Hitler i mellemkrigstiden

I Kristeligt Dagblad har der i nogen tid været ført en heftig debat om, hvordan K. E. Løgstrup stillede sig til fænomenet Hitler eller – mere beskedent – til nazismen i mellemkrigstiden.

To århusianske teologer, Svend Andersen og Hans Hauge, har angrebet Esther Oluffa Pedersen, fordi hun efter deres mening har anklaget Løgstrup for at tage for let på nazismen. Hun har selv taget til genmæle i avisen og her den 17-12 har Jes Fabricius Møller angrebet århusianerne, se her.

Jeg vil her undlade at tage stilling til fordel for den ene part imod den anden eller til fordel for den anden part imod den ene. I stedet vil jeg gøre opmærksom på, at vi har uhyre svært ved at nå frem til en bare nogenlunde nøgtern forståelse af, hvad der skete i Tyskland i trediverne. For at kunne det er vi nemlig nødt til at se bort fra de erfaringer, vi, men ikke de dalevende, har gjort med hensyn til, hvad der lå i nazismen eller i hitlerismen. Og da disse erfaringer er så skæbnesvangre, er det os på det nærmeste umuligt at slette dem af vor bevidsthed. Men det er vi nødt til, hvis vi skal forstå vore dalevende landsmænds stillingtagen til begivenhederne.

Én ting er, at mange i den heftige debat om flygtninge og migranter tager deres tilflugt til beskyldninger om ”brune opfattelser” eller antyder, at modparten mener noget, som i trediverne førte til forfærdelige ting. Den slags udtalelser er blot præget af en meget overfladisk historieopfattelse, så dem kan vi her se bort fra.

Noget andet er, at også personer, der er velbevandrede i historien og kender både den ene og den anden af historiens mærkværdigheder, tager fejl og bedømmer personer, der har udtalt sig i trediverne, forkert.

Hvorfor?

Fordi vi alle véd, hvad Hitlers opfattelse førte med sig, og fordi det er os plat umuligt at se bort fra de eftervirkninger, hans verdenssyn havde. Men vil man forstå de personer, der agerede uden at have nogen viden om, hvor det endte, er det pinende nødvendigt at se bort fra den viden, vi har. Det er altså uomgængelig nødvendigt at træde ned fra det høje stade, hvorfra vi i bagklogskabens ulideligt klare lys anskuer begivenhederne, og slette al den bagklogskab, som vi er så stolte af, hvis vi skal kunne leve os ind i de personers tankesæt, som dengang, uden at have vor store viden om teoriens eftervirkning, prøvede at bedømme, hvad nazismen var, hvem Hitler var.

Lad mig begynde med at gøre opmærksom på Jakob Kronikas fejllæsning af Hitlers bog ”Mein Kampf”. Hitler havde dèr givet udtryk for, at det tyske kejseriges grænser var helt uantagelige, og antydet, at grænserne skulle drages, så alle af tysk nationalitet blev borgere i det tyske rige. Det forstod Kronika som en indrømmelse af, at Nordslesvig efter Hitlers opfattelse ikke skulle tilbage til Tyskland, og det beroligede ham. Senere – for hans vedkommende allerede i 1937 – måtte han indrømme, at han havde taget fejl af Hitler. Han havde troet, at Hitler var en almindelig politiker, og at man kunne tale fornuft med ham. At han i sig bar på tanker om ”Lebensraum” for alle tyskere og ikke skænkede andres folks ret til et ”Lebensraum” nogen tanke, det var ikke til at indse, da ”Mein Kampf” udkom i 1923. Se evt. min omtale af sagen her.

Og senere, da Hitler overtog magten i januar 1933, hvor mange kunne da ane, hvad det endte med?

Kaj Munk kunne i hvert fald ikke, selv om han var lidt forbeholden i en artikel, han skrev fra Berlin i marts 1933 ved rigsdagens åbning, se her. Godt nok har han hidtil regnet med, at et godt diktatur var bedre end et mudret demokrati, og han havde vel derfor visse forhåbninger på tyskernes vegne til Hitler. Alligevel var han her i denne artikel lidt tvivlrådig med hensyn til Hitler: Er han en Messias-skikkelse? Mødre lærer deres børn at heile, skriver han og fortsætter: ”Og de bar små børn til ham”! Og når han skriver, at der er mange højttalere i Tyskland for tiden, kan man ane, at han regner Hitler med til disse højttalere. Så når han slutter med at opfordre alle til at heile for Hitler, sker det under et stort ”hvis”: Hvis Hitler har ret i sit syn på jøderne, på socialdemokraterne og på kommunisterne, så bør vi heile. Vi andre, der i dag véd, at Hitler ikke havde ret, kan sagtens bebrejde Munk, at han ikke så klarere. Men ville vi selv have gjort det under de givne forudsætninger?

Man fornemmer også, at det bliver ham for meget med al denne festivitas. Han skildrer de kilometerlange optog gennem byen, den enorme menneskemængde, der ser på, de mange heil-råb, der hilser enhver fane, der bæres forbi, men selv om de alle sammen siger, at ”det gamle er forbigangent, alt er blevet nyt”, så er Munk ikke helt sikker på, at det forholder sig sådan. Han citerer en ældre dame for at sige ”men hvorfor ikke, vi må dog have revanche”, når han siger, at dette måske fører til krig. Og han undrer sig over, hvordan damerne ler i teatret, da man spiller et stykke om unge mennesker, der er bange for at gå ned i skyttegravene: ”Ok Gud, de er bange, de små!” Og hvordan kan folk dog tro på det, et teaterstykke om Marneslaget forkynder: at dette, at tyskerne tabte dette slag, kun skyldtes den lille kedelige tilfældighed, at Molkte var syg?

Spørgsmålet for os i dag er ikke blot, hvordan vi skal bedømme alle disse begivenheder i Tyskland og hvordan vi skal se på tyskernes reaktion på disse optog, spørgsmålet er også, hvordan vi skal bedømme Kaj Munks skildring af disse begivenheder. Er der tale om virkelig god journalistik, hvor journalisten holder sin egen holdning tilbage for at give læserne indtryk af de holdninger og følelser, der bestemmer tyskerne? Eller lader han sine egne forhåbninger og forestillinger komme for tydeligt frem? Hvis det er det første, der er tale om, hvordan vil vi så ud fra en sådan skildring kunne bedømme Kaj Munks egen holdning til nazismen? Vil det ikke være komplet umuligt? Men hvis hans egen holdning stikker igennem så hist og så her, så ser sagen lidt anderledes ud.

Dog, her ved Hitlertidens begyndelse har Kaj Munk flere spørgsmål at stille end svar at give.

Det ændrer sig efterhånden. Og det, der får ham til at se med ret positive øjne på Hitler-tiden, er den økonomiske fremgang, der rammer både Tyskland og den øvrige vestlige verden. Ikke mindst har han store tanker om den tyske finansminister Schacht. Han mener vist, det er ham, der har stået bag den økonomiske fremgang i Tyskland. Af en artikel fra 1-9 35 kan man fornemme, hvordan han gør sig megen umage med at forstå Hitlers politik:

Skal Førerens Kampraab om Blod-og-Jord hævdes til sine yderste Konsekvenser, saa forvis i Guds eller Hitlers Navn alle Ikke-Arier af Riget, og lad Riget vise sin Tro paa egen Styrke ved at give dem deres Penge med. Dette Sejgpineri er uudholdeligt – ikke blot af Hensyn til de saakaldte Jøder, ogsaa for Hitlers Skyld, hans Idé, hans Folk, der lider mindst lige saa meget ved denne Selvnedværdigelse. Den Hitler, der væltede Socialdemokratiet, knuste Kommunismen, skød sin bedste Ven, som blev Forræder, og løftede op af Rendestenen et stort og stærkt og samlet og straalende Tyskland, er det den samme Mand, der ikke ved sine Raad i Kirkekampen og ikke kan standse den epileptiske Forfølgelse af en hjælpeløs Flok? “Giv os en Lov for det jødiske Element i vort Folk,” raabte forleden Helten Schacht tværs hen over Tyskland ind i Gøbbels Ansigt. Schacht og Gøbbels, mellem dem maa der vælges. Af dette Valg afhænger, hvem og hvad Hitler er. (Se her).

Man kan lægge mærke til, at han går med på Hitlers idé om ”Tyskland for tyskere”, og giver råd om, hvordan denne idé på rimelig måde kan virkeliggøres, så Tyskland undgår selvnedværdigelse. Men indrømmes må det, Hitler rettede sig ikke efter andres råd, hverken det, han fik fra Munk, eller det, han fik fra Schacht. På det punkt havde Munk sat for store forventninger til Hitler.

At Kaj Munk virkelig troede på, at Hitler lod sig drive af idéen om ”Tyskland for tyskere”, kan se af Munks artikel den 26-3 39. Da havde Hitler lagt den del af Tjekkiet, der var tilbage, da München-forliget havde frataget det Sudeterlandet, ind under Tyskland. Her hedder det:

Men fraset dette mørke Punkt [dvs. jødeforfølgelserne, rr] har Hitler øvet saa lysende en Gerning for sit Folk, at knap Napoleon kan bære Ry imod ham. Indtil nu dette sidste skete, som tyder paa, at han har naaet den Linie i sin Udvikling, der fører ham bort fra sig selv. Magten har taget Magten fra ham. Hans store Idé Tyskland for Tyskerne er blevet forraadt ved dette Erobringstogt. Sejren over Czekiet er en Smertensakt, en frygtelig Ulykke for Føreren, for hans Idé, for hans Land. Den, der lever, vil faa det at se. Men det er der maaske ingen, der gør. (Se her).

Den idé, som Munk har tillagt ham, og som han måske også selv i mange tilfælde har talt ud fra, har han svigtet, hævder Munk. Og fra da af vendte Munk sig bort fra ham, anerkendte vel stadig hans gerning med at samle det tyske folk, men så mere og mere en diktator og ikke en fører i ham. Det er ganske mærkeligt, hvordan denne usikkerhed hos Munk i løbet af en halvandet års tid har forvandlet sig til dybtborende afsløring af den socialdarwinisme, der bestemmer Hitlers handlinger. Da han i juni 1940 skriver den første version af skuespillet ”Niels Ebbesen”, lader han grev Gert, der i skuespillet er et billede på Hitler, sige om sig selv til sine rådsmænd:

I ser ud, som om I er enige med mig, men ikke ved, hvad det er, I er enige med mig i. Ved I ikke, hvad mit Hverv er: at grundlægge det nye Rige, det, der bygger alene paa Kraft. At gøre Ende paa alle Menneskers syge Løgne om Medlidenhed, der lader det uønskede triumfere, om Retfærdighed, der er Svaghedens Skalkeskjul, om Freden, der dækker over Udfoldelsen af alle Laster. I mit Rige regerer ikke Sagførerne med Ordets underfundige Vaklen, men Styrken ved Hjælp af mit Sværd. (Se her).

Men ak, at han her er blevet klar over, at Hitler ville det stik modsatte af det, han troede om ham tidligere, det har ikke afholdt diverse kritikere fra at sable ham ned efter krigen. Med den styrke, som bagklogskaben giver, har man fremhævet alle de tegn, der faktisk forefindes på, at han så positivt på Hitler, og fornægtet alt, hvad der fortæller, at han reviderede sit syn på Hitler. Det er ikke en fejl ved Kaj Munk, det er en fejl ved vore historikere (eller ved dem, der vil lege historikere), at de ikke er i stand til at kravle ned fra bagklogskabens elfenbenstårn og slette alle de eftervirkninger af Hitlers teorier, som vi kender i dag, af deres bevidsthed, når de skal bedømme, hvordan en samtidig så på Hitler, før disse eftervirkninger havde vist sig.

Nu er Kaj Munk jo ikke den eneste dansker, der har ytret sig om Hitler i mellemkrigstiden, Løgstrup har også. Og den agtpågivenhed, man skal udvise overfor Munks udtalelser – at man holder sin store viden om de hitlerske tankers eftervirkninger tilbage – gælder også for Løgstrups vedkommende. Det er også for hans vedkommende uomgængelig nødvendigt, at man prøver at sætte sig ind i vanskeligheden ved at bedømme den hitlerske bevægelse ret, når man befinder sig midt i begivenhederne.

Munk havde ikke meget tilovers for demokratiet. Og lad os bare sige, at Løgstrup heller ikke havde store tanker om demokratiet. Og lad os også bare sige, at han var påvirket af Heidegger, så han af den grund greb tanken om det positive ved en fører, der kunne skære igennem al demokratiets pølsesnak. Men der var jo mange på den tid, der var blevet træt af demokratiet og så sig om efter alternativer. Var Mussolini og hans diktatur et sådant brugbart alternativ? Eller var det måske snarere den hitlerske udgave af førerbegrebet, man skulle holde sig til? Det var spørgsmålene for mange af de danskere, der udefra prøvede at forholde sig til det, der foregik i Tyskland.

Som før nævnt har Jes Fabricius Møller taget Esther Oluffa Pedersen i forsvar. Helt i orden, bortset fra, at han ikke kan lade være med at hævde, at Løgstrup havde prøvet omhyggeligt at skabe et billede af sig selv. Den tror jeg ikke på. Ligesom Kaj Munk var han sig selv og derfor ret ligeglad med, hvordan andre så på ham. Og han har vel ligesom Kaj Munk ment, at hvad han mente og skrev om Hitler i trediverne, var fortid, sørgelig fortid, for alle havde jo taget fejl af Hitler, ingen havde forudset, at han bar sådanne tanker i sig, og at de kunne få så fatale konsekvenser.

Nu har så Kees van Kooten Niekerk i en kronik i Kristeligt Dagblad forsøgt at rede trådene ud, og tak for det, se her. Han vil ikke afvise, at Løgstrup i sin kronik fra 1936 – som blev gengivet i Kristeligt Dagblad fornylig, se her – havde en vis fascination af Hitler. Og han redegør ret udførligt for, hvordan denne opfattelse af Hitler viser hans påvirkning fra Heideggers side.

Men han fortæller også, at Løgstrup kun to måneder senere end den af Oluffa Pedersen omtalte kronik skriver en dobbeltkronik med titlen ”Førerskab og diktatur”, hvori det bl.a. hedder, at et demokrati må søge at gennemføre massens demokratisering gennem uddannelse, som det f.eks. sker gennem højskolerne. Og videre hedder det:

Nazismens Førerprincip er Opgivelse af Kampen for Massens Demokratisering. Søger man hos Hitler Karakteriseringen – ikke af ham, vi har kaldt den sagkyndige Fører, men den politiske Fører, saa finder vi, at Føreren er Manden, der i sig forener Agitatoren, Organisatoren og Teoretikeren; men udtrykkeligt mindst Teoretikeren og mere Agitatoren.

Dette citeres ikke af Kees Niekerk. Men denne tanke bliver citeret:

Kun Førere – dvs. selvstændige Mennesker – kan vælge en Fører.”

Om dette nu viser, at Løgstrup ikke var så fascineret af nazismen som påstået, véd jeg ikke. Det er også ret ligegyldigt. Hvis blot dette bliver klart, at vi i Løgstrup og i Kaj Munk har to danskere, som ud fra ret forskellige udgangspunkter prøver at forstå det, de ser ske i Tyskland, og som begge synes på et vist tidspunkt at være ret positivt stemt overfor dette nyligt opståede fænomen, så er hensigten med dette indlæg opnået.

For man må spørge: Er det virkelig nødvendigt at tage disse personligheder i forsvar med hensyn til, hvad de skrev i trediverne? Er der virkelig mennesker med en så høj moral, at de formår at sætte sig til doms over den tids intellektuelle, fordi de ikke med det samme gennemskuede de fatale konsekvenser, nazismen kunne få? Er det virkelig så umuligt at se bort fra alt det, vi, men ikke de, véd, så vi med rimelighed kan sætte os i deres sted?

Det er muligvis den samme uhistoriske tilgang til fortidens personer, Esther Oluffa Pedersen angriber, se her.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.