Et kristent land?

Det er ved at være lang tid siden jeg første gang prøvede her på bloggen at redegøre for forholdet mellem danskhed og kristendom, se her. Sidenhen har jeg gang på gang taget dette spørgsmål frem: Hvad er det dog, der adskiller muslimerne fra os? Hvorfor bliver vort samfund et helt andet samfund, hvis flertallet kommer til at bestå af muslimer, eller blot, hvis en muslimske tænkemåde slår igennem overalt? Ja, hvad er i det hele taget en muslimsk tænkemåde i modsætning til en dansk eller kristen tænkemåde?

Dengang, i 2010, søgte jeg at klare mig forskellen ved hjælp af begreberne ”bevidstgørelse” og ”selvrespekt”. Denne gang vil jeg også bruge begrebet ”bevidstgørelse”, men erstatte ”selvrespekt” med ”farisæisme-erkendelse”.

Men begge dele vil jeg sætte op mod en arv, vi har fået med fra pietismen, nemlig den forestilling, at troen er noget højst personligt, som hver enkelt må stå inde for med sin tilværelse.

Anledningen til dette indlæg er en klumme af Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad, se her. Hun tager udgangspunkt i regeringsgrundlaget fra 2015, hvori det hed, at ”Danmark er et kristent land”. Herom skriver hun:

Den sætning vakte ballade, og den er heller ikke helt nem. Den hentydede naturligvis til den kendsgerning, at dansk historie indiskutabelt er præget af kristendom, og det var vel hovedsageligt bedrevidende ordkløvere, der fandt det nødvendigt at pointere, at det i sidste ende kun er det enkelte menneske, der kan være kristen. Ja, det er jo sandt, men opgaven er at rumme begge dimensioner. Den historiske og den personligt religiøse.

Når man skal bestemme forholdet mellem den enkelte og menigheden, risikerer man meget let at begå den pietistiske fejltagelse: troen består ikke blot i i det ydre at aflægge en kristen trosbekendelse eller i i det ydre leve gå nogenlunde ofte i kirke, nej, den forudsætter en indre omvendelsesoplevelse, som adskiller én fra den store flok af almindelige såkaldt kristne. ”Af døbte vrimler stad og land/ men hvor er troens brand?”, spørger Brorson i salmebogens nr 347.

Jeg siger ikke, at Sørine Gotfredsen lider af denne fejltagelse, men sætningen om, at ”kun det enkelte menneske kan være kristen” er en lidt farlig udtalelse i den retning. Sandt nok, et menneske spørges om troen ved dåben, men at tro betyder her blot at give sig ind under menighedens undervisning og formaning, altså at lade sig påvirke livet igennem af Jesu ord. Så kan der nemlig ske det, at farisæismens onde tilbøjelighed drives bort. Og farisæisme er vist netop, hvad de mange omvendte pietister lider af: de mener, at et menneske ved den og den procedure kan skille sig ud fra mængden, gøre sig bedre end de andre og i en vis forstand se ned på de andre.

Gotfredsen har således svært ved at acceptere, at visse europæiske højrefløjspolitikere ”henter politisk ammunition” i kristendommen, når man må nære tvivl om, hvor de personligt befinder sig i religiøs forstand. Mærker man lidt af farisæismens hestehov stikke frem?

Og om Jordan B. Peterson hedder det:

Jordan B. Peterson beskriver kristendommen som en grundpille under hele den vestlige konstruktion, men det er uvist, om han selv tror på en guddommelig sandhed, og med denne tidstypiske halvhjertede tilgang blandt toneangivende stemmer risikerer kristendommen at blive reduceret til enten blot litteratur eller til et praktisk bolværk omkring et samfundssyn.

Jamen, kan hun da ikke nøjes med at glæde sig over, at både denne og hin tyr til kristendommen, når menneskelivet skal beskrives? Er det halvhjertet, fordi Gotfredsen ikke kan give ham ug i hendes bedømmelse af hans hel- eller halvhjertethed?

Lidt senere siger hun:

Dermed siger jeg ikke, at politikere og andre ikke må henvise til kristendommen. Det må de gerne, men hvis man fylder sin argumentation med kristent gods uden tilsyneladende at have tro investeret i det, bliver kristendom gjort til en størrelse i stil med ideologier og den seneste rapport fra en tænketank.

Er da det, hun siger om kristendommen, mere ægte kristeligt, fordi hun med sin ansættelse i folkekirken bevidner sin tro? Eller hvad med mig? Skal jeg ”investere min tro” i mine ord, før hun vil tro på mig?

I mit føromtalte blogindlæg havde jeg brugt begrebet ”bevidstgørelse” til at skildre det helt nye, Jesus bragte:

Lad os antage, at denne modsigelse [dvs. modsigelsen mellem islam og kristendommen] skyldes, at der med Jesu forkyndelse skete en bevidstgørelse af menneskene; denne bevidstgørelse har gennemtrængt vor kultur hos både kristne og ikke-kristne, men den er ikke trængt igennem i den muslimske kultur.

Dengang beskrev jeg bevidstgørelsen som en påstand om, at mennesket på forhånd var anerkendt og respekteret af Gud. Nu vil jeg beskrive den som en påstand om, at det var Jesus, der viste os, at gode mennesker, der ikke viger tilbage fra at brovte lidt af deres godhed, aldeles ikke er gode, men i stedet højst tvivlsomme individer, fordi de ødelægger fællesskabet. I de menneskelige fællesskaber gøres gerningerne, ”så den venstre hånd ikke aner, hvad den højre gør” (Matt 6,3), altså med den selvfølgelighed, som dette at vide sig en del af fællesskabet fører med sig.

Denne bevidstgørelse har enkeltmennesker gennemlevet, men i århundreders løb og gennem stadig påvirkning af Jesu ord og lignelser har så at sige hele samfund oplevet en sådan bevidstgørelse.

Det betyder ikke, at farisæismen er død hos os. Men det betyder, at den møder en stadig modarbejdelse, det betyder, at den ikke får frit slag i vort samfund.

Og det er just det, der gør vort samfund til et kristent samfund.

Det kan tydeligt ses ved sammenligning med de muslimske samfund, også de muslimske samfund, der har slået sig ned her i landet.

Det kan ses på ægteskabsområdet.

Her er der for det første hos muslimerne forskellige regler for mænd og kvinder. Og for det andet er reglerne fastsat én gang for alle, uden at kunne udvikle sig i takt med samfundets udvikling.

Dette, at der er regler, er ikke i sig selv en forskel til kristendommen. Kristendommen kender jo også til kønsroller, og kender derfor også til den farisæisme, der er knyttet til dette at have regler: så kan man nemlig, ofte ganske ubevidst, anse sig selv for bedre end dem, der ikke overholder reglerne.

Men hos muslimerne er det hele meget værre. Her har man låst kønsforskellen fast i et regelsystem, der adskiller kønnene fra hinanden, og giver faste regler for god opførsel, når kønnene er nødt til at omgås hinanden. Det får muslimerne til i det hele taget at anse sig selv for bedre end os vantro. For de ser på vores frie omgang mellem kønnene og konkluderer hurtigt, at bedømt med deres regler, er de meget, meget frommere end os.

Er det farisæisme?

Ja, naturligvis. Men muslimerne ser ikke selv farisæismen. Ligesom vi heller ikke ser farisæismen, når vi er grebet af den.

Denne kønsadskillelse og disse regler går især ud over kvinderne. Det vil sige: det synes vi ikke-muslimer. Men lur mig, om ikke mange muslimske kvinder ser deres regler som udtryk for fromhed og som udtryk for, at muslimer er bedre mennesker end ikke-muslimer. Så det er ikke mindst de muslimske kvinder, der holder liv i de kvindeundertrykkende tiltag, som vi er vidne til i de muslimske miljøer. For tendensen til at ville være et godt og fromt menneske – i modsætning til andre – den kender vi også.

Men naturligvis spiller farisæismen også ind i mændenes holdninger. Når en far føler det som et anslag mod hans ære, hvis hans datter ikke gifter sig med den, han har udpeget til hende, så er det den alment kendte tendens til farisæisme, der spiller ind. Han føler, han er nødt til at opretholde et billede af en familie, der retter sig efter overhovedets befalinger, hvis han skal anerkendes af sine ligesindede. Og dette at anerkendes af ligesindede er noget overordentlig vigtigt.

Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvor meget regelbundetheden har omkranset muslimens liv. Man kan vel sige, at når kønnene ikke kan omgås i det muslimske samfund, så kan forelskelser ikke opstå, og så er det naturligt nok, at det er forældrene, der vælger partnere til deres børn. Men så bliver de muslimske ægteskaber at forstå som samliv, baseret på lovoverholdelse. Og lovoverholdelse giver altid fare for farisæisme.

Det vil sige: opstår der en uenighed ægtefællerne imellem, kan den ene part med fuld ret henholde sig til de skrevne regler: sådan og sådan skal tingene ordnes – og kvinden må så normalt acceptere, at de skal ordnes ud fra mandens præmisser; for sådan er reglerne indenfor islam.

Man kan naturligvis ikke nægte, at der blandt muslimer kan forefindes ægteskaber, hvor almindelig kærlighed hersker, hvor det er agtelse og ægthed i forholdet, der bestemmer dagligdagens handlinger. Men det er utrolig meget lettere at blive en rethaverisk, stivsindet person, når der er regler, oven i købet guddommelige regler, der tænkes at omgærde ægteskabet. Det kan også ske i kristne ægteskaber, indrømmet. Hos os hedder det ikke guddommelige regler, men moralregler, regler for god opførsel, regler afledt af bestemte i samfundet rådende kønsroller. Men midt i alle disse regler har vi dog stadigvæk den fornemmelse siddende i os, at det skal være kærlighed, der skal herske mellem ægtefællerne. Og kærlighed avler forståelse, og forståelse avler indlevelse og indlevelse avler ligegladhed med regler, moralske eller guddommelige.

Og om ikke før, så vil man kunne se farisæismen stille sit grumme fjæs frem, når en muslimsk familie afbryder alt samkvem med en ung, der har handlet imod familiens ønske om ægteskab. Det er ikke blot det, at man véd, at det gør utrolig ondt ikke længer at have omgang med den familie, man er vokset op i og føler sig knyttet til, det er også det, at alle ”gode” muslimer føler det som deres pligt at se ned på den arme synder.

Men ok, det er konsekvensen af denne regelbundethed. Tilgivelse, forståelse, indlevelse, alt sådant er begreber, som ikke kommer i spil.

Og det er mere end det. Det er konsekvensen af den farisæisme, der hele tiden har ligget i den muslimske samfundsforståelse.

I Matt 6,2-4 siger Jesus:

Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Vi har for længst ”glemt” at lade denne formaning bliver muslimerne til del. Oven i købet har vi måske ikke kunnet lade være med en vis beundring overfor den åbenlyse religionsudøvelse, som muslimerne har. Som den københavnske taxachauffør udtrykte det: ”Meget kan man sige om muslimerne, men de tager sgu deres kristendom alvorlig”.

Men netop det, at de holder sig til det ydre, viser forskellen til os. Netop det, at det lader regler og love gennemsyre dagligdagen, viser, at deres menneskesyn er begrænset. Mennesket har ikke et selv, der skal tage selvstændig stilling og selv forstå, hvad det drejer sig om, det er blot et væsen, der gennem forskellige tricks kan tvinges til at gøre det rette. Og så glemmer de ledende muslimer på en mærkelig måde, at de jo også selv er mennesker, og at de, når de vil tvinge andre, vel må betragte sig som bedre end dem, de med deres tvang vil vejlede. Farisæismen igen!

Og som man kan forstå: det er ikke blot i deres bønsliv, at de holder sig til det ydre, til regler og forskrifter, det gælder hele vejen igennem.

I Luk 19,41-42 hedder det:

Da han [Jesus] kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne.

Vi kan godt sammenligne den farisæisme, der prægede jøderne på Jesu tid, med den farisæisme, der præger vore dages muslimer. Og vi kan derfor godt drage den slutning, at Jesus græder over al farisæisme iblandt menneske, såmænd også over den, der findes hos kristne. Men vi kan også drage den slutning, at Jesus i vore dage ville græde over vore muslimske landsmænd: ”Vidste de dog blot, hvad der tjener til deres fred! Men nu er det skjult for deres øjne”. For de er jo ikke hele mennesker, når de går rundt med den opfattelse, at de på grund af deres påståede bedre regeloverholdelse end os andre er bedre mennesker, frommere menneske, mennesker, der er mere i overensstemmelse med livet selv.

Ak, hvilken fejlopfattelse! Og det er skjult for deres øjne, at netop denne følelse af bedreværd forhindrer dem i at blive normale, hele, selvberoende mennesker. Hele tiden skal de sammenligne sig med andre. Hele tiden skal de vogte over deres ære. Hele tiden har de det siddende i sig, at de skal tilkæmpe sig respekt. Respekt? Jamen, det er jo noget, man aldeles ikke kan tilkæmpe sig, det må vindes ved imødekommende væremåde.

Er Danmark et kristent land? Er det danske folk et kristent folk?

Svaret er, at det er det i høj grad. Det véd det blot ikke selv. Eller: dets elite gør det ikke klart for det.

Jesu kamp mod farisæismen er gået dette folk i blodet helt anderledes end det ser ud til i ved det første umiddelbare indtryk. Den bevidstgørelse, som Jesus skabte, har bredt sig til Europa, USA, Sydamerika, store dele af Asien, men har ikke kunnet slå igennem i de muslimske dele af verden. Men det er holdningen hos mennesker, der er blevet revolutioneret af Jesu ord, mere end det er den officielle kirke, der har vundet tilhængere. Den sammenhæng, der er – eller rettere: må være – mellem kirkens forkyndelse af Jesu ord og den holdning, der findes i folket, er måske under pres og kan måske ikke holde til presset.

Det er kirkens udfordring. Og det er folkets udfordring.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.