Den uretfærdige godsforvalter

Så har det været søndag igen, og så er der igen opstået nogle tanker i hovedet på mig i anledning af dagens tekst. Det er sket før, og det har som regel ikke så meget med dagens prædiken at gøre, snarere har det med det at gøre, som dukker op før søndagen, og som ikke rigtig finder forløsning i dagens prædiken.

Det er lidt besynderligt.

Før i tiden, altså i den første tid af mit otium, skulle jeg anstrenge mig for ikke at fare ud efter en tangent, når jeg lyttede til dagens prædiken. For gang på gang fór det gennem hovedet på mig: hvordan ville du have udlagt denne tekst? Den uvane har jeg dog efterhånden fået bugt med, men så optræder en anden vane eller uvane: bagefter dukker andre sider af teksten op end dem, præsten tog frem – og den stakkels præst kan jo ofte ikke komme rundt om det helt – og så går jeg og tygger lidt på dem.

Nå, det er nu ikke så mærkeligt, at det denne gang kommer til en smule hjernevirksomhed; teksten var nemlig Luk 16,1-9, lignelsen om den uretfærdige godsforvalter, eller som det hedder i den nye oversættelse: den uærlige godsforvalter. Det er jo en højst besynderlig lignelse, og selv om jeg ud fra min alder kan regne ud, at jeg må have prædiket over den adskillige gange, kan jeg ikke sige, at jeg er nået frem til nogen holdbar konklusion om, hvad Jesus egentlig har villet med denne lignelse.

Som man måske husker, bliver godsforvalteren tvunget til at aflægge regnskab, et regnskab, han véd vil afsløre ham som en snyder og bedrager. Derfor kalder han sin herres skyldnere til sig og nedsætter deres gældsposter. Så vil de nok tage godt imod ham, når han bliver sat fra sin bestilling. Og, hedder det, det roser Herren ham for, ikke fordi han har handlet moralsk rigtigt, men fordi han har handlet klogt.

Vi har altså at gøre med en lignelse, der bruger økonomiske termer for at få sagt det, der skal siges. Men som i andre af den slags lignelser ødelægges den økonomiske forståelse af tilværelsen med disse lignelser.

Tænk f.eks. på lignelsen om den gældbundne tjener, Matt 18,23-35! I en prædikenvejledning i Præsteforeningens Blad refererer præsten en konfirmand. Hun (eller han) spørger: “Hvis du siger, at Gud tilgiver alt og altid og uendelig mange gange, hvorfor tilgiver han så ikke tjeneren igen til sidst?” Og det er jo fuldstændig rigtigt set. Blot tænker vi ikke sådan over det, når vi hører lignelsen. For vi forstår godt, at det, Jesus vil, er at få os til at tilgive hinanden, fordi vi er tilgivet af Gud; han vil altså aktivere vor indbyrdes tilgivelsesholdning. Men for at gøre det, må han ødelægge den logik, der præger pengeverdenen. For hvis i pengeverdenen en gæld er eftergivet, så er den eftergivet, og så kan kreditoren ikke sådan bagefter komme og kræve den indfriet alligevel. Sådan fungérer pengeverdenen ikke.

Men sådan fungérer Jesu lignelse. For den logik, han vil have os til at tænke i, er ikke pengeverdenens logik eller lovens logik, det er fællesskabets logik. Det er den logik, der siger, at det, det drejer sig om, ikke er at overholde regler eller love, men at forholdet til den anden eller de andre er intakt. Og det er måske ikke så meget konfirmanden, der har misforstået noget, men snarere præsten, der har forkyndt Guds uendelige tilgivelse uden at tænke på, at Guds tilgivelse ikke skal forstås i økonomiske termer som en eftergivelse af gæld, men i stedet som en stadig gentagen invitation til fællesskab, fællesskab med Gud og fællesskab med næsten.

Eller tænk på lignelsen om arbejderne i vingården, Matt 20,1-16! Her gives der lige løn for ulige arbejde, hvilket er ganske imod den orden, der hersker i pengeverdenen. Der er ikke noget at sige til, at de, der har arbejdet hele dagen, giver ondt af sig. For det, vingårdsejeren gør, er imod den logik, der er almindelig mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Men det er ikke imod den logik, som Jesus vil have til at herske i menigheden, og som vi kan iagttage i vore mindre samfund, familiesamfund og mindre arbejdspladser.

Det samme kan vi se på den måde, Jesus behandler det kendte ord ”øje for øje og tand for tand” på, Matt 5,38-41. Dette ord om lige for lige er jo et typisk moral-ord, lov-ord, regel-ord. ”Ordnung muss sein”, siger tyskerne, og det samme siger vi. Og orden hersker netop, når der hersker dette lige for lige. Men Jesus siger ”vend den anden kind til”, ”lad den anden få kappen også”, ”gå to mil med ham”. Hvorfor gør han dog det?

Ja, vi kan sige, at Jesus her anvender Paulus’ ord fra 1 Kor 10,23 med modsat fortegn (Jeg véd godt, at han jo ikke anede, hvad Paulus ville skrive 20 år efter hans død, men alligevel!!). Her siger Paulus, at alt er tilladt, men ikke alt gavner, alt er tilladt, men ikke alt opbygger. Og vi plejer vel at glæde os over, at vi, hvis det er rigtigt, så ikke behøver at føle os under lovens tvang, for ikke sandt, alt er jo tilladt.

Sandt nok. Men hvis loven er død, hvis der ikke tænkes at herske nogen lov i menigheden eller i de menneskelige samfund, så betyder det ikke blot, at du udmærket kan gøre mindre, end loven kræver, det betyder også, at du lige så udmærket kan gøre mere end loven kræver.

Og hvorfor skulle du gøre det?, vil du nok spørge. Det kunne være en god idé, hvis forholdet til den anden er gået i stykker, og du og din næste står overfor hinanden med hver sit retskrav. Så kunne dette, at loven er død og borte, jo også betyde, at du giver slip på alle retskrav, og f.eks. går to mil med den, der kun havde krævet én mil, om dog ikke tillidsforholdet kunne blive genoprettet.

Det kunne du tage og gøre, ikke fordi det er moralsk korrekt, eller måske endda moralsk set direkte ædelmodigt, men fordi det er klogt: du får måske på den måde tillidsforholdet genoprettet.

Og nu dukkede den tanke op, at det, du formanes til at gøre, er noget, der er klogt. Den tanke findes også i slutningen af bjergprædikenen, Matt 7,24, om den mand, der bygger sit hus på klippen: han er en klog mand. Det fører den mærkelige konsekvens med sig, at alle de formaninger, Jesus kommer med i bjergprædikenen, ikke er moralregler, der er strammet til det uoverholdelige, men klogskabsbetragtninger, forslag til, hvad det kunne være klogt at gøre, hvis man fortsat vil leve i tillidsforholdet.

Den tanke findes jo også i lignelsen om den uretfærdige godsforvalter. Herren roser ham, eller altså: Jesus roser ham, fordi han har handlet klogt. Men spørgsmålet er altså, om den nedbrydning af den normale penge-logik, som Jesus her gennemfører, er af samme art, som den nedbrydning, han foretager de førnævnte andre steder.

Det er måske ikke så ligetil at se. Men at vi ikke umiddelbart kan se det, kan måske skyldes, at vi har en tendens til at fastholde en moralholdning, hvor den ikke skal fastholdes. Vi hører, at han er en værre snyder, og det forekommer lidt for nedbrydende for god pengemoral, hvis han kan fremstå som et eksempel til efterfølgelse. Men her skal vi være opmærksom på, hvad det er i hans handlemåde, Jesus fremhæver.

En lille eksegetisk parentes: De fleste er enige om, at Lukas har tilføjet nogle tolkninger af lignelsen, som nok ikke går tilbage til Jesus. I hvert fald mener man, at det, der står i vers 10 og fremefter, ikke er noget, Jesus selv har føjet til lignelsen, men noget, Lukas eller hans forlæg har tilføjet. Der er også uenighed om, hvorvidt bemærkningerne fra vers 8 og fremefter kan tillægges Jesus. Jeg vil i det følgende gå ud fra, at det nok er Jesus, der har sagt sådan. Det vil jo forresten også de vise fædre, der har afsluttet prædiketeksten lige efter vers 9. Parentes slut.

Hvis vi antager, at vers 9 stammer fra Jesus selv, kan vi godt gøre dette vers til udtryk for, hvad det er i godsforvalterens handlemåde, Jesus vil lægge vægt på. I vers 9 siger Jesus: ”Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. Det vil sige, at nok fremhæves godsforvalteren som et eksempel til efterfølgelse, men det er ikke hans bedrageri, der fremhæves, heller ikke det, at han på uretmæssig vis bruger sin herres penge til at skaffe sig venner med, men kun det, at han i det hele taget gør, hvad han gør, for at skaffe sig venner.

Det svarer til formaningen om at vende den anden kind til. Også den handling tænkes at skulle gøres, om ikke just for at skaffe sig venner, så i hvert fald for ikke at gøre sine venner til uvenner ved at holde for stærkt på det, man mener er ens ret.

Løgstrup har i ”Den etiske fordring” en sjov lille iagttagelse, som det her kan være på sin plads at nævne. Han spørger på side 148, om den naturlige kærlighed er uselvisk, og svarer på samme side, at den hverken er selvisk eller uselvisk. Begrundelsen derfor finder man på de foregående sider. Her har han bl.a. fremdraget et forældrepars afsavn af hensyn til deres børn, og skriver, at dette afsavn er noget, de påfører sig både af hensyn til børnene og af hensyn til sig selv:

Deres liv lykkes ved afsavnet og ville ellers mislykkes. Ville de ikke lide afsavnet, blev der værst for dem selv, fordi det resten af deres liv ville pine dem at se, hvor dårligt det gik deres børn. (Side 144).

Det vil sige: Hvad der skal gøres, giver sig af forholdet, men giver sig på en måde, så der ikke kan laves moral på det, eller på en måde, så man, hvis man absolut vil lave moral på det, uvægerligt kommer til at spille farisæerens rolle.

Det afgørende synes at være, at godsforvalteren handler klogt, ikke, at han handler moralsk. Hvis historien havde gået på, at han for at skabe et venskab med denne eller hin gav dem af sin egen formue, så ville man kunne udlægge det som en moralsk handling, der kunne vise hans storsind og måske skulle vise netop det. Men ved at lade godsforvalteren være en gedigen snyder, får Jesus hans handling: at han eftergiver de andre deres gæld, til i hvert fald ikke at udspringe af nogen høj moral, men kun af et ønske om fremtidigt venskab. Det kloge ved handlingen fremhæves på bekostning af det moralske.

Tilbage står så to spørgsmål: Skal vi følge evangelistens eller Jesu opfattelse af de økonomiske forhold som uretfærdige, jævnfør den gamle oversættelses ”den uretfærdige mammon”, svarende til den ny oversættelses ”den uærlige mammon”? Og: Er vi i vor omgang med penge at sammenligne med en forvalter, der ikke ejer tingene selv, men netop kun forvalter denne verdens goder?

Noget kunne tyde på, at Jesus netop hos Lukas har haft den opfattelse af de økonomiske forhold, at de simpelthen er uretfærdige og at vi egentlig burde opgive at tænke og handle økonomisk. Ikke blot siger Jesus i Luk 12,31, at disciplene skal søge Guds rige, så skal alt det andet gives i tilgift, han siger også i vers 33: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse”. Så skarpt er ordene ikke sat op hos de andre evangelister.

Men det Jesus-ord, som Lukas også bringer, og som viser, at i hvert fald Jesus selv så ejendomsløsheden som et ideal, nemlig Luk 9,58, ordet om, at ræve har huler og himlens fugle reder, men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hvile sit hovet, det findes også hos Matthæus, i Matt 8,20.

Men det er hos Lukas i Apostlenes Gerninger, at vi hører om det ejendomsfællesskab, som de første kristne levede i i Jerusalem, Apg 4,32-37. Dog fortæller Lukas dèr også om, hvordan dette ejendomsfællesskab brød sammen. Der var nogen, der snød, Apg 5,1-11. Og i de paulinske menigheder levede man ikke i ejendomsfællesskab, blot samlede man ind af, hvad man kunne undvære, til de fattige i Jerusalem, 2 Kor 8,1-24.

Men dette tyder ikke just på den største tiltro til de økonomiske forhold, og denne manglende tillid til ”Mammon” kan måske gå tilbage til Jesus selv, hvem ved. I hvert fald bruger Jesus som omtalt ovenfor at slå økonomiske tankegange i stykker for at sætte fællesskabstankegange i stedet.

Det andet spørgsmål, der trænger sig på, er, om Jesus med sin lignelse vil sige, at vi alle, hvad enten vi i denne verden ejer noget eller er godsforvaltere, i forholdet til Gud altid skal betragtes som forvaltere. Lignelsen om den rige bonde kunne tyde på det, altså lignelsen om bonden, der ikke kunne få plads til sin høst og derfor ville bygge sine lader større, men blev standset af Gud: ”I denne nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (Luk 12,13-21). I den lignelse er det ikke et spørgsmål, om de marker, bonden høster, og de lader, han bygger større, er hans egne, eller han kun er forvalter af sin ejendom, det er Guds dom ved tidernes ende eller ved livets ende, Jesus taler om. Og det er det muligvis også i lignelsen her. Og skal noget siges med lignelsen om menneskets muligheder, så er det nok mest nærliggende at tænke på, at mennesket normalt i Jesu øjne ikke har noget at pege på på dommens dag. Så dette med at afbilde mennesket som en skyldner er ikke usædvanligt i Jesu øjne. Og i hvert fald: ved at afbilde hovedpersonen således, forhindres al farisæisme fra godsforvalterens side. Det er virkelig sin egen skæbne, han vil forbedre med sin handling, der er ikke tale om nogen højædel godgørenhed fra hans side.

Men når Jesus kalder hans gerning klog, er den så ikke at sammenligne med forældres afsavn af hensyn til deres børn, eller med den discipel, der vender den anden kind til, ikke for at vise sig ædelmodig, men for få forholdet til hans ven i orden? Vi kan jo også lægge mærke til, at Jesus i sin ”morale” går ud fra, at de mennesker, der modtager godsforvalterens ”gode gerning”, er i stand til at modtage ham i de himmelske boliger. Dette er ikke et objektivt udsagn, men det er de tanker, godsforvalteren må gøre sig om andre menneskers moralske habitus.

Jeg indrømmer blankt, at dette at se Jesu formaninger, ikke som moralsk løftede pegefingre, men som klogskabsråd om, hvordan man kunne tage og gøre, hvis man ville styrke de forhold, man står i, er ret unormalt i vores dages teologiske tradition. Lad mig derfor pege på endnu et skriftsted, som kan understøtte den anskuelse, nemlig Luk 6,38: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med”. Jeg har tidligere gjort opmærksom på, at der i den græske grundtekst ikke står “man”, men “de”, se her. Og jeg drager deraf den slutning, at Jesus med dette ord ikke tænker på dommen ved tidernes ende, men på den reaktion, de andre i fællesskabet vil komme med.

Og ikke sandt, det er jo nøjagtig det, godsforvalteren gør: han giver i tillid til, at de andre vil give ham igen. Han tror på den regel, Jesus her opstiller, en regel, jeg tidligere har kaldt “afsmitningsreglen”. Og at gøre det er altså klogt.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.