La’ vær’ å forklare det, vis det!

Don’t tell it, show it!

Dette udmærkede engelske journalist-råd, som jeg har oversat til mit modersmål i overskriften, blev efter sigende brugt af Flemming Rose, da han besluttede at indhente nogle Muhammed-tegninger fra diverse tegnere og offentliggøre dem i Jyllands-Posten den 30. september 2005.

Man var i tvivl om, hvorvidt det ifølge den muslimske ABC var tilladt for ikke-muslimer at afbilde Muhammed. Nogle tegnere havde afvist at illustrere Kåre Bluitgens bog om Muhammed af frygt for repressalier. Og i stedet for at spørge en række muslimske imamer om, hvorvidt det var tilladt for en ikke-muslim at tegne Muhammed, valgte man at vise det: Ved at tegne Muhammed mente man, at man langt hurtigere og langt mere præcist fik svar på det, man var i tvivl om.

Og indrømmes må det: svar fik man, omend først efter et halvt års tid, da Saudi-Arabien besluttede at boykotte danske mejeriprodukter, og andre lande snart derefter fulgte trop for at vise deres ”gode” muslimske sindelag

Man kan sige, at Jesus benyttede sig af det samme udmærkede princip, selv om han så vidt vides ikke var uddannet journalist. For i stedet for at benytte den metode, jeg ville have brugt med alenlange forklaringer og afhandlinger, går han lige til biddet og fortæller om to brødre, hvoraf den yngste drager udenlands, mens den ældste bliver hjemme. Da den yngste kommer hjem, bliver han til den ældstes fortrydelse modtaget med stor glæde af faderen. Men den ældste vil ikke være med til at fejre hjemkomsten. Han tænker i retfærdighedsbaner og finder det uretfærdigt, at den yngste får en sådan fest.

Altså: Jesus viser os, hvad der forventes af os, når Guds kærlighed møder os: at vi slipper vor retfærdighedstankegang, eller at vi ophører med at tænke i lovbaner.

Nu er det nok lettere sagt end gjort, når man skal holde en prædiken, sådan at vise evangeliets kraft frem for at fortælle om evangeliets kraft. Selv kom jeg i 1975 bort fra den prædikenopskrift, der hedder: ”Prædik om synderne og disses forladelse”, en opskrift, der ville have mig til at fortælle, hvordan vi mennesker er syndere helt igennem, sådan at budskabet om syndernes forladelse kunne få den rette glædelige baggrund. I stedet opdagede jeg dengang vores bundethed til retfærdighedstankegangen og umuligheden eller vanskeligheden ved at blive ramt af Guds ord, så man blev løsrevet fra denne tankegang. Men på trods af det, kunne jeg kun fortælle op ad stolper og ned ad vægge om denne befrielse, jeg havde jeg ret vanskeligt ved at vise det.

Nu fornylig er der så sket det mærkelige, at jeg, da jeg genlæste Kaj Munks breve til hans gode ven Niels Nøjgaard, opdagede, at den kritik, Munk retter imod en prædiken af Nøjgaard, ret overraskende svarer til den kritik, jeg i 1975 rettede imod min hidtidige prædikenmåde. I hvert fald forekommer det mig, at jeg i de stumper af Nøjgaards prædiken, som Munk gengiver kan ane konturerne af en prædiken, der vil overbevise om synd, for at nåden virkelig kan opleves som nåde. Derimod kan jeg ikke se, om Munk så bagefter følger min prædikenmetode, for han er mest optaget af at kritisere Nøjgaards prædiken.

Nøjgaard fortæller i et brev af 12. september 1925, at han den 8. marts har holdt en prædiken i Skovshoved kirke. Det kom der en vis brevpolemik ud af med sognepræsten, ”som ingenlunde fandt Behag i den; fandt den upersonlig, frygtelig højkirkelig, Fremførelsesmaaden betydelig pretentiøs for saa ung en Mand”, som Nøjgaard skriver. Det er måske det, der får Nøjgaard til at sende prædikenen til Kaj Munk. Men det skulle han nok ikke have gjort.

For Munk giver den det glatte lag i et brev af 14. oktober 1925. Jeg citerer et ret stort udsnit af dette brev, så man kan fornemme Munks vrede (han benytter sig af en del bandeord, hvad han ellers aldrig gør). Teologisk set kan vist hans indvending koges ind til denne bemærkning:

Emnet har taget dig, Nøjgaard, du har konstrueret, først konstrueret dig og dine Tilhørere Syndsbevidsthed paa, saa Syndstilgivelse og Salighed, hele Molevitten.

Nøjgaard synes at have brugt den opskrift, også jeg brugte før 1975: Få folk overbevist om, at de er syndere, så de rigtig kan glæde sig over Guds tilgivelse. Men her følger et stort uddrag af brevet:

For hvad i hede Helvede skal et bravt Menneske, pludselig beængstet, tage sig selv i Nakken for og spørge: ”Gudbevar’s, hvorfor er jeg egentlig brav?” Hvad er det for noget Sludder, at en lille Opvaskerpige, der lige er sluppet med sin omhyggelige Opvask, skal begynde forfra igen, sigende: ”Ak, jeg gjorde det jo ikke for Guds Ansigt, men nu vil jeg gøre det for Guds Ansigt”? Har Etatsraaden gjort noget virkelig ædelt, dvs gjort, hvad vel var, fordi han ifølge sin Natur og noble Opdragelse ikke formodes at gøre andet, skal han saa pines af Samvittighedsnag, fordi han ikke gjorde det for at faa Løn (du kalder det Paaskønnelse) af Gud? — Nej, er et Menneske bravt, saa lad det i Guds Navn være det uovervejet og umiddelbart. Og det at handle retsindigt det er netop at handle retsindigt uden videre.

Vel er Legemets Sygdom smertelig, men Sjælens Sygdom er frygteligere”; ingen Indremissionær har nogensinde holdt en Prædiken, hvor han ikke har sagt de Ord; det gør dem ganske visst ikke til Løgn, men det gør dem jedenfalls til Brækpulver.

Og maa jeg saa bede om mine himmelblaa! Sjælens Sygdom – det er netop det, Synd ikke er. Mens Rosen pludselig slaar ud i mit Ansigt, og Forkalkningen i mit Hjerte uhinderlig skrider frem, saa er vel Synden det selvforskyldte, det, jeg har Ansvaret for. Mens Sygdommen er Stedet, hvor Gud prøver (in bonam p.) mig, saa er Synden Stedet, hvor jeg prøver (in malam p.) Gud. Var Synden Sygdommen, som ”han den store Læge” kan vende sig og helbrede, saa staar vi i det, som da Luther spurgte: ”Kan Paven for Penge frelse Sjælene af Skærsilden, hvorfor frelser han dem saa ikke gratis og strax?” Kan han den store Læge, blot vende sig og helbrede, hvorfor fortsætter han saa lige ud!

Nu bryder jeg mig ikke en Døjt om at høre et Forsvar som: ”Nej, for Guds Time kommer først, naar Bønnen har lutret Sjælen nok til at kunne taale Helbredelsen”. Det er Vrøvl, opererer vi med Begrebet Gud, er al den Slags Forklaring Vrøvl. Basta.

Jeg kan sgu ikke med dette her med, at et Raab skal stige op af en Tjenestepiges Bryst. Det er det alt for spædt til. Jeg kan blive saa tinderedderspændt rasende over det, at jeg netop næppe kan betvinge min Lyst til Kynisme: at saadan et lille fint Bryst i Knop det er ikke til at lade stige Raab fra, det synes jeg enhver kan tage og føle paa; tage.

Nu ved jeg, at jeg harmer dig. Maaske endog mere grundigt end paa Regensen. Saa er det min yderst stillfærdige Vennebøn til Vorherre, at det maa du have saa godt af.

Da vil med-et Uroen og Fortvivlelsen forsvinde, da vil der i salig Fred osv. osv. — — ” nej, nej, nej, Gu’ vil den ej. Jeg minder om den salige Fred og Fortvivlelse, Uroens Ophør i et Citat som dette Eloï, Eloï, lama sabaktani?” Hans sidste Ord!

Emnet har taget dig, Nøjgaard, du har konstrueret, først konstrueret dig og dine Tilhørere Syndsbevidsthed paa, saa Syndstilgivelse og Salighed, hele Molevitten.

Men Livet selv det skider paa Konstruktioner, Systemer, Teorier og alt det. Dvs. det skider ikke. Det smiler til det som til alt andet, for det er jo ogsaa en Del af Livet, og Livet spænder over alle Ting.

Men Hysteri er at ville, at gemene Husassistenter og Etatsrødder skal opleve Geniernes Skæbner i deres lille Syvdagesliv, og at Luther og Grundtvig skal gaa igen i hver Lutheraner og Grundtvigianer. Hysteri.

Jamen, hvad da med Synden? Ærlig talt, Broder, her ved jeg endnu ikke ud eller ind (især ikke ind). Men den Sten, jeg føler umulig at løfte, lader jeg ligge, til jeg har voxet mig Kræfter til. Det andet er bare at nedsætte Standens Agtelse. Hvad er utiltrængt.

Jeg skal ikke plædere for, at Munk har ret i alt, hvad han her skriver. Er han endnu på begynderstadiet? Er det en fejl af ham, at han endnu ikke ved hverken ud eller ind, hvad angår synden? Måske, men jeg kan nu ikke andet end undres over, hvor godt han rammer plet, når han siger om etatsrådens bravhed, at den er god, som den er, netop fordi den er uovervejet og umiddelbar. Det svarer forbavsende godt til det, Luther betragter som en god gerning: det selvfølgelige liv i kald og stand.

Og det forekommer mig også, at Munk afslører ganske megen ”præstesnakkerads” – et specielt Munk-ord – med sin tale om, at det er hysteri at ville, at gemene husassistenter og etatsrødder skal opleve geniernes skæbne i deres lille syvdagesliv. Ja, Luther fandt fred ved at udstå sin klosterkamp, men skal hver tilhører absolut igennem en tilsvarende klosterkamp for at vinde fred? Det er dog ret umuligt, alene af den grund, at Luthers syndsbegreb svarer til det augustinske: at det er vore drifter, der er syndige, noget, ingen kan gå med til i vore dage.

Og ja, jeg går gerne med til, at det er Munks særlige psyke, der gør det umuligt for ham at anerkende, at ”med et vil uroen og fortvivlelsen forsvinde”. Det vender han sig imod med en ed og henviser til Jesu råb fra korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” noget, der nok svarer bedre til hans oplevelse eller manglende oplevelse af en overvældende gudsfred i hjertet. Skal han opleve en sådan sikkerhed, er det enten missionsmanden eller ateisten, hvis klæder han skal iføre sig. Det første prøver han i romanen ”Pastor Erling til Klitte”, det andet i ”Kærlighed”. Men begge steder er det en påtaget sikkerhed, der er tale om. Den ægte sikkerhed hos Munk dukker først op senere, f.eks. i en prædiken om Lazarus’ opvækkelse fra 1941, hvori Munk fortæller om, hvordan dette, at han fornemmer, at gudsordet er trængt ind hos menigheden, får det flakkende lys i præstens sind til at blive en rolig flamme. (Se her). Eller f.eks. i ”Paaskens Opad” fra 1939, hvor det hedder:

Paaskeklokkerne kimer hen over alle 5 Verdensdele om ham, der opstod af Graven, skønt det var umuligt, og for til Himmels og naaede op, skønt de kloge mente, det var ud i det blaa. Med denne Tro paa det utrolige tør vi gaa i Kamp mod Angsten i os og om os. Endogsaa Angsten for, at vor Tro tager fejl – at der skete ikke noget Paaskemorgen – at det var de afsindsfortvivlede Mænd og Kvinder, der af Skuffelse, Sorg, Nattevaagen, Sult og Dødsangst gled ud i et Anfald af Hysteri. Om alt kan jeg falde i Tvivl, om min Hustrus Kærlighed, om jeg selv er til. Men det røde Blod i mit Hjerte rejser sig til stærke, villende Slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden. Ja, denne Tro vil jeg kæmpe for mod Verden og mod mig selv, for det ved jeg dog godt, den er mit Livs dyreste Eje, og hvad de andre byder mig i Erstatning for den er sølle, latterligt, haabløst. (Se her).

Man er lige ved at ville sige, at først så sent blev Munk opmærksom på, at det er kærligheden mennesker imellem, eller troen på denne kærlighed, der er grundlaget for den kristne gudstro. Men mærkelig nok er der noget i det brev af 14-10 1925, som jeg citerer fra, der lader noget tilsvarende ane. Da Munk er færdig, føler han det nødvendigt at føje noget til, bl.a. dette:

Hvad er Gud? Det, der har ubetinget Myndighed over mig, er af Gud (frit efter Geismar).

Mandens Kærlighed til Hustruen var det, Manden kendte af Gud. Denne Kærlighed havde ubet. Myndi. over ham; nu ødelagde Gud denne Kærlighed; thi, for Satan: man kan ikke elske et Lig. Gud handlede altsaa gudsbespotteligt. Var han saa ikke i sin gode Ret til at forbande ham?

Dette er Logik, men derfor kan det være rigtigt.

Jeg vil tro, det er den oplevelse af meningsløshed, Munk havde i forbindelse med Camilla Westeds død, som han her erindrer sig, jvfr det digt, han skrev i den anledning, se her. Og denne oplevelse af meningsløshed får en ekstra opblussen, da Marie Sand dør i barselsseng den 26-10 1925. Dagen efter skriver han til Nøjgaard:

Lille Nøjgaard, bliv Præst; du kan blive det. Du tror jo paa Gud. Jeg tror bare paa Menneskers Lidelse og er dog berettiget til at være Præst. Der kom en Mand, en Gaardmand, Fiskersøn, ind ad Døren til mig før – jeg kender ham, ser ham i Kirken ved Juletid, ellers ikke – nu styrter jeg hen til ham i Døren og griber begge hans Hænder, for jeg ved, hvad der er sket ham i Gaar. Og denne Mand, Fiskersøn, Vestjyde, han græder, jeg siger græder, saa hans Legeme ryster: ”Jeg holdt saa meget af hende, aah ja, aah, ja – det er ligesom man først ved det, nu hun er væk”. Han ryster igen af Graad: ”Vi kan jo ikke forstaa det – hvem kan forstaa det?” Nøjgaard, hans unge Kone er død i Barselsseng; kun 9 Aar har de levet sammen; hun fødte i Gaar en lille Dreng, og de døde begge. Og saa kommer I her, I Skarns Teologer, og vrævler om Synd – at vi har alle syndet – og Arvesynden og Forsonerværket og hist op og her ned.

Er der Tale om Skyld mellem denne Mand og Gud, da er Gud Skyldner.

Men det er han ikke, nej, nej, han er idel Godhed og Barmhjertighed, han er vor Fader, han elsker os alle, og han giver ud af Kærlighed os alle Smertens aahjadog Smertens tunge Gave, fordi hans Veje er over vore Veje; thi var de det ikke, da var han jo ikke Gud. Men engang skal vi selv vorde Guder, hans Lige, og da skal vi se ham, som han er – og endelig forstaa ham og vor Mund skal blive fuld af Lovsang, kun af Lovsang, og meget af Lovsang over det, der faar os til at græde nu.

Og ikke sandt, så dukker de anfægtende spørgsmål fra Camilla Westeds død op igen med fuld styrke, og han prøver at finde trøst i de sædvanlige trøstegrunde, dem, han lige har afvist hos Nøjgaard. Uden held. Desværre griber han så til den vanvittige udvej at tildele os mennesker skylden for døden eller for den manglende opvækkelse, sådan som det fremgår af skuespillet ”Ordet”.

Overfor det kan jeg kun sige: Nej, så hellere den fade kristendomsforkyndelse, som Nøjgaard og det sidste afsnit af ovenstående citat udviser. Men også det må vige for den knusende anklage, som Munk kommer med i den første del af citatet. For vi lever jo ikke som guder nu, vi har ikke her på denne side af opstandelsen nogen sikkerhed for, at det hele vil ende i lovsang og ikke i forbandelse, der er ikke nogen logik i troen, den finder ingen understøttelse hos de kloge og deres beregninger, det er stadigvæk kun vort hjerte, der rejser sig til ”stærke, villende slag, at jeg er til, at hun elsker mig, at han er opstanden”.

Man kan sige, at alt dette er forklaringer. Kan jeg dog ikke vise det i stedet for disse mange omsvøb?

Skal jeg gøre det, vil jeg henvise til den anderledes slutning på ”Ordet”, jeg har foreslået i det sidste nummer af ”Munkiana”. Her lader jeg Johannes komme tilbage fra rævegraven som en ateist, der ikke ser nogen mening med det, der er sket. Men jeg lader ham så møde Marens opfordring til at bede Fadervor med sig, nu hendes mor er død. Det føler han, han må sige ja til.

Hvorfor?

Tja, Løgstrup gør på side 251 i ”Skabelses og tilintetgørelse” opmærksom på, at ingen børnebogsforfatter vover at tage livsmodet fra et barn. Johannes’ tomhedsfølelse er strengt individuel, han overså derude i rævegraven, at han var en del af et fællesskab, og at der i dette fællesskab fandtes mennesker, nemlig børn, der ikke kan undvære gudstroens tryghed. Den er det så de voksnes opgave at give det.

Og jeg vil mene, at jeg i det ja, som jeg lader Johannes sige til Maren, viser troens grund, ja, og genfinder Kaj Munks ”stærke, villende hjerteslag”, slag, som har inspireret mig meget, og som stadig inspirerer mig.

Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.