Yahya Hassan

Jeg har anbragt emnet for dette indlæg i overskriften. Så kan de, der allerede har fået nok af Yahya Hassan, springe fra med det samme. Jeg var såmænd lige ved selv at gøre det, for denne digter er ikke lige min kop te, men så hørte jeg Erik Skyum Nielsen i Deadline den 12-11. Han beskrev digtsamlingen ”Yahya Hassan 2” som bestående af 4 lange, skidegode digte, 4 halvlange, halvgode digte, og 40 små digte, der stort set ikke var noget værd.

Han blev på et tidspunkt spurgt om anmeldernes yderst forskellige opfattelse af bogen og brugte dette digt som eksempel:

»JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/ SIDEN ÅR 2013/ TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/ DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/ OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED.«

Om dette digts dårlige rim: ”jakken”, ”tretten”, ”træt af den”, sagde han med et udtryk fra vejrmanden Voldborg, at de var ”lokale rimdannelser”. Og de rim, der var ”gode nok”, ”led”, ”oksesved” og ”jaget ged”, var til gengæld uden betydningsspil.

I Deadline-udsendelsen i øvrigt lagde jeg mest mærke til, at Lars Bukdahl, Weekendavisens anmelder af digtsamlingen, var meget begejstret for den. Og i betragtning af, at han også var begejstret for Simon Grotrians salmer, undrede det mig ikke. Han synes at elske abrupte og overraskende udtryk, næsten uanset sammenhæng og øvrige betydningsindhold.

Men så læste jeg Bent Blüdnikows artikel i Berlingske den 13-11, se her, som er en indvending imod Martin Krasnik og Klaus Wivel i Weekendavisen, hvor de lobhudler Hassan og giver ham en lang og begejstret omtale. Det får Blüdnikow til at skrive:

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet »har fået en retorik med racistiske undertoner«. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at »min digtsamling har aldrig været en »islamkritik«.« Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene »undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had«. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring. Det kan man godt forstå, hvis de har ret i, at han er en gudsbenådet kunstner, men hvorfor fortæller de ikke sandheden om ham?

Det er, fordi de er den type intellektuelle, der nærer en jaloux beundring for kunstnere, der overtræder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør.

Og det har han ret i, bortset fra det sidste. Den forskellige behandling, vi giver en af vore egne og en af de fremmede, er påfaldende. Begge bliver forfulgt af muslimer. Begge må være under politibeskyttelse. Begge har været udsat for attentater fra muslimsk side. Men hvorfor er det kun Hassan, der bliver mødt med forståelse?

Og ja, så var jeg jo næsten nødt til at læse, hvad Martin Krasnik skriver. Det står vistnok bag betalingsmur, men for dem, der som jeg abonnerer på Weekendavisen ser linket sådan ud. Og den åbenbarede noget for mig, som jeg vel egentlig godt vidste i forvejen, men som alligevel bliver sært nærværende, når man sådan forbinder det med en skæbne som Yahya Hassans: at vold virker, at vold ødelægger mennesker, at vold forhindrer mennesker i at blive hele mennesker. Og den vold, jeg taler om, er islams vold.

Og hvis vi nu lægger det spørgsmål til side, om digtene er gode eller dårlige, og hvis vi ydermere ser bort fra de moralske overtoner i Blüdnikows artikel og sammenholder det, han skriver om Yahya Hassans liv efter den første digtsamling, med det, Martin Krasnik fortæller om i sin artikel, så fremstår billedet af et splittet menneske, og så får vi stillet det spørgsmål til os, om vi egentlig ikke godt forstår den splittelse, der præger Yahya Hassan.

Han har siddet 21 måneder i fængsel, fordi han skød en ung mand i foden og i låret, han har efterfølgende boet hos Martin Krasnik i to måneder. Krasnik talte med ham i Deadline, hvor han læste op af sit langdigt med ord om, at han ”pisser på Allah og hans sendebud”.

Men en sådan udtalelse var lige så slem som Kurt Westergaards tegning. Det viste sig, fortæller Krasnik, at der i løbet af natten kom så mange trusler mod ham på Facebook, at han ikke kunne vende tilbage til sit værelse i Brønshøj.

Så kommer han under politibeskyttelse, så begynder han at gå i jakkesæt, så prøver han – så vidt jeg forstår – at leve som dansker. Men det vil ikke lykkes ham. For de forfølger ham stadig. Hvem er de? spørger Krasnik.

»Alle mulige indvandrere, bander, jeg var jo vantro, jeg var forræder, jeg var et udskud, og jeg rendte rundt og spillede smart. Da de ikke kunne få rigtig ram på mig, brændte de min families lejlighed. Og så købte jeg dén kanon og skød ham den lille dreng.«

Du mener den 17-årige, du skød i foden?

»Ja, dagen før var jeg blevet omringet og overfaldet af ham og ti af hans venner. De stod rundt om mig og stampede på mig. Jeg ringede til PET og sagde, vil I beskytte mig, eller skal jeg selv gå ud og købe en kanon og hundrede bønner og begynde at skyde igen? De ringede aldrig tilbage, og dagen efter kom han hen mod mig med fire-fem andre, og jeg råbte, han skulle fucking skride, og så skød jeg ham i låret og foden.«

Hvorfor var de efter dig?

»De ser mig som en forræder og en frafalden præmie­perker. Du så selv, hvordan jeg så ud i jakke­sæt, de havde sgu ret, jeg var en præmieperker, og jeg gad ikke være en præmie­perker, forstår du? Det blev for meget. Jeg blev fucking træt af at være præmie­perkeren.«

Træt af hvad?

»Af at være forfulgt. Af alle, træt af at være bokse­pude, træt af at vende den anden kind til, at være alles forpulede kæle­dægge og bokse­bold. Jeg har vendt den anden kind til i alt for lang tid. Og jeg skal ikke op og hænge på noget kors.«

Nej, han vil ikke op og hænge på et kors, det forstår vi jo alle sammen. Men spørgsmålet er, om han slipper for det, hvis han altså vil være et helt menneske. For, som Jesus siger: ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt 16,26). Det betyder ikke, at han bliver slået ihjel, det betyder, at han ikke mere har nogen sjæl, eller at den sjæl, han har, opløses. Det er forresten, hvad han selv skriver:

»MIN SKYGGE FORLOD MIG/ OG EN SKIKKELSE NEDFÆLDEDE SIG OVER MIG/ SENERE BLEV JEG EN KARIKATUR AF MIG SELV«.

Jeg vil tro, at det er det, der gør ham gal og vredladen, måske endda, at det er det, der ligger til grund for de indlæggelser på psykiatrisk, han har været igennem.

Han prøvede jo, ifølge Blüdnikow, at gøre sine medmuslimer tilpas. Han tilsluttede sig Nationalpartiet og tog afstand fra de islamkritiske passager i sine digte, og dermed mente han formentlig, at han kunne tilfredsstille de voldsberedte muslimer. De så ham jo, siger han her, som en frafalden, og en sådan skal slås ihjel ifølge almindelig muslimsk skik.

Men dels lykkedes det ham ikke at gøre dem tilpas, dels mistede han sig selv under den operation. For man mister sig selv, hvis man lader sig tvinge til at mene noget andet end det, man inderst inde mener.

Det er, hvad Jesus advarer imod med ordet om øjet som legemets lys, Matt 6,22f. Jeg har her taget den nuværende bibels oversættelse op til kyndig kritik. Egentlig burde det i oversættelsen hedde: ”Øjet er legemets lys. Hvis dit øje er helstøbt, er hele dit legeme lyst. Men hvis dit øje er ondt, er hele dit legeme mørkt. Hvis altså det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort er så ikke mørket!”

Problemet for Yahya Hassen er altså, at han ikke er og ikke kan være helstøbt; han er i sit inderste tvedelt, delt mellem kristendom og islam.

Som alle andre muslimer føler han, at han skal tiltvinge sig respekt. Han ville ikke være under politibeskyttelse, for så er han underlegen. Derfor købte han en revolver og skød fra sig. Han vil respekteres, og den respekt, han vil have, tvinger han frem hos andre. Krasnik igen:

Onsdag, 6. november, 13.12

»Jeg har ligget bælte­fikseret, fordi jeg kom til at smadre en neger, jeg har ligget i bæltet, fikseret, der er et bande­medlem, der tror, han er noget, det kostede mig lige en tur i bæltet og to sprøjter i røven.«

Hvad gjorde han da?

»Manden skar ansigter, han provokerede mig. Han lånte min yndlings-CD med gangsta­rap, og han ridsede den så meget, at ikke et eneste nummer virkede. Så smadrede jeg ham.«

Hvorfor lader du ham dog ikke være? Det er da ikke dét værd!

»Sådan hænger det ikke sammen. Dem, der træder mig over tæerne, de har trådt på en fucking land­mine. Sådan er det, og sådan bliver det hele vejen ned i graven, hvis jeg ikke bliver respekteret, så går jeg hele vejen til bæltefikseringen.

Typisk muslimsk. Og denne muslimskhed sidder åbenbart dybt i ham. Han skal forsvare sin ære som mandfolk. Ingen skal komme og se nedværdigende på ham.

Men se så på noget andet, han siger:

Du har også haft et liv og frihed. Skal du leve sådan her altid?

»Det ved jeg sguda ikke. Jeg har prøvet det andet. Det duede ikke. Sådan er jeg ikke. Jeg er sådan her.«

Du skriver sådan her i »MÅNEDIGT«: »JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER/ DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL/ FOR INGENTING/ PÅ DEN HER JORD«. Du vil ikke slås ihjel …

»… ja, for ingenting. Men jeg vil gerne slås ihjel for min sag.«

Hvilken sag?

»Mine digte.«

De er der jo. Du behøver ikke dø for dem.

»Jeg vil dø for mine digte og for at kunne gå i fred for alle danskerne og alle perkerne.

Dette er jo den skinbarlige kristendom. Et menneske står last og brast med den livsanskuelse, han har dannet sig, og lader sig ikke på nogen måde tvinge til at mene noget andet. Kun argumentets kraft gælder. Det var det, Jesus gjorde, og det er det, han opfordrer os andre til at gøre. Vi danskere, der lever blandt andre danskere, som ikke tænker på at bruge vold mod anderledestænkende, vi bliver ikke sat i det dilemma, som Yahya Hassan er sat i: Hvor langt skal han give afkald på den opfattelse, han har dannet sig, for at tilfredsstille sine landsmænd og medmuslimer, så han undgår deres vold?

Det, der gør ham syg, er, at han forsøger at balancere mellem de to verdener, den muslimske, hvor det drejer sig om at kæmpe for sin ære, ellers er man ingenting, og den kristne, hvor man på forhånd af Gud er erklæret for at være anerkendt, så man blot behøver leve ligefremt og så glæde sig over de andres anerkendelse eller være ligeglad med deres modstand.

Og man kan altså ikke balancere mellem to størrelse, der er logisk uforenelige, uden at tage skade på sin sjæl. Hvis man mener, at det er én selv, der i kraft af de unikke erfaringer, man har gjort sig, er nået frem til den livsanskuelse, man har, så er den logiske konklusion, at man må lade andre have den samme frihed til at nå frem til deres måske anderledes livsanskuelse; det vil sige: man må finde sig i den vold, andre øver mod én for at få én til at frafalde sin livsanskuelse; for livsanskuelsen er jo en del af ens personlighed, og sin personlighed kan man ikke opgive, hvis man vil være et normalt, det vil sige: helstøbt, menneske.

Og omvendt: Hvis man godtager islams tese om, at en frafalden skal slås ihjel, hvis man prøver med vold at få andre til at frafalde deres umuslimske anskuelser, så må man også selv bøje sig for den vold, andre udøver mod én. Men så bliver det ikke én selv og ens egen indre personlighed, der bestemmer, hvad man regner for sandt og hvad ikke, så bliver det de andres større eller mindre vold, der afgør sagen. Og så bliver man et delt menneske: Udadtil siger og gør man ét, indadtil har man sine tvivl, men altså tvivl, som man af hensyn til konsekvenserne holder for sig selv. Men så opæder personligheden også sig selv indefra.

Og det er min fornemmelse, at det netop er denne opløsning, Yahya Hassan af al magt gør modstand imod.

Jeg kan ikke give ham noget råd, der er bedre end det, Jesus giver i Matt 6,22f. Og jeg er ret sikker på, at han vil hade mig, hvis jeg giver udtryk for min medlidenhed med ham.

Men så meget må jeg vel have lov at sige, at jeg er bange for, at hans tilfælde kun, som man siger, er toppen af isbjerget, at der altså er mange muslimer som ham, blot har de ikke den sproglige evne, så de kan blive berømt blandt danskerne, som han er blevet det. Men tvesindet, skizofrenien, at være parat til voldeligt at forsvare sin ære og så alligevel at kunne tale normalt med andre uden tanke for egen ære, det har de, og det forsvinder ikke sådan på en studs.

En flamsk professor, Wim van Rooy, har givet udtryk for det samme. Og hvis man dengang, se her, var i tvivl om, hvorvidt han nu også havde ret i denne diagnose, så giver Yahya Hassans opførsel ham desværre alt for meget ret.

Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Yahya Hassan

  1. Klasikkeren er metaforen “Akilleus sprang op som en løve”. Men her er der et metafysisk “MERE STRIDSLYSTEN END EN BJØRN”, som får mig til at tænke på Bjergprædikenen. Også “HELES HURTIGERE END EN SKOV” trancenderer det naturlige, ligesom Grundtvigs “Kæmpeskridt vi gør opad / til den hellige Guds Stad”. Jeg synes, der er et kristent drag over det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.