Føleriets årti

Når man læser aviser her op til nytår, fornemmer man, at alle er klar til at aflevere en karakteristik af ikke blot det år, vi forlader, men også det årti, der ligger bag os.

Jeg skal ikke prøve at udkonkurrerer disse kloge hoveder. Men jeg så i Information i fredags det billede af Alan Kurdi, som gik viralt i september 2015. Man kan se billedet i en artikel af Christian Skaug på document.no her. Den artikel er fra 2015, men Information, der vil minde os om drengens død, bringer nøjagtig det samme billede som document.no. Blot tolker de det helt anderledes end Christian Skaug. Billedet fremstår som et helsides billede og den eneste tekst, der følger med, er nogle ord af drengens tante, Tima Kurdi, der bor i Canada og var den person, der sendte penge til drengens far, så han kunne betale menneskesmuglerne for at få plads til sig selv, sin kone og deres børn. Hun skriver:

Det billede af den syriske dreng på stranden, min treårige nevø Aylan Kurdi, var et wakeupcall for verden, der endte med at redde syriske menneskeliv. Det ramte menneskers hjerter og gør det stadigvæk. Jeg har aldrig mødt min nevø, men havde hjulpet min bror med at samle penge ind til familiens flugt. Hans kone og to børn klarede ikke flugten, men druknede den 2. september 2015.

Og der er ingen tvivl om, at Information vil bruge billedet til at påvirke vore følelser med. Det var det, der gjorde, at billede gik viralt i sin tid, og det er det, billedet er brugbart til den dag i dag. Og givet er det, vi bliver alle påvirket følelsesmæssigt af dette billede. Men givet er det også, at man med sit følelsesliv i behold kan reagere på billedet på modsat måde af det, som de fleste vil betragte som den eneste moralsk rigtige reaktion: at modtage flere flygtninge; man kan reagere ved at ville bremse for alle flygtninge, så ingen mere skal lokkes ud på farlige sejlruter af griske menneskesmuglere.

Christian Skaugs ord, som faldt lige efter begivenheden, er værd at erindre sig. Han skrev den 3-9 2015:

For den som selv har barn eller et minimum av medfølelse, er bildene av Aylan – den tre år gamle syriske gutten som lå druknet på stranden i Bodrum, Tyrkia – hjerteskjærende og nesten ikke til å holde ut. Om man ikke er i stand til å ta innover seg noe av smerten forbundet med historiene som får et så tragisk punktum, er det fare for at verdens grusomheter har gjort en totalherdet inntil det kyniske – til den spirituelle død. Den må vi unngå.

På et rent intellektuelt nivå trenger vi naturligvis ingen bilder for å tenke oss at bomber eller dødsulykker er forbundet med lidelse. Men fordi vi ville bli gale av å bære all verdens lidelse på våre skuldre, lar vi oss normalt beskytte mot den av et slags mentalt plexiglass, som bildet slår hull i. Kanskje er det rett og riktig at så skjer fra tid til annen.

Men hva skjer med oss etter eksponeringen for de sjokkerende bildene? Hvordan bearbeider vi dem? Hvilke tanker avstedkommer de?

Altså: De umiddelbare følelser skal have deres plads. Men bearbejdelsen af dem også.

Christian Skaug bearbejder sine følelser ved at prøve at undlade at give faderen skylden for drengens død. Han har vovet for meget, javist, men han har også mistet kone og børn, og derfor skal man være tilbageholdende med at påføre ham skyld. På den anden side lægger Skaug mærke til, at faderen tager tilbage til den kurdiske by, Kobane, som han var flygtet fra, for at kunne begrave sin familie dèr. Og så skriver han:

Det politiske svaret kan likevel ikke være at Europa organiserer sikker transport hjem til seg av alle som, uten å være personlig forfulgt, har forlatt sine hjem som følge av krigene i Midtøsten.

Det ville være bedre å si at ingen, eller det bitte lille antallet personlig forfulgte personer, får komme. Det ville i alle fall sette en stopper for den livsfarlige trafikken.

Her opstiller han et dilemma, som også jeg vil fremhæve. Hvis man hjælper med transport af alle, drukner ingen, sandt nok, men man får derved migranter ind i landet i et antal, som man slet ikke kan håndtére. Og hvis man tvinger alle både tilbage, er der heller ingen, der drukner, men man prisgiver samtidig dermed de formentlig få ægte flygtninge, der kan være blandt migranterne.

Det dilemma befinder den europæiske elite sig stadig i. Og det gør den, vel at mærke, uden at have opdaget, at der er tale om et dilemma. Man dalrer videre i føleriets vold, lader de umiddelbare følelser regere, betragter stadig ”fodjordsreglen” som næsten guddommelig – fodjordsreglen er den regel, der siger, at har et menneske sat sin fod på europæisk jord og sagt ”Asyl”, har det ret til at få sin sag behandlet – og dette gør man, samtidig med at man anklager os indvandringskritiske personer for at mangle empati. De, men ikke vi, siger de, røres af et billede som det af Alan Kurdi. De, men ikke vi, er de rette, næstekærlige mennesker. De, men ikke vi, formår at handle på et billede som det af Alan Kurdi.

Disse ”gode og næstekærlige” mennesker ser ikke, at det omvendte meget vel kan være tilfældet. Så det er os, og ikke dem, der lader billedet påvirke os. Os er det, men ikke dem, som med en bare lidt mere langsigtet strategi vil standse al menneskesmugling og dermed alle drukneulykkerne. Os er det, men ikke dem, som drager de ægte konklusioner af det, vi ser på billedet: at vi må kæmpe for, at dette aldrig sker mere. Os er det, men ikke dem, som vil standse det mægtige incitament til at forsøge at komme til Europa, der ligger i, at det lykkes for så mange.

Den 27. august 2014 var der i Information en kronik af Lasse Petersen, se her. Den havde overskriften ”Konventionerne dræber”. Her argumenterer han imod Lars Normann Jørgensen, som hævder, at konventionerne bygger på snusfornuft. Det gør de så langt fra, skriver Lasse Petersen, og fortsætter:

Men virkeligheden er desværre ikke, som Lars Normann Jørgensen påstår. Langtfra. Blot et hurtigt blik på eksempelvis asylsystemet afslører nemlig, at konventionerne ikke alene fører til enkelte »åbenlyst urimelige resultater«, men direkte understøtter den systematiske menneskesmugling fra Afrika og medfører tusindvis af helt unødvendige dødsfald hvert eneste år. Sandheden er, at de forældede konventioner simpelthen dræber.

At konventionerne understøtter den systematiske menneskesmugling fra Afrika, var soleklart allerede dengang, men er siden blevet bekræftet mange steder, dog ikke af de førende medier i Europa. Når NGO’ernes skibe lægger sig lige uden for den libyske territorialgrænse, sender signaler op i luften for at fortælle menneskesmuglerne, at modtagelse af migranter er mulig, samler migranterne op fra de overfyldte både, der stævner ud til dem, og oven i købet sørger for, at bådene bliver sendt tilbage til Libyen, så er der tale om et samarbejde med menneskesmuglerne, som får én til at tro, at der må være penge involveret i det fra smuglere til NGO’er. Men selv om der ikke er det, er der tale om ren og skær færgetrafik, ikke om at ”redde liv”, ikke om at reagere korrekt på de følelser, der vækkes ved billeder som det af Alan Kurdi, ikke om at være menneskekærlig.

For menneskesmuglerne har jo også lagt mærke til, hvordan Europas befolkning reagerer på billeder som det af Alan Kurdi. Og de er godt klar over, at deres forretning styrkes af, at der sker drukneulykker af og til, fordi samvittigheden hos os europæere påvirkes af det, så vi fortsætter vor tankeløse trafik.

Hidtil er jeg gået ud fra, at Alan Kurdis far, Abdulla Kurdi, er en ægte flygtning, at han altså er flygtet på grund af forfølgelse i sit hjemland. Det var også, hvad langt de fleste af de europæiske medier gik ud fra. Men der var dog undtagelser. Nina Hjerpset-Østlie har på human-rights-service nævnt både nogle af de mange medier, der troede blindt på antagelsen af, at han var ægte flygtning, og de få, der undersøgte sagen, se her. Hun citerer Wall Street Journal:

Mr. Kurdi bragte sin familie til Tyrkiet for tre år siden efter at være flygtet fra kampe i først Damaskus, hvor han arbejdede som barber, så Aleppo og så Kobani. Hans Facebook side viser billeder af familien i Istanbul på vej over Bosporus og i færd med at fodre duer ved siden af den berømte Yeni Cami, eller den nye moské.

Fra sin hospitalsseng fortalte Mr. Kurdi i onsdags en syrisk radiostation, at han arbejdede i byggebranchen for 50 tyrkiske lira om dagen (ca. 17$), men at han ikke kunne leve af det. Han sagde, at de var afhængige af Tima Kurdi, hans søster, som boede i Canada; hun hjalp til ved at betale huslejen.

Fru Kurdi, som i torsdags udtalte sig i en af Vancouvers omegnsbyer, sagde, at deres far, som stadig befandt sig i Syrien, havde foreslået Abdullah at tage til Europa for at få sine ødelagte tænder ordnet og finde ud af, hvordan han kunne hjælpe familien med at komme bort fra Tyrkiet. Hun sagde, at hun begyndte at sende penge til sin bror for tre uger siden (op til €1000, svarende til $1100) som hjælp til at betale for rejsen.

Hjerpset-Østlie anklager de etablerede medier med følgende svada:

Men dersom den lille familien bodde i Tyrkia, har de ikke flyktet fra Syria i frykt for sine liv og da feilpresenterer pressen saken, bevisst eller ubevisst, for alle landets avislesere og TV-seere. Det er ikke krig i Tyrkia, like lite som det er krig i Hellas, Makedonia, Serbia og Ungarn som en stor del av det norske medier konsekvent benevner som «flyktninger» reiser gjennom på vei til forhåndsbestemte land lenger nord i Europa.

Alle de som var medvirkende til å sette igang denne prosessen ved bruk av et så sterkt bilde burde ha spurt seg om disse tingene før de satte den igang – det er det vi har en statsstøttet presse til: å drive kritisk og undersøkende journalistikk. De er ikke støttet for å drive politiske kampanjer.

Kritisk og undersøgende journalistik, nej, det er ikke, hvad vi kan forvente af den europæiske medieverden. Dog må man føje til, at Hjerpset-Østlie har en opdatering nederst på siden, hvor hun linker til to norske medier, der gør opmærksom på, at Alan Kurdi voksede op i Tyrkiet.

Men der er mange, der stadig bruger billedet til at understøtte den uigennemtænkte politik, den europæiske elite har på flygtningeområdet. Blandt dem er Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, se her.

Kamm erindrer i det her linkede indlæg, som er fra 2016, hvordan billedet af Alan Kurdi, gik verden rundt og forårsagede en vældig opblussen i viljen til at hjælpe. Han skriver:

Billedet gik verden over, blev ikonisk og et symbol på en verden, der havde fejlet. En verden, der havde svigtet syriske Aylan, hans familie, de 3.700 andre mennesker, der sidste år druknede i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa, og de alt for mange flygtninge og fordrevne, der findes i verden.

Hertil må man sige: Jamen, kære Andreas Kamm, det er jo løgn, det, du skriver. Hvis vi europæere har svigtet, så har vi svigtet ved at lade vore grænser være åbne for alle, der har lyst til at komme til Europa, blot de kan få råd til at betale menneskesmuglerne, hvad de skal have. Når Alan Kurdis farfar kunne foreslå sin søn at tage til Tyskland, skyldtes det jo, at Angela Merkel i slutningen af august 2015 var kommet med sin skæbnesvangre udtalelse, der af alle migranter blev opfattet som en invitation til at komme til Tyskland. Om ikke før, så var da vejen til det forjættede land nu åben for den, der havde penge. Fejlen, vi har begået, er, at vi ikke har villet bøje os for den kendsgerning, at vi ikke kan skelne mellem migranter og flygtninge og derfor ikke tør ophæve ”fodjordsreglen”, men lader det hele dalre videre på må og få.

Så vi kan udmærket tildele Angela Merkel en stor del af skylden for Alan Kurdis død.

Men vi kan også give den græske Syriza-regering sin del af skylden. Syriza gik i januar 2015 til valg på at føre det, man kaldte en mere human flygtningepolitik, noget, der i høj grad viste sig at ende som noget direkte inhumant. Man ville ikke mere lade den græske flåde skubbe migrantbåde tilbage til Tyrkiet, når man traf på dem i det smalle farvand mellem de græske øer og Tyrkiet. Det havde man gjort hidtil, idet man var ligeglad med, om det var i overensstemmelse med EU’s direktiver. Men da flåden efter regeringsskiftet fik en anden forholdsordre og menneskesmuglerne derved fik frit spil, så begyndte den migrant-tsunami, som vi nu kender så godt, at tage fart. Og så blev der skabt i utrolig mange mennesker i Mellemøsten et håb om at kunne tage til Europa. Blot skulle vejen jo altså gå over Det ægæiske Hav med de farer, det indebar. Så udover at give Syriza skyld for Alan Kurdis død, kan man rolig give partiet skyld for ikke blot de mange andre migranters død, men også for de ulykker, tsunamien har påført de øvrige lande i Europa.

Behøver jeg føje til, at det bestemt ikke gør sagen bedre, at disse tiltag er foretaget i den bedste hensigt. Selv de største og varmeste følelser fritager ikke os mennesker fra at tænke os ordentlig om. Og det glemte Syriza i farten. Ligesom mange andre godhjertede mennesker glemmer det, heriblandt Andreas Kamm et år efter Alan Kurdis død og Information fire år efter hans død.

Nej, der er ikke tale om, at vi indvandringsmodstandere er ufølsomme mennesker, der er i stedet tale om, at vi tager os tid til at tænke os lidt bedre om, så vi sigter hen imod at kunne standse migrantstrømmen over Middelhavet fuldstændig, så vi ikke mere skal se den slags drukneulykker.

Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.