“Ordet”

Som jeg fortalte for et par indlæg siden, har jeg været i Aalborg og købt en bog om Kaj Munk af Anker Gemzøe og Mogens Pahuus.

Jeg har ikke tænkt mig her på bloggen at gå alle de steder igennem, hvor de to forfattere er uenige med mig, men som den trofaste læser nok kan tænke sig, kan jeg ikke helt holde min mund, specielt ikke, når det drejer sig om dødeopvækkelsen i ”Ordet”, noget som jeg har vendt mig ret kraftigt imod med min bog om ”Ordet”, den, der hedder ”Et spark til himlens dør”.

Først vil jeg dog nævne et sted, hvor Anker Gemzøe giver mig ret. Det er ham, der gennemgår ”Ordet”, og han skriver på side 129:

Når Johannes sætter sig i Jesus’ sted og gør Ordet til handling, til Dåd på liv og død, ligger der således et Gudsoprør i en direkte betydning såvel som flere indirekte.

I en note henviser Gemzøe så til min ringhed, dèr, hvor jeg på side 65 i ”Et spark til himlens dør” skriver:

Tesen er altså her, at der ligger en anklage mod Gud i »Ordet«s handlingsgang. Gennem denne handling viser Munk Gud, hvad han skulle have gjort. Ved at lade underet ske på teatret fortæller Munk Gud, at det var forkert, det, han gjorde, da han lod Inger dø.

Gemzøe fortsætter i noten med at sige:

Riis ser bort fra mange andre aspekter af dramaet, ikke mindst de kunstneriske. Det leder til den besynderlige konsekvens, at han sætter Munks senere ”toer” En Almanakhistorie”, Ordet II, over Ordet – som en tiltrængt korrektion, en sundere position i relation til underet. Kaj Munk udgav ikke selv dette tendentiøse debatindlæg, dramatisk set et makværk.

Det er såmænd sandt nok, at jeg især interesserer mig for de teologiske aspekter ved Munks dramaer, og at det er af teologiske grunde, at jeg vender mig imod dødeopvækkelsen i ”Ordet”. Men ærlig talt, må ikke enhver fortolker af ”Ordet” være opmærksom på de teologiske problemer, der er ved dødeopvækkelsen, og i det mindste stille det op som et problem, om der kan være stor kunstnerisk værdi i noget, som er så teologisk forkert som en dødeopvækkelse?

Og med hensyn til ”En Almanakhistorie”, så er det jo ikke mig, der lader det stykke være en korrektion til ”Ordet”, det er såmænd Munk selv. Han udgiver ikke selv dette stykke, blandt andet fordi det dramatisk set er et makværk – det har Gemzøe ret i. Men når han ikke udgiver det, kunne det også hænge sammen med, at han selv betragter det som en korrektion til dødeopvækkelsen i ”Ordet” og derfor ikke vil have sat spørgsmålstegn ved ”Ordet”. Han skriver således til Hans Brix den 31-5 1935 samtidig med, at han sender manuskriptet til ”En Almanakhistorie” til ham, at han ved at skrive ”En Almanakhistorie” er blevet befriet for sit Borgensgaard-kompleks. Han har altså åbenbart haft skrupler over ”Ordet I”, der jo foregår på Borgensgaard. Og i et senere brev foreslår han helt at overskære forbindelsen mellem ”En Almanakhistorie” og ”Ordet”, som han siger: ”af hensyn til ”Ordets” verdensry”.

Så nej, jeg sætter ikke ”En Almanakhistorie” over ”Ordet”, men jeg spørger, hvad Munk mon vil med ”En Almanakhistorie”, og hvorfor han har et Borgensgaard-kompleks. Det er dog ikke helt irrelevante spørgsmål.

Jeg vil egentlig også mene, at man burde undre sig lidt over den bagvendte måde at anklage Gud på, som foreligger i ”Ordet”. Man anklager Gud ved at anklage sig selv for manglende tro. Det er næsten alt for fromt. Det kommer frem allerede i ”Ordet” selv. Inger har i en samtale med gamle Mikkel Borgen sagt, at det nok gik i stykker for ham, fordi Gud ikke hørte ham, da han lå og bad ved Johannes’ seng. Dertil svarer Borgen:

Nej, der tager du fejl. Skylden er ikke Guds, Inger, men min, vor, Menneskenes. Der laa jeg og bad for mit dyreste i Verden, og jeg er fuldt og fast sikker paa, at havde jeg kunnet bede med Tro, var det sket. Men jeg bad med Tvivl: “Mon Gud dog ikke vil høre mig? det er dog altid Forsøget værd”. Nej, Inger, nej, naar en Far, skønt det gælder hans kæreste i yderste Nød, ikke kan bede med Tro, nej, saa er Miraklet gjort hjemløst i Verden.

Inger: Skulde Vorherre ikke nok kunne gøre det alligevel, Bedstefar? Skulde Vorherre ikke nok være mægtigere end et Menneskes Tvivl? (Ordet, Replik 78f).

Naturligvis har Inger ret. Skal vi i det hele taget tale om Gud, så er det ikke en Gud, der har gjort sig afhængig af menneskers tro eller tvivl, så han kun kan komme til at redde et menneske, hvis mennesker tror, nej, så handler han som selvstændigt væsen, på tværs af menneskers tro og tvivl.

Men ikke sådan for Munk. Han har fået den pietistiske tanke om helbredelse ved tro ind under huden, så han ikke kan slippe den. Tværtimod udvider han den i ”Ordet” ganske drastisk, så det bliver til ”dødeopvækkelse ved tro”. Og det gør han uden at skænke det en tanke, at han derved sætter Gud fra bestillingen. Det lyder fromt, men er dog ganske ugudeligt.

Når Inger opstår fra de døde, skyldes det således ikke et indfald hos den Almægtige om at gøre en uheldig tildragelse god igen, det skyldes et barns tro. Hvis den lille Maren ikke havde været til stede, ville Inger være forblevet i sin kiste. Som Johannes siger:

Inger, skal du da raadne, fordi Tiden er raadden? Saa lad det ske! læg Laaget paa! forbliv i jer Halvtro og Selvhjulpethed! Og lad mig vende tilbage til Mørket, til Mørket og Naaden i Natten. Se, der kommer det alt. (Replik 930).

Det viser sig næsten endnu tydeligere i artiklen ”Om Miraklet” fra 11. september 1932 i Jyllands-Posten, se her. Her hedder det:

Naar Baaden kæntrer udenfor Revlen, saa siger Tyngdeloven, at de tre Fiskere derude maa drukne. Det vil da ogsaa som Regel ske. Men de troende inde paa Bredden har igennem alle Aarhundreder vidst, at Gud kunde maaske ogsaa have en anden Plan, som kun – o Gaade! – kunde forhindres gennem Menneskers manglende Tro og manglende Bøn. Saa falder de da paa Knæ og raaber til Himlen, forvisset om, at maa det saa være, kan Underet ske.

Skal vi virkelig tro på en Gud, hvis plan kan hindres gennem menneskers manglende tro og manglende bøn? Ja, det synes her at være Kaj Munks Gud. Men må vi dog ikke sige med Kierkegaard: ”Fanden være Gud på de betingelser”?

Det er altså en helt forkert teologi, der ligger bag underet i ”Ordet”. Og det mærker Munk selv. Han mærker det ikke lige med det samme, han har skrevet ”Ordet”. Og han mærker det slet ikke, da ”Ordet” får succes, dvs., efter 2. september 1932, for da samler han sammen af brugelige og ubrugelige argumenter til fordel for en trosdødeopvækkelse. Men han mærker det, da pastor Fibiger skriver et læserbrev imod ham den 5. oktober 1932. Her hedder det bl.a.:

Kampen mod den legemlige Død var ikke Maalet for hans [Jesu] Liv og Virke. Hans centrale Sigte laa langt dybere, han sigtede efter at ramme Døden i dens Rod, dvs: Synden. Dèr var Skaden, og Døden var kun Synden i dens sidste Konsekvens, “Syndens Sold”.

Derfor mener jeg, at Deres Stykke vilde have vundet, hvis De havde lagt Problemet op i dette Plan, f. Eks. i en ren Konflikt mellem Tro og Vantro eller en fristende Løgn mod en frigørende Sandhed. Med andre Ord: Hvis De havde lagt Konflikten ikke i det mirakuløse; men i det etiske, saa sandt som det at lære Lydighed, ubetinget at lægge sin Vilje ind under Guds, er Livets egentlige Maal, som det staar om vor Frelser selv. (Et spark til himlens dør, side 69).

Munk lader sig ganske vist ikke mærke med noget i sit svar til Fibiger. Men det er dog ganske mærkeligt, at han lader det skuespil, der skal hjælpe ham af med hans Borgensgaard-kompleks, handle om netop det: en fristende løgn mod en frigørende sandhed. Maren, pigen, der hjalp Johannes med opvækkelsen i ”Ordet”, er blevet en voksen kvinde, lader sig forføre af en kunstmaler, som dog ikke vil vide af hende, sørger derfor for at få fosteret fjernet uden at forældrene véd af det, og gør sig bagefter klar til at blive gift med pastor Bandbuls søn, Andreas. Tilfældigt hører hun og forældrene så i radioen, at Johannes er død i en kamp for at ødelægge kunstmalerens maleri af Maren. Og først da går Maren til bekendelse, befries fra løgn til sandhed.

For Fibiger havde jo ret. Jesu opgave var ikke at opvække døde, men at befri syndere fra deres synd, dvs., at tale et ord, der netop kunne befri syndere, få dem ud af deres forsnævrede tankegang, få dem bort fra trældom under loven ind i frihed under evangeliet.

Så kan man slå op på side 285 i ”Kaj Munks digtning og livssyn”, og se, at Mogens Pahuus, som har skrevet om ”En Almanakhistorie”, vistnok giver mig ret i temmelig meget af det, jeg begrunder min opfattelse med. Han skriver:

Det er sandsynligt, at Riis har ret i, at Munk – som han i et brev til Brix skriver – har haft et ”Borgensgaard-Komplex” i de år, hvor han skrev ”En Almanakhistorie” (i flere forsøg), og at han er blevet inspireret til sin nye opfattelse af miraklet af Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien (1914). I en artikel fra 1940 siger Munk om denne romans hovedperson Jan fra Skrolykke: ”Og da det omsider var helt ude med ham, da han bare var et Lig paa Bunden af en Fjord, se, da blev han stærk som en Guddom – kunne gøre Mirakler – kunde gøre Frk. Gulleborg fra Stockholm til Klara Fina fra Skrolykke igen”.

Så sammenfatter jeg Maren og Klara eller Munk og Lagerlöf og skriver (side 220):

For her sker underet, her finder miraklet sted. Her er stedet, hvor det overnaturlige griber ind i det naturlige. Her sker noget, som vi må opgive at finde naturlige, psykologiske forklaringer på, her slår kun tanken om guddommelig indgriben til.

Men desværre tror Pahuus, at jeg dermed blot refererer min egen opfattelse, han ser ikke, at jeg drager konklusionen ud fra Munks værk, sammenholdt med Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien”. Det skulle ellers være klart nok: Fordi ”En Almanakhistorie” er skrevet over samme læst som ”Kejseren af Portugalien”: en Jesus-figuration øver guddommelig indflydelse på et menneske efter sin død, kan vi drage den slutning, at hvis Klara Fina forvandles til et helt menneske, så forvandles Maren på samme måde.

Og igen: Pahuus giver mig tilsyneladende ret:

Det kan nok tænkes, at Munk selv når frem til, at miraklet i hvert fald ofte har denne indre form. Det er imidlertid samtidig sikkert, at han ikke dermed en gang for alle afviser tanken om miraklet som en ydre begivenhed. Det fremgår med al tydelighed af det sidste drama-udkast, han skrev, Alverdens-Urostifterne.

Men han føjer altså lige noget til: jeg har ikke ret i det, jeg også skriver, at den tanke om bønnens kraft, som behersker ”Ordet”, ikke findes andre steder hos Munk. Jo, jo, siger Pahuus, den findes skam også i ”Alverdens-Urostifterne”.

Og det er jo sandt. Men det er også sandt, at denne tanke om bønnens kraft dèr findes i en form, der næsten er endnu mere fræk end den form, den har i ”Ordet”. Fræk, dvs., Munk sætter Gud udenfor indflydelse. Paulus er fuldstændig sikker på, at han har bønnens våben. Da han hører, at Peter er i fængsel, siger han, at så hjælper vi ham til frihed da. Og da Cornelius spørger. Har du våben?, svarer han: Der spurgte en hedning sig for (Alverdens-Urostifterne, replik 347-351), og så går han og menigheden ellers i gang med at bede til den store guldmedalje. Og så ser vi i scenens anden side, hvordan Peter bliver befriet fra sine lænker og ført ud af fængslet. Han kommer så tilbage, og Paulus og han omfavner hinanden.

Og det er jo en smuk fortælling, og vi forstår alle, at kan vi bare bede med entusiasme og inderlighed, så har vi derigennem et våben, som kan udrette mirakler. Det er blot ærgerligt, at Lukas i Apostlenes Gerninger giver fortællingen en helt anden drejning. Han opfatter ikke bønnen som et våben. At Peter bliver befriet, er helt og holdent Guds idé. Derfor kan han lave en lille sjov krølle på historien. Da Peter vender tilbage til menigheden, bliver pigen, der genkender ham på stemmen, så glad, at hun glemmer at åbne døren og løber ind til de andre og fortæller, at Peter står udenfor. Det tror de ikke på: ”Du er vanvittig”, sagde de, og ”Det er hans engel”. Men omsider fik Peter da banket så hårdt på døren, at de lukkede op og så, at det faktisk var ham, jvfr Apg 12,1-17.

Derfor vil jeg præcisere: Når Pahuus siger, at Munk ikke afviser tanken om miraklet som en ydre begivenhed, så er det jo sandt nok, og det kan man tydeligt konstatere i hans prædikener. Men skellet går ikke mellem ydre og indre mirakel, det går mellem miraklet som villet af Gud og miraklet som fremkaldt af menneskets stærke tro. Det sidste kan man, så vidt jeg lige kan se, kun finde to eksempler på, ”Ordet” og ”Alverdens-Urostifterne”. Det første kan man derimod finde mange eksempler på, noget, jeg gjorde opmærksom på i Munkiana 40 fra 2009, se her, hvor jeg i tilknytning til Per Stig Møllers omtale af en morale, som han fandt i ”Det gyldne Smil”, i enakteren ”Den Kærlighed” og i ”Puslespil”, skrev:

der sker noget og der skal ske noget på scenen. Men det, der sker, er ikke kun giftmord og slåskampe og nedrigheder, det er først og fremmest det, at personernes liv bliver lavet om, bliver noget helt andet, end det ellers ville have været.

Dengang, altså for ti år siden, vovede jeg – noget forsigtigt – at kalde en sådan personforvandling et under, forsigtigt, fordi jeg mener, det er noget, der sker på paradoksal måde: forårsaget af Guds ånd og dog forårsaget på en måde, så det er mennesket selv, der forstår og forvandles. Løgstrup har hævdet, at de suveræne livsytringer ikke kan villes, de kommer af sig selv som et indfald, et menneske får. Og dog er det jo mennesket selv, der får dette indfald. Men hvor Løgstrup i ”Opgør med Kierkegaard” nøjes med at skildre de to modsatrettede livsytringer, de suveræne og de kredsende, og ikke spekulerer på, hvordan overgangen fra det ene sæt livsytringer til det andet foregår, dèr er dramatikeren Kaj Munk mere givende. Jeg skriver til sidst i afhandlingen fra 2009:

For det har jeg opdaget ved Munk, at min teologi svarer til hans dramatiske forståelse. Hvor han i sin dramatik vil have, at noget sker på scenen, mennesker går ud af de begivenheder, han udsætter dem for på scenen, som andre væsener, end de var, da de gik ind i dem – dér vil jeg i min teologi hævde, at mennesker kan forvandles, øjnene kan åbnes på os, så vi forstår, der kan gå et lys op for os. Og ligesom det dramatisk er en balancegang at fremstille begivenheden som noget naturligt, der dog indebærer et indgreb udefra – hvilket lykkes Munk i Ordet II, sådan er det teologisk et paradoks, at mennesket forvandles, omvendes, kommer til tro gennem et ord udefra og gennem åndens virken i hjertet, en virken, der paradoksalt nok ikke forhindrer, at det er mennesket selv, dets eget inderste, der forstår, forvandles, gribes.

Det er stadig det, der fascinerer mig ved Kaj Munk. Og så tager jeg det med, at han i 1925 blev så fortvivlet over at skulle være passiv tilskuer og præst ved Marie Sands død i barselsseng, at han greb til den fortvivlede udvej at skrive et drama, hvori der forekommer en dødeopvækkelse. Det er jeg i stand til at se bort fra og undskylde, men jeg gør det ikke uden samtidig at undre mig over alle de teologer, litterater og andet godtfolk, som arbejder ihærdigt på at finde en dybere mening med opvækkelsen.

Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.