“Kærlighed”

Jeg har været i Aalborg. Helt i Aalborg, ja. Der var arrangeret en reception i anledning af en bogudgivelse, som jeg meget gerne ville deltage i. Der var tale om en bog af Anker Gemzøe og Mogens Pahuus ”Kaj Munk, digtning og livssyn”. Jeg købte naturligvis bogen og sad med næsen dybt begravet i den på hele togrejsen tilbage til Horsens. Dog er jeg ikke blevet færdig med den (den er på 397 sider).

Alligevel vil jeg her tillade mig at komme med nogle kommentarer til et kapitel om Munks skuespil ”Kærlighed”, som Mogens Pahuus har skrevet.

To ting vil jeg bebrejde Mogens Pahuus i denne analyse af ”Kærlighed”.

Det ene er, at han synes at se Kaj Munk som en monolit.

I sit foredrag ved receptionen fortalte Anker Gemzøe, at de to forfattere havde mest tilovers for Munk i tyverne, mindre for Munk i trediverne og noget mere for Munk i fyrrerne. Det var lige vand på min mølle, for det svarer ret nøje til min opfattelse af Kaj Munk. Jeg synes, han er virkelig spændende i tyverne, for da har man fornemmelsen af, at han prøver alle livsanskuelser af. Værkerne fra trediverne bærer præg af, at han vil have sine dramaer til at understrege sine politiske holdninger. Og først da disse holdninger med Hitlers annektion af Rest-Tjekkiet bliver slået i stykker, dukker nye sider af forfatterskabet frem.

Denne opdeling er i nogen grad imod Munks egen opfattelse af sig selv. Han anbringer i sin bog ”Med Sol og megen Glæde” følgende forord:

Sammen med Udsendelsen af mine Erindringer har mit Forlag ment det hensigtsmæssigt at udgive nogle Prøver af, hvad jeg gennem alle mine Aar fra mit ottende til mit fireogfyrrende har skrevet, for at give mine trofaste Læsere Lejlighed til at følge med i, hvorledes jeg ikke har udviklet mig. (Se her).

En lidt finurlig udtalelse! For Munk har naturligvis som alle andre mennesker udviklet sig. Så kan han benægte det alt det, han vil. Og man står sig ved som Kaj Munk-forsker at være opmærksom på, at Kaj Munk anno 1926 ikke er den samme som Kaj Munk anno 1935.

Dog spørger man sig selv, om de to forfattere holder fast ved denne inddeling. For i indledningen til deres bog, side 9, bekendtgør de, at de vil bedømme Munks forfatterskab ud fra en rettesnor, som de finder hos Munk selv: ”Det gælder om at være stærk og det gælder om at være god”. Den er formuleret i et brev til Ragnhild Bjarke fra 26. april 1927 som en rettesnor for livet. Men det er efter min mening ret letsindigt ud fra disse tillægsord at ville uddestillere en sammenhængende tankegang, som med ”livsfilosofiske begreber kan udfoldes på en mere begrebsmæssig måde” (side 10). På den måde mister man let sans for den udvikling, Munk har været igennem.

Det gør sig ikke mindst gældende i Pahuus’ gennemgang af ”Kærlighed”. Han godtager alt for villigt Kaj Munks egne senere analyser og forklaringer/bortforklaringer af de mærkelige forhold i stykket.

Det andet, jeg vil bebrejde Pahuus, er, at han tager for lidt hensyn til de tekster, der er fremkommet, siden Mindeudgaven i 1948/49. Det er ret mærkeligt i betragtning af, at forfatterne i indledningen side 7 skriver, at de betragter deres bog som et ”led i den nyere opvurdering af arkivers betydning for studiet af kunst og litteratur, der er blevet kaldt The Archival Turn”. Jeg skal indrømme, at en sådan opvurdering burde have medført, at man i den digitale udgave af ”Kærlighed” havde anvendt 26-udgaven som primærtekst, så det vanskeliggør naturligvis arbejdet, hvis opgaven er at finde frem til den oprindelige Munk, tyvernes Munk, som ”Kærligheds” forfatter. Og det er vel opgaven. Men vanskelig eller let, det kan lade sig gøre. I en artikel: ”Følelsernes teologi hos Munk” i bogen ”Kaj Munk og teologien” har jeg ret udførligt redegjort for de forskellige udgaver af ”Kærlighed” og deres forhold til hinanden. Men denne artikel tager Pahuus ikke hensyn til i sin gennemgang af ”Kærlighed”.

Begge disse fejl kan ses på side 151. Pahuus er i gang med at vise, at både den lidenskabelige kærlighed og menneskekærligheden eller filadelfia er væsentlige træk i ”Kærlighed”. Og som belæg for det anfører han i første omgang Munks artikel fra 1940 ”Nøglen til Forstaaelse af Stykket”, se her. Det i sig selv er jo lidt bagvendt. Stykket blev dog til i 1926, og Munks livserfaringer dengang var muligvis noget anderledes, end de var i 1940. Men som yderligere belæg tilføjer han en bemærkning af Drewsen Christensen fra 1947. Drewsen Christensen skriver i sin bog ”Ridderen i Munkekutte”, side 71, at stykkets hovedmotiv er forholdet til præstegerningen. Og så træder Pahuus’ anden fejl i funktion.

Drewsen Christensen vender sig imod Niels Nøjgaard, som i ”Ordets Dyst og Daad”, side 177, havde skrevet, at baggrunden for stykket er den smerteligste forelskelseshistorie, Munk endnu havde oplevet. Men hvordan kan Pahuus helt overse, at den brevroman, der blev udgivet i 2001 – en roman, som i 1926 blev sendt som en række breve til Niels Nøjgaard, som omhandlede Munks forelskelse i Hilde Skytte, gift med Niels Skytte, og som derfor først kunne udgives, da alle de implicerede var døde – den brevroman gør Drewsen Christensens bedømmelse ugyldig? Han kendte intet til brevromanens eksistens.

Hvad man skal bedømme de to former for kærlighed efter – forudsat, at man kan tale om, at præstens forhold til sin menighed kan betegnes med ordet kærlighed – er ikke Munks artikel fra 1940, heller ikke Drewsen Christensens bemærkning fra 1947, men Munks egne oplevelser i 1926. Brevromanen blev jo til juni 1926 og ”Kærlighed” i august 1926, så den er nærmest uomgængelig for en bedømmelse af, hvad der førte til skuespillets tilblivelse. Men ikke for Pahuus.

For skærer man alle senere forklaringer og bortforklaringer bort – også dem fra Munks egen hånd – så finder jeg det mest naturligt som Nøjgaard at se en tæt sammenhæng mellem brevromanen og ”Kærlighed”. Brevromanen viser os et menneske, der er stærkt forvirret med hensyn til synet på Gud og synet på kvinden. En nat i klitten står han alene med Hilde på en klittop. Der er kun en månestråle mellem deres munde. Men han kysser hende ikke. Og det bebrejder han sig selv i brevromanen. Men han aner heller ikke, om det er manden eller præsten, hun taler så inderligt betroende til, brev af 26-6 i brevromanen. Så derfor mener jeg, det er rimeligt at betragte ”Kærlighed” i 26-udgaven som et svar på det spørgsmål, som brevromanen rejser: ”Hvad nu, hvis?” Hvad nu, hvis han derude i klitten havde gjort det, han senere drømte om: trykket et kys på hendes mund? Det scenarium gennemspiller han så i ”Kærlighed”. På den måde prøver han at få hold på sig selv.

Men skal det gennemspilles på en troværdig måde, så må skilsmisse udelukkes. Munk har i brevromanen gennemtænkt Hildes reaktion og gør sig dèr klart, at han ikke kan være en fristelse for hende, fordi hun derved – med datidens skilsmisseordninger – ville miste forbindelsen til sine børn, brev af 26-6. Derfor er der i ”Kærlighed” tale om det, man kan kalde et husvensarrangement.

Jeg vil således mene, det vil være mest i overensstemmelse med det, de to forfattere har erklæret, at de vil følge – altså den førnævnte archival turn – at se ”Kærlighed” som et eksperiment, der skal give svar på de spørgsmål, som brevromanen rejser.

I en artikel i Munkiana 42, se her, har jeg omtalt nogle af anmeldelserne fra 1935. F. eks. skriver Frederik Schyberg i Berlingske:

Hovedpersonen i Stykket dør altsaa ikke af sit Problem, men fra det; men over et saadant Tema skabes intet virkningsfuldt Drama og da slet ingen Tragedie. (Side 9).

Og hvis man må give ham ret i det, er så ikke eksperimentet faldet negativt ud? Den kendsgerning, at Munk opgav sin forelskelse, kunne tyde på det samme.

Jeg har i dette blogindlæg stillet det spørgsmål, hvorfor litteraturforskere – og specielt dem, der har Kaj Munk som genstand – tilsyneladende først skal have skåret deres genstand ned til normalstørrelse, før de kan beskæftige sig med dem. I sagen her: Det kan godt være, at ”Kærlighed” er et udslag af, hvordan et sygeligt følsomt menneske (læs: Kaj Munk) oplever samværet med en smuk gift kvinde. Men er det ikke netop derigennem, det kan være berigende for os, der ikke har en helt så sygelig evne til at betages af det andet køn?

Men hvad mere er: Hvis ”Kærlighed” er et eksperiment, så kan man formode, at præsteskikkelsen er tegnet, så eksperimentet så vidt muligt lykkes. Det vil sige: de positive træk, præsten er udstyret med, er ikke træk hos en ægte person, men træk hos en fiktiv person, så Munk kan få sit ønske om et positivt udfald af eksperimentet til at opfyldes.

Pastor Ege er således udstyret med en sikkerhed i holdningen til kristendommen, som Munk selv ganske mangler. Den mangel aflægger brevromanen tilstrækkeligt vidnesbyrd om. En sådan sikkerhed kan efter Munks mening kun en missionsmand og en ateist have. I ”Pastor Erling til Klitte”, se her, har Munk valgt missionsmandens sikkerhed, her ateistens.

Denne sikkerhed giver sig også udslag på det moralske plan. Og det tør nok antydes, at pastor Ege er sikker i moralsk henseende. Ikke blot er han sikker i sit kærlighedsforhold, han er også sikker på, at han og Ingeborg har handlet ret. Han siger jo under ”forhøret” af biskoppen og provsten: ”Hvis Gud er til, er der intet, jeg bedre kan, Provst Haderslev, end staa til Regnskab”. (Se her, replik 401; i 26-udgaven føjer han til ”for ham for min Gerning og mit Liv i dette Sogn”). Her har Munk maget det så, at så at sige alle, inklusive provst og biskop, stødes over dette “hvis Gud er til”, og lader det næste: at han mener at kunne komme ud med et plus i det store regnskab, passere uomtalt.

Men det er dog en sikkerhed, der er den skinbarlige farisæisme. Han mener selv, at det, at han knytter kærlighedsbånd til en gift kone, er helt i orden, og desforuden er han sikker på, at han har øvet en ikke ringe kærlighedsgerning i sit sogn. På spørgsmålet om, hvordan han kunne hjælpe sognets beboere, svarer han:

Det gik af sig selv. Naar jeg sad ved en Sygeseng, greb Angsten for at skulle gaa fra den syge uhjulpen mig saa voldsomt, at alle mine Aandsevner rejste sig. Naar jeg stod paa min Prædikestol og saa disse Ansigter, jeg efterhaanden kendte og vidste om, hvad hver enkelt var furet af, og saa Forventningen til mig i deres Øjne, da tog Trangen til at hjælpe, Angsten for at skuffe — den tog mig igen saa mægtigt, at Ordene faldt, som de skulde. (Replik 419, 26-udgaven).

Det kommer måske tydeligere frem i replik 439, her også efter 26-udgaven:

Om det var den Gud, som jeg intet ved om og derfor ikke tror paa, der velsignede mit Arbejde, ved jeg jo saa heller ikke. Men at det er lykkedes, det ved jeg. Megen Nød har jeg truffet, jeg ikke kunde afhjælpe, men meget har jeg ogsaa faaet fjernet eller omskiftet til Lykke. Men jeg ved ogsaa — jeg siger det med rolig Stolthed — jeg ved ogsaa, jeg har ikke naaet dette uden at kæmpe for det. Jeg har været paa Færde i mit Sogn paa alle Tider af Døgnet og alle Dage i Aaret. Jeg har ikke holdt mig for god til at gaa til nogen, hvor fuldt af Lus de end har haft det, eller hvor møgdrukne de end har været. Og jeg er dog Højesteretssagfører Enrico Eges Søn.

Disse udsagn godtager biskoppen som udslag af ægte kærlighed i den senere samtale mellem bisp og provst:

Bispen: Han har ikke Troen i sit Hjerte, Provst.

Provsten: Nej, det kan man jo nok sige.

Bispen: End ikke Haabet.

Provsten: Nej, men Kærligheden — til en anden Mands Hustru.

Bispen: Men Kærligheden den har han, ja. Troen, Haabet, Kærligheden, størst af disse er Kærligheden, siger Apostlen. [1 Kor 13,13] Han har det største, og han har det største størst, større end baade De og jeg.

Provsten: Deres Højærværdighed!

Bispen. Thi jeg elsker Menneskene paa Grund af Gud, og De elsker dem vel paa Embeds Vegne, men han — han elsker dem for deres egen Skyld. (Replik 462-467a, 26-udgaven).

Så har Munk så tydeligt, som det kan gøres, gjort os opmærksom på, hvordan vi skal se på præstens gerning. At han fortæller om det med ”rolig stolthed”, det må vi prøve at se bort fra. At han på ”god” farisæisk vis er klar over de gode gerninger, han gør i sit sogn, det skal vi også overhøre. Kun det skal vi have med os, at han øver rette kærlige gerninger.

Men Munk ville ikke være Munk, hvis han ikke indlagde nogle antydninger i den modsatte retning. Godt nok tildeler han provsten dem, og provsten afbilder han som farisæisk, så han sikrer sig mod, at vi tager fejl. Men ærlig talt, skal vi ikke netop tage fejl? Skal vi ikke lytte til provstens tvivl om, hvorvidt nu også kærligheden til en anden mands kone sådan for alvor kan henregnes til det kristne begreb kærlighed?

Dertil kommer, at Munk i 26-udgaven er omhyggelig med at gøre det klart, at der ikke har eksisteret noget seksuelt forhold mellem Ejnar Ege og Ingeborg. I forhøret kommer dette frem:

Bispen: Hm. Maa jeg spørge Dem, Ege — jeg spørger Dem saa varsomt, jeg evner det: har hun — — tilhører hun Dem?

Præsten. Med hele sin Sjæl og sit Legeme.

Bispen: Hm! Hm! Hm!

Præsten. Dog aldrig, som Biskoppen tænkte nu.

Bispen. Aah Gudskelov!

Præsten. Nej, ikke Gudskelov, Biskop; for hun kunde (84) lige saa godt have gjort det. Hun er helt min, som jeg helt er hendes. Men — jeg — jeg er saa lidt sanselig — ja, egentlig — hader jeg det. (replik 490-490e; 26-udgaven).

Og se, her kunne man jo godt have taget anledning til at diskutere, hvorvidt ønsket om legemlige forening hører med til forelskelsen. Det positive svar giver næsten sig selv, når der ikke er nogen tredjepart involveret. Men i ”Kærlighed” skal trekantsdramaet hæves over de almindelige trekantsdramaer, så her lades foreningen mellem de elskende ude af betragtning.

Det sker dog kun i 26-udgaven. I 35-udgaven har Hans Brix fået Munk overtalt til fjerne de replikker, der afslører ikke-forbindelsen, hvad han lydigt har gjort, endda i den grad, at han selv skælder ud over Det kgl. Teaters instruktør, Thorkild Roose, fordi han inden premieren i september har bemærket, at der kun har været et kys imellem de to.

Denne diskussion kunne udbygges, for ifølge brev af 30-6 i brevromanen erklærer Munk ”semen virile, Menstruation og coitus” for noget svineri. Så man kunne jo godt tro, at det ikke blot er pastor Ege, der er så lidt sanselig, men også pastor Munk. Men se så, hvad Munk skriver under den 1-7, hvor han har skildret en aften sammen med Niels og Hilde Skytte.

Og jeg gik ud i min Have og vandrede i Stjerneglans og Maaneskær og Sommerlunhed og Nattestilhed frem og tilbage fra Havestuedøren og ud over Marken ned til Søen fortryllet, betaget, løftet, indtil – – indtil [77] den Tanke med et faldt over mig: »Nu klæder hun sig af. Nu gaar hun i Seng. Nu – -« og mit Legeme forvred sig til en Stilling, som Billeder viser de gamle Martyrer paa Baalet, forvred sig, mens jeg greb mig op til Panden, over Halsen.

Man kan nok forstå, at det bekommer ham ilde at tænke på, at det er Hilde og Niels og ikke Hilde og ham, der legemligt kommer sammen. Så den ”løsning”, Munk søger at gennemføre med pastor Ege i ”Kærlighed”, er vist alligevel ikke nogen løsning. Men det er jo noget, man kun opdager ved en sammenstilling af de to Munk-værker fra 1926. Og den sammenstilling foretager Pahuus ikke, han tager i det hele taget ikke det seksuelle problem frem.

Som man kan forstå, har min tilgang til ”Kærlighed” ført med sig, at jeg stiller mig lidt tvivlende overfor en påstand om, at både kærligheden til Ingeborg og kærligheden til menigheden er udtryk for kristelig kærlighed. Derved kommer jeg i ret stærk kontrast til Pahuus. For han gør det, at han uden tøven griber fat i Munk, anno 1940, dèr, hvor han siger, at ”den kristne tro er løftet op over alle ængstelig Moralkrav om Skikkelighed”, og forstærker denne opfattelse ikke så lidt, idet det hos ham (side 154) hedder, at ”kærligheden for det første retfærdiggør bedraget overfor Anton”, og ”for det andet retfærdiggør bedraget overfor såvel Ingeborg som menigheden”.

Hen imod slutningen, hvor han prøver at tolke den audition, præsten har på dødslejet (uden at være opmærksom på, at denne ikke findes i 26-udgaven), skriver Pahuus så:

Det centrale må være, at Ejnar – og vi med ham – her føler sig (os) fuldt overbevist om, at det han har gjort i forhold til både menigheden, Ingeborg og Anton er godt og gyldigt. Det er også sådan, vi tolker Munks udsagn i ”Nøglen til kærligheden”: ”Nøglen til Forstaaelse af Stykket er Kristi Ord til den døende Præst: Om du tror paa mig eller ikke, lad fare, jeg tror paa dig ”. (side 155).

Er der virkelig ikke nogen kritisk røst, der hæver sig her? Kan vi virkelig sådan for alvor mene, at det husvensarrangement, som Munk for eksperimentets skyld oprettede i sit drama i 1926, skal godkendes moralsk? Godt nok er det en dygtig dramatiker, der har skrevet stykket, men han har bestemt ikke levet sig ind i Antons følelser i 26-udgaven, når han lader ham komme til sig selv i løbet af et døgns tid, efter at Ingeborg har afsløret for ham, hvordan det forholdt sig mellem hende og Ejnar Ege. I bearbejdelsen i 1935 lader han dog Anton være et par måneder om at komme sig over chokket, og i ”Fra Tidehvervet” røber han en langt dybere indlevelse i en forsmået mands følelser; jeg har skrevet lidt om det i Munkiana nr 62, se her.

Det er muligt, det er mig, der lægger for meget ind i formuleringen her, men det, der står mellem de to tankestreger, støder mig noget. Lad gå med, at Ejnar Kargo føler sig overbevist om sin handlings gyldighed overfor den Gud, han vist alligevel tror på, vi behøver da ikke gøre det. Når Pahuus siger, at vi føler denne godkendelse med ham, lyder det, som om han betragter ordene om Jesus, der tror på Kargo, som ikke blot Munks ord, men ligefrem udtryk for den kristne forkyndelse.

Og bevares, det kan vel være sandt nok, hvis ordet er en anerkendelse af Kargo som menneske på trods af Kargos gudsfornægtelse. Og mere lægger Munk måske ikke ind i ordet her i 1935. Men at gøre ordet til en godkendelse af både husvensarrangementet og præstens forhold til menigheden (som han jo snyder med hensyn til sin egen tro), det er dog for meget. Og altså muligvis også at lægge mere i det, end Munk anno 1935 har tænkt sig.

Man kan i det hele taget spørge, om bedrag ikke altid er af det onde. De ægtepar, der i vore dage har villet leve i et såkaldt åbent ægteskab, har dog lagt vægt på, at det var noget, de på forhånd aftalte med hinanden. På den måde mente de at kunne holde bedraget ude af deres forhold. Men erfaringen har vist vist, at det var på det nærmeste umuligt at holde jalousien ude af forholdet, noget, der ikke er umuligt i det eksperiment, Munk opstiller i 1926.

Og man må også undre sig over, at den Munk, der nok plejer at leve sig ind i sine personers oplevelser og reaktioner, i ”Kærlighed” kun ser sagen fra præstens side. Hvordan Ingeborg formår at leve i et bedrag gennem hele to år overfor sin mand, det berører Munk overhovedet ikke. Derimod berører han præstens problem med at godtage, at den graviditet, Ingeborg fortæller om i 4. akt, er forårsaget af Anton (replik 620).

Men altså: Jeg vil mene, at hvis man følger de to forfatteres anbefaling om at være åben overfor ”den nyere opvurdering af arkivers betydning for studiet af kunst og litteratur, der er blevet kaldt The Archival Turn”, så må man langt mere, end Pahuus gør det her, indarbejde brevromanen i sine overvejelser. Og så kommer analysen til at se noget anderledes ud, end når man som Pahuus (side 156) gør Jakob Knudsens roman Inger til den afgørende inspirationskilde.

P. S.: Jeg har her taget problemet ”autofiktion” eller ”autonarration” op til behandling på baggrund af brevromanen, og når frem til den konklusion, at Munk et sted i sin bevidsthed godt véd, at han med sit romanskriveri ødelægger den umiddelbare følelse af forelskelse, han oplever, når han er sammen med Hilde Skytte og hendes mand.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til “Kærlighed”

  1. Pingback: Anagnorisis | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.