Godgørenhed kontra kærlighed

I et andagtsstykke af Eberhard Harbsmeier, som bruges ved morgensangen i Klosterkirken, tager Harbsmeier udgangspunkt i farisæernes protest mod Jesus i Luk 15,2:

farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«

Om dette at spise sammen siger han, at det er udtryk for det dybeste menneskelige fællesskab. Og at Jesus med sit måltidsfællesskab med syndere viser, at der er forskel på den holdning, vi almindeligvis har overfor nødlidende: godgørenhedsholdningen, og så den ægte evangeliske holdning: kærlighedsholdningen.

Og det er jo ikke så svært at forstå, at Harbsmeier mener, det er kærlighedsholdningen, vi skal søge at eftergøre.

Og det kom der såmænd meget godt ud af, men det blev alligevel galt, da Harbsmeier – som mange andre prædikanter – ikke kunne dy sig for at bringe vor politik overfor flygtninge og indvandrere på banen og antyde – nej, mere end antyde, at ville vi følge Jesu holdning, så burde vi være helt anderledes gæstfri overfor disse mennesker.

Det er ikke så tit, man hører den slags politiske udsagn fremført fra prædikestolen. Jeg går ret ofte i kirke, så det er en erfaren mand, der udtaler sig. Oven i købet er det for mig noget nyt, at denne formaning stammer fra Jesu bordfællesskab med toldere og syndere, det plejer at være lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der bruges. Men her dukkede altså et andet evangeliestykke op.

Nu er det ikke sådan, at den slags forstyrrer min nattesøvn. Men derfor kan det alligevel være nødvendigt endnu en gang at overveje, hvorfor den opfordring er en forkert udlægning af evangeliet.

Det kan siges forholdsvis kort: det er forkert at bruge evangeliet på den måde, fordi man ser bort fra forskellen mellem det gejstlige og det verdslige regimente.

Det er Luther, der opstiller denne forskel. Han mener ikke, at fyrsten skal lade sit kristelige sindelag bestemme de handlinger, han foretager som fyrste, se f.eks. her. Kan gerne være, at han i enkelttilfælde, f.eks. overfor sin kone og sine børn skal vende den anden kind til og være nådig og barmhjertig og ikke retfærdig og streng, men som fyrste skal han ikke handle sådan. Her skal han være opmærksom på, at land og rige skal regeres med love, og at der skal idømmes straffe, hvis disse love overtrædes. Det er altså hans pligt som fyrste at sørge for lovenes overholdelse og love overholdes, når eventuelle lovbrydere risikerer straf for deres overtrædelser.

Jamen, hvad med de kristne samfund, spørger man, de kristne behøver jo ikke nogen lov, men gør af sig selv, hvad loven kræver.

Jo, svarer Luther, men at finde en ægte kristen i et folk er som at finde en nål i en høstak. Og den kristne finder sig jo også gerne i at leve i en stat, styret af retfærdige love. Fordi de kristne altid vil være i mindretal, er man nødt til at sætte strafmulighed bag lovene, nødt til at have politi og fængsler og domstole. For folk i almindelighed er jo ikke søndagsskolebørn, de er tværtimod syndere, der stadig sidder fast i deres synd.

Siden Luther levede, har vi jo fået demokrati. Og det betyder tre ting:

Det betyder for det første, at det noget negative syn på mennesket, som Luther har, har vist sig ikke at være hele sandheden om mennesket. Når mennesker forstår lovene og kan indse det retfærdige i dem, retter de sig faktisk efter dem. Det er i vore samfund – i hvert fald som de fungérede indtil den store muslimindsprøjtning, vi fik – sådan, at langt, langt de fleste uden problemer retter sig efter lovene, endda som regel uden at kny.

Blot er vi stadig nødt til at bevare sanktionsmuligheden, og det var vi jo også, før muslimerne kom. For det lille mindretal, der så de frie forhold som en mulighed for at berige sig på andres bekostning, måtte holdes i ave. Og det sker med sanktioner.

Men at vi har fået demokrati, betyder for det andet, at vi almindelige mennesker, nu ikke blot er almindelige mennesker, vi er i demokratiet blevet ophøjet til lovgivere. Og når vi lovgiver, dvs., når vi overvejer, hvilke love der skal gælde og hvordan vore love skal håndhæves, må vi altså tænke ”fyrstetanker”, dvs., vi må tænke i retfærdighed og straf, vi kan ikke nøjes med at tænke i godgørenhed og eventuel taknemlighed.

Denne pligt til som deltager i en demokratisk samtale at tænke ”fyrstetanker”, har vi imidlertid næsten totalt set glemt eller overset, når det kommer til vores holdning til dem, vi til at begynde med kaldte flygtninge, men som nok snarere blot skal hedde migranter. Det har været utrolig let for diverse ”Gutmenschen”, ”do-goodies”, eller hvad man nu vil kalde dem, at overbevise os almindelige mennesker om, at vi da skulle være ”gode”, ”barmhjertige”, ”åbne”, ”imødekommende”, ”kulturelt mangfoldige”, og hvad man ellers har kunnet finde på af gloser for at få os til at tage imod sådanne ”stakler”. Og vi har bøjet de konventioner, som vi har forpligtet os til som stat at rette os efter, meget langt for at kunne øve noget, vi har kaldt barmhjertighed overfor ”staklerne”.

Men alt det har vi gjort uden at skænke det en tanke, om nu også disse ”stakler” var ægte stakler, om de nu også talte sandt om deres situation i hjemlandet, om de nu også virkelig alle sammen var personligt forfulgte, ja, uden at lade konventionernes bestemmelser om, at det er det første land, de kommer ind i, de skal søge asyl i. De regler, f.eks. Dublinforordningen, der skulle forhindre, at migranterne selv kunne bestemme, hvor de ville søge asyl, har vi ladet hånt om, for vi ville jo gerne vise de andre lande, at vi sandelig var lige så barmhjertige som dem.

Og så har for det tredje de manglende ”fyrstetanker” vist sig på den måde, at vi ikke har skænket det en tanke, om dette at lade en masse fremmede indvandre til vore lande nu også var klogt.

Vi har set mange lande, hvori to forskellige etniske folkeslag bebor det samme landområde, som har vist sig næsten uregerlige, fordi de to folkeslag uafladelig kommer i konflikt med hinanden. Vi så det i Sydafrika med apartheid-styret, vi så det i Nordirland med striden mellem katolikker og protestanter, vi så det på Cypern, vi så det i Palæstina, vi så det i Rwanda, og mange af disse steder ser vi det stadig. Det synes næsten uomgængeligt at måtte drage den konklusion, at sådan er mennesket, ikke blot befinder det sig bedst mellem folkefæller, det er også tilbøjeligt til at ville bruge ufine metoder, hvis det drejer sig om at fastslå sit eget folkefærds ret overfor et andet folkefærd, når det drejer sig om retten til et bestemt landområde.

Men vi har på ingen måde villet drage den konklusion. Vi har i stedet sagt til os selv og hinanden, at sådan er vi danskere da bestemt ikke, vi er tværtimod tolerante, vi finder os gladelig i fremmedes tilstedeværelse, vi er slet ikke så selviske som disse andre folkeslag. Hvilket naturligvis er løgn. Og hvilket dag for dag bliver tydeligere som netop en stor løgn.

Og forresten: Selv om så vi danskere ikke var sådan indrettet, at vi stoler mest på andre danskere, hvem siger så, at de fremmede, der kommer ind i landet i kraft af vor manglende ”fyrstetanker”, ikke er sådan indrettet? Det har jo til vor store overraskelse vist sig, at vore fremmede stoler mere på hinanden end på os danskere, holder sig hellere sammen med andre af de fremmede end med os danskere. Eller, for at sige det rent ud, det har vist sig, at muslimer ikke har noget ideal om at elske mangfoldighed eller være tålsomme, men i stedet hele tiden vil skille sig ud, vil være noget for sig selv, vil holde fast ved deres egne traditioner og herunder desværre også deres egne love.

Og ikke sandt, så kan vi danskere være så tolerante, vi være vil, overfor en sådan modvilje mod at blive for danske nytter denne tolerance intet. Eller – for nu at bruge en politisk flovse – her er der brug for et langt, sejt træk. Ja, det er der brug for, et langt, sejt træk på et par hundrede år. Hvis vi blot vidste, i hvilken retning vi skulle trække.

Så altså, hvis vi på Luthers anbefaling tager ”fyrstebrillerne” på, så må vi holde op med at tro, at vi skal være tankeløst barmhjertige, vi må standse vor godhedskonkurrence med de andre europæiske stater, og vi må indse, at når det er muslimer, der kommer ind i landet, skaber vi store problemer for fremtidens danskere, vi har i al vor påståede godhed på ingen måde handlet klogt, men i høj grad dumt, for overalt hvor to folkeslag eller to kulturer skal dele det samme landområde, vil der opstå problemer. Bedre er vi mennesker ikke, og bedre er vi danskere ikke.

Jamen, Jesu ord, de må da gælde, dem må vi da rette os efter.

Ikke ubetinget. Jesus siger, at han ikke længere kalder disciplene slaver, men venner, Joh 15,15. Og deri ligger, at vi skal adlyde ham forstående, vi kan ikke blindt rette os efter det, vi synes må være gode gerninger, og så overlade det til Gud at rage de kastanier ud af ilden, som kommer derind i kraft af det, vi tror er gode gerninger. Nej, det er op til os og de erfaringer, vi gør os undervejs, at skabe gode forhold for vort land, med demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed som det, der kommer til at gælde. Og gode forhold får vi altså ikke, når antallet af tilvandrende muslimer er blevet så stort som nu.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.