Den skjulte fare ved islam

For et par indlæg siden gav jeg udtryk for den ret negative indstilling til muslimer, at de, så længe de kaldte sig muslimer og betragtede sig som muslimer, er med til at fastholde en for vort samfund højst farlig opfattelse af koranen, og at de af den grund risikerede, at deres børn gav sig til læse koranen og derved blev radikaliseret.

Skulle nu en from moderat muslim have forvildet sig ind på denne blog og af den grund føle sig noget brøstholden over en sådan bemærkning, så kan jeg såmænd så udmærket forstå ham. For det har gennem lang tid været næsten umuligt for mig at forestille mig, at en muslim kunne påvirkes af de mærkelige og tildels krigeriske ord, der står i koranen. Og det er sådan set stadig svært for mig at tro det.

Men så læste jeg fornylig denne beretning på jihad-watch, se her. Her fortælles der om den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan, at han den 25. oktober besøgte en moské i Istanbul. Efter fredagsbønnen citerede så én af hans ledsagere et ord fra koranen, nemlig sura 48,29 (30), hvor det hedder:

Muhammad er Allahs Sendebud. Og de som er med ham, er harde mot de vantro, men milde i deres forhold med hverandre.

Og det hedder så videre i beretningen:

Så tog Erdogan mikrofonen, reciterede noget af verset på arabisk, dernæst på tyrkisk og sagde så til menigheden: ”Mine kære brødre, først: tillykke med jeres hellige fredag. De koranvers, som netop er blevet fremsagt, befaler os at være voldelige imod de vantro (kuffar). Hvem er vi? Vi er ummaen, Muhammeds nation. Derefter befaler koranen os at være barmhjertige imod hinanden. Derfor vil vi være barmhjertige imod hinanden. Og vi vil være voldelige imod de vantro. Sådan som vi er det i Syrien”.

Herefter fortælles det, hvordan Erdogan citerer sura 61,13 (14):

Og (også) en annen (nåde), som dere vil elske: Hjelp fra Allah og en nær seier. Så gi gledelig budskap til de troende.

Det er, hvad vi ser ske lige nu, siger han. Om Gud vil, vil vi se det endnu mere.

Hvem skulle nu have troet det?

Én ting er, at Erdogan er en from mand, der gerne går i moskéen og deltager i fredagsbønnen. Men at han ligefrem bruger koranens ord i sin krigsførelse, at han ligefrem opfatter et koranord som et løfte om sejr, altså tager et højst fortidigt ord og ser det som talt til netop nutidens tyrkere med ham i spidsen, det er alligevel lidt overraskende.

Men sådan kan koranen altså bruges. Og sådan bliver den brugt.

Og skulle nu én eller anden af de mange her i landet, der vil beskylde os indvandringsmodstandere for islamofobi, sige noget om, at Det gamle Testamente da er lige så fuldt af voldsopfordringer som koranen, så er det jo rigtigt nok.

Men hvad så?

De kristne har Det gamle Testamente som deres helligskrift, sandt nok, men det er jo så sandelig blevet fredeliggjort af Jesus, der i bjergprædikenen flere gange siger ”I har hørt, at der er sagt” – ”men jeg siger jer”, og derved sætter både sig selv og den menighed, der blev dannet i hans navn, i modsætning til Det gamle Testamentes krigsretorik.

Og jøderne, der også har Det gamle Testamente som deres helligskrift, er jo nogen af de fredeligste mennesker, man kan tænke sig. De har formået at bevare deres religion på trods af, at de aldrig før 1948 har haft en stat for sig selv. Altid har de stræbt efter at gøre sig til nyttige statsborgere dèr, hvor de bosatte sig, så oprør fra deres side, fordi de læser Det gamle Testamente? En umulig tanke.

Det ville for øvrigt også være vanskeligt at bruge nogle af Det gamle Testamentes voldsopfordringer til et nutidigt oprør. For det fremgår så tydeligt af sammenhængen, at ordene er talt ind i en bestemt historisk sammenhæng og derfor ikke er noget, en nutidig jøde eller kristen skal rette sig efter.

Muslimerne, derimod, har alle steder, hvor de kom frem, bekendt sig til koranen som den helligskrift, de vil rette sig efter. Godt nok er også koranens ord talt ind i en bestemt historisk sammenhæng, de er nemlig talt af Muhammed som opfordring til at deltage i hans erobring af i første omgang Mekka, senere hele Arabien. Og der var da også i islams første århundreder folk, der mente, at koranens ord skulle forstås i deres historiske sammenhæng. Men deres opfattelse blev overtrumfet af asharitterne, som mente, at koranens ord var evige, de var afskrift af en evig og guddommelig koran, der befandt sig i himlen, og de havde derfor fuldt og helt gyldighed for nutidens muslimer.

Derfor er det farligt for enhver stat at have koranlæsende og korantroende mennesker gående frit omkring. Man aner ikke, hvad de kan finde på, hvis de giver sig til at læse koranen, som moskéernes imamer siger, den skal læses: som ord ind i nutiden. Man kan have den mest integrerede muslim i landet, glæde sig over ham og ønske, at alle andre muslimer måtte blive som ham. Men om hans børn aner man ingenting, så længe han kalder sig muslim, og derved binder sig til den læsning af koranen, som imamerne anbefaler. De kan gå hen og blive fredelige muslimer som han selv, og de kan gå hen og blive radikaliserede og modstandere af det land, de befinder sig i.

Det er derfor, der må kaldes på kirkens indsats. Det må jo først og fremmest være kirkens opgave at bekæmpe fremmede og farlige lærdomme, og islam er både fremmed og farlig. Og hvis man som en god luthersk kristen ikke kan bekvemme sig til at tro på de kendsgerninger om koranen, jeg har lagt frem her på bloggen, så kan man rådføre sig med Luther selv. Han fik i 1542 fat på en latinsk oversættelse af koranen, og det gav ham et andet syn på en bog af en dominikansk munk, Richardus, der omkring år 1300 havde besøgt Bagdad, en bog, han fik fat på i 1530. Dengang regnede han med, at det meste af det, Richardus skrev, var det sædvanlige italienske forsøg på at overdrive. Men nu, i 1542, da han fik mulighed for at læse koranen selv, opdagede han, at Richardus ikke overdrev det mindste. Derfor besluttede han sig til at oversætte Richardus’ skrift til tysk.

Man kan f.eks. her læse, hvordan Richardus (og Luther i sin oversættelse) har fundet en række eksempler frem på, at koranen er brutal og selvisk. Mange af de indvendinger, der nævnes her, kan såmænd bruges den dag i dag. Tag bare den første indvending! Man kan da ikke forestille sig, at Gud vil bruge et menneske som Muhammed, der var en morder, røver og ægteskabsbryder, til at formidle sin lov. Og så går Luther i gang med at fortælle om to tilfælde, hvor Muhammed ikke kunne styre sin kønsdrift, lovede to af sine hustruer at afholde sig fra at komme sammen med den slavinde, de havde fundet ham i seng med, men fik ordre af Gud om at bryde sin ed. Ergo: Koranen er talt af Muhammed, ikke af Gud.

Det vil sige: Vi behøver i hvert fald ikke at afholde os fra at kritisere muslimernes koran, fordi Luther var forstående overfor muslimerne. For det var han på ingen måde.

Om det så vil hjælpe, er jo en anden sag. Men ikke at kritisere koranen hjælper med garanti ikke.

Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.