Går den, så går den

Jeg har før været inde på muslimers i vore øjne besynderlige måde at argumentere på. De lytter ikke i første omgang til argumentationen, de lytter til autoriteten: har den, der taler, en autoritet, der gør det nødvendigt at rette sig efter det, han siger. (Jeg var lige ved at skrive ”efter det, han eller hun siger”, men det er unødvendigt med denne fordobling; i muslimsk sammenhæng er det altid et hankønsvæsen, der har autoritet).

Nu er der så lejlighed til at undre sig over dette fænomen atter en gang. Der er tale om en artikel af Hugh Fitzgerald på jihadwatch, se her, der handler om en muslimsk tradition: Hvis en mand tre gange siger ”jeg vil skilles” er han skilt fra sin hustru. På engelsk/arabisk kaldes traditionen ”The Triple Talaq”.

I tilgift kan man så undre sig over den uvidenhed, der præger en muslimsk debattør, måske man endda skal undre sig over den frækhed, der tror, at andre lider af samme enormt store uvidenhed.

Sagen er den, at det indiske underhus i 2017 gennem en lov gjorde en sådan praksis ulovlig. Den indiske højesteret havde nemlig erklæret, at denne tradition var imod konstitutionen. Men først nu har det indiske overhus godkendt underhusets lov, så først nu kan loven træde i kraft.

Premierminister Narendra Modi har været hurtig til at erklære, at det er en sejr for kønsretfærdigheden. Og han føjer til, at det var på tide, at en sådan arkaisk og middelalderlig praksis er blevet forvist til historiens skraldespand.

Nu er jo Modi leder af det hindunationalistiske parti, BJP. Og dette parti har altid stået i en vis modsætning til landets store muslimske mindretal. Hvilket i nogen grad er i modsætning til Kongrespartiet, som mere har prøvet at få tingene til at glide i spillet mellem de to store religioner i Indien, islam og hinduismen, og forsøgt at give muslimerne lov til at praktisere deres egne regler. Dette parti stemte da også imod loven.

Dette kan måske forklare, at ændringen af ”The Triple Talaq Tradition” først kommer nu, hvor Kongrespartiet er trængt tilbage af BJP. Og det kan måske også forklare, at mange muslimer er imod loven; man går på forhånd ud fra, at alt, hvad der kommer fra Modi og hans parti, går imod muslimerne.

Vi kan jo for sjovs skyld prøve at overføre problemstillingen til Danmark. Hvad ville vi sige, hvis der her i landet var muslimer, der ville fastholde denne tradition? Ville vi støtte en lovgivning imod denne tradition? Eller ville vi, som Kongrespartiet, også her prøve at være muslimerne tilpas, så vi ikke krænkede deres fornemmelser for den specielle muslimske lovgivning?

Mon jeg gætter meget forkert ved at antage, at ganske mange af os danskere ville gøre som Kongrespartiet. Fitzgeralds artikel nævner en vis Asaduddin Owaisi, som har sagt, at ”loven er endnu et angreb på den muslimske identitet fra dette partis side”. Og ja, ville vi nok sige, det kan da ikke betragtes på anden måde. Om vi just kan lide denne bestemmelse eller ej, det er ikke spørgsmålet, spørgsmålet er alene, om vore muslimske landsmænd skal have lov til at leve efter deres religiøse traditioner. Det er altså, vil mange mene, et spørgsmål om religionsfrihed.

Well, jeg véd godt, at netop de muslimske ægteskabstraditioner har vi haft svært ved at kapere her i landet. Barnebrude, flerkoneri, osv., det er vi trods alt lidt lorne ved sådan uden videre at godkende.

Men hvad søren, skilsmisse på den ene eller den anden måde, også vi accepterer jo skilsmisse, så det må de vel selv om. Og argumentet fra Owaisi, at man ved at forbyde det angriber den muslimske identitet, er vel rigtigt nok.

Det mener Hugh Fitzgerald ikke.

Han fortæller os noget, som Owaisi nok burde have fortalt, men som han, hvis han i det hele taget vidste det, omhyggeligt fortiede. Han spørger, hvordan et forbud mod triple-talaq-skilsmisse kan være et angreb på den muslimske identitet, når mange muslimske lande faktisk har et lignende forbud. Det drejer sig om Pakistan, Bangladesh, De forenede Arabiske Emirater og Egypten. Disse lande med muslimsk flertal har åbenbart ikke følt, at et forbud var et angreb på deres muslimske identitet.

Dertil kommer, siger Fitzgerald, at denne tradition ikke har hjemstedsret i koranen. Ganske vist indeholder koranen regler for skilsmisse, f.eks. Sura 2,229-239. Og ganske vist er det manden, der har ret til skilsmisse, ikke kvinden, men korankommentatorerne er dog enige om, at der inden den sidste og afgørende udtalelse: ”Jeg vil skilles” skal gå mindst tre måneder. Og i shariadiskussionerne er også drøftelser om triple-talaq-skilsmisse fraværende.

Og ikke sandt, så ser det jo ikke så godt ud for dem, der har villet følge Kongrespartiets linje. Man kan måske sige, at mullaherne i et land, hvor muslimerne er en minoritet, altså Indien, har langt mere at sige end i lande, hvor muslimerne er en majoritet.

Men det bliver værre endnu.

Owaisi prøver nemlig at argumentere for sin modstand mod at fjerne denne muslimske tradition. Han ser det som en lov, der er ”imod de muslimske kvinder og marginaliserer dem endnu mere. Loven tvinger en kvinde til at forblive i et ægteskab med en mand med indsnævrede handlemuligheder, som verbalt og med sine følelser har misbrugt hende. Den lægger bevisbyrden på muslimske kvinder og tvinger hende ud i fattigdom”.

Her har Owaisi tortureret logikken, mener Fitzgerald. F.eks. spørger han, hvordan det, at det bliver vanskeligere for en mand at opnå skilsmisse, kan tvinge en hustru til at forblive i sit ægteskab? Owaisis påstande hænger ikke logisk sammen.

Det kan man kun give ham ret i.

Men her skal hovedvægten lægges på noget andet, nemlig på det forhold, at Owaisi bruger argumentationstænkning, ikke autoritetstænkning. Der er ingen tvivl om, at det er hans autoritetstænkning, der får ham til at vride og vende ordene, så der kommer noget ud af det, der kan understøtte det, han mener har autoritet. Men selve det, at han argumenterer uden at henvise til nogen autoritet, synes at være noget, han føler sig nødsaget til i Indien, hvor han jo ikke skal overbevise muslimer, men hinduer og andre ikke-muslimer om det humane og menneskelige og for kvinder højst tilfredsstillende ved triple-talaq-skilsmissen.

Og at det ikke lykkes ham, kan man så forklare med, at han ikke er vant til at tænke og tale på den måde, men man kan også forklare det med, at der indenfor islam i det hele taget aldrig har været og aldrig har skullet være overensstemmelse mellem åbenbaringen og fornuften. Åbenbaringsordene har aldrig skullet aflægge regnskab for fornuften, de har blot stået der som mejslet i sten, som noget, man med største selvfølgelighed rettede sig efter.

Det vil sige, at vi her har endnu et eksempel på forskellen mellem muslimsk og ikke-muslimsk tankegang. Vi vesterlændinge – og mange indere også, f.eks. Modi – har en tankegang, der er udviklingsorienteret. Vi mener, at der hele tiden sker ændringer i de forskellige kulturer, ændringer, der nødvendiggør ændringer i lovgivningen. I modsætning til os er muslimerne låst fast i en lovtankegang, der tænkes at skulle gælde, uanset hvordan samfundet i øvrigt ændrer sig.

Og så længe muslimerne tænker og taler indenfor deres egen kultur eller indenfor et samfund, hvor islam har magten, nøjes de med at henvise til autoriteten. Men kommer de i mindretal, som de er i både Indien og her i Europa, tvinges de til at tænke argumentativt. Det er faktisk rigtig sundt. Ikke blot, fordi det er vores tænkemåde, også fordi det er en menneskelig tænkemåde.

Men hvis vi gør, som vi hidtil har gjort: taler muslimerne efter munden, prøver på enhver måde at være dem tilpas, vender og drejer vore love og begreber for ikke at støde dem, så hjælper vi dem ikke til at komme til at tænke argumentativt, snarere bevirker vi, at de forbliver fastlåst i deres autoritative tankegang.

Og det er egentlig lidt synd for dem.

Vi skal med andre ord i vores eventuelle dialog med muslimerne behandle dem som voksne mennesker, der selv kan tænke, og ikke behandle dem som børn, sådan som deres religion behandler dem. Så måske de virkelig kan blive sådanne selvtænkende væsener. Ellers – ja ellers fortsætter vort forhold til vore muslimske landsmænd ad det samme skæve spor som hidtil.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.