At være en dhimmi

Hvad vil det sige at leve som dhimmi, dvs. som medlem af et ikke-muslimsk religiøst samfund, f.eks. som jøder eller kristne, i et muslimsk samfund?

Tja, de kristne, der igennem århundreder har levet som mindretal i muslimske samfund, har prøvet det til overmål. Og dem kunne man jo spørge, hvis man var i tvivl. Men forvent ikke at få et ærligt svar. For med til at være en dhimmi hører, at man lader, som om man er godt tilfreds med sin skæbne, lader, som om det muslimske samfund giver én retfærdighed og næsten er det bedste samfund, man kan tænke sig.

Når kristne og jøder skulle leve som et tålt mindretal i de muslimske lande, hænger det sammen med, at muslimer betragter sig selv som Guds udvalgte: de mener, at de i Guds øjne er noget særligt. Det fortæller Gud dem i koranen, sura 3,110: ”I er det bedste folk”. Og sura 2,256 fortæller dem, at der ”ikke er nogen tvang i religionen”. Derfor tvinges kristne og jøder ikke til omvendelse til islam, i hvert fald kun med ”bløde” midler: De skal betale en særlig skat, de skal ikke ringe med kirkeklokkerne, de skal opføre sig ærbødigt overfor landets herrer, muslimerne, for de er jo kun ”dhimmier”.

Den overbevisning om muslimers iboende overlegenhed over f.eks. os danskere, har jeg egentlig været utrolig længe om at indse var rigtig nok. Det forekom mig for utroligt, at mennesker, der var hjulpet her til landet, fordi de flygtede fra en farlig situation i hjemlandet, kunne opføre sig så utaknemligt. Og det var uhyre vanskeligt at sætte sig ind i en tankegang, der sådan for alvor gør forskel på folk.

Da der i 2008 i vinterferien blev uro i de muslimske kvarterer, kom folk med mange forskellige forklaringer, de fleste var dog forklaringer, der lagde skylden på os danskere. Men Kirsten Damgaard og Carsten Ringsmose tillod sig at forklare de muslimske drenges opførsel ud fra netop forestillingen om menneskers forskellige værdi i Guds øjne, se her. De mente, at de muslimske drenge kom i skole med et ”merværdikompleks”: de blev derhjemme behandlet som små prinser, der blev opvartet af deres mødre og søstre, og fik indtryk af, at de var meget bedre end danskerne. Når de så kom i skole og opdagede, at de snarere hørte til i den nedre ende af skalaen, gav deres merværdikompleks sig f.eks. det negative udslag, at de absolut skulle skade det danske samfund.

Igen: man kniber sig i armen: kan det virkelig være sandt? Men efter års erfaringer med muslimers opførsel her i landet, må jeg omsider erkende, at det ikke blot kan være sandt, det er sandt.

Og det er sågar sandt på måder, der stadig kan vække overraskelse hos en gammel rotte i faget ”muslim-opførsel” som mig.

I Østrig skete det fornylig det, fortæller Robert Spencer, se her, at en syrisk mand, der ikke havde billet til toget, angreb den kvindelige togkontrollør, da hun ville have ham til at betale. Han truede hende flere gange med at ville slå hende ihjel, han råbte ”allahu-ahbar”, han gjorde halshugningstegn. Men han blev dog pågrebet.

Hvis det var en europæer, der opførte sig sådan, ville vi øjeblikkelig sende ham til psykiatrisk undersøgelse: han må være syg i hovedet. Men da det nu var en muslim, kan der være andet på færde. Disse mennesker har det jo med at kunne foretage uprovokerede angreb på os europæere. Og det er noget, de gør ud fra netop denne overbevisning om deres bedreværd. Noget sådant kan også ligge bag denne muslims opførsel. Dels kan han være påvirket af det såkaldte sværdvers, sura 9,29, dels kan han være påvirket af forskellige imamer, som prøver at revitalisere kalif Umars samfundsindretning, en indretning, hvor ikke-muslimerne tænktes at skulle opvarte muslimerne.

Spencer mener, at et citat fra Anjem Choudary, den radikale engelske imam, kan være oplysende. Han siger, citerer Spencer:

Vi har de jihadsøgendes tilladelse. Vi indkasserer jitzaen (en skat, der i et muslimsk land kun betales af ikke-muslimer), den er jo vores under alle omstændigheder. Den normale situation er at tage penge fra ikke-muslimerne, er det ikke? Det er den normale situation. De giver os penge. I arbejder, vi tager pengene. Allah Ahbar, vi tager pengene. Forhåbentlig er der ikke nogen fra socialtjenesten, der lytter med. Javel, men folk vil sige, at I ikke arbejder. Men den normale situation er for jer at tage pengene fra ikke-muslimerne. Så vi benytter os af de jihadsøgendes tilladelse.

Det vil sige, den muslim, der retter sig efter dette råd fra Choudary, vil finde det helt i sin orden, at han ikke arbejder, men lader os andre betale for husleje og mad, m.m. Vi selv mener, at vi handler af barmhjertighed mod muslimen. Det er vores begrundelse for at gøre, som vi gør. Men Choudary ser fuldstændig omvendt på det: vi udfylder med vore gerninger den pligt, Allah har pålagt os: at opvarte muslimerne. Denne godgørenhed passer altså som fod i hose til deres opfattelse af ikke-muslimernes pligter overfor muslimerne.

Selv om Choudary ikke vil have socialtjenesten til at lytte med, så siger han jo alligevel tingene ret ligeud. Andre imamer vil nok tænke på socialtjenestens lyttende ører, og gå lidt mere stille med dørene. Men forestillingen om os ikke-muslimer som en slags undermennesker, der kun har den opgave i livet at betjene muslimerne, kan åbenbart leve sit eget skjulte, men ret stærke liv i muslimske miljøer.

Lars Hedegaard har i bogen ”Der var et yndigt land” fra 2014 givet udtryk for det samme på en næsten stærkere måde. På side 109 skriver han:

Ifølge islamisk teologi indvandrer man ikke til et fremmed land, men til et område, der allerede tilhører Allah, og som det derfor er muslimernes pligt at beherske.

Derfor vækker det heller ikke taknemlighed hos tilvandrede muslimer, at de i Danmark og de fleste andre vestlige lande stort set har fået opfyldt ethvert økonomisk og kulturelt krav, de har stillet. Fri forsørgelse livet igennem, milliarder til såkaldte ”integrationsprojekter”, ret til at få serveret halalkød – og til at påtvinge andre halal – ret til at bygge stormoskéer, ret til at begå voldskriminalitet uden at blive udvist, de facto ret til egen jurisdiktion i muslimske bosætningsområder mv. Alt dette er blot, hvad rettroende muslimer mener, de har krav på. Og når de vantro imødekommer kravene, bliver det ikke betragtet som en gave til den muslimske nation, men som tegn på, at den omgivende majoritetsbefolkning har indset, at den ikke er stærk nok til at nægte muslimerne den herskerrolle, som Allah i koranen har tilkendt dem. Det bliver også set som et bevis på, at det er på tide at rejse nye krav uden at skulle frygte forsvarsforanstaltninger fra den invaderede befolkning.

Indrømmet, det er noget, jeg først har læst nu i år. Men jeg véd såmænd ikke rigtig, om jeg ville have troet på det i 2014. For erkendelsen af, at det virkelig forholder sig sådan, er kommet utrolig langsomt i mit tilfælde. Og jeg har stadig svært ved at tro det. Det er, som om jeg håber på, at muslimerne vil ændre holdning så betids, at jeg ikke behøver at have besvær med at overbevise mig selv om, at de har en så besynderlig indstilling til os andre.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.