Komparativ teologi

Komparativ teologi er navnet på en ny teologisk retning, som er fremstået i Tyskland omkring den katolske teolog, Klaus von Stosch, ansat ved universitetet i Paderborn.

Jeg blev opmærksom på ham og hans særlige nye form for teologi i kraft af en artikel i Kristeligt Dagblad af Peter Lodberg og Steen Skovsgaard, se her. Den bærer den lidt pretentiøse overskrift: ”Det er på tide at teologien tager dialog med islam alvorligt”, som om ingen hidtil har taget denne dialog alvorligt. Jeg skal ikke så meget henvise til nærværende blog, for den er ikke særlig udbredt, men der er dog mange alternative medier, der går i dialog med islam, ligesom der efterhånden er en del forskere, som går i klinch med islam og virkelig sætter sig ind i islams positive og negative sider.

Det, jeg vil finde positivt, er, om man efterhånden også er åben overfor de negative sider. Som jeg tidligere har bemærket her på bloggen, så var det, mens jeg var tilknyttet eftertanke.dk, sådan, at man ikke måtte sige noget negativt om islam uden i samme åndedrag eller i hvert fald i samme artikel også at sige noget negativt om kristendommen. Det gjorde den såkaldte dialog lidt anspændt eller lidt kunstig. Men denne uskik med hensyn til en åben og ærlig debat har man dog vist stort set forladt.

Men er det af den grund blevet bedre?

Peter Sander har den 7-9 et læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvori han omtaler Lodbergs og Skovsgaards artikel med glæde, og hvori det blandt andet hedder:

Belært af egen erfaring ved jeg, hvor vigtigt det er at udtrykke sig klart omkring kristne kernebegreber som treenighed, inkarnation og forsoningslære, når man taler med en muslim om tro. Koranen benægter treenigheden, den benægter, at Jesus er Guds søn, den benægter korsfæstelsen og derved den kristne forsoningslære, så disse dele af kristentroen har muslimer meget svært ved at relatere til.

Koranen fastslår gentagne gange, at jøderne og de kristne har fået deres bøger fra Gud. Disse har fået et Guds ord, som ikke kan ændres, og de kristne skal holde sig til deres evangelium, ellers er de gudløse. Samtidig advarer Koranen dog imod kristne og jøder, som med deres tunger fordrejer Guds ord.

Vil man have en troende muslims respekt, så handler det om loyalt at kunne gengive Bibelens ord og om at have en sammenhængende tolkning af dette ord.

Man skal være ærlig om de uenigheder, der findes, og man skal kunne vise ham, at man ikke fordrejer Bibelens ord ved at tale om treenigheden, om Jesus som Guds søn og så videre.

Med disse ord lyder det til, at Peter Sander vil give Klaus von Stosch ret. von Stosch føjer oven i købet til, at man efter en indgående og dybtborende samtale med en muslimsk lærd vender tilbage til sin egen tro med større forståelse og indlevelse. Det siger han i et ”krydsforhør”, der er lagt ud på YouTube, se her. Og han føjer til, at islam har meget at lære os kristne.

Det tror jeg nu ikke. Eller snarere: Jeg kan måske nok lære noget ved at læse om islam, og jeg kan måske også lære noget nyt om min egen tro derved, men det er noget, jeg lærer, fordi jeg bliver klar over, hvor det er, islam tager fejl; det er noget, jeg bliver klar over, fordi jeg ser, hvordan muslimerne vægrer sig ved at antage simple, logiske, rationelle sandheder, fordi de partout vil holde fast ved deres traditioner. Jeg lærer altså det modsatte af det, von Stosch vil mene, man kan lære.

Og så vil jeg mene, at vi godt kan lade disse gamle, til dels uforståelige begreber som treenigheden og Jesu guddommelighed ligge, i hvert fald, hvis de ikke siger os noget. Vi skal ikke på den måde lade koranen og de begreber, den har noget imod, bestemme dialogen med muslimerne. I stedet skal vi tage de begreber frem, hvor det virkelig brænder på for os. Hvis det altså i det hele taget brænder på nogen steder.

Hvor det i mine øjne brænder på, kan jeg nok nemmest gøre rede for ved som udgangspunkt at hævde, at kristendom er en ord-teologi, islam en magt-teologi. Det betyder ikke, at muslimer holder deres mund, de bruger i høj grad ord til at fremme deres sag, men de bruger ord imod sprogets egne indre kræfter. Den rationalitet, som sproget kræver, vender og drejer de efter forgodtbefindende. Den logik, der ligger også i gudsbegrebet, øver de vold på.

For et års tid siden fremsatte jeg et forslag til, hvordan man kunne afradikalisere eventuelt hjemvendende IS-krigere, se her. De af dem, som man ikke havde mulighed for at anklage for forbrydelser, mens de var IS-krigere, skulle man give lov til at komme tilbage til en dansk normaltilværelse på den betingelse, at de ville underkaste sig en tvangsundervisning i en enecelle med et fjernsyn, der ikke kunne afbrydes, hvor de blev præsenteret for forskellige videnskabelige fakta angående islam, specielt angående koranen. For det, det drejer sig om at nedbryde hos dem, er den muslimske tro på, at koranen er Guds uforfalskede ord. Og det gøres bedst med videnskabelige, rent rationelle argumenter, f.eks. det argument, at den mishna, som en jødisk rabbiner skrev ned omkring 250 e. Kr., og som forklarer, at den, der slår ét menneske ihjel, skal anses som én, der slår en hel verden ihjel, bliver brugt af Muhammed i sura 5,32. Her hævder koranen fejlagtigt, at et sådant ord er åbenbaret for Israels børn, og at det er Guds selv, der taler i dette ord.

En anden slags argument imod koranen vender sig imod koranens gudsopfattelse. Når Gud efter sin natur kræver en ed overholdt, kan han ikke i nogle tilfælde – f.eks. overfor Muhammed – give lov til at bryde en ed. Og når man ordner koranens antipati mod alkoholnydelse som noget, der stiger over tid, efterhånden som der gøres erfaringer med berusede menneskers opførsel, så kan man godt forstå, at Muhammed må gøre sig sine erfaringer om, hvordan alkohol påvirker mennesker, men det er imod logikken i gudstanken, at Gud skulle have brug for at gøre sådanne erfaringer, se evt. her.

Jamen, er det ikke synd for sådanne indespærrede muslimer, at de får disse argumenter smidt i hovedet?

Det var mere synd for de mennesker, som disse IS-krigere slog ihjel i Syrien og Irak. Og sagen er jo den, at alle muslimer – gentager ALLE – går ind for den forestilling om koranen, at den er skaberens direkte ord til mennesker. Der findes i den henseende ingen moderat islam. De grene indenfor muslimsk teologi, som har forsøgt f.eks. at sige, at Mekka-åbenbaringerne går forud for Medina-åbenbaringerne, har ikke fået medvind i muslimske kredse. At de senere åbenbaringer, som regel jo af mere krigerisk natur, abrogerer eller ophæver de forudgående åbenbaringer, det kan man gå med til, selv om jo også den tanke går imod den forestilling om Gud, at han er alvidende, men at det omvendte skulle være tilfældet, det er uacceptabelt.

Og vil man spørge, hvorfor dog nogenlunde fornuftige mennesker – og det er jo de fleste muslimer – går med til sådanne ulogiskheder, så véd jeg ikke rigtig, hvad svaret er. Blot forekommer det mig, at det spørgsmål rammer tilbage på os kristne. Hvorfor holder vi fast ved en treenighedslære, som vi dårlig nok forstår? Hvorfor skal vi gå med til, at Jesus er Guds søn? Hvorfor er det en uopgivelig sandhed for os, at Jesus døde på korset? Hvorfor hører den naturlovsødelæggende opstandelsespåstand med til vort trosgrundlag? Er det kun tradition? Skyldes vor ”trofasthed” mod disse dogmer kun en vis goodwill overfor kristendommen, den er jo vore forfædres religion?

Så altså: dette spørgsmål rammer både mig og den muslim, jeg diskuterer med: Hvad rager religionen, kristendom eller islam, egentlig mig?

Og jeg gætter på, at vi begge er fristet til at sige, at traditionen betyder ganske meget for os. Vi er vokset op i denne tro, vi har fået dens tanker ind med modermælken, og vi kan ikke sådan give slip.

Derfor bliver dialogen farlig. For det, den anden vil, er jo at overbevise, og at overbevise om sin religions sandhed er identisk med at opfordre den anden til at skifte religion. Sådan er det, og sådan må det være. Hvis altså dialog skal være andet end høflig snak.

Jeg for mit vedkommende har jo nu studeret teologi. Og det danske teologistudium udsætter os arme studenter for et sandt bombardement af indvendinger mod kristendommen. Vi skal i tide vænne os til at kunne svare for os på enhver tænkelig indvending. Ikke mindst har vi måttet vænne os til at læse det ny testamente med de historisk-kritiske briller på. Og det har været en stor anfægtelse, men også en stor befrielse, når man fandt ud af, at der på trods af de mange historisk-kritiske angreb stod meget tilbage, stod tilbage en Jesus, hvis ord stadig lød tillokkende, stod tilbage en Paulus, hvis brev til Filemon, om ikke andet, fremstod som en eksplosion af finurligheder.

Og vel at mærke: Jesu ord og Paulus’ breve stod tilbage i egen kraft, der behøvedes ikke nogen overnaturlig forklaring eller påstand for, at de var troværdige. De var blot en kommunikation menneske til menneske som al anden menneskelig kommunikation. Og jeg forstod dem, fordi jeg var et menneske som de og kunne sætte mig ind i den situation, de omtalte.

Men jeg kan ikke se andet, end at muslimerne er nødt til hele tiden at have den antagelse med sig, at koranen er Guds egen tale, ord til andet. Deres tro må altså baseres på en overnaturlig påstand.

Det må min tro også. Men den påstand er en påstand om al menneskelig kommunikation: den lykkes kun, fordi Gud griber ind med sin Helligånd.

Hvis man nu går i krig med von Stoschs nyeste bog ud fra disse forudsætninger, hvad så?

Tja, jeg har nu først af sparsommelighedshensyn fundet nogle anmeldelser af bogen på nettet. Bogen er skrevet af den katolske von Stosch og hans muslimske kollega Mouhanad Khorchide og hedder ”Der andere Prophet. Jesus im Koran”. Den anmeldes i MiGAZIN af Judith Kubitschek, se her, og i Acadamia af Reinhard Kirste her, og sikkert også andre steder.

Og det var nu klogt nok lige at kikke efter i anmeldelserne, for efter at have gjort det – en tre gange, for at være nogenlunde sikker i min sag – tror jeg ikke, jeg gider ofre penge på bogen.

Hvorfor ikke? Det må da være godt, at kristne og muslimer taler sammen. Og kan de så oven i købet tale sammen om Jesus, så må da enhver kristen være tilfreds.

På ingen måde. Den Jesus, de tager op til undersøgelse, er Jesus, som koranen fremstiller ham. Og den kristne Jesus, som den koranske Jesus sammenlignes med, er Jesus, som han fremstilles af de kristne på Muhammeds tid, ikke evangeliernes Jesus, selv om han jo ikke helt kan holdes udenfor. Så man skal altså huske hele tiden at holde sig for øje, hvad der ikke siges.

I den første af de nævnte anmeldelser hedder det, at koranen indeholder mindre kritik af kristendommen end sædvanligvis antaget. Og hovedsagen i bogen er som titlen antyder at undersøge koranens Jesusbillede. Det er især suraerne 19, 3 og 5, der giver oplysninger derom. Det nævnes også, at Jesus er den eneste profet, der hævdes at ”stå Gud nær”, ligesom han kan betegnes som Guds ord og Guds ånd. ”Koranen og Jesus gælder begge som tegn, som Gud giver menneskene, for at vise dem barmhjertighed”. Som slutord hedder det, at bogen vil være et første skridt frem mod en ”nybestemmelse af forholdet mellem islam og kristendom, som er villig til at lære, er dialogisk og fredsfremmende”.

Men ærlig talt, det er jo ingen sag at være fredsfremmende, når man udelader alt det, der kunne skabe modsætninger.

I den anden anmeldelse, som er lidt mere omfangsrig, finder man ud af, at de to teologer får skabt overensstemmelse mellem islam og kristendom på en del punkter. Men om de kan bibeholde den overensstemmelse på de punkter, hvor der hersker modsætninger, er ikke til at blive klog på.

Når man f.eks. mener, at koranens Jesus-billede er noget, den kristne teologi kan lære noget af, synes det, man kan lære, kun at være en lidt bedre forståelse af kirkehistorien i det 7. århundrede. Og det er jo ikke noget, der kan ophidse os særligt.

Det eksemplificeres med en omtale af tonaturlæren, som begge teologer vist forholder sig lidt skeptisk til, i hvert fald tager man sammen fat på en gennemgang af Schleiermacher, fordi han ”på radikal vis har brudt med tonatur-læren”. Jeg har her en lille gennemgang af Maximus Bekenderens opfattelse af tonaturlæren og den deraf udledte toviljeslære: Hvis man skal hævde, at Jesus i Getsemane have frivilligt bøjede sig for Guds vilje, så må der være en selvstændig vilje i ham. Det samme siger vore to teologer: ”Gud har i frihed selv besluttet sig til at være barmhjertig”, derfor respekterer Gud i sin indbydelse til kærlighed også alle menneskers frihed, ellers ville det jo ikke være kærlighed, siger anmelderen.

De kan også gøre opmærksom på, at udsagnet i sura 4,157 om, at Jesus ikke døde op korset, ikke står alene i koranen, hvilket er rigtigt nok. Men hvordan dette udsagn skal afmåles med de andre udsagn om Jesu død, fortæller anmelderen ikke noget om. Anmelderen citerer: ”Koranen fornægter på ingen måde Jesu død … men understreger blot, at Jesus ikke definitivt er underlagt modstandernes had. Men heller ikke Jesus skulle som martyrerne, som blev dræbt på Guds veje, regnes for at være død. Denne erkendelse indbyder til, at man ikke i spørgsmålet om Jesu korsfæstelse drager en skarp skillelinje mellem islam og kristendommen”.

Denne anmeldelse slutter med at sige, at bogen giver udtryk for Jesus-fortolkninger, som udvikler en ny forståelse i kraft af, at man lytter til hinanden. På den måde bevidner islam og kristendommen netop i deres soteriologiske motivation deres indre forbundethed.

Så vidt disse anmeldelser.

Men hvad bliver resultatet?

Tja, hvor venlig denne muslimske teolog end kan forekomme at være overfor os kristne, skinnet bedrager. For han kan jo ikke komme bort fra, at koranen netop betragter Jesus som en profet, og det en andenrangs profet, med Muhammed på førstepladsen. Og det er jo noget andet end at sige, at Jesus er ”vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6). Det forholder sig i teologisk henseende på samme måde som i politisk henseende. De kristne kan godt få lov at leve i det muslimske samfund med begrænset frihed, men de er underordnet de muslimske love.

Hvad værre er: Det angreb på farisæismen, som Jesus leverer og som evangelierne bevidner, bliver der tilsyneladende ikke noget af i bogen. Men da det er noget af det mest afgørende – Jesus blev jo dømt og henrettet for foragt for loven – så er det en afgørende mangel. Men det kan godt siges at være kristne teologers fejl: de har fokuseret på Jesu død som et sonoffer og har ”glemt”, at det var fromme lovtro jøder, der forlangte hans død, ligesom det er fromme, lovtro muslimer, der forlanger frafaldne muslimer slået ihjel.

Og det værste er, at alle Jesu opfordringer til at følge ham ind i døden for evangeliets skyld, som vi i vore dage som kristne er tilbøjelige til at overhøre, ikke kommer frem i denne dialog med muslimerne.

Desværre kan det ikke ses af anmeldelserne, men det kunne være spændende at blive klar over, i hvor høj grad Khorchide, den muslimske teolog, anerkender almindelig, vestlig historisk-kritisk videnskab. Noget tyder på, at han deltager i de historisk-kritiske resultater, der fremføres i bogen. Og hvis han gør, i hvor høj grad fastholder han så koranens særstatus? Er han villig til at anerkende, at den historiske Jesus, som vi holder os til, er helt anderledes end den koranske Jesus, og at det er ”vores” Jesus, evangeliernes Jesus, der er den ægte Jesus; den koranske Jesus er jo Muhammeds Jesus-billede, (altså ikke Guds Jesus-billede)? Og hvordan stiller han så sig personligt til denne ægte Jesus?

Videre: Hvordan stiller han sig til de mange opfordringer til jihad i koranen? Og hvordan stiller han sig til Muhammeds og de senere kaliffers erobringer i Guds navn? Var det en fejltagelse? Og hvis ikke, skal sådanne erobringer så gentages den dag, islam bliver stærk nok?

Jovist, jeg kan godt se, at jeg med sådanne spørgsmål ødelægger den gode stemning. Men hvis vi ikke stiller dem, er vi så ikke i gang med at lade os narre? For at få afklaret det spørgsmål, vil jeg i mit næste indlæg drage nytte af en artikel på answeringislam.com, som netop tager spørgsmålet om den muslimske Jesus op.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.