Demokratiet i fare?

Jeg har ikke tænkt så meget på det indtil nu, men jeg må indrømme, at artiklerne fra The Economist, som jeg nævnte i det forrige indlæg, nemlig denne og denne (begge bag betalingsmur), har fået mig til at overveje, om monstro mediernes forsøg på at opdrage os almindelige borgere skulle være en fare for demokratiet.

Det, der er problemet, er, at mange medier ser det som deres opgave, ikke at videregive information om, hvad der foregår i samfundet, men at påvirke os borgere til at indtage en bestemt politisk holdning, som medierne mener er mere humanistisk eller mere i overensstemmelse med god etik.

Indrømmet, at se demokratiets fare i den retning er at se den i den modsatte retning af The Economist. For ifølge dette magasin ligger faren for demokratiet i de højrefløjspartier, der dukker op, og i Trumps og Boris Johnsons fremkomst i Vesten. Jeg ser faren i mediernes sammenspisthed, i deres forsøg på at lukke al debat om indvandring, i deres beklagelige ensretning, når det drejer sig om at bagatellisere indvandrernes mange lovovertrædelser. Kan man blive ved med at have et demokrati, når man ikke kan stole på medierne? Er ikke medierne en nødvendig faktor i vore demokratier, en faktor, som ødelægger demokratiet, hvis den bliver utroværdig?

Det er i mine øjne en fare for demokratiet, at medierne synes tilbøjelige til at udvise en lemmingeadfærd, dvs., til at kaste sig over én og den samme sag på nogenlunde samme tid og dertil se ned på og skamme dem ud, der er uenig med dem.

Værst er det i Sverige. En fuldstændig enighed herskede (og hersker?) i den mediale verden overfor udlændingespørgsmålet. Alle de store mediehuse var enige om at fastholde ”svenske værdier”, som man kaldte det, dvs. enige om, at ingen i bladene eller tv skulle få lov at fremsætte nedsættende udtalelser om indvandrerne, eller drage den ”gode gerning”: at hjælpe indvandrere til Sverige, i tvivl.

Der er godt nok fremstået et indvandringskritisk parti: Sverigedemokraterne, men det er meget vanskeligt at være medlem af dette parti, i hvert fald at være det i al offentlighed. Man risikerer at blive afskediget, hvis det bliver opdaget. For både offentlige myndigheder og private foretagender opererer med disse ”svenske værdier”, og vé den, der ikke lever op til dem.

Dette må i sig selv kaldes udemokratisk, så det klodser. Ytringsfrihed er der ikke meget af i Sverige.

Men naturligvis har dette fået en række netsider til at vokse frem. Og lige så naturligt er det, at mange, der ytrer sig på disse alternative medier, gør det anonymt. Man vil ikke sætte sin stilling på spil.

Men hvad sker så? Ét af de store blade fik for nogle år siden ad hemmelige kanaler fremskaffet navne og adresser på nogle af de anonyme læserbrevsskrivere og offentliggjorde dem med både billede og adresse. Nogle af dem henvendte man sig personligt til. Det minder om banderne, der siger til folk, de kommer i karambolage med: Vi véd, hvor du bor!

Og det har samme virkning. Folk bliver skræmte. Dog ikke de ”gode” svenskere, dem med de rette ”svenske værdier”. Vi skal lidt længere frem i tid, før også de bliver bange. Indenfor de sidste 14 dage er der i løbet af kort tid sket to drab på kvinder. I lang tid har de mange eksplosioner gået nogenlunde upåtalt hen. Men når banderne begynder at skyde de andre bandemedlemmers koner, så er der en ny tærskel, der er blevet overskredet, og så håber mange, at der endelig vil ske noget. Men dette kan meget vel vise sig at være et forfængeligt håb.

Lidt ligesom det håb, man kunne have for Tysklands vedkommende efter de mange sextrakasserier på domkirkepladsen i Køln nytårsaften 15/16. Det tog tid, inden medierne nåede frem til den overraskende sandhed: at der var virkelig mange kvinder, der den aften blev sexuelt forulempet, og at alle gerningsmændene var asylansøgere og indvandrere fra muslimske lande. En overgang troede man, at medierne efter den begivenhed ville give sig til at oplyse ærligt om muslimers anderledes kultur og de vanskeligheder, den giver os europæere at slås med. Men den ærlighed har kun vist sig sporadisk, omendskønt man som indvandringsmodstander er glad for hver lille bevægelse i indvandringskritisk retning.

Men meget står endnu tilbage, før vi får en normal journalistisk tilgang til begivenhederne tilbage, eller altså: før tilliden til de store mediehuse bliver genskabt.

Hvis vi som eksempel tager de to store fortielser, jeg her på bloggen har omtalt: fortielsen af EU-kommissionens direktiv af 2001, der forbyder flyselskaber at medtage passagerer uden visum, og fortielsen af den praksis, grækerne tidligere havde, hvor den græske flåde skubbede migrantbådene i Det ægæiske Hav tilbage til Tyrkiet, så vil reaktionen hos almindelige borgere, hvis disse fortielser blev ”affortiet”, være vidt forskellig. I det første tilfælde vil man nok kunne forarges noget over kommissionens hykleri, men man vil dog være tilfreds med, at kommissionen ikke åbnede grænserne fuldstændigt. I det andet tilfælde vil man nok reagere med at sige, at når flåden har kunnet skubbe migrantbådene tilbage tidligere, så må den jo kunne gøre det igen.

Men i begge tilfælde må den egentlige forargelse gå på, at intet bare nogenlunde betydningsfuldt medie har villet tage hverken den ene eller den anden kendsgerning op til diskussion, skønt begge spiller en væsentlig rolle for europæernes stillingtagen. Begge de to fænomener er altså eksempler på, at medierne blander sig i politik. Hvis disse medier i det hele taget er sig bevidst, at det er det, de gør, så giver de formentlig sig selv en god samvittighed med den begrundelse, at de forhindrer den brede befolkning i at træffe ”forkerte” beslutninger. Og at indse, at det netop ikke er deres opgave, er meget vanskelig, når nu disse beslutninger er så ”forkerte”, som medierne synes de er. For øvrigt har medierne jo i denne sag langt de fleste politikere med sig. Hvilket ikke gør sagen mindre demokratisk betændt.

I mit forrige indlæg citerede jeg Rune Selsing for at fortælle, hvordan Venstre under Anders Fogh Rasmussens ledelse var et kor af ja-sigere. Men det er ikke udemokratisk, at der indenfor en partiorganisation hersker en vis lemmingeadfærd. Dels er man jo nødt til at optræde nogenlunde ensartet for at vælgerne kan vide, hvad partiet står for, og dels er der jo andre partier, der bejler til vælgernes gunst. Derimod er det et demokratisk problem, hvis det er medierne, der udviser lemmingeadfærd.

Og det kan man med føje anklage medierne for i deres behandling af Lars Løkke. Om det får nogen afgørende politisk betydning, er uvist, men vist er det, at der i medieflokken har været bred enighed om vende sig imod Lars Løkke, man har nærmest konkurreret om at kunne fremvise flest Venstrefolk, som var imod Løkkes udmelding om samarbejde med Socialdemokratiet. Man har i medieverdenen et hav af kommentatorer, og vi hører deres vise ord i tide og utide, men finde bare én, der på nogenlunde troværdig måde kan fortælle os, hvad Løkkes dybere mening med sin udmelding kunne være, måske endda forklare os, at den i en vis henseende faktisk giver god mening, det var komplet umuligt for den samlede medieskare.

Det kan – bevares – give en vis mening, hvis man anerkender, at et medieforetagendes første prioritet må være at skaffe læsere og seere til deres udgydelser. Og sådan har vi jo tilrettelagt forholdene; selv de statsbetalte medier pukker på deres seertal. Men den samlede medieflok kommer uvægerlig til at blande sig i politik, når ingen af flokken vover at komme med afvigende meninger, fordi man i så fald vil komme til at neddysse den spænding om Lars Løkkes overlevelse, som alle medier lever højt på. Så må det næsten nødvendigvis gå sådan, at enden på legen bliver Lars Løkkes trækken sig. Og ikke sandt – så er det, man spørger sig selv: Er det medierne, der skal bestemme, hvem der skal være formand for Venstre?

Men noget tyder på, at man må spørge, om monstro vort system i tilstrækkelig grad er gearet til at håndtere mediernes lemmingeadfærd. Og selv om vi naturligvis er mest optaget af det, der sker herhjemme, så må vi ikke overse, at det er langt mere skæbnesvangert, hvad der sker i Europa som sådant.

Og her er det altså min opfattelse, at EU’s politikere og Europas medier – herunder The Economist – i deres farisæiske forsøg på at spille ”de gode” i indvandringsspørgsmålet er langt farligere for demokratiet end de højrepartier – for nu at kalde dem det – der har bredt sig i det europæiske landskab. Og jeg kan ikke lade være med at pege på det, der igennem århundrederne har været Europas styrke, nemlig de mange forskellige tilgange til statsræson, som de forskellige stater har haft. I modsætning til Kina har Europa aldrig haft held med at få samlet alle under én hat. Men det har – i modsætning til, hvad de fleste tror – været en stor fordel. For hvor Kina har stagneret i selvtilstrækkelig vished om at have nået fuldkommenheden, der har Europa hele tiden måttet kæmpe, det ene system mod det andet, det ene lands traditioner mod de andre.

Det betyder – for nu at vende tilbage til Viktor Orban og The Economists behandling af ham – at man i stedet for at skose Orban for hans behandling af det af George Soro støttede universitet, burde forstå, at han søger en løsning på noget, der også er vort problem: hvordan forhindrer man, at økonomisk magt kan omsættes til politisk magt?

Det problem tog jeg frem for et årstid siden, se her, og selv om det er alvorligt nok, skal jeg her kun sporadisk nævne det. For der er et noget alvorligere problem for demokratiet, det problem, nemlig, der opstår i kraft af den befolkningsudskiftning, der er i færd med at fuldbyrdes. Der må jo være et folk, hvis man skal tale om folkestyre, demokrati. Men hvis den selvfølgelige, folkelige tro på diskussionens betydning og på gyldigheden af de love, folketinget vedtager, erstattes af en ligeså selvfølgelig, folkelig tro på koranens guddommelige status som grundlag for al lovgivning, så bliver det ikke blot et andet folk, der kommer til at bo i det område, vi kalder Danmark, det bliver også en anden styreform, en styreform, der nok ikke vil have meget med demokrati at gøre.

Så jo, der er mange farer for demokratiet. Men højrefløjspartierne er ikke én af dem.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.