Elendig logik

Jens-André Herbener, cand. mag., mag. art. i religionshistorie, har i Information begået en kronik, se her, som måske i første omgang kan læses som et almindeligt indlæg i en debat, men som ved nærmere eftersyn viser sig at ose af forloren moral, måske endda af det, som den tyske filosof, Alexander Grau, har kaldt ”hypermoral”. Hele tiden fornemmer man den løftede pegefinger, hele kronikken igennem lyder det til os, at vi skal gøre sådan og sådan, hvis vi vil opfylde de hypermoralske forpligtelser, som Herbener opstiller for os.

Og det er denne underliggende moralske tone, der gør kronikken til en gang elendig logik.

Lad mig komme med nogle eksempler:

For det første blander han to problemer sammen, klimakrise og biodiversitetskrise:

Vi har nemlig to dødsensfarlige damoklessværd, der truer utallige arters overlevelse på vores blågrønne planet: den globale klimakrise og biodiversitetskrise.

Disse to damoklessværd har vidt forskellig indvirkning på kloden. Man kan med en vis rimelighed argumentere for, at klimakrisen virkelig er et dødsensfarligt damoklessværd. Men man kan ikke på samme måde argumentere for, at biodiversitetskrisen er et tilsvarende damoklessværd.

Eller rettere: det kan man kun gøre, hvis man går ind på Herbeners anden tese: At vi bør skippe vor hidtidige antropocentriske indstilling og i stedet antage en økocentrisk måde at tænke på. Derfor er han nødt til at formulere sig sådan, at det dødsensfarlige ved damoklessværdene er, at utallige arters overlevelse trues på vor blågrønne planet. Og ja, det er måske virkelig sådan, som han hævder, at menneskenes antropocentrisme truer utallige arters overlevelse.

Men hvad så?

Har naturen selv ikke indtil flere gange ikke blot truet utallige arter med total udryddelse, men faktisk gennemført truslen? Sidst det skete, for 65 millioner år siden, måtte de mægtige dinosaurer betale prisen for denne livsfarlige leg med meteorer fra naturens side. Men livet kom jo forunderligt igen. Oven i købet gav dinosaurernes forsvinden pattedyrene chancen for at blomstre op og indtage kæmpernes plads.

Naturen er jo i det hele taget ikke moralsk i sin skalten og valten. Den er bare. Den handler bare. Der sker bare det, der sker. Ingen moralske overvejelser af den grund.

Men nu, hvor vi er gået ind i den periode, som Herbener uden særlig megen omtanke kalder ”antropocæn”, en periode, som har fået dette navn, netop fordi mennesket, ”antropos”, gennem sin antropocentriske tankegang har fået magt over så at sige alle andre skabninger, nu skal pludselig moral trækkes ind i billedet, en egalitær moral, hvor alle andre skabninger får lige ret med mennesket, i stedet for den hidtidige hierarkiske moral, hvor mennesket står øverst i rangordenen.

Undskyld mig, men det hænger ikke sammen. Logikken går i stykker. For Herbeners forudsætning for i det hele taget at tale om moral i vor antropocæne tidsalder, er, at mennesket står i spidsen for det hele. For mennesket er det eneste væsen på denne klode, der tænker moralsk og er modtageligt for moralske argumenter. Hvis vor egalitære indstilling bevirker, at mennesket bliver udryddet, så er der ikke længer noget moralsk væsen til at kæmpe for en egalitær behandling af dyr og mennesker, og så vender vi tilbage til den tilstand, der herskede for 65 millioner år siden.

Det har Herbener vist lidt svært ved at indrømme. Han leverer nogle vældige slag imod antropocentrismen. Antropocentrismen

er så udbredt i dag, at de fleste ikke opfatter den som en ideologi, men som en iboende del af virkeligheden. Det er den ikke. Tværtimod er ideologien udtryk for en selviscenesættelse og selvophøjelse, der normalt kun karakteriserer megalomane psykopater.

Antropocentrisme er den selvfølgelige overbevisning om, at mennesket er verdens centrum. At det adskiller sig fra og står over naturen. At det er det eneste væsen på Jorden, der for alvor tænker, føler og har kultur. At det har et selvindlysende mandat til at herske over og udnytte andre arter som et tag-selv-bord og en losseplads. At andre arter kun har værdi i det omfang, at de tjener mennesket.

Læg mærke til, hvordan Herbener er nødt til at overdrive og opstille stråmænd i sin skildring af den antropocentrisme, han forarget vender sig imod. Hvem er mon det, der ikke mener, at dyr føler, ja endda har en form for kultur? Ingen, mig bekendt. Og er det uden videre alle mennesker, der mener, at dyr kun har værdi i det omfang, de tjener os? Nej, såmænd er det ej. Senere fremtryller han et par andre stråmænd. Antropocentrismen kommer til udtryk i

at vi opfatter økonomisk vækst som en grundlov og at få så mange børn, vi ønsker, som en menneskeret, selv om konsekvensen er verdensomspændende tsunamier af naturdestruktion.

Det er ikke helt nemt at se, hvem han inkluderer i dette ”vi”, han her anvender. Jeg er f.eks. gammel nok til at huske dengang i tresserne, hvor vi talte om en befolkningseksplosion. Det var også dengang, p-pillen kom frem. Og det benyttede mange europæere sig af, så europæerne faktisk er på vej til at rette sig efter den opfordring, Herbener har anbragt i overskriften: at vi skal få så få børn, at klodens totale befolkningstal kommer ned på to milliarder.

Men hvordan kan han dog overse, at denne europæiske nedgang i befolkningstallet har ført til, at mellemøstlige og afrikanske lande finder det helt naturligt at sende deres overskudsbefolkning til Europa? Der er endog europæere, der betragter dette som en naturlig eller i det mindste uundgåelig udvikling. Men jeg gætter på, at Herbener svæver alt for højt over de oprørte vande, bestående af diverse migrant-tsunamier, til at den slags problemer berører ham.

Og selv om vi ikke ser tsunamier helt så store som i 2015, så er det jo stadig sådan, at vore muslimske landsmænd formerer sig i et tempo, der overgår danskernes. Man kan diskutere, om der ligger en bevidst muslimsk strategi bag ved disse tal – det vil sige: man kan vist ikke længere diskutere det, for det gør der. Lars Hedegaard påstod det i et interview med Martin Krasnik i sin tid, og det blev bevist, at der er imamer, der prøver at sørge for, at muslimerne kommer i flertal her i landet, se min artikel herom her – men om der er en bevidst strategi bag eller ej, det er meget svært at ændre folks ønske om at få mange børn, og det, at der sine steder opstår en slags konkurrence mellem befolkningsgrupper eller ligefrem mellem forskellige lande om, hvem der kan reproducere sig til størst magt, er ikke noget, der er befordrende, hvis Herbeners mål på en nedgang i befolkningstal til kun to milliarder skal nås. Dog, sligt bekymrer ikke Herbener.

Men tilbage til Herbeners selvmodsigelse eller mangel på logik. Han forklarer, hvad økocentrisme er, således:

I tråd med biologien mener økocentrismen, at mennesker er natur. At mennesker og resten af Jordens liv er i familie. At mange ikkemenneskelige dyr også er avancerede væsner med høje grader af følelser, intelligens og kultur. At alle livsformer og økosystemer har en egenværdi, der rækker langt ud over deres nytteværdi for mennesker.

Jovist, mennesket er natur, det kan vi godt blive enige om. Men mennesket er et stykke natur, der er blevet forsynet med et sprog, eller – om Herbener foretrækker det – har udviklet et sprog. Og det er, hvad der adskiller mennesket fra alle andre levende væsener. Sandt nok, man kan finde andre levende væsener med følelser, intelligens og kultur end lige mennesket, men hvad kultur angår, kan man vist ikke nægte, at mennesket langt overgår dem alle. Og hvad specielt moral angår, er mennesket det eneste væsen, der kan tillægge noget værdi, eller mene, at nogle dyr er for værdifulde til uden videre at blive slået ihjel.

Men se så, hvordan Herbener i det sidste punktum i dette citat, fuldstændig ”glemmer” menneskets særstilling. Den egenværdi, som han påstår, andre livsformer har, er kun noget, de kan have i menneskers øjne, for mennesket er det eneste levende væsen, der opererer med værdier. En tiger i Indien ser ikke menneskebarnet som et levende væsen, der har værdi i sig selv, men som et potentielt måltid. Det er dens natur, og det kan man ikke bebrejde den. Men man kan skyde den, hvis den får smag for menneskekød.

Det er betagende at sætte sig ind i, hvordan dyr opfører sig, hvilke fantastiske og utrolige foreteelser der forekommer i dyreverdenen. Og man gribes af dette betagende til at ønske sig alle nulevende dyr bevaret. Men man er dog godt klar over – i hvert fald, hvis ”man” er mig – at dette er et typisk vesterlandsk menneskes ønske, og at der kræves ikke så lidt overtalelseskunst for at få en afrikaner til at se på den vilde fauna på samme måde som os. Han har måske en vis animositet siddende i sig fra den ikke helt glemte kolonitid og vil være vaccineret mod alt for mange gode råd fra folk som os.

Men at vi kan betages på den måde, skyldes jo, at vi i den forstand er mere end natur, at vi i kraft af vort sprog kan se på det hele udefra, at vi som sproglige væsener har moralske forestillinger, og at vi i kraft af disse moralske forestillinger kan prøve at forhindre den artsudryddelse, der foregår.

Da meteoren slog ned på Yukatan-halvøen for 65 millioner år siden, var der ikke blevet noget væsen til, der kunne gribe ind og forhindre katastrofen. Men hvis en meteor i vore dage viser sig på himlen og truer med at slå ned på jorden, er situationen nu anderledes end dengang på den måde, at der nu eksisterer et væsen, nemlig mennesket, som vel er natur, men dog også mere end natur, og som i kraft af dette ”mere end” formår at sende en atombombe imod meteoren, så den splintres, eller sende en raket derop, der kan få den til at ændre kurs.

Det vil mange mennesker kunne være taknemlige for. For så slipper de for at blive slået ihjel. Men på samme måde vil jo også mange dyr kunne takke de menneskelige stater, formentlig USA, men muligvis også Rusland eller Kina, for, at de fik meteortruslen fjernet. De véd det blot ikke, for de har intet sprog, hvormed der ville kunne skabes en taknemlighed i dem, og hvormed de kan give udtryk for deres taknemlighed. Så man skal ikke forvente, at den føromtalte indiske tiger af den grund vil undlade at spise et menneske, hvis den får chancen.

Jeg har før været ude med riven efter Herbener, se her, og jeg undrede mig dengang over, at han trods sin store sprogkundskab ikke kunne se med blide øjne på de bibelcitater, han fremførte. Jeg gættede dengang på, at det skyldtes en vis modvilje mod kristendommen. Så det vil nok kunne opfattes som et teologisk drilleri – og det vil måske også være det – når jeg nu fremfører nogle bibelcitater.

Først 1 Mos 1,26:

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«

Dernæst 1 Mos 1,29:

Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde.

Man kan lægge mærke til, at det er menneskene, der her tiltales, og at de ikke får noget dyr til føde, men kun planteføde.

Og endelig 1 Mos 9,3, noget, Gud siger til menneskene efter syndfloden:

Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter.

Det er altså først efter syndfloden, at mennesket af Gud får lov til at spise noget dyr. Det vil nok være naturligst at tolke dette som udtryk for Det gamle Testamentes paradisforestilling: Ligesom der til sin tid, når ”løven æder strå som oksen” (Es 11,7), skal herske fred på hele Guds hellige bjerg, således forestiller man sig, at tilstanden var før syndefaldet.

Men om det betyder, at man på Det gamle Testamentes tid behandlede dyrene med respekt, det melder historien ikke noget om. Og om det videre betyder, at man i vores dages industrilandbrug behandler dyrene ordentligt, det kan man måske også med Herbener tvivle lidt på. Blot så meget synes at stå fast: Det gamle Testamentes myter har en ikke helt urealistisk forestilling om menneskets stilling i naturen, faktisk synes den at være noget mere realistisk end Herbeners.

Måske man til denne bibelske realisme skal føje et ord fra Prædikerens bog (7,29), taget fra den gamle oversættelse:

Dog, se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.

Det kommer mig for, at Herbener ganske har overset den sidste sætning i dette vers. Han går ud fra som givet, at hans ikke særlig gennemtænkte økocentrisme vil kunne overbevise de mennesker, der ”har så mange sære ting for”. Oven i købet skal de overbevises ad frivillighedens vej til at indskrænke fremtidens befolkningstal til to millliarder.

For at gentage min pointe. Der er to fejl i hans kronik. 1) Han behandler klimakrise og biodiversitetskrise under ét, selv om det tydeligt for os andre er to forskellige ting. 2) Han forudsætter i de råd, han giver, at mennesket er mere end natur; det er os mennesker, der skal ændre opførsel; men han vender sig i det, han kalder økocentrisme, imod den tanke, at mennesket er mere end natur.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.