En ægte forfulgt

Jeg er lige ved at begynde med at sige, at oven på alle de mange migranter, der søger til Europa, og af hvilke kun et meget lille fåtal er forfulgte, er det en lise endelig langt om længe at træffe én, der virkelig er forfulgt. Men jeg tager mig i det. For den beretning, som Hanna Ziadeh har i Weekendavisen den 18-10, se her, fortæller om en ægte forfulgt, ja, men jo dermed også om den sørgelige skæbne, der er blevet hans, og at glæde sig over det er trods alt umuligt for mig.

Erik Bjerager var inde på det i sin leder i Kristeligt Dagblad den 17-10, se her. Her skrev han om vore muslimske landsmænd:

De eller deres forældre kommer fra muslimske lande, der i deres lovgivning praktiserer forskelsbehandling af ikke-muslimer. De kommer fra lande, der lovgiver mod blasfemi, så kritik af islam udlægges som en forbrydelse. Og de kommer fra lande, hvor muslimer, der vender islam ryggen, lever livet farligt.

Og det vidner om en ganske stor viden om forholdene i de muslimske lande. Men om end hans viden er stor, viser Ziadehs artikel, at det står endnu værre til, end Bjerager véd af. Ziadeh fortæller, at den fælles arabiske straffelov, vedtaget af Den arabiske Ligas 22 medlemslande, hævder, at frafald straffes med døden, og han fortsætter:

Heldigvis er det få lande, der implementerer dødsstraffen, deriblandt Saudi-Arabien. Yemen, Sudan, Mauretanien og Qatar fastholder sharia-dødsstraffen i landenes nationallovgivning, mens Jordan, Syrien, Kuwait, Algeriet og Egypten har nationale lovgivninger, der forbyder muslimske borgere at skifte tro, og hvis de dømmes for frafald, mister de fundamentale rettigheder. De frafaldne har ikke ret til at arve, til at gifte sig med en muslim og til at have eller dele forældremyndighed over deres børn.

Ærlig talt, jeg føler mig lidt taget ved næsen. Her har jeg lyttet til den ene efter den anden af folk, der kender til arabiske forhold, Jakob Skovgaard Petersen, Rasmus Boserup og før dem Jørgen Bæk Simonsen, uden at nogen har nævnt eller blot så meget som antydet disse forhold. Først nu, langt, langt henne i min stadig stigende viden om forholdene i de muslimske lande, er der én, der fortæller, hvor slemt det står til.

Jo, jeg har da nok vidst, at man i gamle dage praktiserede dødsstraf for frafald indenfor islam. Og jeg har også nok vidst, at hvis en muslim fik fradømt sit muslim-navn, var der i vore dages muslimske lande visse rettigheder, der ophørte. Men at dette også gjaldt de mennesker, der f.eks. bliver kristne, nej, det var jeg ikke klar over. At det stadig er sådan, at mission fra kristne mod muslimer er forbudt, var jeg ikke klar over.

Hanna Ziadeh, der regnes for kristen i Libanon, selv om han vist ikke vil kalde sig kristen, har truffet en muslim – han kalder ham Youssef – som er blevet grebet af kristendommens budskab, som også går til kristne gudstjenester, men som, da han spurgte præsten i den pågældende kirke, om han kunne blive døbt, blev spurgt, om han var jordansk statsborger, og da han bekræftede det, fik dette afvisende svar: ”Vi foretager ikke konverteringer i vores kirke”.

Det vil sige, den religionsfrihed, som praktiseres i Jordan – og Jordan er ellers ét af de mest frihedsorienterede lande i Mellemøsten – gælder kun dem, der i forvejen er kristne. Som Ziadeh formulerer det:

I den arabiske verden er tro en arvesag, ikke en frivillig bekendelse. – – alle opdrages til at se på deres nedarvede tro som den eneste rigtige.

Og lidt tidligere:

Den herskende holdning er, at de, der fornægter islams sande budskab, er forrædere, der har tabt alle deres rettigheder. De har begået socialt selvmord.

Derimod er det ikke blot tilladt, men ligefrem ønskeligt – altså set fra statens side – at kristne bliver omvendt. Det har Ziadeh selv været udsat for:

Jeg husker tydeligt, da jeg var 15 år, hvor mine skolekammerater – der oplevede, hvordan jeg blev sendt ud en gang om ugen i islamkundskabstimen – insisterede på at tage mig til en kendt sheik, »som vil åbne dit hjerte for Allahs sandhed«, lovede de. Efter to timers diskussion med den shiamuslimske sheik, som kun kendte til kristendom gennem de muslimske tekster, faldt dommen.

»Intet håb. Han er forladt af Guds nåde, la rahmat li allah bih,« erklærede sheiken. Selv i det ellers kristent ledede Libanon ville helvede være sluppet løs, hvis en kristen havde foretaget den form for omvendingsbestræbelser på en muslim. Deri ligger problemet, ja, tragedien, som mange som Youssef oplever. De arabiske medier og samfund fejrer enhver omvendelse til islam, alt imens de fordømmer og straffer ethvert fravalg af den herskende religion.

Han medtager den indflydelsesrige sheik al-Qaradawi’s udtalelse, at uden dødsstraffen for frafald, ville der ikke være nogen muslimer tilbage, men kommer derefter med et mere kompliceret bud på islams behandling af de frafaldne:

Dødsstraffen mod de frafaldne er udtryk for en dybt forstyrret forflygtigelse, som forener de herskende eliter, det religiøse establishment og »manden på gaden«. Den store syriske filosof Sadek al-Azem påpegede, at i kampen mod Vestens overlegenhed – teknologisk, socialt og især militært – opdyrkede de arabiske og muslimske samfund myten om islams religiøse og moralske overlegenhed. En absolut overlegenhed, som ikke formindskes af de islamiske staters militære nederlag eller af deres økonomiske afhængighed af Vesten.

I islams overlegenhed søgte befolkningerne trøst for Vestens overlegenhed i næsten alt andet. At forkaste islam svarer til at forkaste det eneste, der er enighed om, hvad angår islams autenticitet og dens samhørighedskraft. At fornægte islam er at underminere den fælles trøstefortælling.

Det lyder lidt mærkeligt, men jeg tror, det er sandt: tanken om islams overlegenhed er en fælles trøstefortælling for samtlige muslimer. Men man kan roligt sige, at det ikke er nogen sund fortælling, hverken for de muslimer, der lever i de muslimske lande eller for dem, der lever hos os. Dels må det, efterhånden som den enkelte muslim lever sig ind i Vestens kultur, blive mere og mere svært at fastholde muslimernes moralske overlegenhed – i hvert fald, hvis muslimerne mødes med teologisk modsigelse, hvad der desværre sjældent sker – og dels må det i det lange løb blive klart for selv den mest tungnemme muslim, at de nålestik – læs: terroraktioner – som stærkt troende muslimer stadig får held til at gennemføre i Vesten, er en utrolig svag afglans af den militære magt, islam besad i middelalderen.

Jeg har tidligere, nemlig her, citeret en belgisk professor Wim van Rooy for at siger noget af det samme. Han har, siger han, tilbragt megen tid med at udspørge diverse undervisere, herunder folk, der underviser muslimer. Selv har han også undervist dem.

Da jeg arbejdede med undervisning, og da jeg talte til disse muslimer, blev jeg klar over, at i virkeligheden er de komplet ligeglade med at lære matematik og historie. Det rager dem en papand. Og det skyldes den rammefortælling, som deres religion giver dem. Hvordan det? Fordi i koranen er det hele skrevet ned, Allah véd alting, Allah kan forvandle verden i løbet af et sekund. At integrere ren videnskab ind i en sådan rammefortælling er en vanskelig opgave. Og denne rammefortælling, denne antikulturelle conceptionelle rammefortælling, den har de internaliseret fuldstændig. De sidder derfor i klasselokalet rastløse og uden at være interesserede, eller de keder sig og bliver rå, hvilket også er almindelig kendt. Så den indstilling, vi har – jeg tror, Spinoza kalder den ‘libido scienti’, lysten til at vide noget – den har muslimerne ikke.

Jeg véd ikke, om dette giver nogen forklaring. Men det fortæller i hvert fald mig, at den rammefortælling – blandt andet en fortælling om Guds almagt, der langt overstiger, hvad vi forstår ved almagt – er med til at holde den muslimske verden nede i uvidenhed, og ligeledes med til at vedligeholde det had til os vesterlændinge, som præger dem, men også med til – og det er en tredje af van Rooys iagttagelser – at holde muslimerne i en konstant tilstand af skizofreni: de skal med den del af deres intellekt, der tilslutter sig islam, fastholde en overlegenhed, som de med den del af deres intellekt, der ser sig om i verden, må finde absurd.

Ziadeh skriver til næstsidst:

De arabiske regeringer kender udmærket til betydningen af de få frafaldnes opgør med statens religion, idet de behandler dem på samme måde, som de totalitære regimer i Østeuropa behandlede de dissidenter, der enten nægtede at følge kommunistpartiets ideologi eller prøvede at hoppe af til Vesten.

Det forekommer mig, at han har ret. Og det får mig til at se de åbne arme, vi har overfor de mange migranter fra de muslimske lande, som en stor fejltagelse. Vi holder os til flygtningekonventionen. Men den blev til for at fortælle, hvad vi skulle gøre ved de jøder, der flygtede fra Tyskland i trediverne, og de mennesker, der flygtede fra østblokken frem til sammenbruddet. Og de migranter, vi nu tager imod, ligner slet ikke disse flygtninge. Det gør derimod en mand som Youssef. Han lever i en totalitær ideologi, der forhindrer ham i at være et normalt menneske. Det er muligt, at han ikke ender med at ville flygte til Europa. For Jordan er jo hans land. Men hvis han gør, så er konventionerne skrevet for folk som ham langt mere end for de folk, vi faktisk tager imod.

Desværre har Ziadeh mere ret i det sidste, han skriver, end godt er. Han slutter således:

Youssefs beslutning om at skifte religion var ikke ment som et politisk opgør, men det er det blevet. Youssef og de få andre konvertitter er de egentlige muslimske dissidenter. De kan sammenlignes med de sovjetiske balletdansere eller musikere, som ønskede at danse eller skrive musik på en anden måde, end hvad partiet tillod. Da de hoppede af til Vesten, foretog de også en politisk handling.

Det farligste ved Youssefs valg er, at han slet ikke er et politisk menneske. Han virker ganske almindelig. Jo mere gennemsnitlig og normal personen er, des farligere er hans fravalg af den herskende ideologi. Til forskel for kommunismens dissidenter, som nød Vestens forståelse og støtte, bliver Youssef og de andre frafaldne kun mødt med tavshed og frygt.

Vi har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi kan befri muslimerne for deres tro, dvs., hvordan vi kan missionere blandt dem. Men hvis det netop er deres muslimske tro, der undertrykker dem, så er det den, vi skal bearbejde og modsige på enhver måde.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.