Magtbegær?

Det er Rune Selsing, der på sin blog i Jyllands-Posten, se her, giver udtryk for, at det er magtbegær, der hersker ikke blot i Lars Løkke, men i Venstres organisation i det hele taget. Han skriver om striden i Venstre:

I løbet af de sidste par uger skulle det gerne være blevet klart for selv den mest blåøjede intellektuelle avisanalytiker, at en mand som Lars Løkke er et purt magtmenneske. Graden af grådig fastholdelse af magten er vulgær. Det handler ikke om Danmark. Det handler ikke engang om Venstre. Det handler kun om Lars. Kun. Alene. Intet andet. Og lad os se positivt på det. Sjældent har vi set bedre anskuelighedsundervisning i hvad toppolitik reelt handler om. Det skal vi huske at minde alle naivisterne om de næste mange år.

Normalt har jeg stor respekt for det, Rune Selsing skriver. Jeg læser hans blogindlæg med interesse og som regel tilslutning. Men ikke her.

Lad mig forklare det ved hjælp af et par Habermas-begreber:

Habermas skelner mellem den kommunikative handlen og den strategiske handlen. Med til, at en handlen – dvs., et ord, en gestus, eller lign. – kan kaldes kommunikativ, hører, at der hos begge parter forefindes en tro på den andens oprigtighed: den anden er ikke ude på noget; den anden er oprigtig, i hvert fald til en vis grad; den anden er overbevist om en politisk eller samfundsmæssig teori og handler derudfra.

Det er det, der gør, at det er så svært at anklage nogen for farisæisme. For derved siger man mere eller mindre direkte, at man ikke tror på den andens reelle hensigter. Han er ikke ude på at overbevise mig eller andre om det forkerte i vore anskuelser, han er blot ude på at fremhæve sig selv og sine gode handlinger som modsætning til andres handlinger.

Det kan ses hos dem, jeg har kaldt Europas samaritanister, dvs., de mange ”Gutmenschen”, der stræber efter at gøre en god gerning mod de mange ”flygtninge”, der kommer ind over Europas grænser. Lad os bare se bort fra, at det ikke er dem selv, men staten, der skal udføre den gode gerning, de vil vise os, at de øver, og lad os også se bort fra, at det er underklassen, og ikke den middelklasse, hvor disse ”Gutmenschen” lever, der kommer til at bære ulemperne ved de mange ”flygtninge”, der modtages i landet. Det, jeg her vil hæfte mig ved, er, at disse mennesker ikke har andet end hånsord til overs for os, der ikke vil være med til at øve deres ”gode gerninger”. Vi kaldes populister, vi kaldes nationalister, vi får andre negative betegnelser sat på os. Men indgå i nogen diskussion med os, nej, det gør disse ”Gutmenschen” ikke.

Og derfor kan betegnelsen ”farisæer” fastholdes om dem. De tror ikke, at vi tænker os om og har gode grunde til at afvise disse ”flygtninge”. De anser os ikke som selvstændigt tænkende mennesker, der har en overbevisning om, hvad der gavner staten og hvad ikke, en overbevisning, som er den modsatte af deres. Men i stedet for at sætte sig ind i, hvad vi siger, i stedet for at komme med argumenter imod os, bruger de nedsættende betegnelser, der tænkes at overflødiggøre argumenter.

Det samme kan ses i betegnelsen ”islamofobi” om den overbevisning, der mener, at islam er skadelig for vore vestlige samfund. Man kommer ikke med modargumenter til vores opfattelse af islam. Men anbringer os i stedet i en sygdomskategori, og betragter vores modstand mod islam som noget sygeligt, vi er grebet af.

Der opstår på den måde ikke nogen kommunikation mellem os og dem. Vi kan sige og gøre, hvad vi vil, så længe vore modstandere ikke vil lytte til vore argumenter, kommer der ikke nogen kommunikativ handlen i stand.

Rune Selsing mener, at hans egne erfaringer siger det afgørende:

At den tomme magtlogik hersker i Venstre, fik vi til overmåde demonstreret dengang Anders Fogh var statsminister. Han var en katastrofe for Danmark. Og han var i særdeleshed en katastrofe for det borgerlige-liberale Danmark. Det kan enhver konstatere ved at se på den førte politik, som jeg ikke vil trætte nogen med her. Hvad var baglandets reaktion? Fogh er genial! Anders er fantastisk! Anders Fogh er bare go’. Det var niveauet. Jeg var selv med i organisationen dengang. Fogh kunne sige, hvad som helst. Han kunne hælde alt, hvad partiet har stået for ned ad brættet. Folk klappede bare.

Lad os give Rune Selsing en lille smule ret! Anders Fogh havde i sin tid skrevet en lille bog om minimalstaten. Og den viste vist nok, at det med minimalstaten var hans ideal i politisk henseende. Og hvad sker så, da han selv kommer til magten og får udlevereret nøglerne til statsministeriet? Jo, så sker der såmænd det, at han stjæler socialdemokraternes politik, så de kommer til at stå på sidelinjen i mange år.

Og måske Rune Selsing har noget ret i det: Kritiske liberale røster, der troede på minimalstaten og liberalismen og vovede sig frem med kritik af Foghs socialdemokratiske politik, kunne godt glemme alt om forfremmelse i partiapparatet. De skulle bare værsgo få lært at klappe med.

Men er det nu så enkelt?

Man kan måske godt få den mistanke, at Venstre-regeringen i alle årene under Fogh kun nødtvungent gik med til de udlændingestramninger, som Dansk Folkeparti forlangte, og derfor let kom til at fremstå som levebrødspolitikere, der for enhver pris ville beholde magten. Men dels var det jo nu Bertel Haarder, der gennemførte 24-års reglen, og dels husker jeg en situation, hvor Lars Løkke glædede sig på vegne af de mange muslimske piger, der efter denne regels gennemførelse ikke absolut skulle giftes tidligt, men nu fik tid til at gennemføre en uddannelse.

Så mon ikke både Venstre som parti og Lars Løkke som statsminister har været oprigtig nok med udlændingepolitikken?

Og nu balladen om Lars Løkkes udmelding kort tid før valget! Han ville, sagde han, ikke afvise et samarbejde hen over midten. Når Rune Selsing siger, som han gør: at dette viser, at det hele handler om Lars, kun det, ikke andet, så er han med til at lukke af for al demokratisk samtale. Lars Løkke gider han i hvert fald ikke høre på. Han har én gang for alle afgjort, at den mand ikke er oprigtig i det, han siger. Og derfor gider han ikke prøve at forstå ham, sætte sig ind i hans tankegang eller finde modargumenter frem. Det er på forhånd håbløst.

Men hvad er der så tilbage? Er der i så fald andet tilbage end ”de lange knives nat”, forhåbentlig gennemført mere humant, end Hitler gjorde det i 1934, men ud fra samme grundholdning: de andre vil vi ikke længer høre på, de er syge, de trænger ikke til modargumenter, men til behandling.

Desværre er Rune Selsing ikke alene om således at prøve at undgå at skulle argumentere.

I The Economist for den 31-8 2019 findes en tilsvarende holdning overfor Ungarn, se begyndelsen til den ledende artikel her (resten er bag betalingsmur, men jeg har læst den i papireksemplaret, som jeg abonnerer på). Udover lederen har man en lang artikel om Ungarns påstået demokratiske mangler.

Nu har jeg igennem efterhånden megen læsning af The Economist lært, at bladet hører til de ”Gutmenschen”, der mener, at vi i Vesten bør vise os humanistiske overfor de mennesker, der søger tilflugt hos os. Og desværre også erfaret, at bladet mener, at vi, der har den modsatte opfattelse, blot er populister og ikke har nogen fornuftig mening at sætte bag vor anskuelse.

Den opfattelse bliver desværre bekræfter i artiklen om Ungarn. Her skriver man:

Hr Orban har entusiastisk udnyttet denne tendens [tendensen til at mene det værste om politikerne, rr]. I stedet for at appellere til sine landsmænds bedre jeg, udsår han splittelse, opildner til misundelse, og udnytter deres fordomme, især angående immigration.

Det er sandt, at Viktor Orban har modsat sig EU’s ønske om, at Ungarn modtager en del af de ”flygtninge”, der ankommer til Europa. Men hans argumenter er der ingen i Vesteuropa, der tilsyneladende gider høre på. The Economist gider i hvert fald ikke. For de mener, at det skyldes fordomme, når ungarerne følger deres premierminister i ikke at ville modtage ”flygtninge”.

Jamen, er det ikke en god begrundelse, at man, når man ser de vanskeligheder, de muslimske såkaldte flygtninge volder i alle de lande, hvortil de er flygtet, ikke ønsker frivilligt at importere sådanne vanskeligheder?

Det skulle man synes. Men sådan ser The Economist ikke på det. Her mener man, at Orban skulle have gjort som alle de vestlige ledere: påkaldt sig befolkningens gode hjerte og instinkter for hjælpsomhed og modtaget ”flygtningene”. Det har man jo i Vesteuropa gjort længe, og selv om det ser ud til at problemerne i disse ”udsatte områder” kun bliver værre og værre, har man ikke tænkt sig at fravige sin hjælpsomhed på befolkningens vegne. Og man undlader jo altså heller ikke, som The Economist, at bruge skældsord om os, der ikke vil være med på den vogn.

The Economist gør i sin leder meget ud af, at det er intet mindre end demokratiet selv, der er i fare gennem Orbans handlinger. Så hårde ord har jeg ikke brugt om mine modstandere på udlændingepolitikkens område, at de ligefrem modarbejder demokratiet. Men jeg skal gerne indrømme, at når samtalen forhindres, når den kommunikative handlen fejes bort, så er det demokratiet, hvis eksistens man sætter i fare. For demokratiet forudsætter en ægte samtale, at deltagerne lytter til hinanden, at det bliver argumenter og modargumenter, der mødes på ”ordslagmarken”, og ikke figurlige knive, der stikkes i ryggen på modstanderen.

Det gælder overalt. Det gælder i forhold til Lars Løkkes udmelding før valget. Man må høre, hvad han siger, prøve at forstå logikken bag udmeldingen og ikke kalde det hele magtstræb.

Og hvis man nu vil insistere på Rune Selsings udmelding og fastholde, at Lars Løkke er et magtmenneske, så vil man, som jeg ser det, blive nødt til at forholde sig til en parallel fra det økonomiske liv. Man opererer i økonomisk tænkning med et tænkt økonomisk idealmenneske, en homo oeconomicus, som tænkes at være drevet af rationelle overvejelser i sine økonomiske valg, men som også afbildes som en person, der er ude på at få sine egne behov tilfredsstillet. Man indlægger ikke nogen næstekærlighed i de parametre, man arbejder med i de økonomiske modeller.

Tanken er den, at den økonomiske konkurrence skal tage hånd om den egenkærlighed, som det kære homo oeconomicus udviser. Det kan gerne være, at denne homo er grisk, det kan gerne være, at han tænker på at øge sin formue hver eneste dag, men det er uden betydning, for de økonomiske kræfter tænkes at tage højde for denne egenkærlighed, så hans handlinger i sidste ende bliver til gavn for samfundet.

Nu kan man jo rask væk indvende, at de økonomiske kræfter ikke fungerer til fuldkommenhed, når det er denne opgave, man stiller dem. Men man må dog vist alligevel indrømme, at den værste grådighed og den værste selviskhed ofte af disse kræfter kan forvandles til gavnlige gerninger for samfundet.

Spørgsmålet er: Kan de politiske kræfter ikke på samme måde forvandle en eventuel grådig stræben efter for enhver pris at fastholde magten til noget, der er til gavn for landet?

Man kan såmænd udvide spørgsmålet, så det lyder: Lader det sig gøre at tænke sig en politiker uden magtstræb? Vil ikke ethvert ideal for samfundet, som han måtte have, kræve magtstræb af ham? Han får jo intet gennemført, hvis ikke han får den magt, som de politiske forhold i landet giver ham.

Politik er magtstræb, men de politiske ordninger bevirker, at dette magtstræb forvandles til noget positivt, fordi de forhindrer den egenrådige magtstræben; altid er det vælgerne, der skal overbevises, og de vil ikke ledes af en egoist, der kun har sin egen forfængelighed for øje.

Jamen, er jeg ikke her temmelig naiv? Overser jeg ikke, at mennesker er fantastiske skuespillere, politikere inkluderet, og at de så udmærket kan lade, som om de drives af idealitet, mens de i virkeligheden drives af magtstræb?

Skudt forbi! Dette forhold er jeg så udmærket klar over. Men jeg er også klar over, at hverken jeg eller Rune Selsing formår at kikke ind i andre menneskers inderste. Vi vil derfor aldrig kunne afgøre, om det er det ene eller det andet, der driver et menneske.

Men jeg er desforuden klar over, at kalder jeg andre mennesker magtmennesker, er jeg med til at forhindre både mig selv og andre i at fatte og eventuelt modsige de argumenter, disse mennesker bruger for at gøre, hvad de gør. Det synes Rune Selsing at have overset. Og det er sørgeligt.

Til sidst: Dette gælder også i vores diskussion med muslimerne. Det er ikke nok at fastslå, at de har en anden kultur, der ikke hører hjemme her i landet. Det kommer der ikke nogen kommunikativ handlen ud af. Vi må prøve at trænge ind bag masken for at forstå, hvilke argumenter de benytter sig af. Selvfølgelig i den hensigt at kunne argumentere imod dem, men også i den hensigt at forhindre, at de uberettiget udsættes for diskrimination eller forhindres i at sige, hvad de mener, af deres egne eller af vore.

Ja, endda i den hensigt, at også de skal være med i den samtale, der er alfa og omega i vort demokrati.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Magtbegær?

  1. Pingback: Overfromhed kontra overfrihed | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.