De journalister, de journalister!

Oven på det forrige indlæg vil jeg lige tage også journalisterne ved vingebenet. Det fortjener de. Når nu tilsyneladende Kristeligt Dagblads chefredaktør ikke vil.

For er det da ikke for dårligt, at danske journalister så mange år efter, at der kom muslimer til landet, i lyset af, at netop muslimers tilstedeværelse volder os danskere alle mulige problemer, véd så lidt om islam, at de ikke kan eller vil stille de mest simple spørgsmål, men bevidstløst fortsætter med at prøve at bilde os ind, at muslimer nok i tidens løb skal integreres fuldstændigt i vort samfund?

Måske man også skal blive lidt forarget over den Deadline-udsendelse den 17-10, hvor man prøvede at tage ved lære af Magnus Boding Hansen, journalist på Weekendavisen. Han havde i sin avis haft en lang artikel, som prøvede at pille lidt ved afdøde krigsjournalist Jan Stages stjernestatus, se her.

Boding Hansen hævdede, at der rundt om Stage havde dannet sig en slags schweizergarde, som tog ham i forsvar, ligegyldigt hvor store journalistiske brølere han begik. Han havde f.eks. den uskik at anbringe sig selv i begivenhedernes centrum, når han fortalte, og det uanset, om han havde været til stede eller ej. Han kunne også finde på at skrive om en person, at han var død, selv om han senere kunne træffes lyslevende et helt andet sted. Han tog det i det hele taget ikke så nøje med kendsgerningerne. Og det var faldet den yngre Magnus Boding Hansen for brystet. To af de gamle, Karen Thisted og Georg Metz, prøvede at dysse sagen ned, selv om de måtte indrømme, at det ikke var så godt med den slags unøjagtigheder. Men han skrev nu så fremragende, så det var forståeligt, at diverse chefredaktører faldt for hans artikler.

Ja, ja, det kan man da godt mobilisere lidt forargelse over.

Men hvis jeg skal være ærlig, er der noget, jeg kan blive tusind gange mere forarget over ved journaliststanden. Godt nok er det en iagttagelse, jeg står ret alene med, men da min iagttagelse stadig forekommer mig indlysende rigtig, lever forargelsen stadig i mig.

Det drejer sig om den iagttagelse, jeg gjorde i efteråret 2015. Allerede i august stillede jeg på baggrund af en flugtberetning fra oktober 2014 det spørgsmål, om det var Tyrkiet eller Grækenland, der havde ændret på deres procedurer, så det gav anledning til de mange flygtninge, der dengang i august 2015 fik migrantstrømmen over Det ægæiske Hav til at eksplodere, se her.

Dengang anede jeg ikke, at jeg næsten var den eneste i hele Europa, der stillede dette spørgsmål.

Og da jeg en månedstid senere fandt svaret på mit spørgsmål, anede jeg heller ikke, at der ikke var andre, der havde fundet dette dog ret enkle svar på spørgsmålet om årsagen til migrant-tsunamien i 2015-16. Svaret var, blev jeg klar over, se her, at Syriza i januar 2015 gik til valg på at indføre en mere human migrantpolitik, og at partiet, da det faktisk vandt valget og dannede regering, gav kontraordre til den græske flåde: den ordre, flåden hidtil havde haft: at den skulle tvinge alle migrantbåde tilbage – en ordre, der fremgår af den her omtalte flugtberetning – blev trukket tilbage, og Det ægæiske Hav – Europas grænse mod Tyrkiet – lå derfor fuldstændig ubeskyttet hen, enhver, der ønskede det, kunne sætte sig i en gummibåd og krydse de få kilometer til én eller anden græsk ø.

Det var det, menneskesmuglerne opdagede, og så kom der ellers gang i smugleriet. Så meget gang kom der i denne forretning, at de smuglere, der hidtil havde tjent penge på at sejle folk over fra Libyen til Italien, måtte til at sætte prisen ned og sende agenter ud for at hverve kunder.

Det, jeg opdagede, var ikke noget specielt. Enhver journalist kunne have fundet ud af det, hvis man havde turdet undre sig over de mange migranter, der oversvømmede Europas veje. Men ingen journalist spurgte. Ingen fik den tanke ind i hovedet, at der dog vel måtte være én eller anden årsag til, at der pludselig kom migranter ‘en masse’ over Ægæerhavet. Ingen!

Man betragtede det nærmest som en naturkatastrofe. Det var bare sådan, og som journalist syntes man mere opsat på at skildre de forfærdelige forhold, migranterne var flygtet fra – som man i parentes bemærket ikke anede en pind om – end på at give læserne eller seerne valide forklaringer.

Se, det er værd at være forarget over! Det er et journalistisk svigt af rang, overfor hvilket det, Jan Stage har foretaget sig, er det rene vand.

Jeg har tidligere nævnt denne journalistiske fadæse, f.eks. omtaler jeg her Dimitris Avramopoulos’ rolle dels som forsvarsminister under den regering, der lod flåden skubbe migrantbåde tilbage, og dels som migrantkommissær i EU-kommissionen. Det er naturligvis uetisk af ham, at han ”glemmer” alt, hvad han stod for tidligere, men det er ligeså uetisk, ja, faktisk imod den gravevirksomhed, som journalister mener, deres æreskodeks tvinger dem til at udføre, når journalister ikke interesserer sig spor for hans tidligere virksomhed.

Altså: der er måske grund til at komme med et lille pip i anledning af Kristeligt Dagblads journalisters manglende spørgsmål til muslimerne, som omtalt i sidste indlæg. Der er måske grund til at komme med et lidt større pip, måske endda en indsigelse, mod Jan Stages måde at drive journalistik på. Men der er minsandten grund til at komme med et rungende advarselsråb overfor den tavshed, der prægede journalisterne, da migrantkrisen var på sit højeste.

Og journalisterne er de værste. Jeg kan til nød forstå – om end på ingen måde acceptere – Avramopoulos’ forglemmelse, der vel snarere må kaldes en fortrængning. Jeg mener, han blev udnævnt til et dyrt betalt embede i EU, og har derfor skullet gå ind under de fine principper, EU har, f.eks. princippet om ikke at tvinge eventuelle asylansøgere tilbage. Og når han i sit embede som EU-kommissær undlader at tvinge asylansøgere tilbage, så er det i høj grad i hans interesse som EU-kommissær, at ingen opdager, at han selv tidligere lod den græske flåde gøre netop det. Hvis nogen bliver klar over det, vil han naturligvis skulle forklare, hvorfor han ikke foretager denne simple operation, for – ikke sandt – når de virkede tidligere, hvorfor skulle det så ikke virke nu? Så derfor er det ikke mærkeligt, at han tænker ved sig selv: Hellere holde mund med vor tidligere praksis.

Men at journalister ikke graver denne kendsgerning frem og stiller ham det EU-kætterske spørgsmål: Når det virkede tidligere, hvorfor så ikke prøve, om det virker nu?, det er utilgiveligt, det er med til at tilsløre sandheden, det er en hån mod al god journalistik.

Men det er, hvad Europas journalister har gjort, eller altså: undladt at gøre. Og ingen opdagede noget.

Dette indlæg blev udgivet i Etik. Bogmærk permalinket.

Et svar til De journalister, de journalister!

  1. Pingback: Rubjerg Knude | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.