Man får undskylde mig, at jeg bringer endnu et indlæg om Akkaris rapport, som ses her. Men jeg kan ikke lade være med at blive ved med at ærgre mig og undre mig over det, jeg læser her.
Denne gang vil jeg prøve at referere og tage et opgør med de råd, Akkari giver os danskere angående behandlingen af vore muslimske landsmænd.
Akkari tager med rette Karl Poppers advarsel om ikke at være tolerant overfor de intolerante til sig. Han siger (side 34):
Man skal aldrig være så tolerant, at man tolererer det intolerante, men hvordan kommer man intolerancen til livs i et demokrati? Det gør man ved at anvende voldsmandens veto imod voldsmanden!
Hvordan vender man voldsmandens veto mod sig? Det gør man ved at støtte fritænkere og kritiske stemmer, altså ved tillidspolitik.
Dog, hvad han mere nøjagtigt tænker på, kommer ikke frem. Af det følgende kunne man tro, at han tænker på de mennesker i de muslimske lande, der kommer i klemme eller ligefrem bliver forfulgt på grund af, at de vender sig imod det, Akkari kalder islamismen. Men alligevel: man skal støtte ”fritænkere og kritiske stemmer”, siger han. Hvad så med de muslimer, der omvender sig til kristendommen? Skal de også have vores støtte? Eller tænker han på personer som ham selv? Mennesker, der ikke kan med ”islamismen” og forventer forskellige ubehagelige tiltag fra islamisterne? Det er ikke nemt at blive klar over.
Lidt senere (side 35) hedder det:
Nok er jeg ikke personligt tilhænger af den form for provokation visse forfattere fremlægger mod islam, for jeg finder den uden substans, men jeg støtter til enhver tid deres fulde ret til at ytre sig, fordi jeg selv gerne vil nyde samme ret, og fordi det for længst er gået op for mig, at disse islamiske kræfter påberåber sig frihed til at sige deres mening, imens de slet ikke selv arbejder aktivt for at beskytte andres ret til samme ytring.
Først en formentlig ret ligegyldig ting: De kræfter, han vender sig imod, kalder han ”islamiske”, ikke ”islamistiske”. En fejl eller en fortalelse??
Så noget mere væsentligt: Disse kræfter arbejder ikke aktivt for ytringsfriheden, siger han så. Men det er for svagt. De ”islamistiske” kræfter – for nu at bruge den efter hans mening rigtige betegnelse – arbejder aktivt for at forhindre andre i at angribe sig. De går ind for, at kritik af religion skal forbydes. De vender sig således imod, at vi islamkritikere skal have ret til ustraffet at komme med indvendinger imod islam. Og det er noget andet og langt farligere end blot at undlade at støtte menneskers ret til at sige deres mening. Og det er jo ikke få og enkeltstående muslimer, der arbejder for noget sådant. Det arbejdes der for i FN, det arbejder store muslimske organisationer for herhjemme, det mener hele 48% af de herboende muslimer er en god ide.
Så vil Akkari sætte folkeoplysningsloven i kraft og sørge for, at man ”konstant er opmærksom på hadprædikanter og hadtaler fra og mod muslimer”. Og bevares, det lyder da udmærket, men det er meget vagt; enten er det for meget eller også er det for lidt.
Men hvad er hadtale? Er det at citere Sura 5,52, den, der advarer muslimerne mod at tage jøder og kristne som venner, identisk med hadtale? Det er jo i hvert fald ikke særlig befordrende for integrationen. Men det står jo i muslimernes hellige bog. Er det så ikke imod religionsfriheden, hvis man vil forbyde at nævne dette skriftord? I det hele taget er koranen fuld af formaninger om ikke at tage ikke-muslimer til venner.
Nej, dette batter ikke. Men hvis Akkari havde skrevet, at man noget stærkere måtte imødegå og måske ligefrem kontrollere prædikenerne i moskéerne for opfordring til vold, så ville det være klar tale. Men så ville han jo ikke, som han gør, kunne tale om hadtaler både fra og mod muslimer. For der er ingen, der opfordrer til vold imod muslimerne. Vi kritiserer deres religion, men opfordrer da ikke til vold imod dem. Og vores helligskrift gør det heller ikke.
Samme uklarhed gentager sig lidt senere. Men her dukker voldstanker op sideløbende:
Det er et essentielt signal over for folk fra andre kulturer, at der er tale om et samfund, der ikke tolererer hadefuld tale, anbefalinger imod loven eller organisering omkring voldstanker. Derfor skal straffeloven fortsat være skærpet omkring anvendelse af forsamlingsfriheden til optøjer og anden voldelig adfærd. Det bør også gælde voldelig retorik på tale og i skrift.
Det er vigtigt at finde en måde at komme hate-speech til livs i moskeerne. Hadprædikant-listen har været en god ide og derfor er det vigtigt at holde fast i den.
Jo, vi bør tolerere hadefuld tale, for man kan ikke klart definere, hvad der er hadefuld tale og hvad ikke. Men vi bør ikke tolerere opfordringer til vold.
Så viser Akkari, at han ikke tror på, at det at få et arbejde og det at få en uddannelse i særlig høj grad medvirker til integrationen. Det tror jeg ikke, han har ret i. På arbejdspladsen og ved uddannelserne træffer muslimer jo på os almindelige danskere, og godt nok er vi nogle sære krabater – der er f.eks. en masse ”Gutmenschen” iblandt os – men vi har dog mange ting tilfælles, som muslimerne inviteres med ind i, f.eks. den ganske store tillid mellem almindelige mennesker, den indgroede opfattelse af, at alle er lige for loven, den stærke tro på de sekulære love, osv.
Og på side 37 er det så skolens rolle for integrationen, han tager op til debat. Men også det er lidt naivt eller lidt overfladisk. Se f.eks., hvad han skriver om mobning:
Jeg opfordrer til bedre indsats imod mobning, der er det tydeligste tegn på, hvorvidt et samfund er sundt eller undertrykkende. Mobning kommer af racistiske, superioriske og arrogante selvopfattelser og magtsyn og er med til at fortælle om samfundet som helhed.
Har Akkari ikke lagt mærke til, at den indsats mod mobning, som man hidtil har søgt gennemført, mestendels har haft med mobning mellem danske børn at gøre. Den mobning, der kommer af ”racistiske, superioriske og arrogante selvopfattelser at gøre”, altså den mobning, der foregår fra muslimernes side, specielt fra muslimske drenges side, den er noget helt andet. Den hænger sammen med, at det blandt muslimer drejer sig om at tvinge andre til at vise respekt, for – som jeg tidligere har gjort opmærksom på – respekt er hos muslimer noget, man tvinger andre til at vise sig, ikke noget, man har på forhånd og kun kan miste ved at gøre noget, der bryder tillidsforholdet.
Og hvordan man får denne holdning hos muslimerne nedbrudt, ja, det giver Akkari ikke nogen anvisning på, for han mener vist dybest set, at de muslimske børn er ligesom de danske børn, dvs., i alt væsentligt er en ubeskrevet tavle, som lærerne kan skrive hvad som helst på. Hans slutbemærkning i dette afsnit:
Det er nødvendigt med en fælles kultur, der tager udgangspunkt i menneskerettighederne.
er jo nærmest hårrejsende naiv, for problemet er jo netop, at vi ikke har nogen fælles kultur.
Om en dansk uddannelse af imamer – noget, han ikke går ind for – skriver han meget rigtigt:
faktisk er mange imamer f.eks. uddannet i Al Azhar i Cairo og Fahd Uni. i Saudi-Arabien og har en lang eller mellemlang uddannelse bag sig. Imidlertid er det ikke længden på uddannelsen alene, som er det afgørende, men netop discipliner som historisk kildekritik, filologi, filosofistudier og kritiske retninger inden for tolkning, som altid er fraværende eller begrænset.
Men så fortsætter han:
Derfor kommer så mange imamer med eller uden lang uddannelsesbaggrund til os her i Danmark og til Vesten generelt og spreder ideer og tanker, som forvirrer og stiller borgere med muslimsk baggrund i dyb konflikt med deres loyalitet og tilknytning til deres europæiske hjem. Dette er en alvorlig og meget reel værdikonflikt, som er overset og taget let på næsten overalt.
Ja, det er sandt nok, at mange muslimer i Vesten oplever en dyb konflikt mellem deres muslimske tro og deres tilknytning til Vesten. Den konflikt ser han – såvidt jeg har forstået ham – udtrykt i en konflikt mellem den form for islam, som han kalder ”islamisme”, og den form, som han går ind for. Man kan, mener jeg, se den som en konflikt mellem det sekulære Vesten og den islam, der selv medbringer sin statsforståelse, eller simpelthen mellem kristendom og islam. Men man kan måske også se den som en konflikt, der hele tiden har eksisteret indenfor islam. Der har været tænkere i islams historie, som har betragtet åbenbaringsvejen som en vej for de ulærde, en vej, som de lærde ikke behøvede for at finde frem til det gode. Sådanne overvejelser fik f.eks. al-Rawandi til helt at opgive tanken om en åbenbaring af loven gennem koranen, se her.
Dette får mig til at skitsere den afgørende forskel mellem kristendom og islam.
Den ligger i spørgsmålet: Hvordan virker Ordet? Virker sproget i kraft af autoritet eller i kraft af forståelse?
Kristendommen svarer: I kraft af forståelse. Vi kan alle sætte os i et andet menneskes sted og har derfor mulighed for at forstå hans ønsker: han vil nemlig det samme som vi ville, hvis vi var i hans sted. Det er kernen i den gyldne regel: Hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem, Matt 7,12. Og når Jesus tilføjer, at sådan er loven og profeter, betyder det, at han sætter dette ord, som angler efter forståelse, op i stedet for loven og profeterne, som taler ved autoritet.
Islam svarer: I kraft af autoritet. I koranen taler Gud selv, ord til andet, og mennesket tænkes at adlyde, hvad enten det forstår eller ej. Det er ikke op til mennesket at afgøre, hvad straffen for tyveri skal være, Allah har afgjort det for dem: håndsafhuggelse. Det er ikke op til mennesket at finde ud af, om en muslim skal have lov til at fornægte Allahs ord i koranen; Allah har bestemt det: døden. Det er ikke forståelse, det drejer sig om, det er kun et spørgsmål om at adlyde.
Det betyder, at fornuften i kristendommen har det store ord. Forståelsen bygger jo på rationaliteten.
Men i islam er rationaliteten det sekundære.
Der kan siges at være en vis rationalitet i at afskaffe forelskelsen og lade kærlighedsforhold styre af forældres rationelle beslutninger. Blot falder denne rationalitet til jorden, dels fordi mennesker, heller ikke unge mennesker, ikke er til sinds at lade andre styre deres kærlighedsliv, og dels fordi der ikke er nogen garanti for, at forældres afgørelser er mere rationelle end de unges egne.
Og der kan måske også siges at være en vis rationalitet i den tanke, at staten skal indrettes, ikke efter menneskers bestemmelser, for menneskers afgørelser er kortsigtede, men efter Guds bestemmelser. Men det rationelle falder til jorden, når man gør sig klart, at det, muslimerne kalder Guds bestemmelse, nemlig koranen, er lige så menneskelig som alt andet på denne jord.
Og det må omvendt indrømmes, at det kan være svært at se det rationelle i den vestlige ungdoms vilde udskejelser. Men det rationelle ligger i, at man til den, der på grund af et for vildt ungdomsliv gik glip af den store kærlighed, kan sige: du ville det jo selv.
Og det har ganske vist også igennem mange hundrede år i de vestlige riger været betragtet som det mest rationelle at samle magten ét sted. Men efter at demokratiet med dets diskussioner og menneskelige lovgivningsmagt er indført, har vi erfaret, at det faktisk godt kan virke. Det, man skulle tro ville skabe kaos, fungérer faktisk. Den lighed mellem alle mennesker, som Paulus forkynder i Gal 3,28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”, ender ikke i det store slagsmål, men i alles samarbejde.
Det betyder, at vi godt kan undvære den guddommelige førelse i statsanliggender, hvad enten man så forestiller sig, at det er noget, man kunne få igennem bibelen eller igennem koranen. Det var også, hvad Luther indså, da han skelnede mellem gejstligt og verdslige regimente.
Og vil man sige: Jamen, hvad er der så tilbage af de hellige skrifter?, så må man for bibelens vedkommende svare, at det grundlæggende er tilbage. For Jesu budskab er, at hans rige ikke er af denne verden, eller at hans budskab ikke kan bruges til at regere stater med. Men for koranens vedkommende må man vist sige med den førnævnte Ibn al-Rawandi, at hvis koranens eller åbenbaringens ord er i overensstemmelse med fornuftens tale, er den overflødig, og hvis den går imod fornuftens opfattelse, er den forkert. Og så er der ikke megen autoritet tilbage, ja, så kan man – det vil sige: Akkari – faktisk godt spare sig ulejligheden med at gøre koranen spiselig for vestlige mennesker, den er hverken spiselig eller uspiselig, den er overflødig.
Lad mig slutte med at citere Robert Spencer fra jihadwatch, se her. Han diskuterer nyheden om IS’s kalif Baghdadis død og siger så:
Den forståelse af islam, som IS har, er måske lige så forkert, som den forståelse Obama, pave Frans, John Kerry og andre lærde imamer insisterer på er sand. Men trods det er IS’s påstand om at have den sande fortolkning af islam ikke blevet gendrevet med succes af andre muslimer; IS fortsætter med at hverve rekrutter, og det vil den fortsætte med at gøre, indtil en sådan overbevisende gendrivelse fremstår.
Igen: Hvor er det ærgerligt, at heller ikke Akkari har gendrevet islamisternes fortolkning af islam!
ricardtriis 