Tolerant overfor de intolerante?

Det er den østrigske filosof, Karl Popper, der stiller dette spørgsmål: Skal det tolerante samfund udvise tolerance også overfor dem, der vil afskaffe det tolerante samfund? Flemming Rose har skrevet en artikel i Weekendavisen for os, der gerne vil have vor viden om Poppers betydning opdateret, se her. Og naturligvis, Rose citerer Poppers berømte udsagn om tolerance, der lyder sådan:

»Ubegrænset tolerance må føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi lader den ubegrænsede tolerance gælde selv dem, der er intolerante, hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund mod de intolerantes voldsomme angreb, vil de tolerante blive knust og med dem tolerancen.«

Problemet er jo så, hvordan man forsvarer sig mod intolerancen. Er det intolerancen i ord, man skal slå ned på, eller er det kun intolerancen, når den kommer til udtryk i handling. Rose refererer Popper således:

Popper var imod kriminalisering af intolerante ytringer, så længe demokratiet kan imødegå dem med rationelle argumenter og holde dem i ave ved hjælp af den offentlige opinion. Men, tilføjede han, vi må insistere på retten til at bruge magt, hvis de intolerante lærer deres støtter ikke at lytte til rationelle argumenter og svarer igen ved at bruge deres »knytnæver eller pistoler«.

Og han konkluderede med en formulering, der kan rumme både et liberalt og et militant demokrati:

»Vi bør hævde, at enhver bevægelse, der prædiker intolerance, sætter sig uden for loven, og vi betragter opfordring til intolerance og forfølgelse som forbryderisk, på samme måde som vi bør betragte opfordring til mord og kidnapning eller til genindførelse af slavehandlen som forbryderisk.«

Som man kan se, er det faktisk temmelig mange organisationer, der kan rammes af det tolerante samfunds hammer, fordi de er intolerante. Lad os begynde med at se på det argument, der siger, at vi må bruge magt mod de intolerante, hvis de lærer deres støtter ikke at lytte til rationelle argumenter.

Hvordan vil det skulle anvendes på vore muslimske landsmænd? Det er spørgsmålet.

I en artikel i Berlingske glæder Adam Holm sig over den medlemsflugt, der kraftigt har decimeret Hizb-ut-Tahrir, så foreningen i dag er en skygge af sig selv, se her. Og han skriver:

Hvis ikke de mest fanatiske muslimer længere kan rekruttere folk til deres rækker, er der måske håb om en mindre ekstremistisk udlægning af Koranen og en bedre integration. Hurra for islamisternes krise!

Eller hvad? Forsvinder islamismen, fordi Hizb ut-Tahrirs sorte fane klasker sammen? Naturligvis ikke. Ligesom Hydra, den ni-hovede søslange i den græske mytologi, vokser et nyt hoved frem, hver gang et andet bliver kappet af. Islamismen er som Hydra og det krævede alskens kneb og krigslist for Herakles i den græske sagnhistorie at komme det fæle monster til livs.

Her til at begynde med skelner Adam Holm mellem islam og islamisme, sådan som så mange andre gør. Og tilsyneladende er det kun islamismen, han vender sig imod. Man må f.eks. ikke tro, at dette, at nogen bliver islamist, skyldes dårlige sociale forhold eller særlige psykologiske fejludviklinger, nej:

Det er Koranen og de forskellige fortolkningstraditioner og teologiske skoler, der rummer den lære som ekstremisterne suger næring af, ikke bestemte psykologiske eller samfundsøkonomiske betingelser.

Hvis islamismen er for islam hvad leninismen er for socialismen, er det bydende nødvendigt, at ikke-radikale muslimer foretager en udskilning, der minder om selvopgøret i den socialistiske bevægelse: ud med voldsparatheden, ud med den revolutionære retorik og ud med forestillingen om et verdensherredømme.

Islam må reformeres på væsentlige punkter for at kunne være den »fredens religion«, dens følgere gør hævd på.

Og se, nu er det pludselig islam og ikke den specielle afart af islam: islamismen, der må reformeres. Desværre har han ret, alt for meget ret, langt mere ret, end han selv er klar over. Og desværre er det umuligt at reformere islam på de punkter, han anser for væsentlige.

Men jeg forstår da godt, at han ikke direkte siger det på den måde. Det ville være en alt for stor mundfuld for de fredelige Berlingske-læsere at skulle sluge. Og formentlig tør han heller ikke selv drage de nødvendige konsekvenser af det, han her siger.

“Ud med forestillingen om et verdensherredømme”, siger han. Og jeg tror da gerne, at langt de fleste fromme muslimer ikke mener, at de er medlem af en organisation, der sådan ligefrem er på march mod verdensherredømmet. Men problemet er, at selv den mest jordnære muslim, der tænkes kan, ikke kan forhindre, at hans børn giver sig til at læse koranen. Og har de af deres forældre fået det indtryk, at koranen er Guds eget ord, så kan vi risikere, at de kommer til at læse ordet om, at Allah har sendt sin udsending med retledning for at den kan sejre over al anden religion, sura 48,29. Og da der er ganske mange opfordringer til jihad i koranen, også jihad, forstået som direkte krig, så ligger tanken om islams verdensherredømme på ingen måde hen som noget, man bare kan springe op og falde ned på.

Selvfølgelig vil kristendommen også udbrede sit glade budskab til alle mennesker, men aldrig gennem krig og vold. Fordi islam ifølge koranen vil udbrede sit budskab gennem vold, skal så islam som sådan forbydes i en tolerant stat? For vi kan jo ifølge Popper ikke tolerere de intolerante.

Og hvad med Poppers tanke om, at vi må bruge magt, hvis de intolerante lærer deres støtter ikke at lytte til rationelle argumenter. Det er jo præcis, hvad muslimerne gør, ikke blot i de muslimske skoler, men overalt. For de får ind med modermælken, at en muslim er et bedre menneske end en vesterlænding, og de lærer af deres forældre, at de endelig ikke må blive for danske. Og det betyder i alt for mange tilfælde, at vi lige så godt kan gemme alle vore rationelle argumenter væk, de lytter alligevel ikke til dem.

Og “ud med voldsparatheden” skriver Adam Holm om den forandring af islam, der er nødvendig, hvis islam skal blive en fuldgyldig del af de europæiske samfund. Og der var ikke megen voldsparathed at spore hos de muslimer, der i første omgang kom her til landet. Men se så, hvordan det har udviklet sig, efterhånden som muslimerne blev flere og flere. Så har mantraet snarere været “ind med voldsparatheden”. Ikke som noget, de mange muslimer er bevidste om i deres børneopdragelse, eller som noget, de bevidst arbejde på skal være normen for deres liv i de vestlige samfund. Men som noget, der tilsyneladende uafvendeligt følger med, hvor muslimer bliver mange nok.

Hvorfor tænker muslimer uundgåeligt i “dem og os”-skemaet? Hvorfor skal de absolut oprette særlige områder, der påstås at være “deres” områder? Hvorfor tillader de ikke politi og brandvæsen at operere i “deres” områder? Hvem er det, der i virkeligheden bestemmer i disse områder? Ja, vi kan spørge og spørge, men noget rigtigt svar får vi ikke. Blot har vore hjemlige muslimer for længst overskredet de grænser, som Popper satte for den opførsel, der kunne tolereres af de tolerante samfund.

Det er bydende nødvendigt, at de ikke-radikale muslimer foretager en udskilning eller indleder et selvopgør, siger så Holm. Og det er da muligvis noget, der er bydende nødvendigt, men det er jo også noget, der ikke sker, og som efter alle solemærker ikke vil komme til at ske i overskuelig fremtid, bydende nødvendigt eller ej. For tilsyneladende ligger det i den muslimske drengeopdragelse, at en dreng skal forsvare sin ære; og at “forsvare” betyder her “forsvare med vold”. Gør han ikke det – hvis han f.eks. bider en fornærmelse i sig – er han æreløs. Hvilket jo er stik modsat det, der er vores ideal.

Flemming Rose refererer og citerer Karl Popper således:

Popper spørger, om vi skal tolerere de mindretal, som accepterer en teori om nødvendigheden af vold, og som kan finde på at handle voldeligt, og som efter al sandsynlighed vil afskaffe ytringsfriheden, tolerancen og demokratiet, hvis de kommer til magten.

Hans svar lyder:

»Så længe disse mindretal diskuterer og offentliggør deres teorier som rationelle forslag, skal vi frit lade dem gøre det. Men vi skal henlede deres opmærksomhed på, at tolerance kun kan eksistere på basis af gensidighed, og at vores pligt til at tolerere mindretal stopper, når mindretallet begynder at handle voldeligt. Så opstår spørgsmålet: Hvor ender den rationelle debat, og hvor begynder voldelig handling? Det er ikke let at afgøre i praksis, for det begynder med tilskyndelse til vold eller sammensværgelse for at omstyrte den demokratiske forfatning. Og selvfølgelig er det ikke let at adskille tilskyndelse eller sammensværgelse fra acceptable måder at agere på.«

Det er jo sandt, hvad Adam Holm glæder sig over – og jeg med ham – at Hibz-ut-Tahrir, som jo utvivlsomt agiterede for en nedlæggelse af demokratiet, ikke kunne få deres tilhængere til at holde fast ved organisationen. Men om det skyldtes, at tilhængerne blev utålmodige, eller det skyldtes, at de syntes, organisationen blev styret for autoritært – hvordan skal en antidemokratisk organisation styres, om ikke autoritært? – det er ikke til at vide. Ja, det kan jo endda skyldes, at tilhængerne ikke syntes, organisationen var islamisk nok, at de altså havde forventet en voldelig kamp mod demokratiet og ikke blot en kamp på ord.

Og så har jeg slet ikke nævnt den fremtid, som demografien aftegner for os: at vore europæiske samfunds muslimske mindretal i kraft af deres større formeringsevne ikke vil forblive mindretal, men efter kortere eller længere tid forvandle sig til flertal. Sker det – og der er intet, der tyder på, at det ikke vil ske – så vil alle sådanne overvejelser være spildte, medmindre da vi i den åndelige kamp mod islam skulle gå hen og vinde, forstået på den måde, at et flertal af vore muslimske landsmænd vil kunne drages til at indse, at islam med den koran, den nu engang har, ikke er og aldrig vil kunne blive en fredens religion, og derfor vil kunne overtales til at forlade islam, enten til en sekulær ateisme eller til en sekulær kristendom.

Men en sådan åndelig kamp, finder den i det hele taget sted? Vi er, som jeg ser det, ikke kommet længere i vor åndelig uoverensstemmelse med islam end til det punkt, hvor muslimerne søger at forhindre os i at komme med rationelle indvendinger imod islam, og hvor vi overfor muslimerne næsten undskylder, at vi er til, og i hvert fald undskylder, at vi er kristne, som regel med en forsikring om, at vi som kristne naturligvis ikke vil argumentere imod islam og altid vil stræbe efter at sikre muslimerne lige vilkår i borgerlig henseende med os kristne. Det sidste skal vi naturligvis gøre, men det første på ingen måde.

Med sådanne vatnisser ved roret på den kirkelige skude har det lange udsigter med at gøre “fredens religion” til en fredelig religion.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.