Rubjerg Knude

Sommetider kan jeg godt føle mig lidt alene. For nogle år siden forekom det mig, at det var mig og mig alene, der havde opdaget, at den græske flåde før 2015 havde skubbet migrantbådene tilbage til Tyrkiet i Ægæerhavet, og at den migrant-tsunami, vi oplevede i 2015-16, havde sin årsag i, at den græske flåde havde fået ordre til at standse med dette skubberi. Jeg gentog denne alene-følelse fornylig, nemlig her.

Nu er der så en anden sag, hvor jeg måske kommer til at være lige så alene. Endnu véd jeg det ikke, men jeg kunne godt frygte det.

Sagen er, at jeg som alle andre har fulgt levende med i den spektakulære flytning af Rubjerg Knude fyr. Det var virkelig spændende at læse om begivenheden, se billeder derfra og høre folk fortælle derom. Tænk, at det kan lade sig gøre at flytte sådanne 700 tons! Man véd jo, hvordan huse kan slå revner for et godt ord. Blot der kører en tung lastbil forbi, og vejen måske er lidt hullet, så kan uheldet være ude. Og her flyttede man et højt tårn, der dog meget lettere måtte kunne vælte, man anlagde en skinnevej, som det kunne køre ad, men det hele skulle jo omhyggeligt så vidt muligt beregnes på forhånd, så ikke skinnerne gav sig, eller andre ulykker trådte til.

Og så lykkedes det altså.

Var det held eller forstand?

Vel nok mest det sidste, men nok også lidt det første.

Og så sidder man tilbage og tænker; tænker på den store ingeniørbedrift, tænker på den storslåede natur, tænker på hele hurlumhejet, for det var jo, som om hele landet var engageret i denne affære.

Men én ting vækker undren. Der er én bemærkning, der sidder tilbage i hvert fald i mit sind. Det er, at der blev sagt, da fyret var rullet 70 meter tilbage, at nu er fyret sikret de næste 40 år.

40 år!!

Og det siger man ganske lidenskabsløst. Og murermesteren, der havde stået for flytningen, føjede til, at næste gang blev det nok ikke ham, der kom til at stå for flytningen.

Altså, bygninger, fyrtårne, andre klenodier, dem passer man på, dem flytter man ud af farezonen, overfor dem anvender man al sin ingeniørviden, men vort elskede fædreland, det lader man havet hugge den ene meter efter den anden af, det prøver man ikke at beskytte.

Er jeg virkelig den eneste, der studser over disse 40 år? Hvad var det, Chamberlain sagde: ”Fred i vor tid!” Her siger man: ”Fyr sikret i 40 år”. Fyrre år med stadigt strandæderi fra havets side. Skal vi virkelig bare sidde med hænderne i skødet og lade dette ske? Og det i en tid, hvor vi sætter himmel og jord i bevægelse for at forhindre fremtidige havstigninger og derigennem forhindre, at lavtliggende områder bliver ubeboelige! Det i en tid, hvor ingen anstrengelser er for umulige, intet offer for stort, ingen positiv fremtidsvision for utænkelig, når det gælder den fjerne fremtid! Men den nære fremtid, den fremtid, hvor vi vitterlig kan gøre noget, vitterlig kan forhindre, at naturen formindsker vort land, den lader os uberørt! For den store og fremtidige sag, klimasagen, ofrer vi bøffer og svinekød, køber el-biler, undlader at flyve eller gør det kun med klimakompensation, men for sølle 70 meter af Danmarks jord ofrer vi ingenting, lader stå til, nøjes med at være stolte og lykkelige over, at vi i det mindste har reddet fyrtårnet. Vi glæder os på samme måde som den mand, Kierkegaard fortæller om, hvis hus var brændt ned til grunden: han glædede sig over, at han mindste havde reddet ildrageren ud af katastrofen!

Vi kan more os lidt over os selv. Vi skyer intet middel for at redde klimaet, bare det først skal ske i morgen. Men hvad vi kan redde i dag, nej, det skal ikke reddes, her må naturen gå sin gang, her må mennesket ikke gribe ind.

Jeg kan da umulig være den eneste, der finder dette mærkværdigt.

Nå, der kan jo komme et pip eller to fra uventet kant. I hvert fald har der i Vendsyssel tidligere været temmelig stor debat om, hvorvidt man skulle og burde sikre kysten mod vest.

Jeg husker for en del år siden, at der var uoverensstemmelser mellem visse lokale folk og Kystdirektoratet om, hvorvidt en opfinder skulle have lov til at nedsætte nogle rør i sandstranden. De skulle fungére som såkaldte trykudligningsrør. Men mange tvivlede på virkningen af dem, og det tog i hvert fald lang tid, inden opfinderen fik lov til i det hele taget at foretage en forsøgsopstilling.

Og det er da også en kendsgerning, at man lidt nord for Rubjerg Knude har foretaget en omfattende kystbeskyttelse. Her ligger Lønstrup, her er der mange huse, her har man fundet ud af, at man godt må beskytte kysten mod havets konstante nedbrydning. Og det gør man så med granitudbygninger (som – uha – forstyrrer den smukke natur) og med sandfodringer (som – ligeså uha – er unaturlige og kostbare).

Men ikke ved Rubjerg Knude. Ikke ud for Maarup kirke, der blev nedrevet, inden havet tog den. Gravene på kirkegården, derimod, dem reddede man ikke. Skeletterne derfra kunne man finde på stranden. Naturen – den filur – respekterer ikke kirkegårdes fredningstid. Og – ak – vi mennesker gør det åbenbart heller ikke.

Hvorfor?

Ja, det er blandt andet Danmarks Naturfredningsforenings skyld. I en pjece, se her, gør man rede for sit skrækscenarie:

– Lønstrup Klint er et helt enestående naturområde i Danmark. Skrænten er dramatisk og meget rå, og der er næppe noget sted i hele Danmark, hvor naturens dynamik udfolder sig med samme kraft, siger Jørgen Jørgensen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring Kommune.

– Hvis beskyttelsen ophæves og skrænten kystsikres, så vil vi på sigt stå tilbage med en bakke med græs på, siger han.

Altså: en bakke med græs på, det er, hvad man frygter at stå tilbage med, hvis der er for mange, der vil redde fædrelandets jord. Nej, lad os bevare dette enestående naturområde, hvor naturens dynamik udfolder sig. Tja, og når så fyrre år er gået, så flytter vi da bare fyret endnu engang. Og når fyret efter nogle hundrede år står på Læsø, vil man vel finde ud af, at man måske skulle have brugt pengene på noget andet end evindeligt fyrflytteri.

Af en pjece om Rubjerg Knude, se her, fremgår det, at en kystsikring formentlig vil være mulig, i hvert fald vil det være muligt at sinke nedbrydningen betydeligt. I pjecen opregner man fordele og ulemper ved kystsikring:

Fordele ved kystsikring:

Måske vil man kunne sikre nogle af de bygninger der i dag er truet af nedstyrtning.

Kystnedbrydningen vil stoppe for en tid, og områderne bag klinten vil kunne bevares.

Forstranden vil blive bredere, som andre strande.

Ulemper ved kystsikring:

Skredene i klinten vil fortsætte, men materialet vil blive liggende på stranden. Den aktive klint vil nå sin passive ligevægtsform. Klinten vil flade ud og blive bevokset med marehalm og andre klitplanter. Man vil miste de storslåede formationer som en aktiv og dynamisk klint byder på.

En kystsikring vil være visuelt skæmmende.

Tja, sådan ser pjecen på tingene. Blot har man glemt at medregne den fordel, at vi ved kystsikring ikke medvirker til at gøre landet mindre. Og det turde vel være den vigtigste fordel. Det synes både denne Ricardt og den Chr. Richardt, der skrev ”Venner, ser på Danmarks kort” (Nr 364 i Højskolesangbogen). Sidstnævnte skriver i hvert fald i første vers om Danmark: ”Målt med verden er det lille/ derfor ingen plet at spilde”. Men, hvad Søren! Når nu turisterne strømmer til i tusindvis (sikke mange penge, vi kan tjene på dem), og når det er ganske betagende at sidde i sin lune stue langt fra ”Knuden” og se de flotte dramatiske billeder af naturens store dynamik, som man tog, da man besøgte den i sommers (i magsvejr og uden de ødelæggende efterårsstorme), så pyt da med de par kvadratkilometre! Den lille plet kan vi da nok få råd til at spilde!

Så ak, fyret blev flyttet, glad fortalte man, at nu skulle det først flyttes om 40 år, men det stykke Danmark, man i disse fyrre år lader flyde ud i Vesterhavet, tænkte tilsyneladende ingen på, ingen, undtagen denne oldnordiske blogejer.

Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.