overser den enorme rolle, udlændingepolitikken spiller for vælgerne.

Man kan hæfte sig ved det forhold ved valget i juni, at klimapolitikken – ikke mindst ved mediernes hjælp – kom til at spille en næsten lige så stor rolle som udlændingepolitikken. Men vælgerbevægelserne viste ikke desto mindre, at udlændingepolitikken stadig spiller den største rolle. For Dansk Folkeparti blev mere end halveret. Ja, for de socialdemokratiske vælgere, der var skuffede over socialdemokratiets udlændingepolitik, turde nu vende tilbage til deres ”gamle” parti. Og mange venstrevælgere, der af samme grund havde stemt på DF, vendte tilbage til Venstre. Dansk Folkepartis politik har sejret hos de andre partier, bortset fra De Radikale og Enhedslisten. Og partiets parole om, at der nu er så meget mere brug for Dansk Folkeparti til at holde de andre partier i ørerne, så de også gennemfører den nødvendige udlændingepolitik, viste sig uden gennemslagskraft.

Så er der kun tilbage at gøre opmærksom på en artikel i Weekendavisen af Leny Malancinsky, se her. Den har overskriften ”Stram myte” og Malancinsky hævder, at vores stramme eller mindre stramme udlændingepolitik ikke har stort at sige. Vi vil under alle omstændigheder følge konventionerne og EU-domstolens afgørelser som det lille land, vi er. Som hun skriver:

Antallet [af asylansøgere, rr] afhænger hverken af, om Inger Støjberg har bagt en kage, eller om Zenia Stampe bliver integrationsminister. Politikerne har for længst indset, at når konventionerne forhindrer dem i at vedtage en stram udlændingepolitik, kan de i det mindste forsøge at tale én til live i danskernes – og flygtningenes – bevidsthed.

Og lidt senere hedder det:

Den nye socialdemokratiske regering står nu i en situation, hvor både partiet og stort set alle andre har indset, at den mellemøstlige indvandring totalt set har været skadelig for det danske samfund. Sammen med masser af gode og arbejdsomme mennesker har man ukritisk lukket alt for mange af de forkerte ind, og konsekvensen ser vi i boligområderne og på gaderne i form af bandekriminalitet, islamisk ekstremisme, voldtægter, overfald og knivstikkerier mod tilfældige. Problemet er for længst kendt og identificeret, men erkendelsen har endnu ikke ført til en grundlæggende ændring af det eksisterende asylsystem eller resten af udlændingepolitikken. Hverken i Danmark eller i resten af Europa, der står over for de samme problemer.

Det er jo sandt, at problemet er erkendt og identificeret, men det er også sandt, at så længe vi ikke tør røre ved de regler, der bestemmer tilstrømningen, får vi ikke lukket for den stadige tilførsel af den skadelige indvandring.

Dog overdriver hun en lille smule, når han siger, at ”Er der krig i hjemlandet, og kommer man levende frem til Danmark, giver konventionerne ret til asyl. Punktum”. Det er ikke sandt. Det er nabolandene, der har pligt til at tage imod krigsflygtningene, vi andre har ikke. Og det er også kun nabolandene, der har pligt til at tage imod de spontane flygtninge, andre lande har ikke. Blot har der i EU-regi udviklet sig den tendens – fordi landene har konkurreret om at være mest barmhjertig – at vi tager imod alle, der viser sig på vores dørtrin, så vi giver dem ret til at få deres sag prøvet. Men da det viser sig, at det er meget svært at hjemsende dem, der ikke bliver anerkendt som flygtninge, er det næsten hip som hap, hvilket udfald denne prøvelse giver. Vi står med problemerne under alle omstændigheder.

Det, vi kan håbe på, er ikke vore hjemlige politikere, men aftalen med Tyrkiet og den hårdhed, den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, udviser.

Leny Malancinsky slutter sin artikel således:

Når politikerne fremover skal diskutere de internationale love og konventioner, må de spørge sig selv, hvem reglerne egentlig er til for at beskytte – de fredelige og lovlydige borgere, uanset deres religion, som politikerne forvalter fremtiden på vegne af – eller de udlændinge, der begår kriminalitet og spreder had, og som vi helst ville være foruden?

Og det ville selvfølgelig være rart, om man f.eks. i EU tog sig sammen til at få revideret diverse konventioner, men det har lange og trange udsigter med en sådan revision. Og selv om man så får ændret disse formalia, så står den hårde virkelighed tilbage. Uffe Østergaard har jo formuleret sig med stor klarhed. Der skal hegn til, der skal bevæbnede vagter til, de skal turde skyde for at holde folk ude fra det, han uden blusel kalder ”Fort Europa”.

Forfærdeligt? Jamen, er det ikke mere forfærdeligt, hvis den befolkningsudskiftning, vi kan se konturerne af allerede nu, bliver virkeliggjort?

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Lykkedes det for Løkke?

  1. Pingback: Bedre end mig? Utroligt! | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.