Lad os begynde med den antagelse, at vi mennesker altid har brugt begrebet ”Gud” til at gøre det, vi siger, absolut. Når vi sætter Gud bag en påstand, når vi hævder, at noget er guddommeligt, betyder det, at det er uimodsigeligt, det står fast uden diskussion, det er tildelt en absoluthed, som ingen modsigelser kan nedgøre.
Godt nok er vi i vore dage blevet så kloge, at vi mener, vi kan undvære gudsbegrebet. Men vi taler jo alligevel om, at noget står ubrydeligt fast.
Det gjaldt blandt andet kommunisterne. De mente, at menneskeheden gennem Marx’s ”Das Kapital” og gennem Lenins udlægninger deraf havde nået den fuldkomne erkendelse. I kraft af den kunne man godt afbryde al videre debat. Når først den revolution, der var forudsagt af Marx og fik lidt hjælp til gennemførelsen af Lenin, var fuldført, var et jordisk paradis opstået, og mere udvikling kunne ikke forventes og var jo heller ikke nødvendig.
I kraft af denne stensikre overbevisning kunne man erklære en række mennesker for ”kontrarevolutionære” og fængsle dem, så de ikke forstyrrede vejen frem mod revolutionen. Og i kraft af den kunne man holde øje med folks ytringer, slå ned på dem, der havde betænkelige overbevisninger, og sende dem i fængsel eller til Sibirien.
Man betragtede med andre ord ”Das Kapital” som en helligskrift og Lenin som en gudesøn, selv om man selvfølgelig ikke brugte disse betegnelser. Men Lenins balsamerede lig og den lange kø ved hans gravmæle talte et tydeligt sprog. Og Stalins enevælde ligeledes.
Det samme med nazismen.
Da russerne i begyndelsen af 1945 angreb det tyske Østprøjsen, tog en enorm flugt fra øst mod vest sin begyndelse. Den tyske flåde ydede ved den lejlighed en enorm indsats. Over to millioner mennesker lykkedes det at få ført over Østersøen med en række vidt forskellige skibe. 250.000 af disse mennesker endte i Danmark.
Hvorfor?
Fordi der i februar 1945 udgik en førerbefaling, der sagde, at ikke blot de vestlige dele af Tyskland, men også Danmark kunne bruges som endestation for de mange skibe med flygtninge.
En førerbefaling, hvad er det?
Det er noget, der ligger så tæt på det guddommelige, som tænkes kan. Det er et udsagn, som alle tænkes at rette sig efter uden diskussion og med den største selvfølgelighed. ”Alle”, det vil naturligvis kun sige ”alle tyskere”. Tyskerne havde vel ikke som russerne udviklet et videnskabeligt tankesæt, men de havde sat et menneske i spidsen for folket, og det menneskes ord var så ufejlbarlige, at de skulle adlydes under alle omstændigheder.
Kaj Munk, der helt frem til marts 1939 var en stor beundrer af Hitler, lader i sit skuespil ”Han sidder ved Smeltediglen” fra 1938 biskop Beugel sige:
Jeg ærer Føreren. Jeg regner ham for saa nær ved at være en Gud, som det er muligt, naar han dog blot er et Menneske. (Se her, replik 364).
Om Munk også ærer Hitler så meget, er måske tvivlsomt. Men gjorde han det, må man undskylde ham, han havde jo ikke set det, vi har set, nemlig, hvad det udartede til med den fører-guddommelighed.
For det gælder både kommunismen og nazismen: de bruger ikke ordet ”Gud”, de mener ikke, at gudsbegrebet er noget for dem, og alligevel guddommeliggør de deres forestillinger, tildeler dem guddommelig, dvs. absolut værdi, og tillader sig at slå ned på dem, der vil modsige disse absolutheder.
I modsætning til disse to ‘ismer’ bruger islam så sandelig gudsbegrebet. Og muslimerne bruger det ganske efter bogen. Med det begreb absolutterer de deres tanker og deres samfund. Koranen, påstår de, er Guds eget skinbarlige ord, den er en afskrift af en guddommelige koran i himlen, skrevet på stentavler. Og hvad koranen påbyder – eller mere korrekt: hvad imamen siger, at koranen påbyder – det skal adlydes uden diskussion.
Denne absoluttering sætter muslimerne i stand til at bruge magt for at udbrede deres religion, ligesom den gør det muligt for dem at nedslå enhver protestbevægelse med magt. Og det må man lade dem: hvor kommunismen og nazismen kun har varet i henholdsvis halvfjerds og tolv år, dèr har islam holdt sig ved magten i 1400 år. Så måske kombinationen af gudstro – med tilpas fromme ritualer, der skal gennemføres: daglige bønner og en årlig faste, f.eks. – og samfundsopbygning ikke er så tosset en måde at arrangere sig på, hvis man vil have sine tanker til at vare ved.
Nu vil nogen muligvis indvende: Jamen, kære blogbestyrer, det er jo nøjagtig det samme, du gør. Du regner kristendommen for sandheden, du sætter gudsbegrebet bag kristendommen, du absolutterer derved kristendommens teser. Er du ikke nøjagtig lige så galt afmarcheret som kommunismen, nazismen og islam?
Hertil vil jeg først bede min indvender bemærke, at kristendommen ifølge min bibel ikke anvender vold, hverken når kristendommen skal udbredes eller når en kætter skal findes og irettesættes. Hvilket er ikke så lidt af en modsætning til de tre andre ideologier.
Men dernæst vil jeg gøre opmærksom på overskriften: Ordet er Gud. Dette udtryk er hentet fra johannesevangeliets begyndelse: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”, Joh 1,1. Den indledning er noget af det mest geniale i Det ny Testamente. Og når jeg her specielt hefter mig ved, at johannesevangelisten gør Ordet eller sproget guddommeligt, altså tildeler det en absoluthed, som ligner den, muslimerne tildeler koranen og kommunisterne tildeler Das Kapital og nazisterne Hitler, så skyldes det, at så vidt jeg kan se, er det eneste, man kan tildele absoluthed, netop sproget eller Ordet.
Men den absoluthed er ikke-voldelig. Sproget virker frivilligt. Frit siger den ene sit ord til den anden, frit tror eller mistror den anden udtalelsen.
Men sproget udvikler sig. Det er først langs afsted i historiens gang, at de tendenser, der på forhånd ligger i sproget, udfolder sig.
Der var allerede på Jesu tid nogle filosoffer, der havde påstået, at alle mennesker er lige. Men de økonomiske kræfter med slaveriet som en vigtig del af økonomien stod denne tanke imod. Først langt op i tiden gjorde mennesker sig klart, at slaveri er imod naturens orden. Men ”naturens orden”, hvordan finder man den? Ved at anerkende de kræfter, der ligger i sproget. For når alle mennesker er udstyret med sprogets gave, når alle kan høre, hvad der bliver sagt, og derfor principielt kan optræde som vidne, så står alle mennesker i grunden lige.
Paulus har som bekendt udfoldet Jesu tankegang i samme retning, når han i Gal 3,28 siger, at her, dvs., i menigheden, ”kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”.
Også den modsætning, som mange kulturer har villet lægge ind i forholdet mellem mand og kvinde, får i kraft af denne sprogevne, som jo også er tildelt kvinder, et skud for boven af Paulus. Og igen: det er naturligt, det skyldes i Det ny Testamente, at også kvinder kan modtage evangeliet, som det kan ses af fortællingen om Jesu besøg hos Martha og Marie, se Luk 10,38-42. Og når man har opdaget det, så må man drage sine konklusioner. Hvad man dog har været utrolig længe om.
I marts i år afholdt Hizb-ut-Tahrir en demonstration på Christiansborg slotsplads. Jeg redegjorde for det her. På den anden side af kanalen afholdt Rasmus Paludan en vist nok noget mindre moddemonstration: han afbrændte en koran efter at have fodret den med nogle baconstykker. Det er ikke lige min måde at argumentere mod islam på – blandt andet syntes jeg, det var synd for den gode bacon – men jeg lagde mærke til, at der ikke opstod voldelige protestdemonstrationer i anledning af koranafbrændingen, som det sås tidligere, formentlig fordi man nu anser os danskere for uimodtagelige for de muslimske påstande om at være krænkede.
Og jeg lagde også mærke til, at der var politi til stede ved begge demonstrationer. Det er ikke mærkeligt, at der er det ved Rasmus Paludans demonstration, for der er voldsparate muslimer her i landet, der ikke undser sig for at øve vold mod Paludan. Men det er måske mere mærkeligt, at der er det ved Hizb-ut-Tahrir-demonstrationen. For denne organisation vender sig imod det danske demokrati, fraråder muslimerne at stemme, og ønsker sig en fremtid for alle muslimer med en kalif som øverste myndighed, noget, der formentlig kun kan iværksættes med rigelig anvendelse af vold.
Det, man kan udlede af disse to ting, er, at det danske demokrati anerkender den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Her formuleret efter Matt 7,12, men reglen findes, som man måske véd, også i andre kulturer. Den er udtryk for en logik, der ligger i sproget selv, eller – med et begreb, der svarer til overskriften – er indeholdt i Ordets struktur. Det er jo så enkelt: Hvis vi ønsker at kunne sige, hvad vi vil, må vi give andre ret til det samme. Derfor får Hizb-ut-Tahrir lov til at demonstrere, oven i købet udkommanderes der politistyrker af den grund. For selv om det, de siger, går imod vort demokrati, så er dette demokrati jo under stadig bearbejdelse, det må til stadighed finde sig i korrektioner, måske endda modsigelser, for kun derved kan det, der ligger i sproget, komme frem.
Det er jo vor tanke: Eftersom alle mennesker er lige, må de mennesker, der skal udnævnes til at styre land og rige, vælges ved almindelig stemmeret, og den debat, der går forud for disse valg, må være fuldkommen fri. Og den tanke er naturlig, det vil sige: den ligger på forhånd i sproget, det har blot taget utrolig lang tid at få den frigjort fra økonomiske og politiske modkræfter.
Er det mon nu en tilfældighed, at koranen ikke indeholder noget, der ligner den gyldne regel? Koranen inddeler mennesker i niveauer: øverst den troende muslim, derunder hans hustru, så slaven, og så de kristne og jøderne. Det ville unægtelig være ødelæggende for et sådant hierarki, hvis den gyldne regel kom alt for tydeligt frem. For muslimen ser jo ikke f.eks. de kristne som deres ligemænd. Der er ikke tale om nogen ligestilling. Der er tale om en forskelsbehandling. Det gælder i de muslimske lande. Og det gælder også muslimerne herhjemme.
Og det er formentlig også denne uligestilling i den muslimske tankegang, der får Hizb-ut-Tahrir til både at vende sig imod vort demokrati og at udnytte de rettigheder til at forsamles, de har som borgere i et demokrati, selv om jo vi andre synes, at der ligger ikke så lidt af en selvmodsigelse deri.
Gudsbegrebet skulle altså være en faktor, der gør påstande absolutte. Men er det tilfældet, er sprogets strukturer det eneste sted, som kan absolutteres uden skade. Kun kristendommen bruger gudsbegrebet korrekt. For kun kristendommen giver frihed til selv at forstå og indse sandheden. Det er dig selv, der indser og forstår, at hvis du kræver af andre, at de ikke slår dig ihjel, må du selv undlade at slå ihjel. Og dog kommer denne forståelse til dig som et indfald, som noget, der udefra overmander og overbeviser dig. Den kommer i stand ved Guds ånd, siger vi. Men – besynderlig nok – Guds ånd virker i frihed.
Men det næste – og det er noget, som ofte glemmes – er så, at har du vundet denne forståelse, vil du af dig selv prøve at give den videre. ”Af dig selv”, ja, men alligevel næsten som fulgte du en hellig pligt. Hvad du har forstået, ligger så tæt på din personlighed, at du ikke lader dig tvinge bort fra det af ydre magt. Eller det gør du måske alligevel! Men i så fald mister du noget af dig selv.
Det er derfor, de kristne, stillet overfor f.eks. muslimske trusler om drab, ofte holder fast ved deres tro. Og det er derfor, det er en stor fejl af os kristne i den vestlige verden, at vi ikke mere priser de martyrer, der dræbes på grund af deres kristne tro. Vi burde nok indføre en ”Ny Allehelgen”, se her.
ricardtriis 