I Kristeligt Dagblad den 16-8 2019 er der en artikel af bladets korrespondent i Frankrig, Birthe Pedersen, som berører et meget afgørende spørgsmål i forbindelse med islams tilstedeværelse her på kontinentet, se her.
Birthe Pedersen har spurgt en række religionsforskere, hvordan de ser på de såkaldte højrenationale partier i Europa, partier, der vil påkalde sig kristendommen til forsvar for deres politik. Det gælder Matteo Salvini i Italien, Viktor Orban i Ungarn og ”Lov og Retfærdighedspartiet” i Polen. Men også ellers mere sekulære partiledere har meldt sig under kristendommens faner, Marine le Pen i Frankrig, og den fremstormende Thierry Baudet i Holland.
Hvordan ser nu sådanne velmeriterede forskere på dette fænomen?
Tja, man må vist desværre sige, at de betragter fænomenet ud fra de hidtidige erfaringer og ikke er tilbøjelige til i deres teorier at medindregne det nye, der er sket i Europas historie med islams ankomst. Eller jeg kan sige, at man ser på fænomenet ud fra det beståendes synspunkt: de gamle kristeligt-demokratiske partier mente indtil nu at have patent på at se på de politiske forhold ud fra kristendommens synspunkt og bryder sig naturligt nok ikke om at få dette patent udfordret. Men bruge islams ankomst til at tænke nyt, til igen at analysere kristendommens rolle i det politiske spil fra bunden af, nej, det gør man ikke.
Jeg kan også sige, at man betragter den europæiske sekulære stat som en så stor selvfølgelighed, at man ser alt andet, herunder også islams anderledes statsforståelse, ud fra dette synspunkt. Og i denne ”analyse” kommer kristendommen ind som en parallel-religion til islam: skal rettigheder gives til kristendommen, skal de samme rettigheder gives til islam. At se kristendommen som forudsætning for vore sekulære samfund, det falder ikke disse forskere ind.
Og dog er det netop sådan, det forholder sig. Men det er også netop det, der gør tingene indviklede.
Lad mig kort skitsere det!
Det er ikke blot Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, (Matt 22,15-22) der her er afgørende. Det er i det hele taget det forhold, at Jesus vil lade det være op til os selv at forstå, hvad der skal gøres. Hvis vi forstår vor stilling som ægtefælle, altså som en del af det fællesskab, som et ægteskab er, så vil vi automatisk forstå, hvad vi skal gøre og ikke gøre, så vil de mange forskellige situationer, der opstår i dette fællesskab, løse sig i forstående hengivenhed; det er ikke nødvendigt med lovbestemmelser eller regler, ja, sådan noget er snarere til hinder for den rette forståelse og indsigt.
På samme måde med statens indretning. Der er ikke fra kristendommens side på forhånd givet regler om, hvad der skal gøres og ikke gøres. Hvis bare man forstår, hvilken god ting en ordentlig stat er, så vil de rette love spire frem af sig selv som udslag af det, man filosofisk plejer at kalde ”den naturlige lov”.
Det er ud fra denne vægtlæggen på fællesskabet i sig selv mere end på de love og regler, der kunne tænkes at beskytte fællesskabet, at tanken om den sekulære stat er opstået. At denne tanke så har glemt sin oprindelse i kristendommen, har ikke haft noget synderligt at sige, så længe den religion, man havde i landene, var kristendommen. Men i det øjeblik, islam melder sin ankomst, kommer det hele til at se anderledes ud. Og ”anderledes” betyder her ”utrolig uigennemskueligt”.
Dominique Reynié, tilknyttet den franske tænketank Fondapol, peger rigtigt på
at andre tidligere forsøg på at svare på bekymringen og følelsen af at være truet af islam har været mere sekulære. Det tydeligste eksempel var den hollandske politiker Pim Fortuyn, der blev myrdet under valgkampen i 2002 af en dyreværnsaktivist.
Man har villet forsvare sig mod islam ud fra samfundets sekulære værdier. Det er sandt. Modsætningen i Europa før islams ankomst var ofte set som en modsætning mellem kristendommen og sekularismen; det var jo således sekulære kræfter, der fik frataget kirken i Italien magt over skilsmisserne, så det omsider blev tilladt at opnå en regelret skilsmisse. Det betød i begyndelsen, at kirkelige kredse, specielt måske katolske kredse, ofte så islam som en forbundsfælle i kampen mod sekularismen.
Men nu, nu ser man partier dukke op, som vil bruge kristendommen i sin kamp mod islam. Hvordan kan det hænge sammen?
Reynié forklarer det således:
Jeg tror ikke et øjeblik på, at denne politiske diskurs handler om tro. At tale om de kristne værdier er en iscenesættelse, der skal appellere til de befolkningsgrupper, der er oprigtigt bekymrede for undermineringen af traditionelle værdier og livsformer. Det giver partierne en vælgertilslutning, de ellers ikke ville kunne opnå på et tidspunkt, hvor den nationalistiske dagsorden ikke længere kan hvile på udtræden af EU. Det er blevet en tabersag.
Med andre ord: Reynié kan kun se de nye partiers kristendom som falsk varebetegnelse. De er ikke ægte i deres kristendomsopfattelse.
Men er kristendommen da ikke truet af islams opkomst?
Ak, det spørgsmål får Reynié ikke stillet. Så vi véd ikke, hvad han ville svare til det. Det ville ellers være oplagt at stille det. For det er jo det, der får disse nye partier til at slå på kristendommen. I Ungarn og Polen har man set, hvad der er sket i Vesteuropa, og det ønsker man ikke skal overgå disse lande; og interessant nok er den katolske kirke i disse lande tilhængere af en stram udlændingepolitik. Og i Italien gør man op med årtiers forfejlede udlændingepolitik, og Matteo Salvini, som af disse forskere absolut skal omtales som én, der er fraskilt og har et barn uden for ægteskab, får med sin politik stor tilslutning fra katolikkerne i Italien.
Men, siger Reynié, der er altså befolkningsgrupper, der er ”oprigtig bekymrede for undermineringen af traditionelle værdier og livsformer”. Desværre gør han ikke rede for, hvilke traditionelle værdier han tænker på. Men havde han nu sagt, f.eks. at traditionelle europæiske værdier bevirker, at folk har respekt for politiet, så kunne man tro, at han havde forstået noget. For det er jo noget af det mærkelige ved islam, at muslimerne ikke har respekt for vort politi, for det er sekulært. Men bare at tænke det, synes at være politisk ukorrekt. Bevidstløst går man ud fra, at disse sædvanlige samfundsbærende kræfter deler da alle fornuftige mennesker med os europæere. Hvad muslimerne bare ikke gør.
Og Birthe Pedersen gør så opmærksom på, at en vis Tobias Cremer i New Statesman har hævdet, at det at være kristen er blevet en identitetsmarkør. Han skriver følgende:
Vælgerundersøgelser tyder på, at fraværet af tro indebærer en højere sandsynlighed for at stemme på nationalkonservative partier. Det er et resultat af, at fremmede i dag defineres som muslimer. Denne religiøse definition af fremmedheden frem for en etnisk eller geografisk kalder på en religiøs definition af den nationale identitet.
Det kan han såmænd have ret i. Men hvorfor lade, som om denne ændring er europæernes skyld? Det er da ret indlysende, at det er muslimerne, der definerer sig som først og fremmest muslimer, og først derefter som samfundsborgere; hvis de i det hele taget når så langt. Og så, når europæerne, f.eks. vi danskere, har set, hvordan muslimerne gør meget ud af det ydre i deres religion og bestemt ikke går stille med dørene med hensyn til, at de er muslimer, men taler og flager med det overalt, hvor de lever og dukker op, så er det, vi begynder at spørge: Jamen, hvad siger egentlig vores religion? Det har man ikke haft anledning til at tænke nærmere over, for hele det samfund, man levede i, var præget af kristendommen. Men nu, hvor dette særpræg trues, begynder man at overveje, hvad kristendommen mon egentlig siger.
Og så viser sig to forskellige former for kristendom, en ægte og en uægte.
Den ægte viser sig hos de mennesker, som Cremer her frakender kristentro, altså hos almindelige borgere, der vel er medlem af folkekirken, men ikke overrender den, borgere, der vel regner med, at der nok er noget om det med kristendommen, blot har de ikke tid eller interesse for at undersøge det (og de synes nok også, at teologerne taler Kanaans sprog), borgere, der ikke desto mindre lever som gode kristne, passer deres arbejde, opdrager deres børn, og så nogenlunde retter sig efter de love, vi her i landet er blevet enige om skal gælde.
Den uægte form for kristendom viser sig hos de kirkefolk, der anstrenger sig for at leve et så kristent liv som muligt og bestemt mener, at troen skal omsættes i gode gerninger, hos de læge medlemmer, der af kristendommen eller af deres humanisme prøver med deres indsats at ”gøre en forskel”, og hos de mange, som her på bloggen kaldes ”samaritanister”, fordi de ser sig selv som barmhjertige samaritanere i det skuespil, der opføres i Europa for øjeblikket med baggrund i Jesu lignelse.
Den uægte form er uægte, fordi den ikke kan nøjes med at gøre de gode gerninger på den måde, at den venstre hånd ikke kommer til at ane, hvad den højre gør, (Matt 6,3) men på forskellig måde skal anspore sig selv og andre til at hjælpe overalt, hvor den mener, at der er brug for hjælp uden smålig skelen til de videre konsekvenser af denne hjælp.
Matteo Salvini har i et tweet bragt en tak til jomfru Marie, og det har fået teologer til at reagere, fortæller Birthe Pedersen:
Teologen Antonio Spadaro, redaktør af det katolske tidsskrift Civilta Cattolica, svarede igen med et billede af Jomfru Maria med Jesus-barnet, der våger over nødstedte i en redningsbåd.
Og om pave Frans hedder det:
Mens både det polske parti PiS og Fidesz i Ungarn har de katolske kirkers opbakning til deres stramme kurs mod indvandring og migranter, har pave Frans skabt sig indædte fjender med sin opfordring til katolikkerne om at læse evangelierne som en opfordring til at tage imod og hjælpe de fremmede.
Jamen, er da evangelierne ikke en opfordring til at tage imod og hjælpe de fremmede?
Nej. Det er her, de uægte begår deres fejl. De prøver at udlede moralske retningslinjer af evangeliet, men retningslinjer for, hvad vi skal gøre og ikke gøre, hentes ikke fra evangeliet, men fra de fællesskaber, vi står i og lever i. Når vi gør os klart, hvor stor en rigdom vi har i det samfund og i det folk, der er vort, vil vi kunne afklare for os, hvordan vi bedst beskytter dette samfund, vel at mærke: når vi kan diskutere disse ting frit.
Lederen af Italiens katolske kirke, Gualtiero Basseti, siger:
Der vil altid være falske profeter. De religiøse symboler har kun værdi, når de er udtryk for en levet tro. Ellers bliver de sterile symboler.
Og det er jo sådan set rigtigt nok. Blot er ”den levede tro” ikke den tro, der absolut skal have andre – altså staten – til at gøre den ”gode gerning” at tage imod fremmede, men den tro, der leves i det stille af de mange europæere, der gennem deres arbejde sørger for, at samfundslivet kan opretholdes.
Inden jeg når frem til at prøve at finde ud af, hvad den ægte kristendom da siger, så lad mig slutte denne afdeling med et citat, der tydeligt viser, hvordan kristendommen hos os på højre side af det politiske spektrum ikke anerkendes:
Professor Grace Davie fra universitetet i Exeter i Storbritannien er en af Europas førende forskere i religion og sekularisering.
Hun peger på, at der altid har været et komplekst spændingsforhold mellem kristen lære og kristen politik.
”Det, vi ser nu, er en særlig udgave af denne spænding mellem religion og politik, hvor kristendommen og den kristne fortælling benyttes til at understøtte en højrenational politisk dagsorden. Det er et værdiudsagn, ikke et teologisk udsagn. Den samme tekst eller inspiration kan lede i vidt forskellige retninger og enten bruges til at forsvare de svage eller til at forsvare nationen mod det, der opfattes som en trussel. Disse splittelser og politiske dilemmaer går på kryds og tværs i kirkerne, og det er der intet nyt i,” siger Grace Davie.
Kristendommen som national, europæisk og hvid identitetsmarkør karambolerer derimod med forståelsen af kristendommen som et universelt budskab, der henvender sig til alle.
”At kristne værdier føres frem i den politiske debat, betyder ikke, at kristendommen vinder frem. Tværtimod kan man sige, at det netop er, fordi vi bliver mindre kristne og mere sekulariserede, at kristendommen kan benyttes så markant i den politiske debat. Folk ved ikke, hvad kristendom handler om, og derfor kan enhver lægge sin egen fortolkning ind i det kristne budskab,” siger Grace Davie.
Sandt nok, kristendommen har et universelt budskab, der henvender sig til alle. Men så lad os dog for pokker henvende os til muslimerne med dette budskab. De er jo ikke kristne. De holder sig altså ikke til vort universelle budskab. Og netop, hvad synet på statens rolle er, træder forskellen tydeligt frem. Muslimerne har også et universelt budskab. Men dette budskab skal folk tvinges til at antage, det er ikke et budskab, der som hos os fremkommer ved en konstant diskussion om, hvordan ”den naturlige lov” kan omsættes til regulære love.
Derfor er de imod enhver kritik af deres religion og deres profet. Der er ikke noget at diskutere: i den ideelle stat skal en muslim være kalif og alle skal rette sig efter koranens bestemmelser. De kristne og andre ikke-muslimer kan vel få lov til – mod betaling – at have et vist selvstyre. Men de skal acceptere muslimernes overhøjhed på alle områder.
Og så længe muslimerne som hos os lever under et sekulært styre, kan de vel så nogenlunde overholde vore love, men de prøver på enhver måde at fastholde deres særegenhed, de prøver at optræde som det krænkede offer for vores forfølgelse, hvis vi vover at kritisere deres religion, og de omtolker rask væk vores tanker om religionsfrihed til at være lig med ”frihed for religionskritik”.
Og i alle sammenhænge søger de dominans over os ikke-muslimer. Det gælder muslimske elever i vore skoler, det gælder de fromme muslimske kvinder, der absolut skal bære tørklæde på alle arbejdspladser, det gælder de mange forfølgelser i nattelivet, som uskyldige danskere er udsatte for, det gælder den forfølgelse af jøder og homoseksuelle, som er blomstret op ved den muslimske indvandring – tænk på vagterne ved synagogen i Krystalgade og ved den jødiske skole.
På disse og på mange andre måder vil muslimerne prøve at tvinge deres religion igennem.
Og spørgsmålet er altså ikke blot, hvad den ægte kristendom er, men også, hvordan denne kristendoms universelle budskab skal forkyndes for muslimerne.
Som før omtalt går kristendommens forkyndelse ud på at få os mennesker til at se det værdifulde i de fællesskaber, vi står i, så vi af os selv handler for at styrke disse fællesskaber. Det vil for det fællesskabs vedkommende, der hedder samfundet, sige, at vi ud fra alle de goder, vi har i samfundet, fælles omsorg, udbredt tillid, orden i pengesager, respekt for øvrighed, inklusive politiet, gør, hvad vi kan, for at opretholde det gode ved vort samfund.
Vi gør jo allerede det, at vi uden bagtanker inviterer muslimer med ind i dette samfund, inviterer dem til at dele ikke blot vore penge til livets opretholdelse med dem, men også vore værdier, f.eks. vor accept af lovene, vor respekt for politiet, osv. Og vil de ikke følge den invitation, så må vi prøve at få dem til at indse det gode og livsbefordrende ved vort samfund.
Hvordan vi gør det, har jeg været inde på mange gange her på bloggen. Lad mig derfor nøjes med at pege på det, jeg sagde her, at vi godt kunne tillade os – måske lidt maliciøst – at spørge vore muslimske landsmænd, om de virkelig selv tror, at de med den bekæmpelse af vore samfund, som de udøver for øjeblikket med deres kamp for særlige muslimske områder, med bilafbrændinger, motorvejsstenkast, voldtægter og andre overfald, vil kunne påføre os andet end små nålestik; den slags vil jo, som jeg sagde dengang, ikke føre dem tilbage til den muslimske erobringsperiode fra 632 til 732, men kun tilbage til den muslimske nedgangsperiode fra år 1400 og fremefter.
Vi har, som jeg ser det, længe nok forsøgt at tale dem efter munden, nu må det være værd at prøve noget andet. Og en sådan lidt hånlig bemærkning mod deres voldsparathed vil måske være det, der kan overbevise dem om vort sekulære samfunds enorme overlegenhed over deres samfunds forstenende koranafhængighed.
ricardtriis 