En falsk parallel

Bent Blüdnikow har skrevet en bog om jødefejden i 1819, som simpelthen hedder ”Jødefejden 1819”. I den anledning har han haft en del artikler i pressen om netop det emne, f.eks. en udmærket og lang artikel i Kristeligt Dagblad, se her, og en knap så lang artikel Horsens Folkeblad, se her.

Begge artikler er sådan set udmærkede, og det kan være på sin plads at få disse historiske kendsgerninger frem. Men det kan også være på sin plads at gøre opmærksom på, at historien ikke står stille, og at den jødeforfølgelse, der kunne finde sted (og fandt sted) i 1819, i vore dage er helt utænkelig, fordi det danske folk har udviklet sig væk fra de tanker, som muliggjorde jødeforfølgelsen, og måske også, fordi de forestillinger, der fandtes blandt det jødiske mindretal i 1819, ikke findes blandt jøderne i dag.

Bent Blüdnikow er jøde, men han er også historiker. Det betyder, at han på én og samme tid skal have historikerens kyniske blik for den udvikling, der har fundet sted i det danske folk med hensyn til behandling af vore mindretal, herunder jøderne, og have sit jødiske blik for de erfaringer, han har gjort som én, der lever i et religiøst mindretal i Danmark. Og det kan der komme noget spændende ud af, men det kan også give grobund for et vist skævsyn.

Og man skulle jo kende mig dårligt, hvis man ikke på dette tidspunkt får mistanke om, at dette nok er indledning til en påvisning af et sådant skævsyn.

Jeg vil dog vente lidt med at bekræfte denne mistanke.

Først skal vi nemlig lige en sviptur omkring David Novak. Han har skrevet en bog, der hedder ”Natural Law in Judaism”. Og af den kan man se, at det, der gælder for muslimerne: at der er inkompatibilitet mellem åbenbaret lov og naturlig lov, også gælder for jøderne. Jeg har gjort lidt rede for det i dette indlæg. Det eksempel, Novak kommer med, lader imidlertid ane, at mange rabbinere betragter jøderne som noget særligt i Guds øjne. Og Novak udtrykker en vis i vore øjne besynderlig bekymring over, at jøderne i løbet af 1700- og 1800-tallet her i Europa skiftede status fra at være et tolereret mindretal til at være fuldgyldige borgere i landene. Bekymring? Jo, for kunne de holde fast ved den tanke, at de var noget særligt, at de skulle overholde særlige jødiske regler, hvad omskæring, hvad spiseregler, hvad helligdage angår, når de nu ikke mere af deres landsmænd betragtedes som anderledes, men som fuldgyldige borgere?

Det er muligt, at denne bekymring er reel nok. Jeg har i hvert fald læst et sted, at det jødiske mindretal i Danmark fra slutningen af 1800-tallet til frem til 1920erne svandt ind, både i kraft af, at jøder lod sig døbe og i kraft af blandede ægteskaber. Så kom der imidlertid i 20erne et vist influx af jøder, fordi de blev forfulgt i Rusland og i Polen. Og nu er vist antallet af jøder nogenlunde stabilt.

Men de udgør jo stadig et mindretal og må derfor slås med de problemer, som vel alle mindretal har: Hvordan opretholder vi vore forfædres religion og kultur?

Jeg har ingen anelse om, hvordan Blüdnikow tackler sin jødiske oprindelse. Men når han som historiker beskæftiger sig netop med jødefejden, må han næsten nødvendigvis se på den med et tvefoldigt blik. Det var jo nogen fra hans stamme, der blev forfulgt, og det var nogen fra vores stamme, der forfulgte dem. Men Blüdnikow er jo dansker. Så han må vel have blik for den udvikling, der har fundet sted med de europæiske folk og altså også med os danskere (hvortil jo altså også Blüdnikow hører), at vi i dag fuldt ud anerkender jøderne som en del af folket og ikke kunne drømme om at udsætte dem som nogen som helst forfølgelse. Om der har fundet en tilsvarende udvikling sted iblandt jøderne, véd jeg ikke. Den kunne f.eks. vise sig i, at de ikke mere talte om os danskere som ”gojim”, eller i hvert fald ikke brugte denne betegnelse i nedsættende betydning. Men mærkeligt ville det da ikke være, om hans beskæftigelse med jødefejden gav anledning til et vist tvesyn, eller måske ligefrem et skævsyn på begivenhederne dengang og i dag.

Det er f.eks. ikke helt forkert, hvad Blüdnikow skriver i Horsens Folkeblad:

Den [jødefejden, rr] handlede også om, hvorvidt Danmark skulle være et oplyst, tolerant samfund for både kristne og fremmede eller et mere lukket, kristent samfund, der kun nødtvunget accepterede kritik.

Men det er heller ikke helt rigtigt. Formuleringen lader ane, at Blüdnikow har nutidige problemstillinger i tankerne. Dengang var det kun jødernes stilling i det danske samfund, der var til debat, ikke de fremmedes i al almindelighed. Det kan man bedre sige, det er i dag. Og dengang var det måske sandt, at de samfund, man levede i, enevældens samfund, kun nødtvungent accepterede kritik. Men skyldtes det, at det var et kristent samfund? En kendt kristen blev i hvert fald sat under censur i dette tidsrum, nemlig Grundtvig. Og selv om samfundet så dengang var bestemt af sådanne idealer, så synes Blüdnikow at føre også denne beskrivelse op til vore dage. Og det er lidt lusket. Fortsættelsen lyder nemlig:

Alt dette kan lyde som et forspil til mere moderne debatter om det multietniske samfund over for et mere monoetnisk samfund. Vi opfatter Danmark som et roligt, homogent og tolerant samfund. Der var fra 1700-tallet og frem kun få alvorlige opgør i landet, hvorimod andre lande i Europa oplevede revolutioner, borgerkrig og opgør. Jødefejden er dog en undtagelse, fordi den var omfattende og voldelig.

Javist, det kan lyde som et forspil til moderne debatter, når det er beskrevet som ovenfor. Men ellers egentlig ikke. Og det ”vi”, der opfatter Danmark som et homogent samfund, er da ikke alle os danskere, men vist kun de kulturradikale. Javist, nogle har stadig dette som ideal, men de fleste vil nok erkende, at dette med homogeniteten i vore dage er en saga blott. Der fortsættes:

Alene derfor er den en væsentlig del af fortællingen om Danmark. Historien om Jødefejden kaster en eftertænksom skygge over vor tid, hvor vi nu pludselig fører drabelige debatter om ytringsfrihed, religionsfrihed og terrorisme, og hvor mistillid og endda konfrontationer mellem befolkningsgrupper er blevet en del af Danmark. Det er altid relevant at blive mindet om ikke at tage hygge og retfærdighed for en selvfølge, hvilket vi i det rolige Danmark har tendens til.

Og nu bliver det klart, at min mistanke om en særlig bagtanke med formuleringerne ovenfor ikke var uden grund. For det er jo bestemt ikke sandt, at ”historien om jødefejden kaster en eftertænksom skygge over vor tid”. Hvis jødefejden har haft nogen eftervirkning, må man snarere tænke på jødernes redning i oktober 1943. For vi udvikler os i historiens løb. Vi lærer af vore fejltagelser. Vi har som folk i løbet af de to hundrede år, der er gået siden jødefejden i 1819, gjort de erfaringer med vore jøder, at de fint kan leve sammen med os etniske, kristne eller mindre kristne danskere. Hvad jo Blüdnikow selv er et udmærket eksempel på.

Dette, at vi nu i vor tid fører drabelige debatter om ytringsfrihed og oplever mistillid og konfrontationer mellem befolkningsgrupper her i landet, skyldes ikke, at tankerne bag optøjerne i 1819 ikke var fuldstændig slået ned, eller at vi stadig har siddende i os et ønske om et homogent samfund uden fremmede, det skyldes, at muslimer i stort tal har slået sig ned hos os, og at muslimer ikke er lige så indstillede på at falde i hak med danskerne, som jøderne er det. Vi kan som danskere være så åbne og tolerante, vi være vil, det nytter intet, hvis ikke vore tilvandrende muslimer også vil være det. Og det vil de ikke. De er vant til fra de lande, de kommer fra, at være de øverste i samfundshierarkiet, og den vane/uvane tager de med til Danmark. Og så kan vi ikke længere tage hygge og retfærdighed som en selvfølge, ikke fordi vi danskere ikke har fået gjort grundigt nok op med antisemitismen fra 1819, og ikke fordi vi vil, at Danmark skal være et ”lukket kristent samfund, der kun nødtvungent tåler kritik”, men fordi vore muslimske landsmænd ikke undser sig for at bruge vold for at fastslå for sig selv og os, at det er dem, der er de overordnede, foreløbig i de ghettoer, hvor de er i flertal, senere måske i hele landet.

Måske Blüdnikow føler, at han med sådanne ord har vovet sig lidt for langt ud, for han fortsætter:

Ingen historiske paralleller passer fuldkomment, men Jødefejden rummer et stykke nutidsanalogi.

Dog, en sådan undskyldning er næsten værre end ingenting. Den historiske parallel, han vil drage, passer hverken halvt fuldkomment eller helt fuldkomment, den passer overhovedet ikke. Der er ingen som helst nutidsanalogi i jødefejden. Det kan ses af det følgende:

Vi oplevede i 2015 i København terror mod synagogen, og det kostede en jødisk vagtmand Dan Uzan livet. Og vi har oplevet en markant stigning i antijødiske fordomme i det offentlige rum. På europæisk plan har antisemitismen godt fat. En undersøgelse fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder viste i 2018, at 90 procent af undersøgelsens 16.000 jøder oplever stigende antisemitisme fra begge politiske yderfløje. De store forskelle på 1819 og nu er, at Holocaust satte et skel i vor opfattelse af al historie, så vi ser jødisk historie gennem dette prisme.

Det ”vi”, Blüdnikow taler om her, er det jødiske ”vi”. Og det skal jeg ikke klandre ham for, bortset fra, at han måske burde tydeliggøre det lidt mere. Men om det er dette ”vi”, der får ham til at tage så grueligt fejl, eller det er den almindelige skødesynd hos mange historikere, som gerne vil foretage diverse ”flyvespring” fra én historisk begivenhed til en anden, lad det kun være uvist, men det ”vi”, der er danskernes ”vi”, må da tilråbe den gode Blüdnikow: lad være med at blande os danskere ind i nutidens jødehad! Lad være med at drage nogen parallel mellem danskernes jødehad anno 1819 og jødehadet anno 2019, for det jødehad, der ganske rigtigt findes i Danmark i dag, er ikke danskernes, men vore muslimske landsmænds!

Det er dog alt andet end tydeligt i Blüdnikow tekst. Heller ikke i det følgende:

Dertil kom, at staten Israel blev oprettet i 1948 og betød, at jøderne ikke mere var statsløse. Men statens oprettelse introducerede også en øget konfrontation med muslimer, og det blev til en trussel, da muslimsk indvandring til Europa og Danmark øgede faren for jøderne, idet konflikten flyttede med til Europa. Det understregede en række angreb på jødiske institutioner i tiden efter 1970 og bombeangreb på synagogen i 1985. Terroren var fra 1970 til 1990 hovedsagelig venstreradikal, men blev derefter i stigende grad religiøst motiveret med rod i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Jovist, konflikten i Mellemøsten har ikke gjort det lettere at være jøde i et land med mange muslimske indvandrere. Men det muslimske jødehad finder tilstrækkelig mange begrundelser i koranen selv og i den vækkelse, der har fundet sted blandt muslimer, en vækkelse, som i høj grad tager udgangspunkt netop i koranen.

Som sagt kan man ofte komme ud for, at historikere foretager en række ”flyvespring” op eller ned gennem historien. Det kan af og til have de mærkeligste konsekvenser. Eller man kan synes, at de dog vist kommer for let om ved de perioder, de ”flyver” let hen over.

Således her i Blüdnikows forsøg på parallelisering.

Hvad med kulturradikalismen? Den radikalisme, der anså kristendommens dage for talte, og som ville være verdensborger i stedet for dansker. Mon ikke den har spillet en stor rolle i Danmarks historie? Så stor en rolle har den spillet, så det næsten er blevet forbudt at sige, at Danmark er et kristent land. Og det var for øvrigt denne radikalisme, der gennem udlændingeloven i 83 fik åbnet dørene for den masseindvandring, vi siden har været vidne til. Denne historiske foreteelse kan man dog ikke i sit ”flyvespring” sådan lige springe over.

Og hvad med jødeaktionen i oktober 1943? Lad det være aldrig så tænkeligt, at noget af den jødevenlige aktion udsprang af, at det var tyskerne, der var ude efter jøderne, og at vi kunne vise vores had mod tyskerne ved hjælpe jøderne, det kan dog ikke nægtes, at den danske regering, så længe den eksisterede, havde holdt hånden over jøderne, for øvrigt ledet af den radikale Erik Scavenius, og heller ikke må man overse, at der i det kulturelle liv, f.eks. med Kaj Munks skuespil ”Han sidder ved Smeltediglen”, var et stærkt blik for det umenneskelige i den tyske jødeforfølgelse. Også denne historiske kendsgerning må dog tages med i købet, så man ikke fejlagtigt anser jødefejden i 1819 som en ”eftertænksom skygge over vor tid”.

Det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at tage hatten af for en grundig historiker som Bent Blüdnikow. Det er altid rart at blive oplyst om sider af vor historie, som man ikke har anet så meget om. Men hans ”flyvespring” kunne han godt have sparet os for. De mangler da også fuldstændigt i en tilsvarende artikel i Kristeligt Dagblad.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.