Muslimers skizofreni

For nogen tid siden skrev jeg lidt om muslimsk skizofreni (som jeg dengang stavede ”schizofreni”). Det skete på baggrund af en video med en forelæsning af den flamsktalende professor Wim van Rooy, se her. Men jeg manglede nogle klare eksempler på en sådan muslimsk skizofreni. Det har jeg fået nu. Der er på jihadwatch, se her, en artikel af Hugh Fitzgerald, en meget lang artikel på engelsk, som ganske vist ikke bruger ordet ”skizofreni” om den person, der tales om, men alligevel fortæller hans historie, så man ser, at den tydeligt bærer præg af en skizofreni, som ikke synes at kunne helbredes, så længe han klynger sig til en forkert opfattelse af islam.

Personen, der fortælles om, hedder Youssef Eddafali og har kun interesse, fordi han har været ven med én af de to brødre, som iværksatte terroraktionen ved Boston Maraton for år tilbage. Han har på Boston Globe skrevet en længere beretning om, hvad han har oplevet sammen med den yngste af de to brødre, ham, der overlevede, og som hedder Dzhokhar Tsarnaev. Den artikel citerer Fitzgerald fra vidt og bredt og kommenterer løbende de citater, han bringer.

Jeg skal begynde med at nævne to ting, som Fitzgerald bebrejder Youssef.

Han bebrejder ham, at han hele tiden skriver om sig selv, så man må ynkes over ham. Han vil gøre sig selv til offer. Gang på gang synes han at ville tilskrive sine amerikanske omgivelser, at han er fuld af problemer og ikke rigtig finder sig til rette i USA.

Og så bebrejder han ham, at han, når han bliver ved med at fortælle, at han overhovedet ikke har kunnet forstå sin ven Dzhokhar Tsarnaev’s beslutning om at begå terror, slet ikke får den tanke at læse lidt i koranen. Han nøjes med den yderst overfladiske betragtning, at han må have været under indflydelse af sin storebror. Men hvorfor så storebroderen skulle finde på at begå terror mod et Amerika, som dog har behandlet ham godt, det overvejer han ikke.

Det, som Fitzgerald her undrer sig over, kan jeg godt give en forklaring på. Jeg har nemlig i julegave fået en bog af Massoud Fouroozandeh og Per Holbo, der hedder ”Koranens Dilemma”. Og heri forklares, at en muslims forhold til koranen er helt anderledes end en kristens forhold til bibelen. Det hedder på side 61:

På baggrund af hadith læser muslimer ikke koranen for at forstå den. Det behøver en sand muslim ikke. Muslimer læser primært koranen for at få de belønninger fra Allâh, som de loves i hadith. Disse belønninger, hasanat, er en slags ”paradis-kuponer”, der ikke afhænger af, om man forstår det, man læser, men ene og alene afhænger af, at man læser.

Lidt senere hedder det:

Blandt de få, der har lært sig hele koranen udenad, er det kun en brøkdel, der rent faktisk forstår det, de reciterer. Når de alligevel gør sig den ulejlighed at lære den udenad, er det fordi de religiøse autoriteter, dvs. imamer, mullaher og shayker, fortæller dem, at de skal. Disse autoriteter hævder, med baggrund i sunna, at de distancerede rituelle øvelser glæder Allâh og at de på den måde kan øge deres chancer for at komme i Paradiset, når de dør. Der er ikke nogen grund til at forstå, hvad ordene betyder, bare man gentager dem ofte nok.

Det er klart, at en person, der er opdraget med dette syn på koranen, ikke får den tanke, som er naturlig for os vesterlændinge: ”Gad vidst, hvad koranen egentlig siger?” Men enten véd Fitzgerald ikke, at dette er et almindeligt, muslimsk syn på koranen, eller også er han kun ude på at håne Youssef for hans indskrænkethed. Efter at have citeret et stykke af hans beretning skriver Fitzgerald:

Her fortæller Youssef os, at han ”blev opdraget til at følge koranens lære og islams fem søjler”. Så fremviser han den standard opfattelse, som mange muslimske apologister rutinemæssigt kommer frem med: at essensen af islam er ”at udvise selvdisciplin, kærlighed til sig selv og andre, og at få sit forhold til Gud til at vokse”. Virkelig? ”Kærlighed til andre”? Alle andre? Er det ikke i virkeligheden en kærlighed til andre muslimer, hvori ligger had til alle ikke-muslimer. Stødte Youssef virkelig aldrig på de vers, der befaler muslimer aldrig at tage kristne og jøder som venner, ”for de er kun venner med hinanden”? Eller på nogen af de 109 jihad-vers i koranen?

Svaret er vel, at Youssef ikke drømmer om at læse koranen for at forstå og rette sig efter det, der står. Det mener han, at hans mor og hans muslimske opdragelse har givet ham oplysning nok om. Blot kan han altså ikke få sin vens handlemåde til at stemme med det, han mener, han véd om islam. Og det er det, der giver ham problemer.

Jeg skal nok føje til, at Youssef og Jahar (det navn bruger han om Dzhokhar Tsarnaev, og det forstår man jo godt) begge fører en slags dobbelttilværelse. Blandt de amerikanske venner prøver de at være så amerikanske som muligt, men derhjemme at være så muslimske som muligt, helst naturligvis uden at familien opdager, hvordan de er mellem deres amerikanske venner. Måske vi dèr har begyndelsen til det, Youssef beskriver som noget, jeg vil kalde skizofreni:

Denne gang kom jeg ind i en nedadgående spiral af afhængighed, mangel på søvn, store mavesmerter og depression, symptomer, der forstærkede hinanden. Måneder igennem sov jeg ikke mere end et par timer om natten. Jeg følte mig paranoid og manglede tillid i enhver social sammenhæng. Hver side af mit amerikanske liv måtte jeg selv gennemgå, og det forekom mig, at jeg ikke fandt ud af noget overhovedet. Jeg følte, at jeg var faldet bagud i forhold til mine jævnaldrende, og slet ikke kunne konkurrere med dem på intelligens, omgangskreds og privilegier.

Jeg var udmattet af at opretholde flere slags identiteter, der ofte var i konflikt med hinanden. Jeg var jo amerikansk muslim, ikke muslimsk nok for min familie, men alt for muslimsk til at kunne føle mig sikker i en fjendtlig atmosfære, præget af efterveer af 9/11. Det var sjæleødelæggende. Jeg følte, at jeg havde mistet forbindelsen til den person og identitet, som jeg havde kæmpet igennem år for at etablere. Jeg kom frem til et punkt, hvor jeg ikke mere kunne føre en normal konversation. Jeg tabte 25 pund og dermed evnen til at spille basketball, noget, der havde været min tilflugt.

Dette kommenterer Fitzgerald ved at gøre opmærksom på alle de tiltag fra amerikanernes side for at få muslimerne til at føle, at de ikke var uønskede i landet. Og jeg kan godt følge ham i hans bebrejdelse mod Youssef for ikke være opmærksom på det og i stedet prøve at gøre sig selv til et offer for amerikanske fjendtligheder, fjendtligheder, siger Fitzgerald, som der ikke var nogen af. Men det er alligevel noget andet, jeg vil hefte mig ved i hans beretning.

Det er selve det tvesind, der præger ham, jeg finder vedkommende. Det er selve de dobbeltkrav, der stilles til ham, krav, som ikke kan forenes, men som skærer durk igennem personligheden.

For enhver må jo spørge sig selv: ”Hvem er jeg?” Og svaret, man giver, har med det at gøre, hvordan omgivelserne bedømmer én. Det behøver det ikke at have. Men for en muslim, der hele tiden skal stå til ansvar overfor Allâh for sine handlinger, hele tiden skal prøve at samle tilstrækkelig mange ”paradis-kuponer” sammen, hele tiden har de andre muslimer til at ånde sig nakken: ”Opfører han sig nu som en rigtig muslim?” … for et sådant menneske bliver de dobbelte krav umulige at leve med.

Og det er det måske også for mange kristne. Men netop for os kristne behøver omgivelsernes krav ikke tage pusten fra os. De behøver ikke forhindre os i at finde os selv. For til os lyder der jo en kærlighedserklæring i dåben: Du er elsket på forhånd, før du begynder at gøre noget, før du kommunikerer med de andre, før du fornemmer deres godkendelse eller afvisning. Vi, men åbenbart ikke på samme måde muslimerne, kan fryde os over Piet Heins kat, når han i et gruk skriver: ”Lille kat, lille kat, lille kat på vejen/ hvis er du, hvis er du/ jeg er sgu min egen”. For netop de ord kan vi gentage: Jeg er den, jeg er.

Youssefs vanskeligheder kan ganske rigtigt betragtes som et psykologisk problem, og dermed som noget, alle kan rammes af. Men vi må ikke overse, at islam, lovfromhedens religion frem for nogen, også på det punkt går den modsatte vej af kristendommen: mens kristendommen vil forsikre mennesket om Guds kærlighed for derigennem at få det til af sig selv at gøre gode gerninger, altså få det til at være sig selv, og som et sådant selv handle og tale og tænke, vil islam hele tiden stille mennesket overfor krav om gode gerninger, gerninger, som belønnes eller straffes i efterlivet.

Lad mig pege på et par ting, som burde få os til at se på disse fænomener som fremelsket af religionen.

En mand skal kæmpe for sin ære, mener muslimerne. Det fører med sig, at mange muslimer har en meget kort lunte. Hvor det hos os er et ideal, at vi kan beherske os i en spændt situation, er det hos muslimen et tegn på svaghed, hvis man ikke viser styrke og reagerer kraftigt, når man udfordres. For muslimen skal kæmpe for sin ære. Den tåler han ikke, at der sættes spørgsmålstegn ved.

Og svarende dertil er muslimernes forståelse af begrebet ”respekt” den modsatte af vor forståelse af ordet. For os er respekt noget, man kan vise andre, og noget, man måske/måske ikke kan vinde i andres øjne. Men hos muslimerne er respekt noget, man fremtvinger. Man udviser stor magt og lærer derigennem omgivelserne at respektere én.

Ingen af disse fænomener er direkte befalet i islam. Men det er naturlige konsekvenser af islams lovforståelse, at der opstår den slags tankegange. Og derfor er det korrekt at sige, at sådanne livsopfattelser hører islam til.

Og det er det, der får mig til at se på Youssef med lidt mildere øjne end Fitzgerald. Jeg giver jo da Fitzgerald ret i alt det, han skriver imod Youssef, men jeg savner, at han ser ham som det, man kunne kalde et omvendelsesobjekt. Jeg savner, at han har medlidenhed med ham, at han har haft den opvækst i et muslimsk miljø, som han har, at han ikke kan komme fri af alle de bindinger, der knægter ham, at han, fordi han har oplevet det tvangfri samvær med sine amerikanske basketball-kammerater, er kommet til at ønske, at han kunne være ét med dem, noget, han dog ikke føler, at han bare kan, fordi han har sin muslimske ”ære og skam mentalitet” siddende i kroppen.

Jeg savner altså, at nogen vil fortælle ham, at han kan blive et frit menneske ved at tro på Jesus. Og jeg ønsker for ham, at han virkelig en dag må blive et sådant frit menneske, helst naturligvis, så han åbent tør bekende sin nye kristne tro, men i første omgang måske kun, så han får Guds kærlighed ind i hjertet på en måde, så han finder fred.

Den fred er det ikke muligt at nå frem til, så længe han har disse muslimske rester siddende i kroppen. Samværet med de amerikanske kammerater har nok givet ham en fornemmelse af en helt anderledes baggrundsforståelse for menneskelivet end hans medbragte muslimske forståelse, og den oplevelse, han har af, at det ikke er muligt at forene de to baggrundsforståelser, den kristne og den muslimske, er en sand oplevelse, men også en oplevelse af, at her må der vælges.

Det kan godt ærgre mig og undre mig, at folkekirken fuldstændig har opgivet al tanke om mission blandt vore muslimske landsmænd. Og bevares, man kan naturligvis godt gøre sig tanker om, at det tvesind, der præger Youssef, er fremkaldt af de mange amerikanere, han har omgåedes, og derfra – lidt bedrøvet – drage den konklusion, at det muligvis er for sent for vore muslimer at opleve noget tilsvarende, simpelthen fordi muslimerne er blevet for mange i forhold til os indfødte danskere. De er jo så mange, at de kan sætte sig på magten i visse bydele og i mange skoleklasser, og så bliver der ikke nogen positiv påvirkning fra danskere til muslimer.

Men så må andre metoder tages i brug. Og i hvert fald vil blot det, at vi tør være os selv og hele tiden insistere på, at vort samfund er godt, som det er, det skal ikke laves om efter nogen sharia-lov, blot det vil kunne indvirke på vore muslimske landsmænd og måske/måske ikke få dem til at føle en smule misundelse over den ligefremhed, der præger os.