Der er endnu et par tekster, jeg skal have styr på, for at få lidt mere hold på Klaus von Stosch og Mouhanad Khorchide og deres fælles bogprojekt, ”Der andere Prophet. Jesus im Koran”. Dels har jeg fundet en læseprøve på deres bog, se her, og dels viser det sig, at der også findes et fælles interview med dem i tysk radio, et interview, som er gengivet skriftligt, se her.
Det spørgsmål, som især optager mig, er, om en muslimsk lærd kan arbejde med koranen på samme måde, som han arbejder med evangelierne. Er en sådan person ikke nødt til mere eller mindre udtalt at opgive tanken om Gud som den egentlige forfatter til koranen? Og omvendt: Er ikke netop tanken om koranen som en bog, der befinder sig i himlen, og som blev nedsendt gennem Gabriel til Muhammed, en uopgivelig trossætning i islam?
Den læseprøve, som forlaget har lagt på nettet, består af indholdsfortegnelsen og indledningskapitlet. Og i indledningskapitlet kommer de i begyndelsen til at skrive, at ”kristologien er et centralt tema i koranen, som koranens forkynder og den tidligere muslimske menighed diskuterer både grundigt og kritisk”. Men hvad er nu det? Hvem er ”koranens forkynder”? Hvis koranens forkynder er Allah, går han så virkelig ind i en både grundig og kritisk diskussion om kristologien med de kristne? Hvis koranens forkynder er Muhammed, er det ret ligetil, at han kan gøre noget sådant, men hvis koranens ord er evige og guddommelige, kan de så samtidig være implicerede i en højst historisk diskussion, som var aktuel dengang, men som måske ikke er det mere? Og omvendt: Hvis koranens ord virkelig kan betragtes som led i en meningsudveksling med de kristne, kan de så samtidig opfattes som ord, der har evig gyldighed?
Forfatterne prøver at redde sig ud af disse tankekrøller ved i en note at fortælle, at de bruger udtrykket ”koranens forkynder” bevidst, fordi dette udtryk lader det stå åbent, om det handler om Allah eller Muhammed eller dem begge, så der gives mulighed for forskellige måder at læse bogen på.
Men spørgsmålet er for mig at se, om de har garderet sig godt nok på den måde. Det har jo i muslimsk teologi været et afgørende kendetegn, at koranens ord ikke skal forstås i deres historiske sammenhæng, men skal forstås som eviggyldige anvisninger. Det normsættende muslimske universitet al-Azhar i Kairo fastslog overfor en professor ved navn Nasr Sayd, at det var forkert af ham at mene, at visse koranord kun havde historisk betydning. Han måtte af den grund flygte fra Egypten.
Alligevel er altså den muslimske medforfatter nødt til at gå med til ovenstående formulering, at koranens forkynder diskuterer sådanne historiske spørgsmål, f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt Jesus havde to naturer og den slags, som både muslimerne og de kristne dengang var meget optaget af.
For os er det naturligt at diskutere et sådant spørgsmål. For vi ser på koranen som et historisk skrift, blevet til på et bestemt tidspunkt i historien, gennem et bestemt menneske, Muhammed, og med en bestemt nedskrivningsperiode og overleveringshistorie. Men for den fromme og lærde muslim er alt dette anderledes. Han går ud fra den trossætning, at koranen er Allahs eget ord, og derudfra bedømmer han alting. Og måske er allerede det at deltage i et bogprojekt sammen med en kristen teolog et betænkeligt foretagende. For kan man fastholde, at koranen er Allahs eget evige ord, når det på den måde har en tydelig historisk relevans?
For nogle år siden var det det modsatte, der var tilfældet: en kristen teolog, der mere eller mindre åbent gik med til, at koranen var Allahs ord. Jeg fortalte om det her på bloggen. Der var tale om en muslimsk lektor ved Syddansk Universitet, Saliha Maria Fetteh, og en dansk indvandrerpræst, Jesper Hougaard Larsen. De udsendte en fælles meddelelse, hvori koranen blev betegnet som guddommelig og urørlig for historisk kritik. Så dengang var det den kristne, der for debattens skyld lod det være uklart, hvad han mente.
Men nu spørger man sig selv, om det ikke er muslimen, der ved at sætte koranordene ind i en historisk kontekst, altså ved at opfatte dem som indlæg i en debat med datidens kristne, går imod den af muslimer almindeligt antagne anskuelse, at koranens ord er evige og ikke skal læses i deres historiske kontekst.
F.eks. siger de to forfattere på side 13 i ovennævnte læseprøve, at de ”går ud fra den anskuelse, at koranen i det væsentlige er opstået i profeten Muhammeds levetid”. Dels dropper de her tilsyneladende fuldstændig den alment anerkendte tanke i muslimske miljøer, at koranen har ligget i himlen hos Allah, nedskrevet på stentavler fra før tidens begyndelse, når de ligefrem skriver, at den er opstået i profeten Muhammeds levetid. Og dels må man spørge, hvordan de kan tillade sig at skrive, at den ”i det væsentlige” er opstået i Muhammeds levetid.
Betyder det, at de accepterer det, som vestlig koranvidenskab hævder, at visse koranord må tænkes at være opstået før Muhammed, andre efter Muhammed? Og ikke sandt, så forsvinder da fuldstændig de fromme muslimske tanker om koranens evige tilværelse, ja tilmed tanken om Muhammed som budbringeren af koranens budskab.
Men det er utrolig vanskeligt ikke at sætte koranordene ind i en historisk kontekst. Blandt muslimske lærde er det således almindeligt at operere med det begreb, man kalder ”abrogation”, altså den tanke, at et koranord, der er åbenbaret senere, ophæver ord, der er åbenbaret tidligere, eller at de fredelige ord fra Mekka-tiden ophæves af de mere krigeriske ord fra Medina-tiden. Men det er jo netop at fortolke koranens ord, ikke som evige ord, men som ord i en bestemt historisk sammenhæng.
Det samme gør vore to forfattere, i hvert fald von Stosch. I ovennævnte interview skelner han mellem tidlige suraer og senere suraer og deres lidt forskellige opfattelser af Jesus-skikkelsen. I de tidlige suraer er kristendommen nærmest at opfatte som en forbundsfælle. Men i den sene sura 5 bliver der formuleret en klar afgrænsning til kristendommen. Og, fortsætter von Stosch, det stemmer udmærket overens med de magtpolitiske forhold dengang, hvor islams modsætning til Byzans blev tydelig. Og så får vi igen sat koranens ord ind i en historisk sammenhæng, men well, man kan vel forestille sig, at Allah vil lade Muhammed i Mekka antage de kristne som forbundsfæller, mens han senere, hvor det kristne Byzans træder ind på arenaen – eller rettere: hvor Muhammeds hære trænger frem mod Byzans – vil tillade Muhammed at være lidt mere kritisk overfor de kristne. Men skal koranens ord forstås som evige ord, hvilke ord skal vi så i dag rette os efter, Mekka-ordene eller Medina-ordene? Det er da en gåde for både kristne og muslimer.
På side 11 i læseprøven prøver vore forfattere at redegøre for, hvordan deres nye opdagelser influerer på deres teologi. Om indflydelsen på muslimsk teologi hedder det:
Åbenbart er der i koranen på én gang en bemærkelsesværdig positiv vurdéring af Jesu Kristi betydning og et kritisk opgør med den kristne opfattelse af denne betydning.
Derfor er det, siges det efterfølgende, meget vigtigere for en rigtig forståelse af koranordenes betydning at have en korrekt forståelse af Jesus i koranen.
Det er noget af det samme, Khorchide siger i interview’et:
Begge dele, koranen og Jesus, bliver betegnet som Guds ord, som Guds ånd, som Guds barmhjertighed for verden. Her giver koranen os anledning til – hvilket jeg må indrømme til dels er irriterende for os muslimer – i det mindste at spørge videre: Vil koranen her sige os, at Gud ikke blot har åbenbaret sig i koranen, men på vidt forskellig måde måske også i Jesus, dog uden at vi skal guddommeliggøre Jesus? For en sådan guddommeliggørelse afviser koranen ganske tydeligt.
Kaj Munk siger et sted, at det er lettest at tro på bibelen, når man ikke har læst den. Det forekommer mig, at man må sige det samme om koranen. Hvilket i denne sammenhæng vil sige, at det er let nok at hævde med høj stemmeføring, at koranen er Guds evige ord, men at det straks er vanskeligere at fastholde denne trossætning, når man skal sætte sig ind i koranens mange påstande om både det ene og det andet, altså her dens påstande specielt om Jesus.
Så citeres i interview’et sura 5,112-115 (Jeg citerer en norsk koranudgave, hvor det drejer sig om vers 113-116). Her står der i vers 115:
Jesus, Marias sønn sa: Å Allah, vår Herre, send oss et bord med føde fra himmelen, så det skal være en fest for oss, for de første av oss og de siste av oss, og et tegn fra Deg. og forsyn Du oss, for Du er den Beste av (alle) forsørgere.
Og von Stosch forklarer, at det her er de kristnes nadverfejring, der omtales og altså godkendes af ”koranens forkynder” som et tegn fra Allah. Men desværre forklarer von Stosch sig særdeles overfladisk – og interview’eren spørger ikke ind til de nærmere omstændigheder. For det, de nadversøgende nyder, er jo Jesu blod, om ikke de kunne få den samme frimodighed til at bekende deres tro, også stillet overfor døden, som Jesus havde. Men i denne formulering – hvis den altså i det hele taget handler om nadveren – er der intet spor af Jesu blod.
Derimod forekommer der en mærkelig uoverensstemmelse mellem den norske koranoversættelse og de engelske, jeg har konsulteret, og den danske oversættelse. I vers 118 i den norske oversættelse hedder det, at Jesus siger:
Jeg sa ikke annet til dem enn hva Du hadde befalt meg: Tjen Allah, min Herre og deres Herre! Og jeg var vitne over dem så lenge jeg var hos dem, men etter at Du lot meg dø, er Du vokter over dem, og Du er vitne til alle ting
”Men efter at du lod mig dø”, hedder det. Jamen, Jesus døde jo ikke på korset, ifølge koranens forkynder. Jeg er desværre ikke i stand til at kontrollere grundteksten, men i den engelske oversættelse, jeg plejer at henvise til, se her, og i den danske oversættelse, se her, står der ikke noget om at dø.
Og i sura 4,157 (158) hedder det da også:
Og fordi de har sagt: Sannelig, Vi har myrdet Messias, Jesus, Marias sønn, Allahs sendebud! – De myrdet ham ikke, og de drepte ham ikke ved korsfestelsen, men han forekom dem (død), og de som var uenige om det, er visselig i tvil om det. De har ingen (sikker) viten, men følger (bare) en formodning, og de drepte ham visselig ikke.
Her gør Khorchide i interview’et opmærksom på, at dette er henvendt til jøderne, som skulle have sagt, at de ville dræbe Muhammed, ligesom de dræbte Jesus. Men, siger så koranens forkynder, de dræbte jo ikke Jesus og vil derfor heller ikke komme til at dræbe Muhammed. Men der bliver ikke spurgt ind til dette. For hvordan man end vender og drejer det, siger jo koranens forkynder på dette sted, at Jesus ikke døde på korset. Og – som før sagt – hvis denne forkynder siger noget andet et andet sted, kan han ikke være identisk med Gud.
Det ser ud til, at von Stosch vil mene, at der er tale om en stor imødekommenhed fra koranens forkynders side, når den kristne nadver ligefrem omtales som en fest, som Gud selv har arrangeret for de kristne. Og det er der muligvis også, når man sammenligner med så meget andet af det, der står i koranen. Men ser man i stedet på de indstiftelsesord, der bruges i bibelen, f.eks. på 1 Kor 11,23-26, ser sagen lidt anderledes ud. Den nye pagt, der her tales om, er en ny pagt ved Jesu blod, og det får man ikke del i, hvis ikke Jesus dør. Og den nye pagt, der er tale om, vidner Jer 31,31 om: der er ikke tale om en ydre lovoverholdelse, nej, Gud lægger loven ind i menneskets indre, og det gør han netop ved at tilgive menneskene deres skyld. Så tag Jesu død bort, og du tager muligheden for den selvfølgelige og ligefremme lovoverholdelse bort. Men ak, den mulighed er det jo også, muslimerne ikke ser.
Ser Khorchide den?
Og ser von Stosch den?
Det er ikke til at vide. Men noget tyder på, at deres indbyrdes diskussion slet ikke er nået frem til dette spørgsmål. Hvad jeg her har villet undersøge, er også kun, om Khorchides position kan anerkendes af den store mængde af islamiske lærde. Han siger selv i interview’et, at de ønsker, at deres bog vil blive oversat til engelsk, persisk og specielt til arabisk. Og det er muligt, at han i bogen gemmer sin egentlige mening, som vist er den, at koranen skal læses i sin historiske kontekst, bag et vist tågeslør, så måske en del islamiske lærde vil kunne få noget ud af den uden straks at gribe til fordømmelse af den, men det er noget usikkert. For det er, som jeg ser det, en knivsæg, han bevæger sig på.
Og jeg véd såmænd heller ikke, om jeg vil ønske bogen gode salgstal i muslimske lande. Jeg foretrækker den ligefremme og barske konfrontation frem for en forsigtig listen-sig-frem.
ricardtriis 