Politisk selvgodhed

Torsdag aften den 28-11 2019 var domprovst Anders Gadegaard i Deadline. Han har udgivet en bog: ”Tro mod politik”, hvori han klandrer sine præstekolleger for at være for bovlamme overfor politiske spørgsmål. Den holdning blev han udspurgt om af Niels Krause Kjær. Og så var der sat en yngre kvindelig præst til at være et modstykke til Anders Gadegaard. Hvilket hun såmænd slap rimelig godt fra.

Men både hun og alle de andre, som har ytret sig imod Gadegaard, tager fejl af problemstillingen. Den er jo også fastsat af Gadegaard, så han kommer til at spille på hjemmebane, men forkert er det. Han gør det til et spørgsmål om, hvorvidt en præst må tale politik fra prædikestolen. Men det, der er galt, er ikke, at Gadegaard taler politik fra prædikestolen, det, der er galt, er, at han med sin måde at tale politik på er med til at uddybe modsætningerne i vort folk i stedet for at prøve at inddæmme dem. Og det er langt værre.

Sjovt nok er den eneste, der har blik for det – ud over undertegnede, förstås – lektor ved Menighedsfakultetet Leif Andersen. Kristeligt Dagblad har her interview’et en række præster angående Gadegaards opfattelse, og da turen kom til ham, sagde han blandt andet:

Det bliver nemt en form for politisk selvgodhed. Faren er, at synden gøres til de andres. Og der er allerede rigeligt med kant i Kristi egen forkyndelse.

Jeg vil ikke hermed hævde, at det er Gadegaards skyld, at der er opstået en mægtig politisk kløft i vort folk. Den har såmænd været der længe. Men han gør intet for at få den til at forsvinde, han arbejder snarere på at uddybe den.

Denne kløft eksisterer, fordi den ene del af det politiske spektrum mener om sin politiske overbevisning, at den alene er i overensstemmelse med alle mulige både humanistiske og kristne principper. Det giver disse politikere mulighed for helt at undlade at komme med politiske argumenter imod deres modstandere, de kan nøjes med at finde på skældsord om dem. Og jeg husker kun alt for godt en tid for ikke så længe siden, hvor man talte om en ”indre svinehund”, som man mente, vi indvandringsmodstandere gik og fodrede med vores anskuelser. Jeg husker også, at der var mange præster, der ikke åbent turde være med i ”Indvandringskritisk netværk”, et netværk, som en præst på Lolland prøvede at oprette for at få lidt ligelighed i debatten. Hvilket dog viste sig at være omsonst.

Denne kløft eksisterer stadig her i Danmark, selv om den heldigvis er blevet mindre. Og det er stadig sådan, at den opretholdes af den følelse hos dem, der går ind for fortsat indvandring, at de gør det rigtige, ja, det eneste rigtige, noget, de ikke føler, de behøver at argumentere for, for det er, synes de, simpelthen selvindlysende. Og dette, at den ene side af debatten overhovedet ikke tager modpartens argumenter op til debat, gør debatten nærmest ikke-eksisterende.

Denne fornemmelse af, at det er nærmest selvindlysende rigtigt at være tilhænger af, at vi skal tage os af de mennesker, der banker på vores dør for at få hjælp, understøtter Gadegaard med sin såkaldt politiske prædiken. Han ser det bare ikke selv, ser det i hvert fald ikke som et problem. Og det mærkelige er, at skønt han godt nok ser, at man ikke skal sætte Gud bag en bestemt politisk dagsorden, så er det netop det, han i praksis gør. Han siger i et interview med Kristeligt Dagblad, se her:

Hvis man argumenterer for et konkret politisk tiltag ved at sige, at det er Guds vilje, så får man et teokrati, siger han og tilføjer, at man ikke kan sige, at troen har løsningen eller den endegyldige sandhed for, hvilke beslutninger der skal tages.

Og det er jo sandt: ved at sætte gudsbegrebets autoritet bag en politisk afgørelse, gør man denne afgørelse absolut, sætter den udenfor diskussion, gør det overflødigt at lytte til modargumenter. Så teoretisk kan han godt se, at gudsbegrebet absolutterer afgørelsen. Men i praksis er det netop det, han gør, ved at betragte sin politiske holdning som selvfølgelig og selvindlysende, så selvindlysende, at han ikke behøver omtale modargumenter og da slet ikke argumentere imod dem. Og nøjagtig det samme gør de mange ”Gutmenschen”, som synes, det er så synd for de stakler, der møder op ved vor grænse.

Hvad enten man mener, at det er vor humanisme, der tilsiger os at tage imod mennesker ved grænsen, eller man mener, det er det kristne næstekærlighedsbud, der kræver det af os, i begge tilfælde opfatter man kravet som så selvindlysende, at man ikke har behov for at lytte til modargumenter. Og det er det samme som at sætte Gud bag kravet.

Han mener selv, at han ikke på uretmæssig måde bringer politik op på prædikestolen:

Men jeg har ikke sagt noget, som for mig ikke er indlysende rigtigt i den forstand, at det handler om at hjælpe nogen, der har brug for hjælp.

Men f.eks. at overveje, om de mennesker, der rent faktisk banker på vor dør, nu også er dem, der har brug for hjælp, eller er dem, der i første række har brug for hjælp, det beskæftiger han sig tilsyneladende ikke med. Og så er det svært at se andet, end at han meget kraftigt understøtter de farisæere, der åh så gerne vil hjælpe.

Hov, nu kom jeg til at kalde diverse ”Gutmenschen” for farisæere. Er det nu også rigtigt?

Ja, lyt til Leif Andersen. Han mener, som før sagt, at dette at prædike politik let fører til politisk selvgodhed, og at synden gøres til de andres synd.

Og det sidste: at synden gøres til de andres, det har vi set så rigeligt med eksempler på indenfor de seneste tyve år. Det er såmænd ikke så meget det, at vi indvandringsmodstandere bliver skældt ud for det værste, det er mere det, at ingen gider høre vore argumenter.

Jeg skal indrømme, at hvis vi sammenligner vore dages ”Gutmenschen” med farisæeren i lignelsen, Luk 18,9-14, så falder vore kære landsmænd lidt igennem. Farisæeren praler af, at han giver tiende af al sin indtægt, vers 12, og det må man dog indrømme, nok kan være et betragteligt afsavn for ham. Anderledes med vore dages farisæere: de kan kun prale med, at de stemmer på det ‘rigtige’ parti, og det kræver jo ikke det store afsavn. Ikke desto mindre er de i stand til med næsten større ildhu end Lukas’ farisæer at takke Gud for, at de ikke er som os andre, i hvert fald når deres forargelse over vores opførsel uanede højder. Synden gøres til de andres synd.

Se, den farisæisme var det værd at prøve at gøre noget ved i sine prædikener.

Og læg mærke til det: Det skal ikke så meget gøres for at få disse mennesker til at undgå at bære sig farisæisk ad. Det skal gøres, fordi vi derigennem kan slå bro over den kløft, der er opstået i vort folk.

Selv mener Gadegaard, at den kristne forkyndelse fører en etik med sig.

Det handler for eksempel om livets hellighed, menneskets ansvar og frihed og kravet om, at vi skal forlige og forsone os og ikke sætte skel. Alle de etiske værdier udspringer af kristendommen. Så hvis man er grebet af den kristne tro, kan man ikke andet end at tænke ud fra den, når man skal finde politiske løsninger.

Det var det, som på Luthers tid kaldtes ”lovens tredje brug”. Man opererede med lovens første brug. I den handlede det om at bruge loven i samfundsforhold. Lovens anden brug var dens brug til at få mennesker til at indse, at de ikke kunne holde loven og derfor måtte klynge sig til Guds tilgivelse. Lovens tredje brug var så, mente man, den brug, den kristne gjorde af loven, når han skulle finde ud af, hvad han som kristen skulle gøre.

Denne tredje brug af loven vendte Luther sig imod.

Men det betød ikke, at Luther var tidehvervsmand. Det er muligt, Gadegaard har ret i at anse tidehvervsfolkene for mennesker, der lader syv og fem være lige. Jeg husker i hvert fald en tidehvervsmand, der ville afslutte en prædiken over Joh 8,1-11 – fortællingen om kvinden, som var grebet i hor, og som Jesus reddede fra at blive stenet – med at sige: ”Og selvfølgelig gik hun tilbage til sin gade”. Man kan også nævne alle de mange, der mener at finde et evangelium i Luthers ord til Melanchthon ”Synd tappert”, se evt. min kommentar til dette udsagn her.

Ingen af disse to holdninger er korrekte. Paulus siger i 1 Kor 10,23, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op, og tidehvervsfolkene har blik for det første: det er virkelig ikke loven, der gælder for den kristne, men glemmer måske det sidste. Gadegaard og konsorter synes at ville bruge netop loven eller etikken til at bygge op.

I stedet skulle man spørge, hvad det da er, der skal bygges op. Svaret er jo, at det er de fællesskaber, vi står i. Vi skal handle overfor vor ægtefælle, så det ægteskabelige fællesskab vokser, trives, opbygges. Og vi skal handle overfor de handlende i vores by, så byfællesskabet kan blive fri for rethaveriskhed og selvtilstrækkelighed og i stedet komme til at blive præget af forståelse og god atmosfære.

Og også vort folkelige fællesskab skal vi søge at bygge op. Også det har Gud lagt hen til os at bekymre os for. Jo, jo, vi véd godt, at det ikke er os, der opbygger hverken det ene eller det andet fællesskab. Uden Guds ånd sker der ingen opbygning. Men vi véd også, at vi med rethaveriskhed og selvtilstrækkelighed kan forhindre fællesskabets glæder i at vokse frem.

Og når vi nu kan se, at alle disse ”Gutmenschen” med deres store forargelse over andres behandling af flygtninge og migranter, en forargelse, der effektivt forhindrer dem i at gå ind i en ægte dialog, hvor argumenter og modargumenter ramler imod hinanden … når vi kan se, at disse folk har skabt en stor kløft i vort folk, så må det for mig at se være kirkens opgave at søge at indsnævre den kløft, så må kirken i sin forkyndelse prøve at fastholde, at vi alle, også dem på den anden side af den kløft, der dannes af det forskellige syn på indvandringen, hører med til folket, og så må kirken direkte opfordre til, at menneskene på den anden side i det mindste bliver betragtet som nogenlunde normale mennesker, hvis argumenter fortjener at blive hørt.

Lad mig sige det samme på endnu en måde: Præsten tænkes ikke at skulle afbrydes, når han taler fra prædikestolen. Det er derfor, han ikke må tale politik. For den politiske samtale er netop en samtale, en debat, en ordveksling, hvor argument møder modargument. Men fra prædikestolen tænkes intet modargument at komme til orde.

Hvad skal præsten så prædike om?

Han skal som Jesus grave et spadestik dybere. Han skal gøre rede for, hvad der gavner og hvad der skader vort folkelige fællesskab. Han skal give farisæerne tørt på – og jo derfor helst selv være fri for farisæisme – fordi farisæernes forargelse, der nøjes med skældsord mod modparten, er ødelæggende for fællesskabet. Og i sin iver efter at fortælle, hvad der skader fællesskabet, kan han såmænd godt opstille en modsætning til muslimerne, som gennem deres krænkethed vil hindre al debat om f.eks. Muhammeds stilling i forhold til Gud, og som af den grund og af andre grunde indsætter et skel i folket, et skel mellem muslimer og ikke-muslimer.

Jeg véd godt, at de fleste præster er hundeangst for at sige noget om islam fra prædikestolen. Men det sjove er, at de med denne angst for at støde vore muslimske landsmænd netop sætter skel i befolkningen: muslimer er af en særlig støbning, de tåler ikke som vi andre, at deres religion mødes med modspil. På samme måde sætter prædikanter af Gadegaards type skel i befolkningen ved direkte eller indirekte at nedgøre os med en anden stilling til indvandring: os gider man ikke høre på, vore argumenter bliver ikke taget alvorlig.

Til sidst blot dette: Jeg kommer i tanker om, at jeg har sagt noget lignende i en bog, jeg udgav kort efter 11-9 2001: ”Kristne prædikener imod islam”. Den findes på nettet her, hvor den dog findes i en udgave, hvor alle de danske særbogstaver er erstattet af en firkant. Derfor er den lidt vanskelig at læse. Jeg kommer vist til at rette det engang ved lejlighed.

Men i den sidste prædiken skriver jeg bl.a.:

Det er ikke desto mindre det, der må siges ligeud til dem [dvs. til muslimerne]: Efter vor bedste overbevisning er deres religion forfejlet, deres gudsdyrkelse forfalsket, deres fromhed forhærdende selvretfærdiggørelse. Det er, hvad jeg har forsøgt at sige i denne bog, lidt mere afdæmpet i de andre prædikener, lidt mere hårdt og brutalt i denne sidste. Og jeg mener faktisk, at jeg på denne måde tager muslimerne alvorligt som mennesker. Jeg tager dem som diskussionspartnere, jeg vover at sætte min egen religion i spil, jeg taler til dem og med dem. Som bekendt viser dette, at slangen i syndefaldsberetningen ikke er menneskelig, sig derved, at den ikke bliver forhørt af Gud Herren, den bliver ikke talt til. Sådan må vi for alt i verden ikke behandle andre mennesker, muslimer eller ej.

Disse var ordene.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.