Kan euroen reddes?

Ja, det mener Jakob Vestergaard, lektor i økonomi, at den kan. Blot skal man ikke bruge de af kommissionen anbefalede metoder, men en helt anden strategi, som han dog først kommer ind på i den sidste af hele fem artikler om emnet, som Information har tildelt ham at boltre sig på.

Jeg har trolig fulgt ham igennem alle de fem artikler. Noget af det, han skriver, har jeg forstået, det meste af det har jeg ikke forstået. Nogle af hans iagttagelser kan jeg give ham ret i, de fleste af dem må jeg vende mig imod. Men hele tiden – og det vil jo sige hele august måned – har jeg siddet og ventet: Kommer han dog ikke snart med sin løsning? Kan vi ikke snart få at vide, hvad han da vil gøre, med forståelige begrundelser, förstås? Og det er først til sidst, at han kommer med det, man kan kalde hans løsning, en løsning, han dog nøjes med at antyde konturerne af.

Man må, skønt jeg nødig vil tale ilde om en lærd økonom, efter endt læsning sige som manden, der klippede sin gris: ”Viel Geschrei und wenig Wolle!” Der forekommer virkelig megen udenomssnak, og det, der skulle forklares og begrundes og forstås som redningsplanken for den kriseramte ØMU, er utrolig lidt. Og dertil utrolig lidt forståeligt.

Men lad os begynde med at omtale det, han vender sig imod. Han mener selv, at det er kommissionens opfattelse, ligesom det er opfattelsen i de fleste regeringskontorer Europa over. Der er det galt med ØMU’en, siger man, at den løndisciplin, som den fælles valuta forudsætter, kun praktiseres i nord, ikke i syd. Fordi Tyskland har formået at holde sine lønninger nede, har landet kunne fremstille konkurrencedygtige varer, der i kraft af det indre markeds forsvundne toldmure har kunnet sælges til de andre ØMU-lande. Det har givet landet et stort handelsbalanceoverskud. Omvendt med Italien og andre sydeuropæiske lande: Fordi de ikke har formået at opretholde nogen løndisciplin, har de ikke kunnet producere varer til en pris, de andre lande har villet betale, og de har derfor oparbejdet et stort handelsbalanceunderskud.

Og så langt kan jeg godt følge med. Men det er jo det, Vestergaard vender sig imod.

For, siger nu Vestergaard, dette er en forkert analyse af de faktiske forhold. Det forholder sig omvendt: det er kapitalens frie bevægelighed, der har fået kapital fra nord til at søge mod syd og dernede fremkalde for store lønninger. Og det er derfor kapitalbevægelserne, man skal se på, hvis man vil reparere ØMU’ens skavanker. Dog må man som sagt vente helt til den femte artikel med at læse hans forslag til, hvordan tingene skal ordnes.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved følge han, altså svært ved i det hele taget at forstå disse tankegange. Det kan skyldes, at jeg mener at have forstået, at man med ønsket om faste valutakurser har prøvet at modarbejde noget af det mest grundlæggende i den økonomiske tænkning: nemlig loven om udbud og efterspørgsel. Hvis Spanien med sine pesetas køber mere i Tyskland, end Tyskland køber i Spanien, skal Spanien jo ud på pengemarkedet og købe D-mark. Og da efterspørgslen efter D-mark er større end efterspørgslen efter pesetas, vil prisen på pesetas falde, dvs., Spanien ville devaluere, hvis der var et frit marked på valutaområdet. Og derved ville spanske varer igen kunne konkurrere med tyske.

Det er fordelen ved flydende valutakurser (eller altså fordelen ved det frie marked i det hele taget): det får udbud og efterspørgsel til at mødes.

Blot har jo politikerne, som man nok véd, haft utrolig mange følelser knyttet til deres lands valuta. Man har ikke villet lade sin valutakurs flyde, men har ment, at den skulle understøttes på forskellig vis. Og har man alligevel følt sig presset til at devaluere, har man haft en lidt flov smag i munden: sådan noget gør rigtige lande ikke. Men så længe man havde sin egen valuta, havde man dog hele tiden haft muligheden for at regulere på kursen, og man har også gjort det ret ofte, hvor meget man end var imod det.

Med ØMU’ens indførelse forsvandt denne mulighed. Og da løndannelserne i de enkelte lande finder sted på vidt forskellig måde – man har på ingen måde en tysk løndisciplin i de andre ØMU-lande – opstår der store ubalancer i handelsmønstrene landene imellem og tilsvarende ubalancer i kapitalbeholdningerne.

Kort sagt: Efter min mening er ØMU-projektet slået fejl, og det bedste ville være at gå tilbage til de enkelte landes gamle valutaer og lade dem flyde frit i forhold til hinanden. Så derfor har jeg måske nok læst artiklerne med lidt mere skeptiske briller end normal. Men jeg vil alligevel hævde, at jeg har bestræbt mig for at være så åben som mulig overfor den mulighed, at det var mig, der havde taget fejl.

Vel har jeg ikke kunnet klappe i mine små hænder, når Vestergaard prøver at finde forklaringen på ubalancen i kapitalbevægelser, men jeg har dog glædet mig over hans negative holdning til det, man plejer at kalde ‘intern devaluering’. Om den skriver han:

Her og nu kan vi nøjes med at pege på, at den tilpasningsmekanisme det europæiske politiske establishment har satset hele butikken på – med betegnelsen ‘intern devaluering’ – dybest set består i at lande med handelsunderskud sænker lønningerne, indtil de har genvundet konkurrenceevnen og kan eksportere så meget, at balancen i handelen med omverdenen kan reetableres. Det er økonomisk set et illusionsnummer af utopiske dimensioner. Og politisk set er det sprængfarligt, fordi der ikke opnås stort andet end at sætte kosmetiske lapper på et stadigt mere flosset europæisk projekt, imens de grundlæggende problemer vokser sig større og stadigt mere uhåndterbare.

Senere kommer der en anden og lignende forklaring:

Økonomer kalder strategien ‘intern devaluering’. For selv om et euroland ikke har egen valutakurs, der kan devalueres for at genoprette balance i udenrigshandlen, så er der faktisk stadig mulighed for devaluering, lyder ræsonnementet: Hvis man kan få det generelle prisniveau i økonomien – ikke mindst lønningerne – til at falde, så har det samme effekt på konkurrenceevnen som en traditionel devaluering af valutakursen.

Men i begge citater ”glemmer” Vestergaard det, alle andre fortalere for den interne devaluering også glemmer: Huslejerne forbliver på det samme høje niveau som før lønnedgangen. Det er jo den væsentligste forskel på en ekstern og en intern devaluering: man kan med ret stort besvær få lønningerne sat ned, men det er helt umuligt at få huslejerne sat ned: de er bundet af den pris, en køber har givet for ejendommen, og den står ikke til at ændre, når købet er afsluttet.

Blandt andet derfor er den eksterne devaluering så langt at foretrække. Dog er den jo desværre umuliggjort med oprettelsen af den fælles valuta. Og så står økonomerne med håret i postkassen. For det, der alle andre steder er alfa og omega for en økonom, prismekanismen, er på dette område sat ud af funktion.

Lille økonom, hvad nu?

Ja, de fleste har gjort det, som økonomer plejer at gøre: rettet ind efter politikerne. Det vil i dette tilfælde sige: anbefalet en ‘intern devaluering’ i stedet for den eksterne. Dog, det må man lade Jakob Vestergaard, så let lader han sig ikke kyse; han følger ikke de andre økonomer. Men gå ind for genindførelse af de gamle valutaer med flydende kurser, nej, det gør han ikke. Han nøjes med at foreslå en enkel og ligetil løsning, nemlig en løsning, som Keynes foreslog i 1944, da man diskuterede fremtidens økonomiske forhold. Denne plan blev skudt ned af amerikanerne, men Vestergaard mener, man bør fremdrage elementer fra den, for den var efter hans mening ganske udmærket.

Kernen i Keynes’ plan var, at der skulle oprettes en international clearing union (ICU) – altså en international institution, lidt i stil med Valutafonden (IMF), men med det simple, helt centrale mandat at være bogholderi for handels-, kapital- og valutastrømme på tværs af landegrænser. Bogholderi med beføjelser, ganske vist. Tanken var, at hvis der opstod noget, der blot lignede varige ubalancer imellem de deltagende lande, så skulle det koste penge på begge sider af ubalancen. Et land med et underskud på handelsbalancen på mere end en vis andel af dets BNP skulle betale rente til systemet – og det samme gjaldt for lande med overskud.

Det nye er, at de lande, der har overskud på handelsbalancen, også skal betale rente til systemet. Hvordan skal de så undgå at få overskud på handelsbalancen?

På den måde forpligtes lande med handelsoverskud til at foretage en makroøkonomisk disponering af det overskud, de måtte have – enten ved at sætte det indenlandske forbrug i vejret og f.eks. skrue de offentlige lønninger i vejret eller ved at investere overskuddet i ind- eller udland i eksempelvis infrastruktur og grøn omstilling. Pointen er blot, at det ikke er tilladt at akkumulere overskuddene år efter år, de skal recirkuleres på den ene eller den anden måde.

Jeg kan forstå det med at skrue lønningerne i vejret. For derved vil lønniveauet i overskudslandet stige og dets varer blive dyrere og handelen derved komme mere i balance. Men det med at skulle investere i infrastruktur og grøn omstilling, hvordan skulle det få landet til at komme ud af ubalancen? Det hænger vist sammen med Vestergaards syn på kapitalbevægelserne som det egentlige i den skæve udvikling landene imellem. Og det har jeg ikke forstået, eller rettere: jeg tror ikke på det.

Vestergaard foretager et tankeeksperiment:

Lad os sige, at spanske borgere og virksomheder køber for to mia. euro i Tyskland, og tyskerne køber for en mia. euro i Spanien – hvorfra kommer så den milliard euro, der mangler?

Det korte svar er, at private banker gør det muligt. Tyske banker ender med et tilgodehavende i spanske banker. Det kalder man interbankmarkedet. De spanske banker låner de penge, der mangler, hos andre europæiske banker og betaler en vis rente for det. Det, der gjorde den globale finansielle krise akut, var, at interbankmarkedet frøs til is. Pludselig ville ingen banker låne til hinanden af frygt for at løbe tør for likvide midler og af frygt for de tab, de eventuelt måtte pådrage sig, hvis andre banker ikke kunne betale tilbage.

Når interbankmarkedet fryser til, og bankerne ikke længere vil give kredit til hinanden, træder nationalbankerne til. Så er det den tyske nationalbank, der har et tilgodehavende hos den spanske nationalbank. Det er et system af nationale konti, kunne man sige.

Imidlertid har man i EU en institution til at holde øje med disse bevægelser. Det hedder Target2. Og så får vi, i ganske uforståelig korthed, hvad Vestergaard vil foreslå:

De reformer af Target2-systemet, der skal til, er enkle. Og om end de ikke er ukontroversielle, så udgør de dog så langt det mest realistiske af de reformscenarier, man kan forestille sig.

For det første gælder det, at ubalancer ud over et vist niveau – uanset om de er positive eller negative – vil blive pålagt en rentebetaling. For det andet vil det gælde, at alle de midler, der akkumuleres i systemet, løbende omsættes til realøkonomiske investeringer, eksempelvis igennem den Europæiske Investeringsbank.

Med disse to simple reformer vil man kunne opnå et meget afgørende bidrag til at løse tre af euroens mest grundlæggende problemer: de makroøkonomiske ubalancer, euroens manglende robusthed og deflationen i EU’s investerings- og efterspørgselshæmmede økonomi. Og det vel at mærke uden ‘nåde-gaver’ fra nord til syd.

Han beskriver det, som om det er noget, enhver vil kunne forstå. Men jeg må indrømme: selv om jeg har brugt hele august måned på at læse hans artikler igennem og nu her til slut genlæst hele pibetøjet, så forstår jeg det ikke. Og ærgerligt nok har han i denne sluttelige ultrakorte argumentation ikke medtaget det, jeg dog forstod: nemlig dette, at overskuddet kunne omsættes til lønforhøjelse hos overskudslandets embedsmænd. Her nøjes han med at pege på, at investeringer vil kunne udføre tricket.

Jeg siger, som vi lærte det, da jeg var soldat: ”Ikke forstået!”

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.