Der har været vældig ståhej om den tilsvining af jødiske gravsten, der har fundet sted i Randers.
Da man først hørte om det, anede man ikke, hvem der stod bag. I min tankeverden var der to muligheder. Enten var det nynazister, eller også var det muslimer.
Det var ikke, fordi jeg kom særlig langt i mine overvejelser, men jeg husker da, at jeg hældede mest til, at der var tale om nynazister. Og jeg husker også, at én af grundene til, at det forekom mig mest sandsynligt, at det var dem, var, at det, gerningsmændene foretog sig, var ren og skær symbolpolitik.
Jeg mener, hvis man som nynazisterne er ude på at få andre danskere overbevist om, at jøderne er et problem her i landet, så kan man muligvis med en noget forskruet tankegang tro, at man kan få fat på andre med samme forskruede tankegang ved at lave den slags symbolpolitik. Der var jo ingen jøder, der blev dræbt, der var ingen umiddelbare trusler om, at nogen ville blive dræbt, der var kun tale om en symbolhandling på et symboltidspunkt: årsdagen for ”krystalnatten” i 1938.
Anderledes med en muslim! Han læser koranordene om, at jøder er aber og skal dræbes, og han tænker ikke på, om han skal overbevise andre om sine hadtanker, det er nok for ham, om han kan dræbe nogle jøder. Så mener han, at han kan gøre sig fortjent i Allahs øjne til at komme i det muslimske paradis, hvis han bliver dræbt. Så en muslim med anti-jødiske følelser er langt mere farlig end en nynazist. Det, som en sådan muslim er ude på, er realpolitik og ikke kun symbolpolitik.
Når vi bevogter synagogen i København og den jødiske skole sammesteds, er det heller ikke nynazister, vi vil beskytte disse steder imod, det er muslimske terrorangreb på jøder, vi er bange for, terrorangreb som det, der fandt sted, da Omar El-Hussein dræbte den jødiske vagtmand, Dan Uzan, ved synagogen i Krystalgade den 14. februar 2015. Han havde hørt en jødehadsk prædiken i en moské og besluttede sig efter drabet på Finn Nørgaard foran Krudttønden for at slå jøder ihjel.
Nå, nu viste det sig ret hurtigt, at det var nynazister, der stod bag tilsviningen af den jødiske kirkegård i Randers og forskellige andre anti-jødiske tiltag. Og så brød en sand syndflod løs i medierne, hvor gud og hver mand tog afstand fra sådanne handlinger. Det kendte politiker-ord ”uacceptabelt” blev brugt særdeles flittigt.
Men også det er jo ren og skær symbolpolitik. Det er med Shakespeares ord ”Words, words, words”. Det koster os ikke noget. Vi giver udtryk for vore følelser overfor vore jødiske landsmænd, og det er da udmærket. Men bare det at sige, at muslimerne er en langt større fare for jøderne end nynazisterne, nej, det vover vi sandelig ikke, for uha, uha, muslimerne må vi ikke træde over tæerne, måske vi derved kunne aktivere deres anti-jødiske følelser.
Og det at anbefale, at vi skruer ned for indvandringen, specielt indvandringen af muslimer, det er heller ikke noget, der ligger til højrebenet for vore medier. De er altfor røde til at gå ind for noget sådant. Og når man på den måde viger udenom nogen anbefaling af det eneste, der virkelig kan beskytte vore jødiske landsmænd, så er det, ordet ”symbolpolitik” falder én i munden, vel at mærke: symbolpolitik fra mediernes side med alle de negative konnotationer, medierne ofte lægger ind i ordet.
På den baggrund var det en lise at læse Morten Messerschmidts artikel i Berlingeren, se her. Han, men ikke de normale journalister, var i stand til at løfte blikket lidt fra den danske andedam, han, men ikke de veluddannede journalister, kunne gøre opmærksom på, at den væsentligste årsag til, at jøder flytter fra Frankrig til Israel, er den muslimske chikane imod dem. Han, men ikke normal-medierne, kunne fortælle, at jøder er ophørt med at bære genstande, der kan vise, at de er jøder.
Alt det er jo yderst sørgelige kendsgerninger. Men det er dog kendsgerninger, der fortjener at komme frem, hvor meget end muslimer har noget imod det.
Men man skal åbenbart ikke forvente, at normal-journalister tager sådanne kendsgerninger frem. Så er det godt, at vi har en reserve-journalist som Messerschmidt. Og det er da forresten også godt, at Berlingske bringer hans artikel.
I den forbindelse kan det også være relevant at nævne, at Yahya Hassan tilsyneladende ikke har noget som helst jødehad med sig fra sin muslimske baggrund. Eller man skal måske snarere sige, at det er blevet helt udslettet, fordi han har vist sig at reagere på ganske normalmenneskelig måde. Jeg mener: han blev modtaget med stor gæstfrihed af en jøde, chefredaktøren på Weekendavisen, Martin Krasnik, boede hos ham i to måneder, og han har – modsat sine medmuslimer – bevaret venskabsbånd til Krasnik. Krasnik formåede at få et interview med ham. Oven i købet var det ikke Krasnik, der tog initiativ til de telefonsamtaler, der udgjorde interview’ets kerne, det var Yahya Hassan. Så hvor andre muslimer lader koranord udslette deres normalmenneskelige reaktion, dèr bevarer Yahya Hassan sin menneskelighed intakt.
ricardtriis 