Er det kunst?

Det er stadigvæk Erik Hagens maleri af en sparkende kvinde, der her skal debatteres, se billedet her, denne gang ud fra denne overvejelse: Er det kunst? Tænkes vi at godtage det, fordi det er kunst? Eller er der kun tale om en satiretegning på linje med andre satiretegninger, så man rask væk kan forkaste det, som man forkaster eller accepterer andre satiretegninger?

Det er ikke, fordi jeg er særlig kunstnerisk begavet eller har særlig megen forstand på kunst, men hvad angår det, kunstneren vil sige, plejer jeg nu at kunne følge godt nok med. Og hvis kunstneren, som han siger, har følt sig inspireret af Inger Støjberg, mindes jeg en satiretegning af Inger Støjberg, nemlig denne, hvor Inger Støjberg er ved at tænde lysene på et juletræ. Tegneren har så anbragt en hængt flygtning på juletræet som en slags julepynt.

Uden videre kunstforstand er jeg i stand til at bedømme denne satiretegning. Og jeg tillader mig at mene, at den lige var lovlig ond. Jeg vil endda føje til, at den er uden særlig meget vid. Den står der bare som en påstand om, at Inger Støjberg, hun er altså så ond, at hun kunne tænkes at fejre julehøjtiden med at glæde sig over en migrant, der er død. Hvad hun argumentere med for at forsvare sine stramninger, hvad hun frygter med hensyn til den folkelige sammenhængskraft, intet af det får tegningen frem, kun dette: hun er ond, basta! Og når jeg føler, at det har jeg frimodighed til at sige, skyldes det, at bemeldte værk fremstår som en satiretegning og intet andet.

Men når jeg nu præsenteres for et værk, der påstås at være noget så fint som ”kunst”, oven i købet ”kirkekunst”, har jeg så lov til at angribe det? Har jeg lov til at sige, at dette ikke har noget med kunst at gøre, heller ikke med kirkekunst, det er intet andet end et eksempel på en satiretegning, der morer enkelte sjæle i dag og i morgen er glemt, eller overtrumfet af andre satiretegninger, flygtigt, som det avispapir, den er trykt på?

Men om det nu er tilladt eller ej, jeg siger det: det, Erik Hagens har præsteret, er ikke andet end en satiretegning, bortset lige fra, at han ikke har forsynet den sparkende kvinde med Inger Støjbergs ansigtstræk, hvad enten det så skyldes, at han ikke er i stand til at tegne et portræt af Inger Støjberg, så det ligner, eller det skyldes, at han mener, at noget sådant lidt for tydeligt ville afsløre ham som kun satiretegner.

Hvis man vil vide lidt om, hvordan jeg i øvrigt bedømmer kunst, kan man læse dette indlæg. Det stammer fra et besøg på Enner Mark Fængsel ved Horsens, som jeg sammen med provstiets øvrige præster deltog i. Jeg havde godt nok i forvejen læst om ”alteret” i kirken i fængslet, at det kun bestod af et hul, som et kors havde slået i muren, men at det gjorde et sådant indtryk på mig, at det var ved at slå mig ud, det havde jeg ikke ventet. Det må have været indtrykket fra fængslet i øvrigt, muren, som man kunne se fra ethvert sted mellem bygningerne, metaldetektorerne, vi skulle igennem, før vi fik adgang, hele den atmosfære af undertrykkelse, der åndede ud af hver kvadratmeter på fængslet, og så se dette håb om frihed lyse ud fra kirkemuren.

Men det var også det, at det stod der som et ordløst udsagn, var der, som noget, der vel var åbent for fortolkning, men som dog, hvordan man end vendte og drejede det, måtte fortolkes som noget, der stod i den strideste modsætning til hele fængslets handlemåde og idé. For her skal der jo være mure, her forhindrer man jo ethvert forsøg på at slå hul i disse mure, her giver det hele kun mening i kraft af den mur, der omkranser det alt sammen. Og så er der et kors, der slår hul på disse mure, så er der et ord om korset, der vender sig imod det, vi så møjsommeligt har opbygget.

Og vil man sige, at det jo er ganske det samme, ”kunstværket” i Skovlunde kirke vil sige, at også det peger på mure, der skal nedbrydes, at også det vil ændre tanker og forestillinger, så er svaret, at det lyder smukt, men er noget vrøvl. For kunstværket i Enner vil hævde, at der er en frihed, der skal forkyndes midt indenfor de mure, som ingen drømmer om at nedrive, at der er et håb om en fremtid, som vi ikke kan drømme om, men som måske Gud kan se, hvor fængsler er unødvendige, at vi mennesker er mere end vore overtrædelser, at der er et ”jeg”, som rækker ud over vore forbrydelser. Hvorimod kunstværket i Skovlunde kun peger på en fremtid, som vi mennesker selv kan fremkalde, hvis vi blot retter os efter det, kunstneren vil mene er en anvisning fra Jesus selv. Der er ikke tale om, at ingen drømmer om at lukke landets døre op for migranterne, tværtimod, det både drømmer om og anbefaler kunstneren og hans mange ligesindede, og det tænkes også kirkegængerne at være med til at foranledige.

Kunstværket i Enner vil ganske rigtigt sige, at mure er en uting, som evangeliet vil sige det, men det går ind under den nødvendighed, som denne uting er, en nødvendighed, som vi som samfund alle har medskyld i, og måske især medskyld i, fordi vi har standset al tankevirksomhed i retning af, hvordan vi får skabt samfund, hvor ingen begår forbrydelser og ingen derfor kommer i fængsel.

Kunstværket i Skovlunde, derimod, kan ikke nøjes med sådanne evangeliske antydninger om en ukendt og næsten uforestillelig fremtid, det skal hævde med store bogstaver, at dette at lukke landets grænser for migranter er en uting, som vi bør høre op med, og som vi som samfund kan ophøre med. Og sandt nok, det kan vi ophøre med, vi kan åbne vore grænser for mange flere migranter. Men ikke blot skal vi spørge os selv, om det nu også er det, Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus vil have os til, vi skal også spørge os selv, hvilket samfund vi fremkalder med denne grænseåbning.

Vi kan se på Sverige, vi kan se på Frankrig for at se, hvad for mange indvandrere på for kort tid har ført til. Er det et sådant samfund, vi ønsker? Hvis dette, at vi følger noget, vi mener er Jesu anvisninger, fører til sådanne samfund, er det så Jesu anvisning, vi følger, eller er det blot vore egne indlægninger i Jesus-ord, der vil os noget helt andet?

Man kan også se forskellen på de to kunstværker, hvis man spørger, ikke blot, hvad kunst er, men også hvad kirkekunst er.

For der er ingen tvivl om, at kunstværket i Enner prædiker evangelium, når det til de fanger, der sidder inde bag mure, forkynder, at der er frihed også for dem. På samme måde som det i oldtiden lød til de kristne slaver, at selv om de i samfundet var slaver, var de dog i kirken frie – med det til følge, som ingen dengang kunne se eller forestille sig eller drømme om, at slaveriet blev ophævet – sådan lyder det nu til dem, der er fængslet, fordi vi stadig er nødt til at have love og straffe dem, der overtræder disse love, at dette kun er en menneskelig nødvendighed, ikke en guddommelig ordning, og at de i kirken er frie, selv om de stadig kan se murene omkring sig – uden at nogen i dag kan se, om det fører til omvæltninger i fremtiden, så alle fængslers mure kan brydes ned.

Men ”kunstværket” i Skovlunde, hvad prædiker det? Prædiker det andet end satiretegningen af Inger Støjberg? Den prædiker jo til dem, der ser den: ”Se, hvor ond Inger Støjberg er, godt, vi ikke er så onde!” Og nøjagtig det samme prædiker Erik Hagens med sin satiretegning i Skovlunde: ”De er onde, de, der vil holde migranterne ude fra vort samfund. Godt, vi ikke hører til den slags mennesker!” En sådan prædiken er en farisæisk prædiken, og indrømmet, noget sådant er der nok mange fromme kirkegængere, der gerne vil høre, men det er dog en modsatrettet prædiken, kirken er sat i verden for at føre.

Dertil kommer så, at den ”gode gerning”, som denne tegning anbefaler, er det ikke kunstneren selv eller den fromme beskuer, der har besvær med at fuldføre. Både det at betale for den integration, der følger efter en eventuel indlemmelse af disse migranter i vort samfund, og det besvær, det er at skulle leve side om side med de fremmede, specielt, hvis de er muslimer, overlader disse fromme til andre, til skatteyderne og til de fattige danskere.

Det er muligvis derfor, de dele af kirken, der fører den samme tale som Erik Hagens, ikke opdager, hvor farisæiske de er.

Kunst eller satiretegning? Jeg vil holde på det sidste.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.