Tvivl på troen

Inden Jesus i Matt 6,9-13 lærer sine disciple Fadervor, kommer han med en lille advarsel til dem. Han siger:

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. (Matt 6,7).

Da jeg i det forrige indlæg citerede Massoud Fouroozandehs og Per Holbos bog ”Koranens dilemma”, tænkte jeg ikke på, at det, jeg citerede, ville komme til at danne en udmærket modvægt til det, der blev prædiket over nytårsdag, Matt 6,5-13. For den muslimske koranoplæsning, som dèr beskrives, har netop det ved sig, at sjælen ikke behøver at være med i det, man læser eller reciterer: det er nok for Allâh, at ordene lyder, så udløses der diverse ”paradis-kuponer”:

På baggrund af hadith læser muslimer ikke koranen for at forstå den. Det behøver en sand muslim ikke. Muslimer læser primært koranen for at få de belønninger fra Allâh, som de loves i hadith. Disse belønninger, hasanat, er en slags ”paradis-kuponer”, der ikke afhænger af, om man forstår det, man læser, men ene og alene afhænger af, at man læser.

Luther anklager munkene for den samme tankeløshed, når de synger deres tidebønner. Om dette at bede tidebønner siger han:

Det sker nemlig ikke af lyst til at lære eller formane, men bare af lyst til at gøre det. For at have læst sådan, at have sunget sådan, at have råbt sådan er tilstrækkeligt for dem. Denne gerning er det, man ønsker, og den kaldes så dyrkelse af Gud. Men hvad der læses eller synges, eller hvorfor det læses eller synges, det er der ingen, der tænker over, og der er ingen profet, der kan udlægge og lære. (Se her).

Og det er jo en udmærket formaning at komme med fra kristen side mod munke, der ikke har følelserne med i det, de synger eller læser, men naturligvis også en udmærket formaning, når den vendes imod muslimernes hjernedøde koranoplæsning.

Men i vore dage knytter der sig et ”men” dertil. Der er nemlig sket det i løbet af tiden fra Luthers reformation til i dag, at der er fremstået en retning indenfor lutherdommen, der hedder pietisme. I pietismen mente man (og man mener det nok stadigvæk), at man skal mene noget med det, man siger. Når man beder om syndernes forladelse, skal man virkelig føle sine synders vægt. Når man beder om Guds hjælp i dagligdagen, skal man virkelig føle sin afhængighed af Guds indgriben, uanset om man, når man ikke beder, træffer alle mulige foranstaltninger, ganske som var det én selv og ikke Gud, der stod for ens tilværelse.

Det har ført med sig, at ganske mange danskere føler sig udenfor det kirkelige fællesskab, selv om de bruger kirken ved de traditionelle højtideligheder, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Og det har også ført med sig, at de, der kommer i kirken, har vænnet sig til at se tilpas fromme og brødebetyngede ud, når præsten taler om synd og om syndernes forladelse. De, der gør nar af os kirkegængere, siger, at vi ”hælder vand ud af ørerne”. Og det er da et udmærket udtryk.

Det vil sige: Det, at pietismen og dens forskellige aflæggere igennem så mange år har ”sat sig på” kirken og dens udtryksformer, har medført, at de, der ikke oplever sig selv som store syndere, ikke føler sig godt tilpas ved kirkens gudstjenester, eller i hvert fald tror, at de ikke vil føle sig godt tilpas ved kirkens gudstjenester.

Dette fænomen har kirkens teologer haft ganske svært ved at håndtére. For – tænker de eller siger de – er man ikke nødt til at tale om synd, når kirkens budskab næsten altid kan koges ned til et budskab om syndernes forladelse? Og hvis folk så ikke føler, de er syndere, så har vel kirken ikke noget at sige dem?

Jeg skrev for nogle år siden en alternativ slutning til Kaj Munks skuespil ”Ordet”, en slutning, hvor den døde Inger ikke, som hos Kaj Munk, bliver genopvakt, men bliver i sin kiste. Jeg lod den Johannes, som hos Munk foretager opvækkelsen, komme tilbage til begravelseshandlingen, ikke opfyldt af vilje til at opvække Inger, men opfyldt af anklage mod Gud, opfyldt af tvivl og gudsfornægtelse.

Men så tillader jeg mig at være lige så fræk som Kaj Munk. Jeg udnytter et barn, Ingers datter Maren, til at sige noget ligefremt og selvfølgeligt. Hun beder, som hos Kaj Munk, Johannes om at skynde sig med at opvække hendes mor. Og da Johannes siger, at det formår han ikke, spørger hun, om hendes mor da er i himlen. Ja, det må hun vist være, svarer Johannes. Og så forekommer følgende replikskifte:

(944) Maren: Godt! Men så er der noget, jeg tænker på. For når nu mor er i himlen, så er der jo ikke nogen til at bede aftenbøn med mig. Kan du så ikke gøre det, farbror?

(945) Johannes: Mig?

(946) Maren: Ja, farbror. Vil du ikke nok? Du har jo gjort det før, kan du nok huske. Dengang mor var syg, da var det dig, der bad aftenbøn. Det var så sjovt. For du gik altid i stå, når vi kom til det der med ”Ske din vilje”, kan du huske det?

(947) Johannes: Gjorde jeg det? Det må være fordi jeg aldrig har forstået det.

(948) Maren: Jamen, du behøver da heller ikke forstå det. Du skal bare bede det.

Ved skæbnens ugunst – eller måske her snarere: skæbnens gunst – kom jeg her til at lade Maren sige noget, der løser os fra pietismens tankefængsel: Det drejer sig ikke om, hvad du føler eller ikke føler, du skal bare bede bønnen, og så lade ordene selv om at nå ind til dit indre.

Jeg lod så Johannes gå med til at bede Fadervor for den lille Maren. Men når man sådan bagefter overvejer dette fra et helikopterperspektiv, kan man godt få den tanke, som vist mange ateister eller svagttroende kristne har: om det mon også er det rigtige at indføre barnet i noget, man ikke selv tror på; om barnet skal lokkes til at tro på de usandsynligheder, som kristendommen er fuld af, når man dog ikke selv længere tror på dem; om ikke det rigtige i denne ateistiske tid måtte være at indføre barnet i ateismen og ikke i kristendommen.

Men ved nærmere eftertanke kan man dog også spørge modsat: Når du selv lever ud af en tro på tilværelsens godhed, men blot ikke tør indrømme det, hvorfor vil du så fratage barnet den tro på livets iboende meningsfuldhed, som du selv hidtil har levet på, og som vel også i grunden ligger bag det faktum, at du selv har fået et barn eller i hvert fald, som Johannes, finder det godt og rigtigt og livsbekræftende, at der er børn til?

Man kan også spørge anderledes og gøre det ud fra de for mange acceptable tvivlstanker, som jeg lader Johannes komme med, da han dukker op i hjemmet efter 5 dage i rævehulen. Han spørger, om man kan møde tomheden og derefter have nogen forstand:

(919) Borgen: Tomheden?

(920) Johannes: Ja, lidt efter lidt kom jo det hele. Først Agathe, så Inger! Og så kæmpede jeg for at komme tilbage i det, I kalder vanvid. Men jeg kunne ikke. Tomheden var for stærk.

(921) Lægen: Hvem taler om tomhed? Livet ligger foran Dem, Johannes Borgen.

(922) Johannes: Ja, det gør det. Men hvilket liv? Livet i et knugende savn. Livet uden den, man har bundet sig til. Livet uden svar på de mange spørgsmål. Der er ingen, der svarer. Kun tavshed. Kun tomhed.

(923) Lægen: Den sygdom hjælper mine kure ikke imod.

(924) Johannes: Nej, for her er der ingen hjælp. Der er ingen at drage til ansvar. Der er ingen til at svare. Hvorfor forlanger han af os, at vi skal binde os til hinanden? Hvorfor lader han den gensidige fortrolighed gro sig ind i alle dagligdagens gøremål? Hvorfor lokker han os ind i kærlighedslivet så eftertrykkeligt, at vi ikke kan andet end synes, det er vidunderligt. Åh, som vi havde det med hinanden, Agathe og jeg, som vi kunne dele alt med hinanden, som vi forstod hinanden! Og så skulle hun dø. Og ingen var der til at opvække hende, ingen til at trøste. Men dengang blev jeg dog nådigt ført ind i vanviddet. Nu? Nu, hvor jeg har fået min såkaldte forstand tilbage, nu er der ingenting. Kun tomheden, gudsforladtheden.

Der er ingen til at svare”. Jo, der er én, der kan svare, og som vi føler burde svare. Men denne ene, Gud, véd nok, hvordan man holder mund. Tavs og vedholdende og stædigt lukker han sin mund eftertrykkeligt i. Mening? Ja, det må der naturligvis være, når der er en Gud til. Men når vi ingen mening kan se, må vi så ikke nødvendigvis drage den konklusion, at så er der ingen Gud?

Ingen at drage til ansvar”? Jo, bestemt er der én at drage til ansvar. Men denne ene, Gud, skjuler sig i tåger, vil ikke frem med forklaring, mening, oplysning. Mening? Det må vi selv finde frem til. Oplysning? Den leverer videnskaben til overmål, men den oplysning, Gud kunne give os, finder vi ikke. Forklaring? Javist, alle mulige selvlavede forklaringer tilbydes os, men den ægte forklaring fra en Fadergud, der virkelig vil være far for os, den må vi tænke os til.

Så langt kan vi følge Johannes. Vi kan alle være med ham i rævehulen, når disse trosødelæggende tanker angriber ham. Men kan vi også følge ham, når han kommer tilbage, tilbage til ”de andre”, til sin familie, til dem, han kender og elsker? For alle disse tanker er jo ikke blot trosødelæggende, de er også fællesskabsødelæggende. Alle disse tanker har Johannes tænkt som enkeltindivid: det er ham, der råber efter forklaring, det er ham, der vil have mening.

Men han står jo i et fællesskab. Hans familie søger som han at holde fast i traditionens forklaring: At Gud dog på én eller anden måde må have en mening med det skete, men han sætter sig som ateistisk enkeltindivid imod familiens fælles forsøg på at fastholde en tro.

Og værst af alt: han prøver også at sætte sig imod barnets umiddelbare tiltro til de voksnes påstand om mening:

(949) Johannes: Lille pige, lille pige, se på din mor, se, hvordan hun ligger der, se hendes pande. Inde bag den gemte sig alle de tanker, hun havde, al hendes omsorg for dig, al den kærlighed, hun viste dig. Og nu er panden kold. Nu er blodet, der holdt det alt sammen i gang, stivnet. Nu kan hun ikke røre sig mere, du kan give hende et kys, men hun kan ikke kysse igen. Du kan sige, du holder af hende, men hun kan ikke mere sige noget som helst. Kan du forstå det?

Måske vi voksne altid vil have med os denne tvivl. Måske vi virkelig som Johannes synes, vi nødvendigvis må prøve at oplyse barnet om denne forstandsmæssige afmagt overfor døden. Ikke for at barnet skal dele den, men for at barnet skal forstå os og vor fortvivlelse.

Men disse ord preller fuldstændig af på Maren. Måske vi endda skal sige: Gudskelov preller disse ord fuldstændig af på Maren. Hun svarer:

(950) Maren: Ja, det er da nemt at forstå. For når hun er i himlen, kan hun jo ikke også være her.

Men Johannes giver ikke så let op. Han forsøger sig igen. Hans tvivlstanker er da så stærke og altgennemtrængende, at de må vinde også over et lille barns indvendinger:

(951) Johannes: Åh, ja, det er måske sådan, det er. Jeg forstår det bare ikke. For det med himlen, det med Gud! Hvad er det egentlig for noget? Det er måske bare noget, vi bilder os ind?

(952) Maren: Ja, det sagde du også, dengang du var syg. Men du sagde også, at det var en god indbildning, for den var så tryg. Og jeg synes også, den er god. For det er så dejligt at bede til Gud. Så kan man rigtig sove godt bagefter. Men du må altså lære at bede det ordentligt, det med ”Ske din vilje”.

Om man må kalde troen en indbildning eller en fast kendsgerning eller hvad man må kalde den, det er barnet da ligeglad med. Maren har erfaret, at med til det at falde i søvn hører, at én af de voksne beder Fadervor for én. Så først indfinder søvnen sig. Og i dette med at kunne bede ”Ske din vilje” ordentligt ligger kun, at man ikke går i stå med det. Det har Johannes omsider fattet:

(953) Johannes: Ja, det skal jeg nok. Sige det kan jeg vel. Forstå det, nej, det tror jeg aldrig, jeg lærer.

Og så lægger man kistelåget på og bærer kisten ud. Tilbage står Maren, Johannes og læge Houen:

(956) Lægen: Det ser ud, som om lille Maren har ført Dem tilbage til kristentroen, Johannes Borgen.

(957) Johannes: Åh, ja, kunne man endda gå fra det nådige vanvid til det villede vanvid. Men jeg tror ikke, jeg kan.

(958) Lægen: Barnet kan vel.

(959) Johannes: Ja, måske jeg også kan. Vi er jo alle børn for vorherre.

(960) Lægen: Det siger man jo.

(961) Johannes: Det er vi, doktor. Alle! Også kloge læger!

Dermed slutter skuespillet i min udgave. Og hvis det er lykkedes mig at få omgjort bønnen om Guds vilje fra at være en bekendelse, som man som bedende nødvendigvis må deltage i med fuldt og helt hjerte, til at være en besværgelse til den tavse Gud om at kunne få i det mindste så meget af barnesindet ind over sig, at man for barnets og for sin egen skyld føler det livsnødvendigt at holde fast på bønnen, så er jeg overbevist om, at jeg langt bedre end Munk med sin forkrampede og overdrevne slutning på ”Ordet” har givet udtryk for Munks egen tro, denne vaklende, næsten ikke-eksisterende størrelse, der kun vandt sig nogenlunde skikkelse i kraft af, at de mennesker, han prædikede for, troede.

Nej, vi skal ikke lade munden løbe som hedningerne eller muslimerne. Men vi skal heller ikke undlade bønnen, fordi vi ikke føler, at vi tror. I stedet skal vi lade bønnens ord være en bøn om, at Guds rige må komme til os med i det mindste så stor en styrke, at vi midt i al vor videnskabstro må kunne fastholde fællesskabets livgivende styrke, den styrke, som kun kristentroen giver det.

P. S.: Denne alternative slutning på ”Ordet” er blevet offentliggjort tidsskriftet ”Munkiana” fra efteråret 2019. Når der er gået et stykke tid, vil teksten blive lagt ud her. Man kan naturligvis også melde sig ind i Kaj Munk Selskabet, så får man tidsskriftet tilsendt.

Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Tvivl på troen

  1. Pingback: Kærlighedens kraft? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.