Grundtvig og Goldschmidt

Her den 26. oktober var det 200 år siden Meir Aron Goldschmidt blev født i Vordingborg. Det gav anledning til en lille artikel i Weekendavisen af Klaus Rothstein, se her. Og da Goldschmidt var jøde og af den grund blev indviklet i en debat med Grundtvig i 1849, vil jeg her tillade mig at gengive et længere citat fra Grundtvigs ugeskrift ”Danskeren”. Debatten drejede sig nemlig om den fremmedes, altså jødens, plads i det danske samfund, og den har derfor en vis betydning for os i dag, hvor jo også spørgsmålet om, hvem der er dansk og hvem ikke, optager sindene.

I Kristeligt Dagblad har der således været en meningsudveksling mellem forfatteren til en ”Tænkepause”, betitlet ”Nationalitet”, Michael Böss, og anmelderen af samme Christian Egander Skov. Anmeldelsen er her, Böss’s svar her.

Ærlig talt synes jeg ikke, at de to debattanter får begreberne afklaret. Og når jeg så – for at få lejlighed til at læse, hvad et fornuftigt menneske skriver – bladrer tilbage på denne blog og læser dette indlæg, finder jeg ud af, at jeg nok må give de to ret: det er nogle meget svære spørgsmål at få klarlagt: hvem er dansker og hvem er ikke, hvor går grænsen for folket, hvad er forskellen på en stat og et folk?

I den forbindelse er der en artikel af Morten Bredsdorff, der hedder ”Digteren Goldschmidt og Grundtvig”, som man kan finde på nettet ved at søge på navn og titel: så får man straks downloaded artiklen. Det er en meget interessant artikel. Det viser sig, at Goldschmidt har følt sig noget klemt af sin jødiske baggrund. Han føler ikke, at han kan blive fuldt ud anerkendt som diskussionsdeltager i de bevægede år 1848-50. Efter at have sluppet roret på ”Corsaren”, det satiriske tidsskrift, som blandt andet gjorde nar af Søren Kierkegaard, udgav han et ugeskrift ”Nord og Syd”, hvori han kunne forfægte sine tanker om Danmarks fremtid. Heri forekommer der flere hip til Grundtvig, mest i anledning af, at Goldschmidt ikke kan blive klar over, om mon Grundtvig ville anerkende én som ham som en dansker.

Så kommer Goldschmidt i oktober 1849 med et hjertesuk:

Hvor er Eders Mysterier, som vi ikke kjende, hvor er Eders Alter, hvor vi ikke bede, hvor ere Eders Offre, i hvilke vi ikke deeltage? Det Sprog, der omslutter Eder som Menighed, lader os ikke udenfor! I have dem, der værne det bedre, men Ingen, der værner det kjærligere end vi; I have Digtere, der skrive smukkere, end vi tør tænke paa, men Ingen, der fatter Digtene bedre end vi; Eders Fortids Digte, Sagnene, Sagaerne og Viserne, ere blandt de faa Ting, som have kaldt os hjem fra Syden, fra Tilbud om Livsophold og Velvære – ja, »hjem«, her er vort Hjem, vi have intet andet, Ingen af Eder kan vise os bort som Uvedkommende.

Og han slutter med en skarpere anklage:

Idet vi forsvare os mod en »national« Beskyldning, synes det os næsten, at denne Nationalitet er latterlig og falsk. Vi ville hellere selv ganske kort sige Eder, hvad det er at være rigtig »national«: Det bestaaer i at ville et Ideal og lukke Øinene for Virkeligheden, at ønske det Bedste og foranledige Ting, der lede til det Værste, at tilbyde sig som Veiviser, gaae ufortrødent fremad, føre Folk ud i et Morads og beskylde den for »Hjerteløshed«, som sagde, at der var et Morads.

Om det nu var denne anklage eller sagen i bred almindelighed, der engagerede Grundtvig, nok er det, han tog til genmæle i ”Danskeren”, nr 44, se her.

Han er deri ikke bleg for at rose Goldschmidt:

Jeg tror slet ikke, Hr. Goldschmidt mener det ilde med os, men troer tvertimod gierne, hvad han siger, at han endogsaa har lidt Forkærlighed for »deiligst Vang og Vænge«, hvor han kom til Verden, for det lille godmodige Folk, i hvis Midte han er opvoxet, for det yndige Tungemaal, der alt i Barndommen kildrede hans Øre, og for de mandige og kvindelige Skiønheder, Nordens gamle og ny Litteratur har at opvise,

men naturligvis kommer der et ”men” efterfølgende:

men jeg kan see, at han betragter det altsammen ikke med en Dannemands eller ægte Nordboes, men med en Verdensmands Øine, hvem det dog igrunden er ligegyldigt, om Landet, han boer i, hedder Danmark eller Slesvig-Holsten, om det herskende Tungemaal er Dansk eller Tysk, naar han kun forstaaer det, om Dansk er et levende eller et dødt Sprog, naar han kan læse de Bøger derpaa, som han ynder, ja, hvem det vilde være allerkiærest, om alle tænkde ligesom han, havde glemt deres Fæderneland og Modersmaal, betragtede ethvert Sprog kun som et Middel til at giøre sig forstaaelig for hinanden, og hævdede sig over al Folkelighed (696) (Nationalitet) som et snævert og egenkiærligt Begreb, der, hvis det fik Magt, ei alene vilde opløse den østrigske Stat og Sveitser-Forbundet, men spærre Veien for den almindelig Kultur, der, som et Jernbane-Net skal omspænde hele Verden.

Man kan muligvis beskylde Goldschmidt for, at han i sin beskrivelse af Grundtvigs begreb ”National” overdriver ikke så lidt, og man kan ganske sikkert beskylde Grundtvig for, at han ikke gør sig tilstrækkelig klart, hvordan det sprog, der har kildret ens øre i barndommen, under alle omstændigheder bliver et sprog, man er bundet til. Og det er nok også en overdrivelse, når han synes at ville anbringe Goldschmidt i det, vi i vore dage ville kalde en globalistisk tankegang, hvor begrebet folkelighed eller nationalitet nærmest er i vejen.

Men netop i overdrivelsen ligger der noget væsentligt. Det er givetvis ikke sandt, at det for Goldschmidt ville være ”allerkærest, om alle tænkte som han, havde glemt deres fædreland og modersmål”, men jeg tror også, at den uudtalte formodning, der ligger bag Grundtvigs ord her, nemlig den, at Goldschmidt som jøde kan høre hjemme overalt i modsætning til Grundtvig, der kun kan høre hjemme i Danmark, er forkert. Men derfor hører jeg alligevel i Grundtvigs ord den samme frygt sitre, som prægede Houellebecq, når han lader sin hovedperson sige til sin elskerinde, der vil tage til Israel, at han ikke har noget Israel, han kan flygte til, i romanen ”Underkastelse”.

Grundtvig fortsætter:

Om nu denne verdensborgerlige (kosmopolitiske) Synsmaade virkelig er saa høi, ædel og menneskelig, som Hr. G. tænker, eller om det ikke tvertimod er den laveste og egenkiærligste, hvortil Mennesket, uden at blive som de Umælende, kan synke, derom vil jeg ikke trættes med nogen, da enhver er nødt til at se med de Øine, han har, men at denne Synsmaade slet ikke er folkelig (national), det maa jo Hr. G. selv sige, naat han ikke vil modsige sig selv, og følgelig kan den Synsmaade heller ikke være Dansk eller Nordisk, dersom der ellers endnu findes et Dansk og Nordisk Folk, saa Hr. G. har aabenbaar, ved at giøre Paastand paa Danskhed, indviklet sig i en klar Selv-Modsigelse, som han ikke kan komme ud af uden ved enten at benægte eller fornægte vor Folkelighed, og i begge Tilfælde er vor Trætte jævnet, thi kan den Danske og Nordiske Folkelighed ei baade aandelig og legemlig bevise og forsvare sig selv, da er den forloren, og den oplyste Danskhed og Nordiskhed vil være ligesaa giæstmild som den oprindelige var, saa den forlanger intet Jabroderskab af de Fremmede paa sine Enemærker, men kun Fredelighed og den sunde Sands at stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er.

For at få sin anklage om selvmodsigelse til at gå op, må Grundtvig vistnok antage, at Goldschmidt ligefrem nægter, at der findes nogen danskhed, at han altså mener, at verdenssamfundet er det eneste, der har realitet. Kun ud fra en sådan – forkert – antagelse kan anklagen om selvmodsigelse give mening: Goldschmidt vil være dansker, men ak, han siger jo selv, at der ikke er noget, der hedder danskhed.

Vi tager det næste med:

Jeg kan godt forstaae, at i Danmark, hvor det Fremmede længe har været vant til at herske og at blive alt det Egne foretrukket, ja, hvor hele Dannelsen længe var fremmed og det Udannede foragtedes, her maa det falde baade Hr. G. og mange andre ligesaa uventet som ubehageligt at blive saaledes tiltalt og henviist til den udannede Almue, for at lære, hvad der er Dansk og herefter skal herske i Landet; men Hr. G. er klog nok til at kunne forstaae, at det er ægte Dansk i Danmark, saa hvem der ikke kan finde sig deri, er udansk og lader det komme derpaa an, om han og de andre Fremmede eller det Danske Folk skal seire i Danmark.

Det er nok også forkert, at Goldschmidt mener at befinde sig blandt de udanske, så han med sin holdning er med til at sørge for, at det bliver det fremmede og ikke det danske, der sejrer i Danmark. Men det passer til gengæld godt på nutidens situation, både det med, at vi falder på knæ for det fremmede, i vort tilfælde sædvanligvis det amerikanske, og det med, at eliten ikke lytter til folkets røst, men har travlt med at opdrage det til at have de ”rigtige” meninger.

Og så det sidste citat:

Dette, at vi, vist nok endnu kun meget faa Deeltagere i Tidens forroste Dannelse, som vil og tør vedkiende os Danskheden og paatale dens historiske Ret til at raade paa sine Enemærker, at vi, skiøndt vi har Blækstrømmen og Mundsveiret imod os, dog har et Folk, ligesaa stort som hele Landet, i Ryggen, og at dette lille, men kiække og velbegavede Danske Folk vil findes ligesaa farligt at bides med paa dets indvendige som paa dets udvendige Enemærker, det er, hvad jeg herved ønskede at indskærpe Hr. G. og alle Ligetænkende i Danmark!

Hvis vi nu ”fjerner” Meir Goldschmidt og alle Grundtvigs forkerte antagelser om ham, så kan vi måske få øje på de ægte bekymringer, Grundtvig gav udtryk for på sit folks vegne. Det er nemlig noget, vi kan bruge i vor nutidige diskussion om, hvem der er danske og hvem ikke.

Det er jo ikke blot Goldschmidt, Grundtvig imødegår, det er hele den holdning i det elitære Danmark, der foretrækker det kosmopolitiske frem for det nationalt danske, ja, ofte endda er af den opfattelse, at dette er moralsk overlegent i forhold til det blot nationale.

En tyrk ved navn Utzu Güzel har i sin blog på Jyllands-Posten givet udtryk for sin lede ved stadig at diskutere danskhed, se her. Han skriver bl.a.:

Jeg får lyst til at skrive, om det ikke er nok “bare” at være et menneske eller en verdensborger, men sådanne humane termer er ikke længere gældende i denne debat.

Og til ham må man naturligvis sige, at det er ”nok” bare at være menneske, eller bare at være dansker med tyrkisk baggrund. Problemet er, at det vil disse danskere med tyrkisk baggrund ikke lade være nok. De vil helst være helt og fuldt danskere, dvs. de vil af os etniske danskere anerkendes som helt og fuldt danskere. Det bliver de jo på utrolig mange måde, men altså ikke hvad afstamning angår, og heller ikke hvad det angår at ville nøjes med at være verdensborger.

Det er det, der bekymrer Grundtvig. Han ser en forskel mellem den fiktive Goldschmidt, der vil kunne være hjemme overalt, blot han forstår sproget, og så ham selv, der ikke kan finde sine forfædre andre steder end i Danmark. Og han er bange for, at en kosmopolitisk tankegang skal brede sig i eliten og hele tiden prøve at se bort fra det specielt danske. Så vil Danmark ændres i en retning, han ikke bryder sig om.

Man kan i en vis forstand sige, at denne bekymring blev virkeliggjort. For meget af den elitære diskussion herhjemme kom til at bevæge sig på internationalt plan. Nogen vil mene, at det skete efter det moderne gennembrud i 1870erne med Georg Brandes i spidsen – det vil vist blandt andet Sørine Gotfredsen, se her – men det nationale var nu meget svært at udrydde; selv Georg Brandes regnede sig som dansker.

Så er Grundtvigs bekymring snarere blevet ”opfyldt” med de fremmede, der nu er kommet ind i landet. Mange af dem tilhører jo en international religion, islam, og kommer derved sig selv uafvidende til at være en del af den sympatisørsump, som de strengere muslimer får at boltre sig i, når de vil omdanne Danmark til en muslimsk stat.

Der er én ting mere at sige. Sørine Gotfredsen citerer i det ovennævnte indlæg i Kristeligt Dagblad den konservative engelske forfatter, Roger Scruton, for at have sagt:

Vi studerer ikke bare fortiden, vi arver den, og arv medfører ikke blot retten til ejerskab, men også pligterne ved at være medformynder (…) Mennesker sørger over opløsningen af det, der er dyrebart for dem, fordi det beskadiger en given orden i formynderskabet og afskærer dem fra dem, der levede før, og slører følelsen af forpligtelse over for dem, der følger efter.

At vi arver fortiden, er noget, vi ofte overser. Og det er, hvordan man end vender og drejer det, noget, vore fremmede ikke kan fornemme på samme måde som os. Det gør dem ikke til ringere mennesker, men det bevirker måske, at de ikke med samme selvfølgelighed kan deltage i diskussionen om, hvad vi skal med Danmark, for vi, der har vor hele slægt her, vi, hvis forfædre ligger begravet rundt omkring, vi har et andet forhold til dette land end dem, hvis forældre kom udenlands fra, og hvis historie tilhører et andet land.

Som man kan se, er det det samme problem, jeg her tager op, som det, jeg tog frem med indlægget om danskernes æt, altså dette indlæg. Og det kan jo i første omgang se ud, som om Utzu Güzel er at samme mening, når han spørger:

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor så mange med anden etnisk baggrund kæmper så ihærdigt for at kunne kalde sig selv for danskere med anden etnisk baggrund? Er det ikke fint nok at være tyrker, som er bosiddende i Danmark?

Men når han så føjer følgende til, viser det sig, at der er noget, han overser:

Så længe man går på arbejde og betaler skat, følger de danske love og regler, lever et normalt og fredeligt liv uden at genere andre, så burde det vel være helt okay “bare” at være herboende tyrker. Hvorfor denne ihærdige kamp for at blive kaldt dansker med tyrkisk, arabisk eller anden etnisk baggrund? Som om det eneste rigtige er at være dansker!

Han overser, at mange muslimer netop ikke mener, at de danske love og regler skal følges. Der er jo det specielle ved islam, at den, modsat alle andre religioner, kommer til landet med en bestemt statsopfattelse, bestemt af koranens bestemmelser, som ikke må fraviges.

Det er jo derfor, vi etniske danskere – som han skriver – hævder, at det at være muslim absolut ikke kan forenes med danskhed. Og er man, som han formentlig er, en moderat muslim, der ikke tænker på at ændre ved danskernes love og regler, så er man alligevel ved selve dette at være muslim, og som muslim gå ind for koranens bestemmelser, med til at befordre en muslimsk overtagelse af Danmark. Det vil han selvfølgelig benægte, men han kan ikke garantere, at hans søn eller datter ved læsning af koranen ikke bliver radikaliseret. For koranen er en radikaliserende tekst. Og frasiger han sig af den grund koranen, er det selve muslimnavnet, han frasiger sig. Hvilket i store dele af de muslimske samfund kan koste dyrt.

Nej, vi hverken kan eller vil kræve af jøderne, at de opgiver deres religion. For de går helt og fuldt ind for vore love og regler. Blot vil vi anmode dem om at forstå og elske og argumentere for det særligt danske. Hvad de jo også i høj grad gør og har gjort.

Men så længe muslimerne har bundet sig til koranen, så længe blot nogle af dem går ind for en fastholdelse af koranen, kan vi jo ikke vide os sikre på deres loyalitet, og slet ikke sikre på deres børns loyalitet.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.