Muslimens indre kampe

Ovennævnte overskrift er tage fra en artikelrække på jihadwatch, se her, som er skrevet af en tidligere muslim, Anjuli Pandavar. Ovenfor anførte link fører til den foreløbig sidste artikel i rækken; herfra kan man klikke sig tilbage på de andre. Men man kan også her gå direkte til artikel, nummer tre, som jeg her vil beskæftige mig lidt med.

Pandavar begynder med at citere ajatollah Khoumeini dèr, hvor han siger:

Allah skabte ikke mennesket, for at det kunne have det morsomt. Der er ingen vittigheder i islam. Der er ingen humor i islam. Der er ikke noget morsomt i islam. Der kan ikke være noget morsomt eller nogen fornøjelse i noget, der er alvorligt.

Det kan vi selvfølgelig grine af. Men for den, der lever under et regime, hvis ledere er besat af sådanne tanker, er det ikke spor morsomt. Og det er netop det: at leve under et sådant regime eller i en sådan kultur, Pandavar her beskæftiger sig med.

Nej, der er ikke noget at grine af i islam. Men islam er heller ikke spor menneskelig. Ja, Pandavar siger ligefrem, at islam gør det umuligt for muslimer at være menneskelige. For humor hører med til de egenskaber, der er givet med vor menneskelighed, der skal meget til for at undertrykke den.

Men, siger han, det er, hvad islam går ud på. Sura 9,71 lyder:

Og de troende menn og de troende kvinner er hverandres venner: De påbyr det gode og forbyr det onde

Det lyder jo meget uskyldigt. Men Pandavar gør opmærksom på, at det skal forstås sådan, at dette med at påbyde det gode og forbyde det onde, er noget, det er enhver muslims pligt at gøre overfor sin medmuslim. Blandt andet et sådant vers kan være med til at skabe et angiversamfund, hvor man holder hinanden i ørerne i langt højere grad, end man gør i selv det mest forstenede danske landsbysamfund. Det siges måske lidt tydeligere i Sura 3,105:

Og blant dere skal det være et samfunn som kaller til det gode, og som påbyr det rette og forbyr det onde. Og det er disse som skal fullkommengjøres.

Og for at der ikke skal herske tvivl, har Muhammed forklaret det nærmere i en hadith:

Hvis nogen af jer ser noget forkert, skal han rette det med sin hånd; hvis han ikke formår det, lad ham så forandre det med sin tunge; hvis han heller ikke formår det, skal han rette det i sit hjerte; men det er den svageste grad af tro.

Pandavar føjer til:

Med andre ord: Vold er det, man først skal gribe til, når man skal holde sin medmuslim på ret kurs. At passe sig selv er den svageste grad af tro.

Disse regler, som man bliver opflasket med fra barnsben af, bevirker, at muslimer er vant til at leve, som om de er hengivne muslimer. For alle disse ydre ting, som ”de andre” går og holder øje med, dem kan man jo godt praktisere, såsom at påkalde Allahs navn ved de mindste ting, man foretager sig, at huske at sige ”hvis Allah vil” overfor sine fremtidsplaner og den slags. Ifølge Pandavar med det resultat, at ”enhver muslim véd, at enhver muslim handler forkert, men enhver muslim lader som om enhver muslim handler korrekt”.

Pandavar beskriver en muslims liv således:

Dette universelle hykleri gør det muligt for et menneske på én gang at være muslim og nogenlunde normalmenneskelig. Det er en foreteelse som har bestået tidens test og givet muslimske samfund sammenhold indenfor en ramme af lydighed, hierarki og sociale personrelationer. Indenfor dette system gør muslimer mere eller mindre, hvad de vil, når blot de gør det diskret og aldrig taler om det. Men tingene kan ret hurtigt gå galt, hvis hykleriets kode bliver brudt, som hvis f.eks. en ung kvinde bliver mistænkt for utugt, noget, der jo, ifølge sin natur, ikke kan skjules særlig længe. Så vil enhver fare op og protestere, og shariaens forslag: at en far må slå en sådan datter ihjel uden at føle skyld, insisterer man stærkt på, især fra den nærmeste families side. Det skal være en heldig kvinde, der slipper fra dette med livet i behold, det er nok mest dem, der lever i det forbandede Vesten, hvor muslimer plages af forestillingen om, at deres døtre bliver for vestliggjorte.

Men i Vesten, siger så Pandavar, er muslimerne stillet overfor det åbenlyse menneskelige ønske om lykke, glæde, munterhed. Og selv om meget kan holdes skjult, ikke mindst den enkelte muslims tanker om den vestlige verden, kan altså en far pludselig opdage, at et barn, der har tilladt sig at smile ude i den vestlige verden, og pænt opført sig ”muslimsk” derhjemme, pludselig ikke er, som han har troet. Dog så længe diskretionen kan undskylde og dække over det, går det an, men hvis oprøret udarter sig til, at den unge siger: ”Jeg tror ikke på Allah”, så er den gal. For det kan intet hykleri dække over.

Det er også oplysende for livet som muslim i Danmark, at Pandavar ikke blot hævder, at der ikke findes nogen moderat islam, nej, siger han, det er uinteressant, det interessante er, at der heller ikke findes nogen moderat muslim. Det er ikke sådan, at muslimen udvælger sig visse vers fra koranen, som han vil leve efter, og lader andre stå, det er i det hele taget ikke sådan, at det er koranen, der bestemmer over hans liv.

Godt nok læser muslimen koranen, men han læser den for at recitere den, ikke for at forstå den og rette sig ind efter den. Det er det kun sheiker og ajatollaher, der gør. Og når den almindelige muslim reciterer koranen og er optaget af at få det til at lyde smukt, så føler han, at han godt kan tillade sig at skeje lidt ud som et normalt menneske med glæder og lykkefølelser ved siden af sin fromhed, så vidt nu distraktionen i samfundet kan tillade det.

Selvfølgelig er det i sidste ende koranens vers, der gennem traditionen har bestemt, hvad der er tilladt og hvad ikke. Men den nutidige muslim retter sig mere efter den fromhed, samfundet har fremelsket, end direkte efter koranens ord.

Pandavar slutter med en note til Sura 9,71. Han anfører andre koranord, Sura 2,3: ”Dette er den (fullkomne) Bok, dette er det ingen tvil om, en rettledning for de rettferdige”, Sura 5,3: “Og bistå hverandre i rettskaffenhet og gudsfrykt, og bistå ikke hverandre i synd og overtredelser, og frykt Allah”, og Sura 6,115: “Skal jeg søke en annen dommer enn Allah, når det er Han som har åpenbart dere Boken, som er gjort tydelig og klar? Og de som Vi ga Skriften til, vet at denne [Qur´ânen] er åpenbart av din Herre med sannheten, derfor skal du ikke være en av tvilerne”. Blandt andet disse koranord, der alle afbilder koranens ord som direkte guddommelige, gør enhver tanke om reform af islam umulig. Og så hedder det:

Med andre ord, den eneste måde at reformere islam på, består i, at muslimer ophører med at være muslimer, så de griber deres menneskelighed i stedet for og lever helt åbent med at søge lykken, ikke den depraverede lykke fra Allah, men menneskehedens glade og opfyldende lykke. Al den energi, de såkaldt moderate muslimer og muslimske reformister anvender på hykleri og fornægtelse, ville være meget bedre anvendt, hvis det var dem muligt at være ærlige. Men de kan ikke være ærlige. Så de forlader ikke islam og befrier ikke deres brødre for islams åg, men i stedet for fordobler de dets tyngde og genopbygger barrikaderne omkring den muslimske tro og fortsætter med at synge deres pris for den bog, som man ikke må tvivle på, indtil den dag, hvis den nogensinde kommer, da de ikke længere kan sidde deres egen menneskeligheds kald overhørig.

Det er hårde ord, men de lyder i mine ører som sande og uomgængelige.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.