Er Europa kristent?

Den franske islam-forsker Olivier Roy er her op til jul blevet interview’et til Berlingske af Troels Heeger, se her. Jeg har en lumsk mistanke om, at interview’et er kommet i stand på baggrund af nogle bemærkninger, Roy har haft i sin bog ”Jihad og døden”, der kom på dansk for et par år siden. Heri siger han nemlig noget om europæernes mangel på kristendom, og denne mangel ser han især bekræftet af danskernes holdning til kristendommen. Det er i hvert fald den slags spørgsmål, Heeger stiller ham.

Olivier Roy siger f.eks.:

Man kan nyde traditionerne, musikken, kulturen og skikkene uden at skulle tro. Det er ganske komfortabelt. Man er ikke bundet af den kristnes forpligtelse til at elske sin næste. Det handler ikke om kristen identitet. Det handler om dansk kristen identitet.

Man kan forstå på hele interview’et, at Roy har en helt anden forståelse af, hvad kristendom er, end jeg har. Er det en kristen forpligtelse af elske sin næste? Tja, det er det vel, det mener i hvert fald langt de fleste danskere, at det er. Det er det, der får dem til at gå med til at åbne dørene for de mange migranter, der er strømmet ind i landet, og får den store mængde ”Gutmenschen” til at se ned på os andre, der vil holde døren lukket. De lider af den sygdom, jeg har kaldt ”samaritanitis”, og om man vil kalde det en efterkristen sygdom eller en overkristen sygdom, det kan diskuteres, men at den skylder kristendommen sin opkomst, derom kan der ikke være tvivl.

Jeg vil dog ikke gå alle Roys dårlige argumenter igennem, men i stedet sætte problemerne op på en lidt anden måde, end han gør.

Jeg vil hævde, at der er religioner, der understøtter den naturlige humane handlemåde, og der er religioner, der modvirker almindelig menneskelighed. Den trofaste læser vil nok gætte på, at jeg med den første slags religioner primært tænker på kristendommen og med den anden primært på islam. Og det er et rigtig godt gæt.

Jeg forestiller mig, at der er en måde at handle på, at bygge samfund på, at indrette ægteskab og handelsforhold på, som er human, baseret på almindelig fornuft. Blot er der så mange ting, også i det moderne, vestlige samfund, der forhindrer et humant samfund i at fremstå i al sin herlighed.

Men lad os se på en ting som ægteskabet.

Vi ser i denne forbindelse bort fra, at vestlige ægteskaber, som de er flest, er forelskelsesægteskaber, mens muslimske ægteskaber er aftaleægteskaber, ikke aftaler mellem parterne, men aftaler mellem familierne. Hvis man anerkender, at forelskelse er en naturlig menneskelig reaktion, lader denne forskel ane, at en væsentlig forskel mellem de to religioner befinder sig her.

Men her skal noget andet være hovedemne, nemlig spørgsmålet om ægteskabelig tillid.

At islam er en lovreligion, viser sig nemlig ikke mindst på det ægteskabelige område. Og at denne religion derved kommer til at stå i modsætning til kristendommen, er ret evident, men kommer den også til at stå i modsætning til det, man kan kalde et naturligt forhold mellem kønnene i ægteskabet?

For at vise det, vil jeg benytte mig af Jürgen Habermas’ forestilling om den herredømmefri samtale. Jeg har tidligere her på bloggen omtalt Habermas’ teori således:

Når læreren kommer ind i klassen og siger til den elev, der sidder nærmest ved vinduet: ”Luk vinduet!”, så ligger der i denne ytring – eller den sproghandling, som Habermas ville sige – tre gyldighedskrav: Der ligger et krav om gyldighed i det videnskabelige sprogspil, som beskæftiger sig med, hvordan verden ser ud: vinduet er åbent, ellers er det jo meningsløst at bede om at få det lukket. Og der ligger et krav om gyldighed i det sociale sprogspil (det, jeg har kaldt det juridiske sprogspil): Læreren har myndighed til at give en sådan befaling. Endelig ligger der et krav om gyldighed i det, jeg her kalder relationssprogspillet: Læreren er sanddru, han er ikke ude på noget, han har ikke skjulte hensigter med netop denne elev. (Se her).

Det svarer nogenlunde til et eksempel, som Habermas selv bruger. Men mens Habermas ikke er synderlig interesseret i det sidste gyldighedskrav, er det just det, der optager mig mest. Jeg har i det nævnte blogindlæg opdelt de tre gyldighedskrav på de tre sprogspil, som jeg vil mene, vort menneskesprog består af: det videnskabelige sprogspil, det juridiske sprogspil og relationssprogspillet. At der er tale om sprogspil, gør, at man kan hævde, at man med disse overvejelser holder sig indenfor rationalitetens område. Det gør man altså også, når man gør opmærksom på, at al normal menneskelig kommunikation, også den mest følelsesladede i f.eks. et ægteskab, er rationel eller i hvert fald kan være det.

For desværre er denne påstand om sanddruhed jo ikke altid sand. Den talende kan have hensigter med sine ord. Habermas taler om en strategisk handlen i modsætning til den kommunikative handlen. Hvis en talehandling skal ende med, at der fremstår en kommunikativ handlen, må både den talende være ægte, altså sanddru, og den hørende tro på denne ægthed. Normalt tænker vi ikke over, at det er noget af et under, at en sådan kommunikativ handlen springer frem, men det interessante ved Habermas er, at han ikke ser på enkeltmennesket og dets indretning i gode og mindre gode egenskaber, men ser på mennesket i dets samvirken med andre mennesker, dvs., ser på det ping-pong-spil, der foregår overalt, hvor mennesker mødes.

Det er det, vi i teologien betegner som åndens virken. Det er ikke den talende, der virker ind på den hørende, det er ikke den hørende, der beslutter sig for at stole på den talende, det er ånden – Guds Helligånd, om man vil – der virker ind på den talende og den hørende, så de kommer til at hvile i en fælles tillid.

Habermas omtaler det ikke, men han kunne have gjort det – og burde det måske også – for netop ægteskabet er et sted, hvor dette at stole på det andet menneskes ægthed spiller en stor rolle. Det er indenfor ægteskabet ikke blot sådan, at der findes regler for god kvindeopførsel og regler for god mandeopførsel, og så gælder det blot om at holde sig disse regler efterrettelig. Nej, i ægteskabet drejer det sig om kommunikativ handlen, reglerne må aldrig blive bindende, altid kan forhold ændre dem. Som tiden går, er de ganske vist blevet godtaget af begge parter, men aldrig godtaget som eviggyldige regler, altid godtaget som regler, der kan ændres, godtaget under hensyntagen til den andens stadige godkendelse, godtaget ud fra en forudsætning om, at den anden stadig er ægte i sin væren mand eller væren kvinde.

Og det er jo det, der både er lykken ved at være menneske og forudsætningen for, at man kan føle sig afslappet og fri og helstøbt i sin væren menneske: at man er stolet på, at man hviler i at være sig selv, at man, fordi man er en selvfølgelig del af et fællesskab, kan ånde frit hver eneste dag. Så det, Habermas betragter som en nærmest naturlig ting, betragter jeg som en enorm Guds gave til os. Den kommunikative handlen, som han mener kun undtagelsesvist undergraves af den strategiske handlen, mener jeg, er noget af et under, når den finder sted, og det er i mine øjne ligegyldigt, om underet finder sted hver evig eneste dag og lader sig påvise hos så at sige alle ægtefolk, et under er det alligevel, for det er ikke noget, der finder sted i kraft af vore menneskelige beslutninger eller vores enorme viljekraft – som nok til syvende og sidst ikke er så enorm endda.

Men det vil jo sige, at jeg forestiller mig, at Guds virken går langt udover de gerninger, der finder sted i kirken. Hans virken vedrører ethvert menneske, der – med Habermas’ udtryk – udfører en talehandling overfor sin næste. Det, som kirken kan, og det som den kristne kirke vel også gør, er, at den understøtter denne naturlige væremåde, altså, understøtter den tillid og fortrolighed, der måtte forefindes i de forskellige ægteskaber.

Og det gør den kristne kirke bredt forstået. Den gør det ved at genfortælle Jesu lignelser, ord og stridssamtaler. De har en sådan kraft i sig, at de selv så mange hundrede år senere kan medvirke til at gøre mennesker menneskelige.

Det betyder ikke, at der ikke kan findes lykkelige ægteskaber indenfor islam. Men det betyder, at de bliver lykkelige, fordi parterne glemmer eller overser alle de bestemmelser, der findes i islam. For også muslimer er jo mennesker, også de har i sig forelskelsesmuligheden, og selv om det er forældrene, der har bestemt, hvem de skal giftes med, kan det ikke udelukkes, at der optræder varme følelser for den, man er gift med.

Skal sådanne varme følelser opstå, må den muslimske mand f.eks. glemme alt om, at han ifølge koranen har ret til at slå sin hustru, se sura 4,35. Og det er heller ikke heldigt for muslimernes ægteskabelige lykke, om de vil rette sig efter sura 4,4, og tillade sig at tage flere hustruer (indtil 4 af slagsen) eller mene, de har ret til at have seksuel omgang med deres slavinder. For i ægteskabet gælder det tillid, troskab, fortrolighed. Og modsat koranens anbefalinger kan man trygt både læse og rette sig efter dem, Paulus giver, når han f.eks. i 1 Kor 7,3-4 siger:

En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru.

Jeg skal ikke påstå, at Paulus vidste noget om Habermas’ kommunikative handlen, men sådanne bemærkninger er netop med til at gøre de to’s handlinger kommunikative, og at handlingerne bliver kommunikative, er udtryk for både kristendommens og humanitetens ideal; og jeg vil tillade mig at sige til Habermas: ”det ikke-ønskede overstreges”. Kristendommen vil gøre os til hele mennesker, dvs., til naturlige mennesker. Og naturlige mennesker er mennesker, der lever efter den rationalitet, der skjuler sig i sproget, når det i enhver talehandling opfordrer til sanddruhed, ægthed, helstøbthed i at være menneske.

Jeg skal da ikke nægte, at kirken og det samfund, der dannede sig rundt om kirken, på mange måder har været medvirkende til at ødelægge muligheden for kommunikativ handlen i menighederne, ikke mindst i ægteskabet. Man har f.eks. ændret Jesu formaning om at undgå skilsmisse til et forbud mod skilsmisse. Og det har givetvis i mange ægteskaber op gennem tiderne ført til alt andet end kommunikativ handlen, ført til udsagn, der aldeles ikke hørte hjemme i en ”herredømmefri kommunikation”. Alligevel har f.eks. forelskelsens kræfter gang på gang slået igennem i vor kulturkreds. Man kan tænke på mange af folkeviserne, man kan tænke på Henrik den Ottende i England, som, fordi han var forelsket i Anne Boleyn, og hun ikke bare ville være hans elskerinde, skilte sig fra sin dronning og afskaffede katolicismen i England, se her. Og selv om vi i vore dage har det med at overdrive forelskelsen, som var den en uimodståelig kraft, er det alligevel værd at bemærke, at det er den, der i de fleste ægteskaber danner grundlag for samlivet.

Det samme har forelskelsen kunnet i de muslimske samfund. Når der skal fortælles en god historie, som f.eks. i ”Tusind og én nats eventyr”, så melder forelskelsen sig som et oplagt emne, også i en kultur, der ellers ikke regner den for noget særligt, se her.

Men overordnet set må man sige, at islam gennemfører ordninger og fremsætter love, der bevirker, at mandens kønsdrift kan tilfredsstilles samtidig med, at den tænkes at skulle holdes indenfor passende rammer. Nogen gensidig tillid tænker man ikke på. Kærlighed, fortrolighed og den slags flygtige følelser kan komme og så, som de vil, det afgørende er, at shariaen overholdes.

Dette er imod menneskets natur. Det er ikke imod menneskets natur som dyrisk væsen betragtet. Men i kraft af det sprog, der gør mennesket til mere end et dyr, er der kommet andre boller på suppen i ægteskabet end den blotte driftstilfredsstillelse, der er i kraft af den kristne menighed kommet en samhørighedsfølelse, en overbevisning om at vide sig anerkendt og derfor selv anerkende, en fornemmelse for et broder- eller søsterforhold, som kommer til at bestemme ens handlinger. Disse kræfter har også taget bolig i ægteskaberne og bevirket, at de seksuelle kræfter kom til at blive underordnet samhørighedsfølelsen.

Olivier Roy mener, at Europa ikke mere er kristent. Og bevares, hvis man som han ser på de ydre religionstilkendegivelser, kirkegang, deltagelse i dåb og nadver, julefejring, osv., sådan som Roy synes at indskrænke sig til i interview’et her, så kan man måske nok spore en vis tilbagegang. Men ser man på den måde, religionen påvirker f.eks. ægteskaberne på, så vil jeg langt foretrække en religion som kristendommen, der understøtter den ægteskabelige samhørighed frem for en religion som islam, der i sin oprindelige form og i sine paradisforestillinger udelukkende lægger vægt på mandens kønstilfredsstillelse.

Men jeg vil mene, at Olivier Roy har mere at sige end det fremgår af Berlingskes interview. Da han i 2017 lige havde udgivet bogen ”Jihad og døden”, blev han interview’et af Information, se her, og dette interview lader os i langt højere grad se islam-forskeren. Jeg er nok ikke enig med ham i alle detaljerne i hans bog, som jeg i parentes bemærket ikke har læst, men jeg vil mene, han er en langt mere givende personlighed, end det fremgår af Berlingeren.

Min mistanke er som sagt, at interview’et er et drilleinterview, hvor det er os kristne danskere, der skal drilles lidt. Vi kirkelige skal ikke tro, vi er noget. Vi skal ikke tro, danskerne er kristne, bare fordi de strømmer i kirke juleaften. Og nej, det lader vi så være med. Men derfor kan vi da godt glæde os over den samhørighed og indbyrdes forståelse, for ikke at sige: over den herredømmefri kommunikation, der præger mange af vore ægteskaber. Og vi burde også som kirke bruge netop disse iagttagelser til at gå lidt i rette med vore muslimske landsmænd: Lad være med at tro så stærkt på shariaen! Prøv at anerkende hvert sprogligt individ som ligeværdigt med hvert andet, dvs., lad koranens kvindeundertrykkende udsagn være fortid! Prøv at tage hensyn, ikke til shariaens undertrykkelsesregler, men til din hustrus følelser og fornemmelser og glæder og sorger! Og ikke mindst: Lad være med at slå hånden af jeres børn, hvis de vil giftes med den, de er blevet forelsket i, og ikke med den, I har udset til dem! Det er dog en utrolig umenneskelighed under nogen omstændigheder at ville forkaste den naturlige forældrekærlighed.

Om det nytter noget, er ikke til at vide, sandt nok. Men vor hidtidige opførsel tyder på, at det heller ikke nytter noget at holde mund.

Advertisement
Dette indlæg blev udgivet i 1001 nat, Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.