Rasmus Modsats julebetragtninger

Det kan godt være, at jeg ikke er rigtig klog. Men jeg har lagt mærke til, at det her på mine gamle dage er de mærkeligste ting, der kan gribe mig. Som jeg fortalte fornylig, var det ikke ét eller flere af de mange udmærkede foredrag, der greb mig på emeritus-konventet på Løgumkloster, det var såmænd den gammeltestamentlige profet Esajas, der med sit fuldstændig vilde fredsscenarie med løven, der æder strå som oksen, og landet, der er fuldt af Herrens kundskab, som vandet dækker havets bund, der næsten slog mig ud, Es 11,1-9.

Og nu her op til jul, er det ikke alle de fromme julebetragtninger, jeg læser, heller ikke de kloge eller mindre kloge politiske betragtninger, der griber mig, det er såmænd en artikel af én, som jeg fristes til at kalde min politiske modstander, nemlig tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, se her. Nå ja, det er ikke hele artiklen, det er kun begyndelsen, for det varer ikke så længe, for Uffe Ellemann begynder at synge sin sædvanlige vise, og den griber mig ikke.

Nej, det, der griber mig her op til jul, er det, han begynder med at gøre opmærksom på:

Tirsdag aften, når lysene på juletræet er tændt, og vi tager hinanden i hånden og synger de gamle julesalmer, er der især en, som altid får hjertet til at banke. Det er »Glade Jul«. Ikke blot fordi melodien er så ufatteligt smuk, at den synes at rumme hele Julens budskab. Men også på grund af den historie, der knytter sig til sangen.

Det var Glade Jul, Stille Nacht eller Silent Night, der for over 100 år siden fik soldaterne op fra skyttegravene i den første krigsjul under Første Verdenskrig. Det var desværre et enkeltstående tilfælde, for krigen fortsatte, skyttegravene blev udbygget, og de følgende år blev et af de modbydeligste kapitler i Europas nyere historie.

Men denne første julenat stillede de tyske soldater sig op på kanten af skyttegravene og sang Stille Nacht, og få hundrede meter borte på den anden side af »ingenmandsland« svarede de engelske soldater med Silent Night. Og våbnene tav den julenat.

Det er sådan set ikke en ny oplysning for mig. Jeg har da længe vidst, at der under Første Verdenskrig skete det, at soldaterne på de to frontsider fandt sammen, og at det blandt andet skete, fordi de begge kendte melodien til ”Glade jul”. Og det har også været kendt stof, at denne forbrødring tværs over frontlinjen var en éngangsforeteelse. Som Uffe Ellemann så barsk fortsætter: ”Men så fortsatte krigen”.

Og så er det, man spørger, ikke blot stillet overfor de fredssøgende soldater fra dengang, men også stillet overfor de mange salmer om fred, de mange prædikener om ”fred på jord”, de mange bibelord, som læses op her til jul, og som alle forkynder en fred ud over al forstand: Hvad bliver det til med den fred? Hvornår vil alle disse løfter indfris? Eller er det kun en indvendig hjertets fred, det drejer sig om? Skal vore forsøg på at skabe fred mellem verdens nationer være forgæves, vore bønner om forståelse og hensyntagen være talt ud i det tomme rum, vore mange ord om, at det og det er ”uacceptabelt”, være virkningsløse? Og skal vore prædikanter slippe af sted med at forvandle alle disse fredsforsikringer til forsikringer om en hjertets fred, som kan bestå selv i våbenbrag? Var det virkelig alt, hvad fredens fest, julen, havde at sige?

Forholdet mellem de menige soldater og generalerne minder mig om Habermas’ tale om livsverdenen og systemverdenen. Livsverdenen, det er den verden, hvor den kommunikative handlen kommer til udtryk, det er den, der hersker i vores omgang med venner og bekendte, med familien, med arbejdskammerater. Systemverdenen, det er den verden, der har dannet sig over begreberne ”magt” og ”penge”. Og det fantastiske ved soldaternes handlemåde juleaften er, at her livsverdenen slår igennem på trods af generalernes systemverden. For generalerne gjaldt det om at slå fjenden, og ”slå” betyder her ”slå ihjel”. Og deres system var jo indrettet sådan, at det var farligt at modsætte sig det. Der skulle noget særligt til, før livsverdenen tog magten fra systemverdenen, f.eks. en juleaften, eller – og det er der også eksempler på – en særlig hemmelig kommunikation mellem de menige soldater på hver sin side af fronten, som vidner om, at hvor generalerne så en fjende, der skulle slås ihjel, så de menige soldater et menneske, der var udsat på samme måde, som de selv var det.

Men det var jo ikke livsverdenen, der vandt. Uffe Ellemann har sørgelig ret i, at ”krigen først sluttede, da soldater fra de gamle kolonier USA, Australien og New Zealand drog over verdenshavene for at tvinge europæerne til at stoppe den meningsløse blodsudgydelse”. Der var ikke tale om, at den kærlighedsfyldte og fredelige livsverden vandt over den krigeriske systemverden.

Men det er heller ikke, hvad Habermas siger. Eller mere præcist: Det er ikke, hvad jeg siger i min bog om Habermas: ”Myte og rationalitet”. Både den systemverden, der bygger på ”penge” og den, der bygger på ”magt”, får af mig gode ord med på vejen. Disse verdener er ikke uden videre udtryk for noget ondt.

Hvordan det?

Fordi begge disse verdener ”aflaster” livsverdenen. Allerede i vore ægteskaber sker der en god aflastning af den umiddelbare tillid. Der dannes nogle overenskomster, kaldet vaner, nogle regler, der tænkes overholdt. Blot er disse vaner endnu så nært knyttet til fortroligheden, at de uden videre ændres, hvis der sker noget, der vanskeliggør overholdelsen for den ene part. Og disse vaner kan med rette kaldes en ”aflastning” af fortroligheden, fordi det ville blive alt for besværligt dag efter dag at træffe de samme aftaler om arbejdsdelingen.

Der er altså dannet en mini-systemverden midt i livsverdenen.

I de lidt større forhold, på klanniveau, på stammeniveau eller senere på statsniveau dannes der også efterhånden vaner, regler, eller ligefrem love, der regulerer familiernes omgang med hinanden. Og de nye slægter, der vokser op, behøver ikke som tidligere slægter selv at skulle træffe alle de fornødne aftaler, de kan nøjes med at leve efter de hævdvundne regler.

Og dog gælder det også om sådanne regler, at de helst skulle kunne ændres, hvis grupper af befolkningen blev uretmæssigt tilsidesat. Men her opstår jo så problemet. For hvordan og hvornår skal gamle hævdvundne regler ændres? De, der nyder godt af dem, vil ikke have dem ændret, de, der træller under dem, vil. Men alt for ofte har man i historiens løb set, at et lille rigt mindretal formår at vedligeholde love og regler, der stiller dem fordelagtigt, selv om størstedelen af folket bliver stillet ufordelagtigt.

Man har endog set, at et sådant mindretal formår at nedtone al kritik af forholdene, ofte med vold og henrettelser.

Det er her, Rasmus Modsat kommer ind i billedet. For al den tale om Gud, der blev menneske, om Gud, der ville leve med i alle vore genvordigheder, om Gud, der ville være som én af os, hvad skal vi egentlig med det? Er det det, juleevangeliet indebærer? Mange præster føler vist, at dette lidt pussenussede budskab får et modspil Anden Juledag med beretningen om Stefanus, der blev kirkens første martyr, Apg 7,1-60. Var det mon ikke en idé at føre martyrtanken ind i juleevangeliet fra de hårde tekster til Anden Juledag? Nærværende Rasmus Modsat kan i det mindste finde på at spørge, om ikke vi i stedet for at tale om, at Jesus skal frelse os fra vore synder, skulle sige noget om, at han skal lære os at følge sandheden og ikke bøje os for løgnen. Det gjorde jeg i anledning af den kvinde, der under en terroraktion i Nairobi blev spurgt, om hun var kristen, svarede ja, og blev skudt, se her.

Selv fulgte Jesus den sandhed, han havde forstået: at det ikke er lovfromhed, det drejer sig om, men tro og tillid; at mennesket er sådan indrettet, at det reagerer med indlevelse og forståelse, når det bliver mødt med indlevelse og forståelse, jfr Luk 6,37-38, se evt her. Ja, han fulgte denne devise, selv om han var klar over, at den førte mod døden. Men fordi han fulgte denne tillidsdagsorden til døden, og fordi hans disciple fulgte efter ham ind i martyrdøden, derfor nåede budskabet og den medfølgende tillid frem til os, så vi i dag kan leve et tillidsfuldt liv i et samfund, der har en høj grad af tillid.

Men netop, fordi man selv drager nytte af den tillid, der kommer til at herske i de relationer, man står i til andre, netop derfor er der egentlig ikke tale om en ny lov, der er kun tale om en klogskabsregel, et godt råd om, hvad man kunne tage og gøre, hvis man gerne vil have de relationer, man står i, til at blomstre. Det er grunden til, at Jesus i Matt 7,24-27 taler om en klog mand stillet overfor en tåbe.

Og det er også det, der er det givende ved Habermas: Han taler om, hvordan mennesket er indrettet uden moralske overtoner i retning af, hvordan mennesket burde være indrettet. Det er simpelthen sådan, at enhver talehandling taler til et andet menneskes tro, og at dette, at den, der tales til, møder den talendes ord med tro, skaber en kommunikativ handlen, noget, som begge parter nyder godt af.

Så ikke blot kan vi droppe al tale om en guddommelig lov, vi skal rette os efter, vi må også søge væk fra alle moralske overvejelser, det er nok på denne måde at kæmpe for sin egen velforståede interesse dèr, hvor man er sat.

Men hvad så med systemverdenen? Hvordan få den gjort fredelig, så krig undgås, så alles interesser tilgodeses, så alle kan være her med lige stor ret?

Ja, det kom Jesus ikke med opskriften på. For ham var det nok at få livsverdenen, dvs: menigheden, til at leve på rette måde, systemverdenen måtte så senere rettes ind efter det. Og som før nævnt vil det kunne ske, hvis de regler, der dannes, hele tiden er under opsyn: giver de nu også enhver, hvad han skal have?

For at det kan sikres, må enhver sige fra, hvis der er ting, han mener bør ændres. Det vil sige: der må være ytringsfrihed i samfundet. Og hvis der ikke er det, må der kæmpes for, at der bliver det, ikke med voldelige midler, men med ”martyrmetoden”, altså derigennem, at nogen vover at sige sin hjertens mening, også om den går imod de styrendes mening, og også, om det koster noget at fremkomme med den.

Det er jo nemlig igennem den stadige debat og diskussion, at samfundets regler kan forbedres. Og det, der i historiens løb har været en hæmsko for udviklingen, har været stater og samfundsopfattelser, der mente om sig selv, at de havde fundet sandheden, enten, så de anså deres statsgrundlag for at være af guddommelig art, eller så de mente, at der lå nagelfaste kendsgerninger til grund for deres samfund.

Vi har i nyere tid haft eksempler på sådanne statsteorier i nazismen og kommunismen. Ingen af dem tillod afvigende meninger om statens indretning. Og vi har stadig efterdønninger af kommunismen i Nord-Korea og Kina.

Og så har vi islam, en religion, der mener om sig selv, at den har fået guddommelig anvisning på, hvordan samfundet skal indrettes, hvilke love der skal være, og hvilke regler der skal gælde for selv de mindste ting i et menneskes liv. Heller ikke her er det tilladt at diskutere eller komme med indvendinger. For en sikkerheds skyld har man gennem det meste af islams historie haft dødsstraf for frafald fra islam.

Men vi behøver såmænd ikke at bevæge os hen til fremmede eller fortidige kulturer for at se, at ytringsfriheden har det hårdt. Vi kan nøjes med at se lidt på vor egen kultur. For her halter det ikke så lidt med ytringsfriheden.

Jeg skal ikke påstå, at store pengekoncerner har sat sig på medieverdenen, skønt det vistnok er tilfældet, jeg nøjes med at konstatere, at journalister over en bank synes at være ude af stand til at se en række fænomener ved migrantstrømmen, sådan som jeg ofte har påpeget. Det ser ud, som om de regner diverse konventioner for urørlige, af nærmest guddommelig oprindelse. Og så stor magt har disse medier, kaldet ”main-stream-media”, at det har været overordentlig vanskeligt for andre synspunkter at komme frem.

Jeg har jo da nogle gange her på bloggen spurgt, hvorfor så mange journalister ikke kan se EU-elitens hykleri, når man med sit direktiv af 2001 tvinger diverse migranter ombord i menneskesmuglernes både og samtidig har så ondt af dem, hvis de drukner. Og jeg har også undret mig over, at ingen har kunnet se, at den voldsomme migrantflod, der strømmede ind over Balkanlandene i 2015, skyldtes, at den græske flåde efter Syrizas valgsejr i januar 2015 ophørte med at tvinge menneskesmuglernes både tilbage til Tyrkiets kyst.

Andre ting kunne nævnes, men ikke mindst Sverige er et skoleeksempel på, hvordan mediernes magt er enorm. Og ikke enorm til det gode.

Summa summarum: Hvis vi spørger, hvorfor Gud da ikke tvinger freden igennem over hele verden, når dog mennesker godt en juleaften kan enes om at synge sammen, kan vi med Habermas og en deraf afledet teologi svare, at Gud nu engang har skabt os mennesker som sproglige væsener, og at han ikke agter at lave om på den ordning. At vi er sproglige væsener, betyder, at vi har frihed til selv at danne os vor egen mening om tingene, herunder frihed til at diskutere denne mening med andre. Og når han besluttede at sende sin søn til verden, var det, fordi han skulle vise os, hvordan vi mennesker ved at stole umiddelbart på hinanden kan danne en menighed, hvis samhørighed med tiden vil kunne sætte sit aftryk på alle dele af det menneskelige samfund, så vi får en virkelig fri debat, så vi får gode regler for økonomisk aktivitet og gode love på samfundsplan.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.