Overfromhed kontra overfrihed

For cirka tre år siden skrev jeg lidt om den algierske forfatter Kamel Daoud, se her, og her. Jeg ville prøve at bruge forholdet til kærligheden til at forstå forskellen mellem islam og kristendom. Jeg gengav nogle af Daouds tanker på denne måde:

Her kan, så vidt jeg kan se, Kamel Daouds essay være os til hjælp. For han viser, hvor falsk og påtaget det hele bliver, når samlivets vidunderligheder, givet os fra naturens (Guds) hånd, bliver lagt ind under den hårde lovforståelses dyne. Han skriver f.eks.:

I vore dage er sex et stort paradoks i mange arabiske lande. Man er nødt til at handle, som om det ikke eksisterer, og dog bestemmer det alting, uden at noget bliver sagt. Som fornægtet vejer det tungt på sindet i kraft af dets skjulthed. Selv om kvinder er tilslørede, er de centrum for alle relationer, udvekslinger og bekymringer. — Kvinder ses som årsag til destabilisering – nogle siger, at korte skørter udløser jordskælv – og de bliver kun respekteret, når de defineres som nogens ejendom, som X’s hustru eller Y’s datter.

Senere hedder det:

Disse modsigelser skaber utålelige spændinger. Begæret kan ikke komme ud, der er ingen ventil. Parforholdet er ikke mere intimitetens sted, men noget, der angår hele gruppen. Den seksuelle elendighed, som bliver resultatet, kan udarte til absurditet og hysteri. Og man håber også at kunne erfare kærlighed, men kærlighedens udtryksformer – møde, forførelse, flirt – er forhindret. Man holder øje med kvinderne, vi bliver besat af tanker om deres mødom, moralpolitiet patruljerer. Der er endog dem, der betaler kirurger for at reparere deres brudte mødom.

Men sex er ikke sådan at udrydde:

Islamisterne har et faktisk monopol på at tale om kroppen, om sex og kærlighed. Via internettet og de religiøse tv-shows har deres taler antaget monstrøse former, er blevet en slags porno-islamisme. Religiøse autoriteter har udstedt groteske fatwaer: at elske nøgen er forbudt; kvinder må ikke røre bananer; en mand kan kun være alene med en kvindelig kollega, hvis hun har ammet ham eller plejet ham”.

Meningen var dengang at påvise muslimernes vanskeligheder med at håndtére kønsdriften.

Denne gang er meningen den at vise, hvordan både vi og de har vanskeligheder med denne ustyrlige drift.

Når jeg tager det emne op for jeg véd ikke hvilken gang, skyldes det for det første, at jeg fornylig sluttede et indlæg med at anbefale, at vi også overfor muslimerne søgte at få en kommunikativ handlen i stand, altså satte os for at undersøge, hvilke overbevisninger der drev dem, se her.

Og det skyldes for det andet, at der er to artikler i Berlingske, der viser forskellen mellem islam og kristendom på dette område ved at omtale to ekstreme begivenheder.

Den første artikel (som jeg nu har taget fra BT, se her), handler om en voldtægtssag, som har fundet sted i enhedslisteborgmesterens hjem, eller nærmere betegnet i hendes seng. Efter en våd aften lagde hele fire personer sig til at sove i borgmesterens seng, tre kvinder og en mand med manden yderst. Det førte – naturligvis, vil vi almindelige mennesker vist sige – til, at manden ud på natten, da han blev lidt mere vågen, havde samleje med den kvinde, der lå nærmest. Og det besluttede borgmesteren og den forulempede kvinde at anmelde til politiet som voldtægt.

Ærlig talt, man tager sig til hovedet. Hvor skøre kan mennesker være? Så vidt man kan forstå, har disse mennesker alle tilhørt den klasse, der mener om sig selv, at de i seksuel henseende er frigjorte. Det viser blandt andet det faktum, at de er gået i seng med hinanden i en skøn blanding af LGTI-personer. Frigjorthed? Jo, jo, vi er skam frie mennesker, også i seksuel henseende. I hvert fald når det drejer om at sove med hvem som helst. Men når det kommer dertil, at man skal tage ansvar for det, der kan ske i en sådan opstemt frigjorthed, så er man pludselig ikke så frigjort mere. Så mener man godt, at man kan anmelde den handling for at være voldtægt, som man dog i ret høj grad selv har lagt op til; i hvert fald har man givet manden indtryk af, at man ville være frigjort nok til at tolerere et samleje.

Jeg håber ikke, manden bliver dømt. Nå ja, i det tilfælde, at kvinden er blevet gravid, vil det måske være rimeligt, at han kommer til at betale de hospitalsomkostninger, det medfører at få foretaget et fosterdrab. Og hvis kvinden ønsker at beholde barnet: at han betaler de sædvanlige bidrag til barnet. Men ellers vil jeg mene, at hvis denne mand bliver dømt for voldtægt, vil det medvirke til at udhule hele voldtægtsbegrebet. Der er jo efterhånden utallige voldtægter i vort samfund, selv om vi endnu ikke har nået svenske højder, voldtægter, hvor kvinden ikke på nogen måde har opført sig inviterende, og hvis vi skal fastholde sådanne voldtægter som en forbrydelse, så må vi afvise denne begivenhed som en voldtægt, og nærmest rubricere den som ”collateral damage”, når man vil lege frigjort.

Men meningen med at fremdrage denne begivenhed her var egentlig ikke, at der skulle fyres op under vores forargelse. Meningen var at tage denne begivenhed som ekstremen på den kristne side af forskellen til islam. Vi kristne ønsker frihed for den enkelte til selv at vælge sin ægtefælle. Derfor ønsker vi en fri omgang kønnene imellem. Men vi ønsker også, at hver enkelt mand og kvinde gør sig klart, at den, man har samleje med, binder man sig til. Og vores kultur fortæller os, at der i den forelskelse, der går forud, i det ja, der gives fra den anden, ligger en umådelig stor anerkendelse af vores person. Og det, vi vil bebrejde en ung mand som ”voldtægtsmanden” i ovenstående historie, er ikke, at han har brudt nogle uskrevne eller skrevne moralregler, men at han har taget let på samlejet, at han i det hele taget er gået med til at sove sammen med disse kvinder, at han har ladet sig lokke af denne frigjorthedens kultur. Det, vi kan sige til ham fra kristen side, er ikke, at det er moralsk forkert, men at det er dumt. Denne frigjorthedens kultur, som han så gerne har villet være en del af, bevirker jo, at han kun får den fysiske lystoplevelse ved samlejet, den langt større psykiske glædesfølelse, der ligger i, at hun har sagt ja og ja for livet, ja til ham og ham alene, den går han glip af. Og det er dumt.

Så til den muslimske ekstrem. Den er beskrevet i Berlingske, se her, og i Kristeligt Dagblad, se her. Og der er såmænd bare tale om et almindeligt æresdrab af den slags, som den muslimske verden er fuld af. Der var tale om en palæstinensisk kvinde på 21 år. Hun havde aftalt at mødes med sin forlovede på en restaurant, og hun lagde en video om restauranten op på internettet. Den så hendes brødre og hendes far og de bankede hende. Om hun blev smidt ud af vinduet fra 2. sal, eller selv sprang ud, er der usikkerhed om. Men hun kom da på hospitalet. Der blev hun imidlertid også angrebet, og hun døde dèr af sine kvæstelser.

Men der er et efterspil. Der har dannet sig et hashtag ”vi er alle Israa”. Og demonstrationer er opstået. Også herhjemme er der muslimer, der siger fra:

Også herhjemme har hendes død fået opmærksomhed. På Facebook kalder debattør og Talskvinde for Exitcirklen, Khaterah Parwani, sagen for »vanvittig«.

»Israa Gharibs tragiske skæbne handler om patriarkatets magtsyge dominans. Et vanvid af en kontrol, der forbyder det menneskelige i kvinden. En dominans der ser kvinden som et værktøj, en slave der indordner sig ned til mindste detalje,« skrev hun.

Mandag gik flere hundrede palæstinensiske kvinder på gaden i Ramallah i protest. De krævede rettigheder og bedre beskyttelse af kvinder. Myndighederne har svoret at komme til bunds i sagen.

Ifølge Halima Abu Salb, der forsker i kvinderettigheder, skal de palæstinensiske myndigheder ændre landets love:

»Indtil nu er disse love gamle og fulde af mangler, der kan lade voldelige gerningsmænd slippe væk eller få lempende straffe,« sagde hun til AP.

Det sidste er ikke helt forkert. Det er en forholdsvis kendt sag, at æresdrab straffes betydelig mildere end andre drab i muslimske lande. For det ligger i muslimsk kultur, at man forstår den far, der føler sin ære gået for nær, når hans datter ikke vil, som han vil, men som hun selv vil. For med til en muslimsk mands forpligtelser hører, at han har styr på sine kvinder. Det forstår alle, og de forstår derfor, at han er nødt til at gribe til hårde midler, hvis kvinderne gør oprør, også selv om dette oprør af os vesterlændinge opfattes som et retfærdigt oprør mod et undertrykkende system. Man kan se en beretning om dette æresdrab her, og her gøres der også rede for de forskellige muslimske landes straf for sådanne drab.

Sådan set er forholdet til kønsdriften et skoleeksempel på forskellen mellem retfærdiggørelse af tro og retfærdiggørelse ved loven. Den tro, der er tale om ved retfærdiggørelse af tro, er troen, som den lever i et personforhold, i et personforhold til Gud og i et personforhold til de mennesker, der lever sammen med os, det ene ikke uden det andet.

Og at leve i et personforhold vil sige at handle ud fra, hvad der tjener forholdet bedst. Det vil sige, man må som det første anerkende den anden på hans person, og man må som det andet handle på en sådan måde, at den anden kan udfolde sig helt i dette forhold.

Men det har altid været vanskeligt – også i vor kristne verden – at holde fanen højt, hvad angår retfærdiggørelse af tro. Altid har retfærdiggørelse ved loven blandet sig og forsøgt at få overtaget. Vel har vi i vore seksuelle forhold haft en vis fri omgangstone, men er nogen ”kommet galt af sted”, så har det ikke skortet på moralsk fordømmelse, og det er jo retfærdiggørelse ved gerninger, der stikker hestehoven frem. Blot har jo Jesu eksempel, f.eks. dette, at han omgikkes toldere og syndere (herunder synderinder), forhindret os i at gå så langt ud i ekstremen, som mange muslimer gør med deres æresdrab.

Så det betyder, at vi et langt stykke vej godt kan forstå muslimerne, fordi også vi har forsøgt ved lovens hjælp at få styr på kønsdriften.

Men vi bliver alligevel forbavsede, når vi erfarer, hvordan de med deres regler tror, at de kan holde kønsdriften fuldstændig nede.

Og det, der forbavser os, er ikke kun, at de vil styre kønsdriften med regler og love – det kan vi nogenlunde sætte os ind i – det er i langt højere grad, at de virkelig stædigt bliver ved med at tro, at der kommer noget godt ud af alle disse regler, når de dog til stadighed erfarer det modsatte; her kan vi ikke leve os ind i deres tankegang. Jo, bevares, vi kender også til det, at mange kvinder sætter en ære i at være fromme og ydmyge og selvudslettende, men har vi erfaret, hvordan frie kvinder kan lade en respekt ramme os mandfolk, som er utrolig lykkebringende, så kan vi da kun se undertrykkende regler som djævelens værk. Herunder altså de muslimske undertrykkende regler.

Men problemet er, at det er meget svært at få muslimer til se, at det er noget sådant, der er meningen med vor frie omgang kønnene imellem. Og her skal det indrømmes, at de såkaldt frigjorte menneskers opførsel, som skitseret i den første ekstrem, jeg omtalte, ikke gør det lettere for os at få muslimerne til at se det positive ved vores kønskultur.

Det gør det heller ikke lettere at få muslimerne til at forstå vor kultur, at kirken ikke har vovet at tale imod denne såkaldte frigjorthed af frygt for at blive kaldt snerpet. Jeg véd ikke, om vi ved at kalde frigjortheden for dum i stedet for umoralsk vil kunne gøre det lettere forståeligt, hvad kirken mener. For det er jo det, vi mener: at samlejet bør være kærlighedens yderste udtryk, ikke en for-sjov-affære med hvem som helst; at samlejet er noget, der giver langt mere lykke fra sig i de miljøer, hvor det opfattes som noget, der binder for livet.

Man kunne også fra kirkens side slå på, at de såkaldt frigjorte mener ligesom muslimerne at kunne styre kønsdriftens kræfter. Blot giver de to parters styrelyst sig modsat rettede udslag. Den ene part, muslimerne, vil styre kønsdriften ved at holde de to køn adskilte og derved hindre nogen som helst forelskelse i at fremvokse. Den anden part, de såkaldt frigjorte, vil styre kønsdriften ved lade dens legemlige side få fuldstændig frit løb; også derved holdes den del af kønsdriften, der hedder forelskelse, nede. Var det måske en idé fra kirkens side at fastholde, at kønsdriften i dens dobbelthed som legemlig og personlig foreteelse er noget, der vederfares os mere end det er noget, vi kan styre, at det er noget, der vel skal have vor tilslutning, men som dog til syvende og sidst kommer til os som en ufortjent gave, at vi er godt dumme, hvis vi bilder os ind, at vi er vore egne herrer i alt, hvad vi foretager os, fordi vi derved fuldstændig mangler blik for de overraskende, altomfavnende kræfter, der ligger i forelskelsen.

Derfor: skal vi få en ægte samtale i stand med muslimerne, må vi ikke undlade at angribe dem for en lovforståelse, der logisk set medfører æresdrab, og heller ikke undlade at lade dem forstå, at vi også er imod denne såkaldte frigjorthed, men er imod den, fordi den forhindrer det, der for os er det afgørende: et samliv i tro og kærlighed og forståelse og indlevelse. Og så har jeg slet ikke talt om den mangel på ligestilling mellem kønnene, som præger den muslimske opdragelse, og som har sit udspring i koranen. Og jeg har heller ikke nævnt den koranske forestilling om samlejet som en kun legemlig foreteelse – manden må tage sig indtil fire hustruer for at få tilfredsstillet sin legemlige lyst, og han må tage for sig af retterne overfor alle de slavinder, han kan overkomme.

Men vi lader dette være nok for denne gang.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Overfromhed kontra overfrihed

  1. Pingback: Burde vi kristne blande os? | ricardtriis

  2. Pingback: Hån, spot og latterliggørelse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.