Var Jesus etiker?

Vi tager endnu en omgang ”Skovlunde-kunstværk-kritik”. Dog denne gang med udgangspunkt i kunstneren Erik Hagens bemærkning om, at det er etikeren Jesus, der interesserer ham, se her. Det giver anledning til at tage det spørgsmål frem: Var Jesus etiker? Kan det, Jesus ville, indordnes under begrebet ”etik”? Hvordan kan Jesus som etiker harmonere med det endeligt, han fik: han blev jo dømt som overtræder af den jødiske lov?

Jeg har ofte her på bloggen påvist, at islam er en lovreligion. Den gode muslim er ham, der overholde shariaens regler til punkt og prikke. Og en sådan muslim er meget påpasselig med, hvad han foretager sig, om det nu også passer ind under de regler, som hans religion foreskriver ham.

Af og til kan man se denne loviver næsten gå over gevind. Især, når det ikke blot drejer sig om ens egen lovoverholdelse, men også om andres respekt for loven. Loven synes at give den lovfromme uanede kræfter – og en uanet stejlhed, ikke blot til selv at overholde loven, men også til at anklage andre for ikke at gøre det.

Jeg har lige rejst mig fra Tv-avisens reportage om den opblussende modstand mod abort i USA. Og så må jeg sige, at vi ikke behøver gå til muslimerne for at finde stejlhed i opfattelsen af loven. En stejlhed, som let går hen og bliver ganske umenneskelig. Nogle af de abortmodstandere, som nu demonstrerer i USA, synes at ville have al abort forbudt og gjort strafbart, også en graviditet, som er fremkaldt af en voldtægt, skal det være strafbart at afbryde.

En tilsvarende stejlhed prægede jøderne på Jesu tid. Her var det ikke spørgsmål om abort eller ikke abort, det var spørgsmål om sabbatsoverholdelse: hvordan overholder man korrekt sabbatsbuddet?

I 1. Makkabæerbog 2,29-38 fortælles der om, hvordan nogle jøder havde forskanset sig i deres huler i deres kamp mod den hedenske konge. Hans folk angreb dem på en sabbatsdag, men de forsvarede sig ikke imod dem, for det var jo sabbat, de hverken kastede med sten eller spærrede indgangen til hulerne. Derfor blev de alle dræbt. Men de andre jøder, som så, hvad der skete, blev enige om, at de ville forsvare sig og slås, også selv om det skulle ske på en sabbat.

Det samme hørte vi om i kirken i søndags. Her blev der prædiket over Luk 14,1-14, hvis første del handler om, hvordan Jesus helbreder en mand på en sabbat, mens de lovkyndige og farisæerne holder øje med ham. Han forsvarer sig med, at enhver af dem jo ville drage deres søn eller okse op af en brønd også på en sabbat, hvis de var faldet ned i den. Men, fortæller en af parallellerne til historien, dette gav anledning til, at de planlagde at få Jesus slået ihjel. Så her ser vi den samme stejlhed, som lovholdningen andetsteds giver anledning til.

Vi så den for resten i en helt anden sammenhæng i Deadline den 12-10. Her blev nobelprisen i litteratur diskuteret. Den var blevet uddelt til den østrigske forfatter Peter Handke. Det var den ene deltager i debatten meget vred over. Hun var litteraturkender, ingen tvivl om det, men hun havde én gang for alle slået fast, at Peter Handke havde diskvalificeret sig selv til nobelprisen ved at sige noget pænt om Milosevic, den serbiske leder, der efter sigende har haft manges død på samvittigheden og blev anklaget for krigsforbryderdomstolen i Haag. Handke talte endda ved hans begravelse. Det ville den anden deltager ikke nægte, men han mente, at Handke skulle bedømmes på sine værkers litterære kvaliteter, ikke på forfatterens politiske holdning. Men intet bed på litteraturkenderen, hun forblev vred og afvisende: det var en eklatant fejl af nobelkomiteen, at den havde givet en sådan person nobelprisen.

Igen: Man lægger en moralsk målestok ned over virkeligheden, og dette virker tilbage på én selv, så man bliver stejl og stenhård i sin bedømmelse. For den gode moral giver én en uangribelig platform at argumentere ud fra.

Så spørgsmålet er: Var det moral, Jesus prædikede? Var det en særlig etik, han ville fremelske hos os? Var han ude på at gøre os dadelfri i moralsk henseende? Ville han give os en urokkelig platform for vore tanker og handlinger?

Lad mig først pege på nogle af de ting i Jesu forkyndelse, der ikke er af moralsk tilsnit.

Det gælder det ord, jeg tog frem sidst, ordet om at ”hver dag har nok i sin plage”, Matt 6,34. Det har nærmest karaktér af et godt råd til os mennesker. Det er dumt af os, hvis vi ødelægger dagen i dag med at gå og bekymre os for, hvad der kan ramme os i morgen. Det kan være svært at lade være med at bekymre sig, men bekymrer vi os på trods af Jesu advarsel, så er det ikke nogen moralsk regel, vi overtræder, der vil blot være tale om, at vi handler temmelig uklogt.

Eller vi kan tænke på de mange tilfælde, hvor Jesus viser sig tilgivende, endda overfor kvinder, der har levet som ægteskabsbrydere, hvilket måske vil sige: som ludere. Kendtest er nok Joh 8,1-11, hvor de, der ville stene ægteskabsbrydersken, går bort, fordi Jesus har sagt, at den, der er syndfri, skal kaste den første sten. Men Luk 7,36-50, kvinden i farisæerens hus, kan dog også nævnes som karakteristisk for Jesu handling. Om hende siges det direkte, at hun levede i synd i den by. Men episoden slutter jo med, at Jesus siger til hende: ”Dine synder er tilgivet”. Og: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Det kan man dog vist ikke indregne som noget, der viser Jesus som etiker. Eller hvis man gør det, bliver det en ret speciel form for etik, der bliver tale om.

Man må vel i det hele taget sige, at Jesu tale om syndernes forladelse ikke just er det samme som det at opstille store og vanskeligt gennemførlige etiske retningslinjer. Han siger f.eks. i Mark 2,17, at de raske ikke har brug for læge, det har de syge, han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Hvor ligger der noget etisk ideal i det?

-Hold nu op, vil man sige, har du ikke læst næstekærlighedsbuddet? Det, om noget, er da etik. Og at Jesus gik ind for næstekærlighed, det turde vel være bekendt. Hvortil så alle disse udflugter?

Og indrømmet, dette synes jo uimodsigeligt. Oven i købet kan man givetvis fremføre mange kloge teologers opbakning til denne tanke – nå nej, Erik Hagens er jo nærmest modstander af os ”kloge” teologer, men alligevel! Se blot her og her, hvad biskop Marianne Christiansen sagde ved folketingets åbning i 2015, det år, hvor vi havde den store migrantinvasion:

Hvordan forsikrer vi hinanden og ikke mindst vælgerne om, at intet bliver anderledes eller dårligere i fremtiden, og hvordan skal vi kunne rumme fremmede og flygtninge i vores land, når vi nu er bange for dem, og hvordan skal vi overhovedet møde fremtiden, hvis vi ikke kan være helt trygge ved, at alt skal være, som det plejer? ”Frygt ikke, jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”, siger Jesus til sine disciple, der står over for den altid aldeles ukendte og frygtede fremtid, som de selv skal klare uden leder. Kærligheden fordriver frygten.

Der er ikke så meget at tage fejl af. Vi skal ikke være bange for at åbne landets porte for de fremmede, der nu strømmer ind over vore motorveje. For kærlighed fordriver frygten. Hvor skønt! Alle landets problemer kan holdes i ave af kærlighed. Og så kommer jeg og sætter spørgsmålstegn ved, om Jesus er etiker. Han er vel tværtimod den største etiker af alle. Og hans etik består af det meget enkle ord: kærlighed.

Ja, ja da. Så siger vi det: Jesus var etiker. Jesu gerning bestod i at give os den fuldkomne etik. Javist, ja.

Men er det tilfældet, så skal vi minsandten ikke nøjes med Marianne Christiansens og Erik Hagens alt andet end fuldkomne etik. Er Jesus den største etiker, så er det det største bedrag imod kristendommen, hvis vi nedskriver hans etik til et krav om at stemme de rigtige folk ind i folketinget, så landets porte i betragtelig grad kan åbnes for de fremmede.

Hvordan det?

Løgstrup taler et sted om, at vi mennesker har det med at handle, som vi véd, at kærligheden ville have handlet, i stedet for ligefremt at handle af kærlighed. Han kalder sådanne handlinger erstatningshandlinger. Og bevares, sådanne handlinger kan da være gavnlige i mange henseender. Men kærlighedshandlinger er det altså ikke. For kærligheden handler spontant.

Løgstrup foretager i den anledning en lille ændring af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han tænker sig, at samaritaneren i første omgang var gået forbi den overfaldne og så bagefter fortrød, vendte om og hjalp den arme mand. Han handlede altså ikke spontant, dvs., han handlede ikke af kærlighed, men gjorde kun det, han vidste, at kærligheden ville have gjort.

Det ser altså ved første øjekast ud til, at de gerninger, som én af kirkens dignitarer (eller hedder det ”dignitøser”, når det drejer sig om kvinder?) anbefaler, netop er de åbne portes gerninger. Men ser man nøjere efter, gør man sig f.eks. de overvejelser, som Løgstrup giver udtryk for, så falder de åbne portes gerninger igennem som sørgelige erstatningshandlinger. Og så kan man aldrig så meget tale om, at man interesserer sig for Jesus som etiker, det bliver aldeles ikke hans etik, man går ind for. Hvilket blandt andet viser sig ved, at den etik, man på egen hånd opbygger, er en etik, man kan bruge til at se ned på andre med. Og det gør jo Erik Hagens til overflod.

Så spørgsmålet bliver da, hvad en kærlighedens etik i det hele taget er. Eller det bliver, hvordan vi kan gøre vore gerninger, så den højre hånd ikke aner, hvad den venstre gør (Matt 6,3). Eller det bliver, hvordan vi kan handle, så også vi må spørge, som de retfærdige i Jesu lignelse om verdensdommen (Matt 25,31-46), hvornår vi har gjort disse gode ting.

Det fortæller Luther os noget om i sin afhandling om de gode gerninger. Under punkt 6 skriver han, se her:

Når en mand eller en kvinde venter kærlighed og forståelse fra den anden, og tror fast på det, hvem lærer dem da, hvordan han skal anstille sig, hvad han skal gøre, undlade at gøre, sige, tie stille med og tænke? Alt det er det alene tilliden, der lærer ham, og det mere end nødvendigt; for der er for ham ingen forskel mellem gerningerne; han gør den store, den lange og de mange ligeså gerne som de små, de korte og de få; og ydermere gør han dem med et glad, fredfyldt og trygt hjerte, og han er i det hele taget et frit menneske.

Disse umiddelbare handlinger udspringer af det forhold, vi står i til næsten. Og forholdet, relationen, lever netop i den gensidige tillid. Det er sagen. Jesu etik – hvis vi skal bruge det begreb – er en relationsetik.

Jeg kan ikke dy mig for her at nævne Dietrich Bonhoeffer, som jeg før har skrevet om, ja, jeg fortalte endda hele hans forelskelseshistorie i den purunge Maria von Wedemeyer, se her. Jeg mener: han havde skrevet tykke bøger, deriblandt en bog om etikken, og så rammer en helt anden form for etik ned i hans tilværelse med hans forelskelse. At det har været ret omkalfatrende for ham, bevidner han i det brev, jeg dengang citerede, dèr, hvor han skrev til Maria:

Dèr har du haft nattevagt, er rejst af sted og fra banegården kommet direkte herhen – velsagtens uden middagsmad – og så siger du naturligvis bare: ‘Jamen, det er da selvfølgeligt’! Ja, Maria, men at det er selvfølgeligt, det er jo netop underet, det er den lykke, der igen og igen er mig ubegribelig, det er noget så helt og holdent uselvfølgeligt!

Forholdet, deraf udspringer det hele. Deraf kommer den spontane kærlighedsgerning, som man ikke sådan tænker over, den bliver bare gjort, det er selvfølgeligt. Og dog er tilliden, kærligheden, fortroligheden, hvoraf gerningen udspringer, noget af det mest uselvfølgelige, der kan tænkes.

Måske man så vil sige: Ja, den er go’ med dig! Hvem véd ikke, at kærligheden er en stærk følelse i forelskelsen? Men forelskelse udfylder ikke hele tilværelsen. Der er arbejdspladser, der er borgersamfund, der er lande, der skal styres. Her er det ofte helt andre følelser end kærlighed, der præger menneskers omgang med hinanden.

Sandt nok! Og dog er det, der er grundlaget for den etik, der gælder disse steder, netop den relation eller de relationer, man står i til de andre: arbejder man på at fremme den indbyrdes tillid? Er man med til at forhindre konflikter i at opstå? Gør man sit til, at arbejdspladsen, byen eller landet bliver et godt sted at være?

Som man nok kan forstå, er det i den etik, der her er tale om, ikke gjort med at føle kærlighed. Vi bruger jo i det hele taget ikke ordet ”kærlighed” i forbindelse med de menneskelige relationer dèr. Men at kunne stole på hinanden, at have en vis grad af tillid til de andre, det er stadigvæk alfa og omega.

Og nu den tillid, vi danskere har til hinanden!

Den er jo noget ganske uselvfølgeligt, eller – med Bonhoeffers ord – det er uselvfølgeligt, at den er så selvfølgelig. Og dog er den noget, vi kan være med til at opbygge eller nedbryde. Og hvis vi opdager, at der er noget i vor officielle handlemåde, der er med til at nedbryde vores indbyrdes tillid, vil så ikke Jesu etik, der jo går ud på at styrke vores indbyrdes forhold, kræve af os, at vi gør vort til at forhindre denne nedbrydning? Eller – for at tale ligeud af posen – når vi bliver klar over, at de fremmede, specielt muslimerne, ikke lader sig indordne i vore samfund og dermed er med til at ødelægge den indbyrdes tillid, vi har til hinanden, uanset, hvor meget vi inviterer dem med til at dele denne tillid, bør vi så ikke for relationens skyld standse den stadige strøm af indvandrere, i det mindste indtil vi har set, om de muslimer, vi har fået indenfor grænserne, vil smelte sammen med os danskere i et tillidsfuldt samliv?

Dertil kommer så for øvrigt, at mange af de mennesker, der har fået asyl hos os, fordi de har hævdet, at de bliver forfulgt, ikke er forfulgt alligevel. Uwe Max Jensen har fundet ud af, at Harun Demirtas har fået opholdstilladelse, fordi han påstod at være forfulgt, men at han desuagtet holder ferie i Tyrkiet, oven i købet i den by, hvor han i sin tid hævdede at være blevet forfulgt, se her. Og der er jo nok flere end ham, der glad og gerne rejser tilbage til det land, hvori de påstod de blev forfulgt.

-Jamen, kærligheden, lad dog kærlighed og barmhjertighed sejre i sådanne tilfælde!

Ja, kærligheden til det land, der er vort, den skal sejre, den skal handle ud fra, hvilke handlinger der fremmer den indbyrdes tillid og hvilke der mindsker den. Og det er klart: Én svale gør ingen sommer. Én snyder betyder ikke noget. Få vanskeligt integrerbare indvandrere har ikke stort at sige. Men når uintegrerbare muslimer kommer hertil i stort tal, når det viser sig meget vanskeligt at få dem bort fra de traditioner, de medbringer, traditioner, der ikke bygger på tillid, men på muskler, bør vi så ikke – af kærlighed – standse denne strøm?

Så altså: Hvis vi endelig skal nævne kærligheden som grundlaget for Jesu etik, så må vi forstå kærligheden, ikke som en følelse, vi selv skal frempresse, men som en handlingsrække, der er en naturlig følge af den tillid, vi nærer i de mange forskellige forhold, vi står i. Og stillet overfor de migranter, der krydser Middelhavet og arbejder sig op til os i det høje Nord, må vi sige stop til dem, når de når vores grænse. Vi skal ganske rigtigt vise kærlighed til de fremmede, men dels er der intet, der forhindrer os i at bruge alle de penge, vi synes vi kan undvære, på de fremmede i de lande, de bor i, og dels har vi allerede så rigeligt med fremmede inde i landet, fremmede, som vi måske har vist en forkert form for kærlighed, siden de endnu ikke er gledet ind i vore tillidsforhold, og før vi får hold på disse fremmede, er det ikke tilrådeligt at indlemme flere.

-Jamen, kærligheden?

Ja, netop, sådan bør vi gøre af kærlighed til vort land, af kærlighed til de fremmede i deres fremmede lande, af kærlighed til de fremmede, vi allerede har modtaget, og af kærlighed til den Jesus, hvis etik vi prøver at følge. Hans etik er ikke en ”følelses-etik”, men en relations-etik, og blandt de relationer, vi skal stræbe efter at opretholde, er de tillidsfulde relationer mellem os danskere. Godt nok bliver vi aldrig i stand til, når det er tillid, det drejer sig om, at kunne sige: ”Så, nu har jeg gjort, hvad jeg skal”, ligesom vi aldrig vil kunne se ned på andre, der ikke har gjort nok, men det er måske et tegn på, at det er Jesu etik, vi har med at gøre: han var jo en farisæisme-bekæmper i alt, hvad han sagde og gjorde.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.